1. Brunses Shakespeare

Trykt i Kristeligt Dagblad 11.1.14

Hvordan fejre fjerde bind af  Niels Brunses Shakespeare-oversættelse? Bindet har stykkerne: De lystige koner i Windsor (komedie); Julius Caesar (tragedie); Som man behager (komedie);  Hamlet (tragedie);

Helligtrekongersaften (komedie) og endelig Troilus og Cressida (tragedie)? Alle er stykkerne fra cirka 1600, fra Shakespeares modne periode - og de står flot efter hinanden i de grå lærredsbind, som er udgavens fine ydre fremtoning, ligesom den enkelte tekstside er klar og overskuelig med oplysende noter nederst på den side, hvor sagen optræder. Brunse skriver i forordet, at de fleste af dette binds oversættelse har været brugt før, men er reviderede til bind fire, dog er oversættelse af Troilus og Cressida helt ny.

                      Jeg vil fejre udgivelsen ved at læse komedien 'Helligtrekongersaften' op til den 12.te nat efter jul, som vi selv når frem til den. 6. januar, og hvor stykket første gang opførtes 1602 til en juleafslutningsfest i London med karnevalistiske tendenser , der indeholdt rollebytning mellem høj og lav og mellem kønnene. Stykket er en forvekslingskomedie i flere lag, tilsyneladende pjank og pjat, men inderst inde i dets ord er der en eksistentiel diskussion om, hvor meget man kan forklæde sig, og om man egentlig ejer sig selv, og om man  kan sige, hvem man er? - endog som køn? Først er der broder-søster relationen, hvor søskende kan ligne hinanden så meget som tvillinger, at de kan erstatte hinanden. De kan skilles ad men de savner da deres anden dimension. Viola og Sebastian er sådan to tvillinger, der skilles efter et skibbrud og først efter utallige forviklinger ser hinanden igen efter tre måneder, hvor de har troet hinanden døde. De rodes ind i kærlighedshistorier som budbringere for de to, der skulle elske hinanden, men ikke gør det. I stedet forelsker disse to hæmmede adelspersoner sig i budbringerne , og knuden løses ved at de to søskende genkender hinanden og fordeles mellem de hæmmede.

                      Midt i al dette elskeri, er da desuden en intrigehandling, hvor nogle tjenere driver gæk med en indbildsk overtjener, der lokkes ud af sig selv ved de mindste kærlige hentydninger til hans person i et falsk brev. Alle kan vi således lokkes ud af os selv og blive til nar, blot ved en omvending af ordene, der altid har en modgående betydning, vi oftest ikke skønner nok på. I en ordduel med Viola siger narren Feste om ordene, der kan skifte betydning: "Sådan er vor tid! En mening er som en glacéhandske for et vittigt hoved - den bliver vendt på vrangen i en håndevending". (Bemærk Brunses flotte danske oversættelse der kombinerer flere forskellige udgaver af 'hånd' og ' at vende'). Det er narren, som siger replikken og skønt han kan vrøvle komisk og tale modsat, så er han vel nærmest den mest fornuftige af stykkets personer. Komedien forekommer at være en stor sammenstimlen af bemærkninger

om dobbeltholdninger og forklædninger, så man forstår hastværket , som hæmmede Olivia har med at komme til præsten, da hun endelig har sikret sig et tilsagn fra én af tvillingerne, som hun ganske vist tror er den anden. Man må smede, mens jernet er varmt, for alting køles hurtigt uden for den direkte menneskelige kontakt. Når mennesker spekulerer, fejltolker og især drømmer.

                      Mennesker er gåder for hinanden, som så de hinanden som skuespillere på en scene, hvad de faktisk gør i dette stykke. Og hvad værre er, deres lidenskaber rettes mod billeder og billeder af ansigter frem for mod faktisk kendte personer. Forklædninger og masker lykkes jo, fordi vi ikke undersøger sagerne nøje, men hellere stormer efter den tilfredsstillelse, den spejling af os selv, som billedet lover. I forelskelsen såvel som i selvovervurderingen er vi hjælpeløst fortabt, og vi bliver til nar for alle dem , der blot ser til.

Som Orsino er vi stedt i et grundlæggende fortolkningsskisma som han over for én af  tvillingerne, der er billedet på, at mennesket altid er mindst to forskellige: "Det samme ansigt og den samme stemme, den samme dragt, men det er to personer - et gøglespejl, som er og ikke er!"

                      Brunses oversættelser er en kæmpegave til dansk kultur. Mundrette, æstetisk velvalgte ord - og dertil tror på de gamle stykkers sag, så man længes efter at læse mindst ét stykke til og møde alle de gamle ord i en forfriskende moderne nypudsning: "Må melankoliens gud beskytte dig, og må skrædderen lave dig en vams af changerende taft, for dit sind skifter som opal".

