1. Et liv i grafik.
(trykt onsdag d. 2.4.14 i Kristeligt Dagblad)
Mange kender San Cataldo , det ombyggede kloster ved Amalfi i Syditalien. Mange danske kunstnere og videnskabsmænd har gennem snart hundrede fået eller købt sig ophold på stedet i en måned - og ikke så få af disse har i tiden fra ca. 1970- 1995 under opholdet været ude i Ingemann Andersens værksted og købt sig et stykke grafik eller et træsnitstryk. Men midt i 1990erne stoppede Ingemanns hustru Anne- Lise Brandt med at være værtinde/bestyrer på stedet, og parret trak sig tilbage til Lolland.
Her har Ingemann (f. 1929) fortsat sin produktion og udstillet gennem de følgende næsten tyve år. Erik A. Nielsen, der er kendt fra sine bøger om Brorson og Kingo men også fra mange artikler om billedkunst og fra utallige foredrag landet rundt - har nu sat sig for at portrættere Ingemann Andersen og hans værk i en flot illustreret bog " Modlys" på godt 130 sider.
San Cataldo ligger højt oppe på en bjergside, hvorfra der er alle mulige udsynsvinkler ned over dalens veje og huse. Dem har Ingemann skåret ind i træsnittenes blok ligesom haven på klosteret med vinstokke og grøntsager er blevet et genkommende tema i hans kunst. Hjemme på Lolland har det især været skoven og grøftekanternes næsten gennemskinnelige blomster, han har fæstnet til trykpapiret. Erik A. Nielsen udpeger to mesterværker i Ingemanns produktion og det ene "Vinstokke i modlys 1979" der netop har motiv fra haven, medens det andet "Vinterdag Lolland 1990" er et hvidt -blåt-sort tryk af en mand med ryggen til, seende hen over snedækkede marker på en gårds stumme sorte bygninger i horisonten.
Meget relevant sammenligner Erik A. Nielsen dette træsnit med Munchs maleri "Skriget": "Hvis Munchs billede kan virke sygeligt indtil det neurotiske, er Ingemanns nøgternt, ja navnløst tragisk. Og dog stadig på en mærkelig måde diskret i sit udtryk. Et menneske , der konfronterer sig med det uhjælpelige - en vinterdags tidlige solnedgang, men i solnedgangens eftertænksomhed måske også en skæbne."
Ingemans arbejder er alvorlige, seriøse. En realisme af høj præcision, men jo også en realisme, der oversættes ind i grafikkens sort-hvide udtryk, hvor det givne omdannes til en gengivelse. For betragteren Erik A. Nielsen antager mange af værkernes motiver symbolske dimensioner - og det er fra disse dimensioner, han spørger ind til forbindelsen med Ingemanns egen næsten tavse livshistorie. Han vil gerne fortælle om Ingemanns udviklingshistorie fra det sort-hvide til at tage farverne med ind i træsnittene ved fx. at trykke flere forskellige ind på samme papir. Er det en særlig evne for farven som langsomt vokser frem i menneske og dets syn på verden?
Med brede, varme formuleringer fortæller Erik A. Nielsen Ingemanns historie som en opkomlings stigen fra det hårde markarbejde på ungdommens Lolland til det tidkrævende arbejde i voksenlivet med huljernene i træblokkene. Ja, han lister sig næsten ind på de mulige symbolske betydninger i trykkene. Er der i et billede med pinseliljer en slags henvisning til Grundvigs Paaskeblomst? Eller når solen i modlys i et andet billede gengives som et kors, er der så tale om et helligt lys fra himmel til jord? Ingemann er som sagt realist, men også en "ekstatisk skeptiker" - så meget muligt er disse symbolske tolkninger til stede men det synes meget vigtigere for disse værker: at få tingene, husene , skyerne , luften , de organiske former i vinstokkene - at få alt dette SAGT dvs. formuleret ind i blokken og trykkets materiale.
Billedkunsten er så meget anderledes end den sproglige kunst. Det er svært i sprog at omtale alle de opgaver et håndværksmæssigt billede stiller. Og hvordan afbillede den instans i den skabende, der afgør om forsøget på sige tingene er vellykket? Ud fra sin store viden om kunst i såvel sprog som i billeder lykkes det Erik A. Nielsen varsomt at blotlægge kernen i Ingemanns arbejder. Det er, som han citerer Sophus Claussen for, i digtet Træerne, hvor menneskene kritisk beskrives: " De kan ikke trygt [som træerne] i Naturen sænke sig.../ det allerbedste, det kan de kun tænke sig." I sine bedste tryk har Ingemann fat i en anden betydning end den tænkte, sproglige. Billederne taler om vores omgang med de tilsyneladende tavse ting. Måske bliver de endog en beskrivelse af , hvordan tingene så os? Ingemann Andersens værk fortæller os, hvor meget man får ud af at gøre sig et billede af fx en vinstok i modlys.
Bo Hakon Jørgensen
Erik A. Nielsen: Modlys. Ingemann Andersens livsværk. 143 sider. Kr.??? . Forlaget Spring.
