1
Om kvindelig attrå i Karen Blixens fortællinger
af Bo Hakon Jørgensen
(Foredraget skal efterfølgende gennemgå korrektur, henvisninger skal
indføres osv. Det bringes i sin nuværende form til eventuelt interesserede.
25/6-2015)
Hvorfor dog interessere sig for kvinders attrå?. Er den ikke bare at blive
attrået, sådan at en specifik attrå efter mænd ikke findes i kvinderne?
Jeg har nævnt temaet for en række mandlige kolleger, og de har set på mig
med øjne, som sagde: Ja kunne vi løse denne gåde, så var vi langt. Måske
var det også det, Freud havde i tankerne, da han talte om kvinden som en
gåde. Men det er mindst lige så gådefuldt, at man som mand ønsker at vide,
om der findes en specifik kvindelig attrå efter ens eget køn?
Så dette foredrag vil sikkert vise sig at være fortællingen om en
mandlig og livslang illusion! At kvinder skulle have direkte attrå efter den
fysiske mand? Næsten ligesom manden har det efter kvindens krop? En slags
Aktæons hævn op mod Dianas hævn ved at gennemskue hendes dræbende,
forvandlende blik som en forvrænget attrå? Hvorfor spørger jeg som de to
gamle herrer i historien af næsten samme navn til "Universets intrikate natur
(60)" i to køn? Det gør jeg dels i forlængelse af Marianne Juhls og min bog
Dianas Hævn (1981) og dens heftige hævdelse af at komme nedefra, indefra
fra en kvindelig forfatters verden. Men vi spurgte ikke specifikt om den
kvindelige attrå, – mere var vi optaget af, hvordan de mandlige hovedpersoner
tog fejl. Hvad tog de fejl af? Måske lige præcis den kvindelige attrå – at den
skulle være efter dem lige på den måde, de forestillede sig? Men hvordan er
den så?
Man(d) tror det ikke muligt, men selv garvede kvindeforskere kan
ikke komme op med en henvisning til et studie over den kvindelige attrå efter
mænd! Her er altså en hvid plet på kortet – eller også eksisterer landet ikke?
Dog kan Fifty Shades of Grey give eksempler på kvindelig attrå efter mænd i
dag:
"Hvorfor har han sådan en foruroligende virkning på mig. Måske på grund af
hans utroligt gode udseende? Den måde, hans øjne stråler mod mig på? Den
måde , han stryger sin pegefinger hen over sin underlæbe på? Jeg ville ønske,
at han ville holde op med det[...] Hans blik er intenst, alt det lune er væk, og
hidtil ukendte muskler langt nede i min mave trækker sig pludseligt sammen.
Jeg løsriver blikket fra hans og stirrer ned på mine knyttede hænder. Hvad sker
der? Jeg er nødt til at gå." (s. 19, 24)
Sådan beskriver en kvinde i dag sin egen begyndende attrå (lidt
ugebladsagtigt), men den er trods alt stadig startet af det mandlige attrående
blik. En sådan detaljerigdom skal man dog ikke vente at finde i Karen Blixens
kunstigt 100 år gamle historier. Men kunne hun holde sig til 100 år gamle
tilstande, når hun skrev som kvinde 1925-1960? Lagde hun ikke en del af sin
egen moderne bevidsthed i disse personer? Tilsyneladende ikke, kvinders attrå
2
synes at være at være spejl for mandens attrå, som i gamle dage. Alligevel er
der mere på spil – og hvad finder man så, hvis man spørger fra dette nutidige
sted, og antager at der er mere at sige?
Selvfølgelig findes kvindelig attrå i alle mulige andre retninger:
efter børn , efter væren, efter gerning, efter at vise hvad huset formår, efter
betydning og/eller Gud osv., men netop dette område, som er foredragets, tier
forskningen om. Emnet er altså: Kan vi i Karen Blixens forfatterskab se en
kvindelig attrå efter mænd beskrevet? Det udspringer af en formulering hos
Aage Henriksen (De ubændige), hvor der stod, at i gamle dage var 'den
kvindelige attrå at blive attrået'. Dvs. at det skulle være kvindens lyst at blive
efterstræbt af mænd - og det kunne jo for en hurtig betragtning se ud til at
gælde for Karen Blixens historier og deres kvindelige personer. Herimod går
foredraget ud fra den grundlæggende mandlige fordom og det ønske, at
kvinden skulle kunne have lyst ved/ begær efter den mandlige krop og
dens erotiske handlinger, ligesom manden har det af kvindens. At hun ikke
kun attrår at blive attrået men også attrår selve manden og hans køn? For har
hun ikke en sådan specifik attrå, men kun den at få lyst ved en andens blik, så
er hun i besiddelse af et tomt område, hvori hun træder ud af eros sfære og
betragter manden som den egentligt bundne, medens hun selv er overlegent fri.