Bo Hakon Jørgensen

William Shakespeare. Samlede skuespil IV. Nyoversat ved Niels Brunse. 643 sider. 350 kr.

*****************

2. Jean Cocteau: Under foregivende

Det charmerende krigsbillede

Trykt i Kristeligt Dagblad 15.1.14

Af og til sker miraklet, en bog dukker op fra bunken, og ud af ukendtheden siger dens første side, at her er noget ! Bare at tale som øjenvidne til 1. Verdenskrig og så tale sådan: "Krigen begyndte i vildeste uorden - en uorden der varede ved fra først til sidst. En kort krig havde kunnet udvikle sig, og så at sige være faldet til jorden som en frugt". Sådanne sætninger er skrevet, ikke af historikere eller stabsofficerer, men af en af de almindelige soldater ude i den enkelte stilling, hvor man ikke kan overskue hele fronten eller hele angrebsplanen. Disse sætninger ser krigen som et fænomen, der vokser som en frugt, noget man betragter interesseret, men som egentlig ikke rører en særligt, fordi man jo har så meget andet liv, der skal passes, medens kuglerne suser - sandsynligvis ikke efter én selv. Og levende kan man ikke være angst hele tiden. Der sker jo også skægge ting midt i fællesskabet med såvel kammeraterne som fjenden 50 meter væk.

                      "Under foregivende" hedder Jean Cocteaus roman eller historie fra 1923 - og ja, han lavede også film fx Skønheden og Udyret fra 1946. Historien handler om en svindler, der giver sit navn  helteklang ved stryge det med lidt adelig fernis efter en døende krighelt. Alle døre åbner sig for denne svindlersoldat, der kører ambulance ud til fronten med en rig fyrstinde, der har hengivet sig at hjælpe hårdt sårede soldater. Vores svindler foregiver at være soldat, ligesom han foregiver at være elsker og souveniersamler af patroner og hjelme - og snart kan han ikke skelne mellem rigtige jeg og sit svindlerjeg. Før døden er livet i denne krigsverden næsten ikke andet end illusioner og uvirkeligt teater, og så længe man er levende, spiller man på denne scene ved netop "at foregive". Til sidst slutter dog  dette foregivende liv , og han bliver skudt og dør, men inden da er den spinkle historie blevet anledning til præcise og æstetiske sprogbilleder af krigen. Det er ekspressionisme, når den er allermest bøjelig og intellektuel fransk. En biskop beskrives fx således :"Han var skøn og svulmende, en fabelagtig fuchsia". En sønderbombet by ligner "Jeanne d'Arcs martyrbål. En flad mørk røgsky hang over den og strakte sig langt ud, som røgfanen fra en oceandamper". I disse eksempler ser man , hvad det æstetiske blik kan og gør. Det træder ud af det medlidende eller forpligtede forhold til tingene (biskop eller bombet by) for at følge associative ligheder (blomst eller oceandamper), der er ubrugelige. Billeddannelsen frigør sig fra den moral som ellers ligger overalt i krigstiden. Et kæmpe "projektil, der slog ned i vandet, fik en hel boulevard af strålende butikker til at lyse op på bunden". Det er eksplosionslysglimtet ,der spejler sig i vandet, som de lysende butikker ville have gjort, hvis byen ikke var mørkelagt.

                      Men tro nu ikke at denne billedstorm ødelægger indtrykket af krigen, snarere står det meget mere præcist, fordi en viden om det almindelige sættes sammen med det ekstraordinære grufulde og gør det håndterligt: "maskingeværernes monotomt hakkende dødningelatter".

                      Og sådan kunne man blive ved med eksempler fra denne i bedste forstand charmerende bog om krigens gru, og menneskets overlevelses-instinkt midt i gruen, der producerer sådanne sprogbilleder som denne historie gør. Den er ikke dyb i psykologi, ikke dyb i historisk overblik, ikke moralsk vederhæftig, men den er charmerende svindlerisk som sin hovedperson, og med sine billeder forfører den læseren til de virkelige mennesker i skyttegravene. Ikke de lidende, men de heldigt overlevende, indtil også de dør.

                      Oversætteren Hans Henrik Bruun har skrevet et fint introducerende efterord, lavet noter og ikke mindst oversat, så de franske billeder også forbløffer på dansk. Det er fint og enkelt gjort , hør selv: "Men ved fronten var det som om de mange døde. kvæstelserne og den uafladelige risiko dræbte hver soldat flere gange; døden blev vekslet om til småpenge og mistede sin værdi." Dette omtalesprog gengiver bogen i en æstetisk udgave, i æstetikken, hvor døden netop altid har mistet sin værdi, og skønheden lever, så længe den varer.