2. Anm. af Henrik Pontopidan: De Dødes Rige
Trykt i Kristeligt Dagblad 11.3.14
Overdrivelsens kunst
De Dødes Rige (1912-16) er i alle henseender én af de største danske romaner! Og nu i en flot billigbogsudgave, der ligger godt i hånden og dertil med en fin læsesats - men desværre med tillempet stavning til nutiden. Og dog ville alle, der overhovedet vil læse denne bog kunne klare store bogstaver og dobbelt a for å.
Klapteksten og masser af behandlinger af romanen har hæftet sig ved de tre hovedfigurer
Jytte, Torben og Enslev. Senest har Smærup Sørensen i forordet til nyudgivelsen (optrykt i KD) kaldt portrættet af den sky Jytte for verdenskunst og resten af romanen for en konstruktion. Ordet er ikke brugt rosende hos Smærup, og jeg forstår godt, hvad han sigter til. Men kunne man ikke se denne store romankonstruktion som Pontoppidans særlige præstation? Det er jo tanken, som netop i titlen, at 'de dødes rige' skal indskrives i alle dimensioner, modernitetstiden 1900-1910, tiden før 1. verdenskrig, som mange dengang håbede skulle forny verden.
Der er konstant en enorm vrede på spil i romanens stil. Verden er simpelthen skrækkelig i dens hykleri, pengegriskhed og modehysteri. Og med vreden følger overdrivelsen, der er den hyppigste figur i den ellers så dannede stil.
Det kan godt være, at overdrivelsen lige netop er dækket ind ved at være en persons synsvinkel, men da den går igen hos flere personer, er det efterhånden selve fortællerens overdrivelser: "Den ældre frøken Wamberg modtog gæsterne med megen anstand og foretog præsentationen. Hun var en svulmende dame , der mindede om sin søster på samme måde som et hvidkålshovede om en rose" Det kan meget vel være Jytte, der ikke bryder sig om selskabet, men så grov (hvidkål-rose) har vi aldrig hørt hende tale eller tænke. Mennesker er kvalmende fremtrædelser for hinanden. Ja, bogens metode er overdrivelsen , som den lader en af sine ledefigurer tænke:
"Han måtte tænke på Mads Vestrup , der i sit lidenskabelige sprog havde kaldt den officielle kirke for forgården til helvede, hvor der endnu ofredes til hedenske afguder. Gemte den tale ikke et bittert sandhedskorn under overdrivelsen?" . Præcis hvad bogen vil :Sandheden midt i overdrivelsen.
Mennesker 'overdriver' hinanden, fordi de ikke forstår hinandens motiver. De forekommer gale for hinanden, og når dette udspilles for medier og politik, bliver det ødelæggende.
Torben og Jytte er hver for sig uden for dette, men resten af personerne i romanen er viklet ind i den nye politiske medieverden med dens overskrifter og forkortninger, som romanen med sin konstruktion forsøger at indfange. Den journalistiske kynisme og den politiske kynisme lige under alle de flotte ord. Alt sammen har det hjemme i København med sporvogne, ny gadebelysning, teatre, receptioner, snesøle og sommerudflytning på landet. 'De dødes rige' er i store passager også en roman om den moderne storby 1900, København med sine 500.000 indbyggere.
Den store plot-konstruktion er fire -fem hovedlinjer gennem de otte bøger, romanen består af. Personerne fra disse linjer får af og til at gøre med hinanden, men først og fremmest er de et spørge-spektrum, som samfundstilstanden undersøges med bog efter bog, ved at netop deres linje tages op, fortælles og derpå atter forlades.
Yderst har vi kærlighedshistorien mellem Torben Dihmer og Jytte. Begge har de svært ved at give sig hen til hinanden, fordi de på forskellig vis føler sig på afstand af det moderne uægte og proklamerede sundhedsliv, der fylder mange sider i romanen med dens satire over opreklamerede sundhedssystemer. Torben og Jytte er hjemsøgte af henholdsvis ydre og indre sygdomme, og et meget stort motiv i romanen er generelt sygdomme og de eventuelle midler imod dem. Endog sygdommen midt i livsglæden: " (Mads Vestrup taler:) Men hvad var det for en underlig lede, der pludselig kunne snige sig ind på os midt i vores garanterede livsglæde? Hvad var det for et savn, der sugede under hjerterødderne midt i vellystens overflod?" Her står hele bogens grundspørgsmål: Hvorfor bliver menneskene ikke glade af alle forbedringerne i den moderne og oplyste verden?
Denne Mads Vestrup har sin egen linje i romanen (af mange set som et Jakob Knudsen-portræt). Han er skubbet ud af sin stilling som præst, fordi han har bedrevet hor, og som vandrepræst rejser han nu landet igennem med foredrag om sin synd og opvækkelse. Han er sådan set den ægte angrende kristne midt i hav af levebrødspræster, der fordømmer ham. Han drages også ind som medarbejder ved det nystartede kristne dagblad kaldet 'Hverdagene', skønt det vist nok er Kristeligt Dagblads start 1896 Pontoppidan satiriserer over. Her lukkes munden på hans sandhedsrøst efterhånden. Han egner sig ikke til den moderne kristenhed og dens mediepropaganda.
Dernæst er der den politiske linje omkring Tyge Enslev, som på mange måder er et Viggo Hørup-portræt i hans kamp mod kirkevældet i det politiske Danmark dvs. de interne stridigheder i partiet Venstre mellem radikale og kristelige. Enslev stammer ned fra en smed, der har knækket sin frihedsvilje og udlængsel for at passe familien. Denne knægtelse af livsviljen fortsættes som en slags slægtsskæbne, en dragesæd, der er sået i den, fordi Søren havde forhandlet en kontrakt med Satan, som han ikke kunne følge. De politiske kampe, som Enslev fører for folkets frihed, fører han lige så meget for sin egen magt. Og hans liv viser tabene bag de mange illusioner eller forhåbninger.
Såvel i troens liv, i det politiske liv , i offentlighedens liv, i kroppens liv er der alt for mange forhåbninger og overdrivelser. Sådan lyder Pontoppidans egen romanoverdrevne kritik af det moderne liv. Det er håbet om det bedre, der skaber al denne overdrivelse, som fører ud af det ægte liv. Derfor skal håbet lades ude af det bofællesskab for den nye tid, som Torben Dihmer lige når at få startet på sin herregård, inden han dør.
Det kan godt være at disse handlingslinjers indbyrdes forbindelse er konstruerede - men de giver mening i Pontoppidans vrede og ironiske portræt af det moderne rastløse liv , plaget af en syge, der omfatter næsten alle. Romanen spørger, som én af dens præster spørger en læge: "hvad ville du sige om hele den store lidende menneskehed, dersom du vidste dig i besiddelse af et lægemiddel, som kunne hjælpe den i al livets grænseløse jammer[...]". Den foreslår selv som lægemiddel , at lade alt håb ude af betragtning!
Men er det et menneskeligt liv at være uden håb? Pontoppidans mennesker og deres samfund er, skønt netop hundrede år gamle, så levende beskrevet, at hans spørgsmål stadig kan fænge. Ligeså hans tvungne klassiske stil, der kæmper med overdrivelserne. Ja, måske er det netop modsætningerne, afskyen, hånen, der gør den stadig levende. Mistroen til menneskeligt samfund i alle dets hidtidige former.
Bo Hakon Jørgensen
Henrik Pontoppidan: De dødes rige. Udg. med rettet ortografi.
Med forord af Jens Smærup Sørensen. Gyldendal . 725 s. 199 kr
3. Hærværk
Trykt i Kristeligt Dagblad 22. 1. 14
Det er i 2014 fyrre år siden Tom Kristensen døde. Jeg så ham selv på Odense Sygehus i 1974 uden at tale med ham. Så med de 40 år gået er der grund til at give også ham et fejringsår. Romanen "Hærværk" er blevet dramatiseret og sættes op på Det kgl. Teater med premiere sidst i januar. Men midt i al glæden over denne teaterbegivenhed må vi ikke glemme den vel nok bedste danske roman-filmatisering overhovedet : "Hærværk" fra 1977 instrueret af Ole Roos. (kan fås på DVD)
Den er som at ankomme til de sene 1920'ere som er romanens tidshorisont. Interieur efter interieur fastholdt i nærbilleder eller halvtotale, aldrig i overbliksbilleder af byen. Jo, vi er nok på gaden, men ikke på en stille gade. Folk arbejder med andre ting i baggrunden, som ikke har med handlingen i fokus at gøre. Der går aldrig museum i billederne, og rummene synes beboelige. Geniale billeder fx da hovedpersonen Jastrau og digteren Steffensen bare skal glæde sig over en gadens længde (Istedgade), så sker det så enkelt: Vi véd i forvejen af et nærbillede af deres fødder på fliser, at de er på gaden - og ved at lade de to personer se ud mod billedets venstre kant og lade dem oplyse i ansigterne af netop sollyset i sådan en lang gade fornemmer vi længden. Ikke noget forsøg på at gengive den lange gade i billedet. Nej, vi må selv tænke os til den. Netop de mange nærbilleder eller halvtotaler (fra midt på maven og til og med ansigtet) gør, at vi bebor stederne sammen med personerne. Sådan véd vi jo også med os selv, når vi er i en kendt lang gade uden at måle den op. Vi løfter bare hovedet mod dens ende dér langt, langt ude.
Hærværks historie er jo i korthed den om litteraturanmelderen Jastrau, der går i hundene, begår hærværk på sin egen tilværelse ved druk på barerne rundt om Dagbladet (Politiken) på Rådhuspladsen. Romanen har mottoet: "Frygt sjælen og dyrk den ikke for den ligner en last". Jastrau lader sig trække med ud på en søgen efter sjælens bund , efter den såkaldte primitive oprindelighed i os. Og denne søgen foregår, typisk for 1920'erne, til jazzmusik. Han vil ud i uendeligheden i sig selv, sådan som vi før så den lange gade benyttet. Men uendeligheden i sjælen er, som mottoet siger, en ganske farlig ting.