Bo Hakon Jørgensen

Jean Cocteau. Under foregivende. Oversat af Hans Henrik Bruun. Ialt 174 s. (historien dog kun 130 sider). 250 kr. Gyldendal.

***********

3. En neddykket verden - Jules Verne

Trykt i Kristeligt Dagblad 11.01.14

Her er den så: den uforkortede version til oplæsning for de 8 til 10-årige.  "En verdensomsejling under havet" eller som den hedder direkte oversat fra fransk "20.000 steder under havet". Måske er den for detaljeret, for navneopremsende til de små lyttere, måske er den forkortede version alligevel bedre til dem?

Spændende er historien, især efter at de tre mænd bliver fanger på den store ubåd , og alle de tekniske raffinementer bliver udlagt et efter et. Verden er et kontrollabelt sted, naturen lader sig styre af den menneskelige fornuft og beregning.

                      Egentlig var romanen science fiction, da den udkom 1869-70. Man havde måske set nogle enkeltmandsubåde i den amerikanske borgerkrig omkring 1862, men ubåde i dette kæmpeformat var ren spekulation.  Ubåden som dræbermaskinen bliver da også fra starten fejlagtigt  taget som en kæmpehval, man bare skal tæt nok på for at kunne harpunere. Men da netop det forsøges, og harpunen glider af på sammenboltede stålskind, indses det, at det er en menneskeskabt maskine i et hidtil uset format og med et hidtil uset elektrisk fremdrivelsesmiddel, der gør det hurtigere end alle andre skibe i verden. Indvendig er undervandsbåden indrettet til Kaptajn Nemo og hans mænd med den yderste borgerlige komfort ca. 1870. Og så begynder alle forklaringerne på, hvordan sådan en ubåd klarer sig. En slags omvendt Robinson Crusoe i datidens teknologier. Her sejler Crusoes ø bare  rundt som ubåden, styret af Kaptajn Nemo, der på af sit uudgrundelige had til alle samfund trawler jordens have igennem og besøger undersøiske steder iført dykkerdragt og harpungevær. Han henter alle sine fødevarer fra havet og lever i det hele taget afskåret fra de menneskelige land-samfund.

    Men læst i dag er romanen først og fremmest en ligefrem hyldest til den positivistiske omverdensholdning som samtiden omkring 1870 havde arvet fra videnskaben: 'Mål alt hvad der kan måles og vej alt hvad der kan vejes'. Naturlovene styrer alt, og kan man dem som formler, kan man kontrollere verden. Bogen svulmer af forklaringer på dette eller hint, klassifikationer og underinddelinger, navneopremsninger af alt inden for en bestemt kategori. Alt skal indskrives og gøre tilgængeligt for mennesket i fuldstændige kataloger over alle mulige tilfælde.

Heldigvis har vi en fortæller, der er professor i jordens havdybder, til at modtage alle oplysninger og videregive dem til læserne, og kaptajn Nemo fortæller ham gerne det meste: "Når Nautilus [ubåden] befinder sig i vandet under disse betingelser, rager den op med en tiendedel. Men eftersom jeg har indrettet reservoirer med en kapacitet, der modsvarer denne tiendedel - altså med et rumfang på et hundrede og halvtredstons og tooghalvfjerds hundrededele - og fylder dem med vand, fortrænger båden således femten hundrede og syv ton, eller får denne vægt, og vil være fuldstændig neddykket".

Man må nok forelske sig lidt i alle disse redegørelser for at holde den meget lange bog ud.! De er smukke i sig selv med alle deres tal og deres tiltro til, at her er den endelige forklaring på alt fundet.

                      Men bogens stil lider under de mange naturvidenskabelige forklaringer. Personerne tegnes med en psykologi, der er lige så enkel som troen på, at alt kan måles og vejes. Oversættelsen virker pålidelig, og en masse fagkyndige er blevet rådspurgt om navne og betegnelser, så det danske sprog virkelig er blevet tvunget ud i al sin katalogiske kunnen. Så navne- begrebsmæssigt er oversættelsen en præstation, mens den ikke kan gøre noget ved Jules Vernes egen fattige stil.

                      Alligevel bør denne roman indgå i børns opdragelse, som den teknologiske tidsalders 'robinson'. Det er godt engang at have troet på verdens grundlæggende fornuftige sammenhæng!

Bo Hakon Jørgensen

Jules Verne: En verdensomsejling under havet. Oversat af Lone Teglskov.  460 sider . Løvens Forlag.

*************