Instruktøren Ole Roos har lavet nogle aldeles dejlige scener til jazzen fra grammofonen. På baren danser Jastrau (Ole Ernst) selvnydende og mere end halvfuld med sig selv langs barens kant som han undervejs rytmisk kærtegner, som kunne den give ham selve livets løsning. Og pladespilleren går også hjemme hos ham selv, da lejligheden bliver besat af Steffensen (Jesper Christiansen) og den tjenestepige, han har på slæb. Men jazzen kan også ligge i baggrunden af billedet som fx , hvor den evige Kjær sidder og drikker absint og mumler i modsætning til rytmen og tonart -"Lyksalig, lyksalig, hver sjæl som har fred". I øvrigt er Poul Bundgaards udgave af den evige Kjærs kontrollerede selvopløsning i druk filmens absolutte scoop. I hans fugtige , nærmest suttende, ansigt fornemmer man sumpen i den stillesiddende sjæl, der melankolsk går under i sig selv.
Her er blot nævnt nogle skuespilpræstationer, men filmen er orgie af fremragende præstationer i siderollerne. Buster Larsen som en drikkende og klistrende litterær journalist. Ebbe Rode som bladets redaktør, der ser udviklingen i mediet gå hen over sig og nødig vil af med sin gamle anmelder Jastrau. Axel Strøbye, Ghita Nørby - alle de gamle folkekomedieskuespillere får her et ordentligt manuskript at optræde ud fra.
Og for igen at vende tilbage til interieuererne. Ole Jastraus lejlighed i brune møbler, dybrøde tapeter med grønne lamper. Køkkenet med den karakteristisk køkkenblå og 'røvbalde'-gardiner. Entrégangens stærke blå (nærmest som villet poesi!) med den hvide entredør med den matterede rude for enden.
Alt passer uden at være fremhævet, der er simpelthen ofret opmærksomhed på det tilsyneladende uvæsentlige i baggrunden. Men netop derfor bliver filmens horisont så sikker. Den behøver ikke pege på tingene. De skaber selv i deres tidstilhørs-forhold horisonten, der gør personerne virkelige 1930.
Baren etableres som hele filmen med få udvalgte detaljer
i forbindelse med personerne. Disken, grammofonen, forhænget , mørket udenfor og lyset indenfor, et gentaget billede af en kitchet nøgen kvinde og så de grønne, grønne absintglas, der bæres frem til de drikkende og cigarrygende halvopløste personer. Farvebombardementet i filmen er både kontrolleret og voldsomt. Vi er i ekspressionismens farveskala men
ikke i dens grelle lyssætning. Nede under al storbyforfaldet lever der en drøm om den enkle tur i skoven, som desværre går under i stress, offentlighed, aviser og halve meninger. Filmen formår i sin totale stemning at udfolde linierne i Steffensens digt, som Jastrau gerne ville have skrevet: " Og jeg føler det dagligt i hjertet/ som om fastlande dagligt forgaar."
Filmen kunne ikke have været uden Tom Kristensens roman. Men hvor den dog lægger en solidarisk scene omkring den! Som så man romanen for sit indre blik, som fik man tiden 1930 udleveret som sin egen. Som var man fristet til selv at gå i jazz og hundene. Faktisk en filmatiseret læserverden! Flot simpelthen.
Bo Hakon Jørgensen
1.4 Bag smilet. Om forfatteren Karl Larsen
Trykt i Kristeligt Dagbald 07.01.14
Da jeg studerede i 1960'erne flød antikvarbogkasserne med Karl Larsens propagandabøger om Tyskland og dets vidunderlige militarisme op til og under 1. verdenskrig (1914-18). Ingen gad have disse bøger længere. Den litteraturhistoriske periode 1870-1900 henviste til hans roman Dr. Ix (1896), som vi burde læse - og ellers beskrev man ham som hyperrealist af Herman Bangs slæng.
Karl Larsen (1860-1931) var en stor kulturperson-lighed i sin samtid med sit litterære og essayistiske forfatterskab. I dette gik han stålsat gik ind for den tyske militarisme som den statsform, som også andre burde tilegne sig, så de kunne undgå demokratiets strid og føleri. Staten skulle være over individet, aldrig omvendt. Denne holdning blev han efterhånden ugleset for, og da han samtidig slet ikke var dansknationalt begejstret, gled han efter sin død helt ud af den kulturelle debat, hvor han dog i levende live havde haft en position som en hård stift midt i det strømmende med sin ekstreme fornuftsdyrkelse.
Ikke nogen ganske rar person at studere, skulle man synes, men Jesper Düring Jørgensen har fået en aldeles spændende bog ud af at forske i det store ubenyttede brevstof, som findes i Karl Larsens arkiv på Det kgl. Bibliotek. For hvordan gik det til, at en begejstret individualist i Georg Brandes fodspor gik hen og blev en dyrker af statens undertrykkelse af individet?
På det personlige plan havde det noget at gøre med en slags selvhelbredelse, som Karl Larsen foretog på sig selv fra midten af 1880'erne. Han havde fra slutningen af 1870' erne været psykologisk indadvendt, registreret sit eget følelsesliv og nedtegnet dets detaljer i en dagbog fra 1881 indtil 1885, og var efterhånden kommet til at tvivle på følelsernes ægthed. Ingen af de digteriske planer, han havde, fik han gjort noget ved, kort sagt alt gik op i tankespåner til hobe. Men som den svage , følelsesstyrede han var, strammede han sig op med tanken om logisk og disciplineret styring af sig selv såvel som af det samundsmæssige demokratiske skrig og skrål, som han fandt uværdigt. Efter sanatorieophold i Tyskland (ca. 1884) modnedes hans tro på den tyske militarisme og disciplin som midlet mod den demokratiske syge i samfundet, såvel som i individet, hvor demokratiet svarede til den frigjorte individualisme, som nu skulle bekæmpes. Hans egen indre kamp mod føleri skulle nu i stor skala bruges mod samfundets gruppe- og klassemodsætninger.
Karl Larsens stålsatte moralisme har Jesper Düring Jørgensen nu sat sig for at afsløre: Larsen var i al for stor grad blandet sammen med den tyske propagandatjeneste i Danmark, da han på grund af fejlslagne aktiespekulationer under 1. verdenskrig kom i økonomisk uføre og modtog penge fra Tyskland. Han var altså under ingen omstændigheder en fri intellektuel ånd , som han hævdede at være. Han var desuden stærkt afhængig af kvinder midt i sit ellers erklærede ideelle ægteskab med 9 år ældre formuende kvinde.
Men Düring Jørgensen vil også gerne se ham som en mediebeherskende person, der forstod at vælge provokerende emner i samtiden og dermed bringe sig selv i centrum for debatten, og selv om han fik slag for det, fik han dermed højnet sin mediemæssige værdi, før man talte om andet end bare reklame og propaganda. Han gled i den grad i et med sit emne, og dyrkede den heftige diskussion om hans kontroversielle synspunkter. Han tog farve af aktualiteten og Düring Jørgensen konkluderer: "det kamæleon-agtige er kernen i Karl Larsens væsen". "Karl Larsen var uden fordomme, men derfor også uden idealer, når man undtager hans livslange dyrkelse af den tyske nationalmilitarisme. Han var tæt på at være en mand uden egenskaber, der dog i al hensigtsmæssighed forstod sig på
at lade sig fylde af markante ideer og forestillinger, der var ud af hans tid". Düring Jørgensen spiller her på Musils roman "Manden uden egenskaber" netop fra 1930'erne. og giver udtrykket en ny variation : det medieafhængige menneske, der opbygger sin identitet på hævdede meninger uden bund i vedkommendes eget liv og egen praksis.
Det er troværdigt portræt af Karl Larsen som Düring Jørgensen skaber, og det lader sig læse som en stor ideologisk samtidshistorie. Vi står ved fascismens begyndelse, og vi forstår kampen mod den splittelse som demokrati altid er, men som disse personer ikke kunne udholde, fordi de så det som den europæiske , hvide stats undergang. Føleriet og uafgjortheden som den hvide races selvmord. Logik og disciplin skulle redde ikke alene den enkelte men gennem staten alle de forvirrede. Karl Larsen døde inden, der gik nazisme i hans ideer. Men han ville sikkert være faldet i, hvis han havde levet længere.
Bogen er let at læse, skønt den er et orgie i henvisninger til denne og hin kapsel med papirer på Det kgl. Bibliotek. Hvad kan man dog ikke ved års indsats i arkivalierne komme til at vide om fortiden!
Man får en let åndenød ved al den viden, man ikke selv har undersøgt, og hvad man faktisk kunne komme til at vide, når man ser Düring Jørgensen på sporet gennem henvisninger til dette og hint værk. Ypperligt formidlet biblioteksresearch, simpelthen.
Bo Hakon Jørgensen
Jesper Düring Jørgensen: Den smilende kamæleon. Karl Larsen (1860-1931) Digter, journalist og milarist. 593 sider, 450 kr. Museum Tusculanums Forlag.
1. 5 Karen Blixens far
Trykt i Kristeligt Dagblad 21.01.14
Var han ikke Karen Blixens far, var han for længst glemt, også selv om Georg Brandes skrev et kapitel om ham i "Essays. Danske Personligheder" (1889). Vilhelm Dinesen (1845-1895) deltog i krige og jagter og skrev bøger om det bagefter. Han søgte 'spændtheden' i tilværelsen begge steder, og kunne sandsynligvis ikke slå sig til ro med et almindeligt liv. Denne spændende, men også uklare person har Tom Buk-Swienty sat sig for at portrættere i sit værk 'Kaptajn Dinesen' og har netop i det første bind, som omhandler tiden indtil 1872, gjort det med stor akkuratesse. Han har genfortalt Dinesen ved at klippe sætninger fra dennes trykte værker sammen med sine egne historiske overblik.
Af en eller anden grund har man så på Gyldendal ment , at man skulle høste af Blixen-industrien en ekstra gang ved at udgive Dinesens (Boganis) "Jagtbreve og Nye Jagtbreve" fra ca. 1890. Hvorfor det ikke blev "Fra ottende Skanse" om Dybbølkampene 1864, hvor Dinesen skriver et ganske råt dansk, kan man spørge sig selv om? Nu får vi så i stedet en rigtig hyggelig jagtbog, hvor bemærkningerne om dyrene og vind og vejr giver anledning til små anekdoter fra Dinesens rige liv i Frankrig, blandt Indianere i Amerika og fra Tyrkiet, hvor han var slutningen af 1870'erne. Dinesen ved meget om den natur, han går på jagt i, han bruger gamle jægerudtryk, kommer ind på de forskellige jagtformer og traditionerne fra fortiden. Alt i alt virkelig et inciterende bekendtskab, men også et underlig centrumsløst , hvad Brandes allerede bemærkede i 1889 om Boganis, Vilhelm Dinesens pseudonym, som han havde fået af indianerne, og som betød hasselnød, måske med ironien, at han ingen kerne havde? :"Boganis's Stil er ligesaa parenthetisk som snaksom. Den er parenthetisk, fordi den er distrait. I anledning af det Ene faldet det Andet Forfatteren ind, og han skyder Tanker og Sætninger ind i hverandre." Men også Brandes må have haft sine grunde til at skrive om Dinesen som forfatter.? Man kan sige, at Dinesen netop i sin spredthed repræsenterer en noget
underbelyst direkte naturlighed i samtiden 1890-1900, som hos ham får sprog. Ikke logisk, gnavende og selvoptrævlende jegsspekulation som hos de samtidige symbolister, men sund udadvendthed, en foregribelse af en senere vitalismes optagethed af den kropslige spændthed?
Jagtbrevene er op til 4-5 sider lange. De pendler efter jagten i Sverige eller i Jylland. Og som regel starter de med en eller anden bemærkning om vejret og vildtets tilstand, hvorefter en lille koket anekdote fortælles, der igen peger ud mod bemærkninger om livet andre steder i verden. Man har som læser indtrykket af at Dinesen har kæmpet og rejst så meget for simpelthen at have samlet de flest mulige indtryk fra hele verden, ligesom han i enkelt fugl kan opregne alle dens farver:
"En prægtig fugl, en Bekkasin, let, elegant bygget, i Besiddelse af en glimrende Fjerdragt i al sin tilsyneladende Beskedenhed. Hvilken overdaadig Pragt! hvilken Farverigdom! Der er flere Farver - og harmonisk sammenstillede - i en Bekkasins Klædning end paa en spraglet Papegøje, der pranger i Brandgult, Indigo, Zinnober og Pinatgrønt, der er: Brunt, Sort, Hvidt, Graat (Musegraat og Perlegraat og Fløjlsgraat), Rødt
(Blegrødt og Teglstensrødt og Rødbrunt), Gulgrønt og Rustgult, Rødgraat og Gulhvidt med en Uendelighed af Mellemspil, som Sproget fattes Ord til at betegne".
Man ser den katalogiske omhu over for verden i opregningen af farverne, men beskrivelsen skal intet steds hen, ja sproget fratages til slut endog evnen til at ramme og omfatte det beskrevne!
Hvorfor har Dinesen så skrevet disse jagtbreve? I al deres veloplagte noteren af mangt og meget mellem himmel og jord - er det, som om de skal producere en erstatning for et mere begivenhedsrigt liv, der hørte ungdommen til. Man aner bag deres lette overflade en depression. I hvert fald endte Dinesens liv med selvmord i 1895. Men man forstår også, hvor højt den lille, tiårige Karen Dinesen (senere Blixen) elskede denne far, en mand med en konkrethed i sit væsen, der var meget anderledes end de kvindelige tanters snak og moral.
Bo Hakon Jørgensen
Vilhelm Dinesen/Boganis: Jagtbreve og Nye Jagtbreve. Med illustrationer af Johannes Larsen (og forord om jagt af Dy Plambeck, og efterord om jagt af Klaus Rifbjerg). 3. udg. 1.opl. 288 sider, 200kr.
Den kvindelige H.C.Andersen!
(trykt i Kristeligt Dagblad 16.6.2014)
Selvfølgelig er der meget dannet overdrivelse i positive udtalelser om mennesker efter deres død.
Alligevel gør det indtryk at læse den store danske forfatterinde Edith Rode skrive om Karin Michaelis efter hendes død, januar 1950 : "at siden H.C. Andersen var der aldrig skrevet et saa dansk Dansk". Ellers er hun glemt nu, forsvundet ud af den historiske række af store danske forfattere, skønt hun var en af sin samtids allerstørste europæiske kulturpersonligheder.
Hvordan hun gik hen og blev det, får man et vidunderligt og virkelig læse-gribende indtryk af i den biografi "Hjertets kalejdoskop", som en amerikansk kvindelig afgået professor har skrevet i 2003 om Karin Michaëlis og som nu ved ihærdige Randers-kræfter (Kirsten Klitgaard) er blevet oversat til dansk. Et citat fra en af begravelsestalerne (på Thurø,1950, hvor hun havde huset mange flygtninge fra Tyskland i 1930'erne) lyder
som var det om godheden selv: " Du tog dig af vagabonden, af de forfulgte og lidende jøder, af de fattige, de forældreløse, de hjemløse, dem i fængslerne, de dødsdømte, de syge , de sorgfulde og bekymrede. Der var ikke svig i dit sind. Du efterlader dig ikke gods eller guld, men du efterlader dig noget mere ualmindeligt, en hærskare af trofaste, bedrøvede, taknemmelige og dig inderlig hengivne venner[...]Tak for alt du gav os, Danmark og verden".
Der er stor patos i citatet men efter at have læst de tætte 376 siders tekst om Karin Michaëlis føler jeg mig overbevist om, at den er på sin plads, skønt jeg aldrig har læst andet end citater af hendes forfatterskab.
Det siges, at mange syntes, hun var en meget vekslende forfatter, ja nogle fandt hendes romanhandlinger meget melodramatiske og overdrevne, men hendes sproglig-stilistiske evne til at skrive ud fra forskellige menneskers synsvinkel på verden var formidabel. Især barnets og den unge piges verden greb hun sikkert.
Hun blev født 1872 og var altså 28 i 1900, 50 i 1922 og 78 da hun døde. Hun var på virkelig venskabeligt hold af folk som Albert Einstein, Rainer Maria Rilke og Bertolt Brecht, så hun er sådan set vores danske kvindelige indgang til tidsrummet 1900-1950, hvor Johs. V. Jensen længe har været det mandlige.
I sit forfatterskab benyttede hun sit eget liv og sine egne oplevelser kun let fiktivt dækkede. Og sådan kom hun til at stå for den tidlige feminisme i folks bevidsthed, men hun var aldrig tør og abstrakt i sin tilgang, men drevet af voldsom lidenskab og trang til nye erotiske bekendtskaber, ligesom hun også gerne forskønnede verden med sin letfængende fantasi. Hun lagde ikke mange filtre ind mellem sig selv og sin skriven og kunne derfor virke ustruktureret impulsiv med sin dengang nye 'feministiske' stil. Hun skrev efterhånden både voksen- og børnebøger , ja hun blev verdenskendt for sine børne- og ungdomsbøger om Bibi, hvori der var en naivitet og enkelhed, som lignede H.C.Andersens eventyr.
Men det var kvinderne i deres forskellige aldre, der først blev hendes temaer for foredrag i Europa, derefter ægteskaber og skilsmisser og så senere kulturforhold og sidst fattige og forfulgtes skæbner i Danmark og Tyskland og efterhånden USA, som hun rejste til, fordi hun havde familie derovre. Og det var virkelig omfattende turneer hun var på ned gennem Europa, ja til Balkan og Ukraine. Men hun holdt sig ikke kun til at tale, hun gav også mange af sine indtjente penge til de nødstedte personer, hun mødte, og hun blev efterhånden "et moralsk ikon" der kunne tillade at sige magtfulde personer imod og blive hørt. Hun var ægte optaget af sociale problemer og gjorde meget for at løse dem.
Hun var gift to gange først med den symbolistiske digter Sophus Michaelis og dernæst med en meget moralsk norsk-amerikaner Charles Stangeland, der helt modsat Karin efter deres skilsmisse gik hen og blev nazist. Men hele tiden holdt hun mest af forfatter og forlagsdirektør Peter Nansen - som hun også drømte om at møde efter døden. "Jeg ved hvordan den sidste Time vil komme til mig. Efter et Liv der har været saa utroligt fuldt og rigt og lykkeligt, kan Døden ikke være andet end vidunderlig. Jeg vil engang igen løbe op ad de brede Trapper i Nansens gamle Forlæggerhus [Gyldendal] gaa gennem det lange Forværelse og standse foran den høje hvide Dør. Med bankende Hjerte vil jeg løfte min Haand og banke på. [...] Og mens jeg inddrikker den mystiske flygtige Duft, der omgiver ham og Synet af hans blege Ansigt, vil smilet paa mine Læber blive et med hans. Og saadan vil vi synke ned i Evighedens velsignede Mørke".
Tidligere i mit liv ville jeg nok have kaldt den slags for 'sentimentalt klister', men den amerikanske professors beretning om Karin Michaëlis fundamentale ægthed, har lært mig noget andet - også fordi biografien følger hendes erindringers egne, konkrete tilståelser om sygdomme og helbredelser. Man får simpelthen meget mere at vide end i nogen anden biografi jeg har læst. Den er måske nok temmelig enkel i sin komposition, år for år fremad med en uendelighed af ukommenterede navne, fordi Karin Michaëlis kendte så mange.
Men hvor får man megen indsigt i tidsrummet 1900-1950 såvel i Danmark som i Verden og også om livsformer i dagliglivet. En stærk og følelsesfuld kvindelig tilgang til verden, dengang man godt måtte sige så noget!
Jeg vil læse noget af Karin Michaëlis. Måske hendes stilistiske mesterværk "Syv Søstre sad" fra 1923 eller erindringsværket "Træet pa godt og ondt" i fire bind (1924-30).
Bo Hakon Jørgensen
Beverley Driver Eddy: Hjertets kalejdoskop. En biografi om Karin Michaelis. Oversat af Kirsten Klitgaard. 442 s. Kan købes ved henvendelse til >kirsten.klitgaard@post.tele.dk<
Vredens ord
(trykt i Kristeligt Dagblad d. 17.7.2014)
"En lykke for de enkelte, som skønner derpaa, at en mand som Knud Hjortø lever i Danmark". Sådan skrev den unge kritiker Oscar Geismar 1906, og han blev fulgt af andre litterater i denne positive bedømmelse, medens dagspressen var mere lunken over for Hjortøs forfatterskab. Senere i 1915 kunne Otto Gelsted se perspektiverne i Knud Hjortøs psykologiske dybdeboringer, da han selv var på vej til at introducere Freuds psykoanalyse i Danmark (1920).
"Hans Råskov" hedder Knud Hjortøs hovedværk fra 1906, som senere kom til at indgå i trilogien "To verdener". Den er nu sammen med første bind af denne trilogi "Støv og Stjerner" (1904) udkommet i serien Danske klassikere med efterskrift af Henrik Schovsbo.
Det er historien om et psykisk tilfælde fra fødsel til død, en indelukket bondedreng, der afslår al forbindelse med den menneskelige omverden, også det forhadte kvindekøn, i sin kamp for at holde styr på vulkanagtige indre, der gang på gang slår ud i ham som en rød ild og brændende hede. I skildringen af denne lidenskabelige inderverden kan Hjortø virkelig noget særligt, medens romanens handlingstråd er mindre opfindsom. Sprogfornyende er han også, af og til på højde med den samtidige Johs. V. Jensen: " Tordenen begyndte at blive hidsig, den satte i med et brøl, som den ikke kunde føre igennem; den sprængte sig frem over hans hoved, bandte og rasede og kvaltes i det, den tog fat og stoppede op, som om den havde fået det i den gale hals, og så spyttede den det fra sig i den næste sky med et gruligt vræl".
Her det naturen, der får denne beskrivelse ud fra had og vrede, men også menneskesindet beskrives ofte således. Hjortøs fremmeste stilkraft er disse had-dominerede sprogudfoldelser, ligesom ilds hærgen er vidunderligt præcist fanget i sproget: "Ilden kryber ned fra sofaen, den snor sig som en kælen gul slange om bordbenene og ruller sig lystigt i [...] tæppet, men dens kælenskab er ædende syge, dens lystighed er tilintetgørelse." Og hele tiden er der i beskrivelserne dette karakteristiske, symbolistiske link til sindets erotiske vulkankræfter. Men samtidig også noget psykologisk klichéagtigt fx da Hans Råskov endelig ser ud til at skulle gifte sig, brænder det hus det unge par skal flytte ind i som symbol på hans sjæls hus, der fortæres af ilden . Tre gange går han i sit liv gennem isen, så det modelagtige i kompositionen næsten bliver for tydeligt.
Men det er for de enkeltstående ordskitser af de dæmoniske sider af sjælen, at Hjortø fortjener at blive husket som klassiker. Før Freud var kendt i Danmark lader Hjortø sin hovedperson rejse til Wien til "en berømt nervelæge", og lader i det hele taget Hans Råskov gennemgå sindets etaper på vej mod sublimeringen af de erotiske kræfter, sådan som psykoanalysen beskrev det, og som Schovsbo rigtigt peger på sammenhængen i sin efterskrift til udgivelsen.
Når vi altså plejer at sige, at det først var fra 1920 (Gelsteds bog om Freud), at Freud var kendt i Danmark, så skal man huske på Hjortø fra 1906, der uden at nævne hans navn kom rundt om de samme inddelinger af sjælen. Den brændende lidenskabelige ild i Hans Råskov, er den brølende libido, som han kæmper for at holde nede. I øvrigt er Hans Råskov skildret som handlingsmennesket, kemiingeniøren, så det er det helt moderne menneske 1906, som har disse næsten primitive sjælskræfter i sig . Selv var Hjortø (1869-1931) en stabil og hårdt arbejdende forfatter, der år efter år leverede den ene bog efter den anden. Han havde uddannet sig som lærer og bagefter læst sprogvidenskab og var altså på det tidspunkt en moderne akademiker. Hans udgangspunkt i bondemiljøet på Sjælland (Det folkelige gennembrud) forbandt han med symbolismens interesse for sjælskildringer og førte psykologien næsten som videnskab ind i sine hovedpersoner fra landet. Schovsbo påpeger i efterskriften, at det skete på "dennesidige" betingelser, og mener hermed , at
Hjortøs psykologi er uden religiøse dimensioner. Derfor ser han også Hjortø som en forløber for kulturradikalismen, hvad der forekommer plausibelt. Ligeledes sætter han ham også i forbindelse med samtidens vitalisme, hvad der er helt uomgængeligt. Kræfterne hærger i Hans Råskovs krop, måske ikke så sunde som vitalismen gerne ville det, men i hvert fald med så stor styrke, at sjælen har nok at gøre med at bekæmpe sig selv. En religiøs åbning ligger ikke for hos Hjortø, kun en varme midt i dødens kulde, som da Hans Råskov drukner i en våge efter at have frelst en dreng fra at gå ned under isen: "Et venligt, rødt skær bredte sig for hans øjne, idet han gik under, som kunde det være genskinnet af en usigelig mildhed langt borte, der endelig havde fundet vej til ham".
Bo Hakon Jørgensen
Knud Hjortø: Hans Råskov. (1906)
Danske Klassikere/ Gyldendal. 208 sider incl. noter og efterskrift.
100 kr.