Så spørgsmålet er afgørende for kønnenes balance, hvordan de forestiller sig
hinandens bevidsthed. Endvidere kan jo sige fænomenologisk , at forholdet
mellem de to køn er selve hovedeksemplet på den forskel, som gør den totale
intersubjektivitet umulig. Som mand kan jeg aldrig med sikkerhed vide om det
er gangbart at sætte den kvindelige bevidsthed som fuldstændig ensdannet med
min egen? Erfaringen siger, at det kan jeg netop ikke, skønt det fælles sprog
dog siger, at meget må være fælles. Men hvor langt er det muligt at forstå? Det
ville dog være interessant at forstå, hvorfor så meget går skævt på den erotiske
bro, som af og til eksisterer. Der er selvfølgelig mange andre tematikker i
Karen Blixens forfatterskab, spørgsmålet om skæbne, opvækst, historiens
væsen osv., men spørgsmålet om de to køn
løber som en understrøm i næsten alle historierne.
Fremgangsmåde
Det er altså derfor, at jeg har rettet spørgsmålet om kvindelig attrå til
forfatterskabet, og det er muligvis forkert stillet ud fra en mands synsvinkel,
men det vil de forsamlede kvinder så kunne fortælle mig, hvis de har mod og
mandshjerte i diskussionen bagefter. Jeg har altså gennemlæst forfatterskabet,
som jeg kender godt i forvejen, historie for historie, og ved hver eneste detalje,
som kunne tolkes i retning af en kvindelig erotisk attrå efter mænd skrevet et
stort Å i margin. Derpå har jeg skrevet stederne ud i noter, som jeg kan
fremvise for eventuelt tvivlende. En motivanalyse, som kunne ligne gamle
studiers som "Fiskeren i dansk litteratur" eller lignende. Ikke fordi jeg ynder
den slags studier, men fordi jeg ikke så anden udvej i et forfatterskab, der
skjuler sig i mandlige synsvinkler og den særlige dannelsesfernis, som kommer
af, at de er lagt ca. 100 år tilbage i tiden, til en tid hvor kvinders attrå
tilsyneladende var at blive attrået af mænd. Jeg vil forudskikke at søgningen
ikke gav de saftige resultater, jeg gerne havde set, men dog andre interessante,
måske især en smertelig bevidsthed om illusionen i mit grundspørgsmål. Jeg
3
lægger udsagn sammen fra fortællerne såvel som fra personerne, overskrider de
enkelte fortællingers grænse osv. ud fra forestillingen om, at Karen Blixen jo
har skrevet alle udsagnene – og forholder sig, som forfattere plejer at sige: Jeg
er i alle mine personer! Desuden generaliserer jo selve spørgsmålet om manden
og kvinden i en næsten ukontrollabel grad, og ligeså uvirkeligt kommer vi
sjældent til læge med kønsinfektioner i disse historier, lige så sjældent som der
gås på toilettet i dem. Dér går det kropslige som regel ganske smertefrit,
generaliseret og gennemsnitligt. Vi er i regelmæssighedernes verden med små
kig ned i uregelmæssighederne, som dog er historiernes kim.
Jeg bruger det gamle ord ATTRÅ, som på latin hedder appetens
som betyder drift, begær, attrå, søgende adfærd af verbet appeto 3. (søger til).
Og jeg bruger ordet attrå synonymt med tilbøjelighed for netop at undgå
Ubevidstheden som dimension. Med kvindelig attrå mener jeg altså den
erkendte trang til den mandlige krop, og ikke bare længsel efter en mand. Der
ligger her en mulighed for en grundlæggende fejlopfattelse af den kvindelige
attrå, som jo kan være af en ganske anden art end mandens , men i så fald vil
denne fejl sikkert medvirke til at perspektivere sagen. Jeg forsøger altså
gennem forskellige udsagn og niveauer fra fortællingerne at tegne et billede af
Karen Blixens forestillings-horisont omkring fænomenet attrå, og især omkring
en kvindelig attrå.
Broderen Thomas Dinesen havde ikke høje tanker om søsterens
erotiske attrå i sin bog om hende fra 1974. Og han havde dog diskuteret sagen
med hende flere gange og oplevet hende i selskab med Denys Finch-Hatton.
Hun skulle have foretrukket et varmt bad som en sanselig oplevelse frem for en
erotisk. Brevene fortæller da heller ikke om sådanne, ja hun fortæller glad, at
hun syntes, at bemærkningen om hende som mere sensuel end sexuel er
dækkende. Måske er det rammende for hendes faktiske fremtræden gennem
livet, skønt jeg tvivler, for hvor skulle den dæmoni ellers komme fra, som
mange af hendes senere mandlige bekendte oplevede i hendes nærvær, hvis
ikke fra en eller anden form for erotisk udstråling også fra hendes faktiske
person. Mange fortæller fascineret om hendes øjnes dybe blik, så en eller anden
udgående kraft må hun have haft.
Men her er det ikke hendes faktiske person, det drejer sig om.
Den faktiske Karen Blixen er jo et moderne tænkende menneske, sådan som
hun fremtræder i essayet :"Om moderne Ægteskab" fra 1923 blandt andet
skrevet til broderen Thomas. Her taler hun om kærlighedsforholdet mellem
mand og kvinde - og forestiller sig, at det kan få lov til at være som "at lege",
hvor alvoren ved de fysiske konsekvenser af legen ikke får lov at spille nogen
rolle. Hendes moderne medsøstre 1923 ser hun i hvert fald som fuldt
udviklede legekammerater med tidens unge mænd. Og man tager ikke fejl i, at
ordet at 'lege' rimer på senge-leje og samleje også i hendes bevidsthed. Men
som alment formuleret essay, siger hun ikke noget specifikt om den kvindelige
attrå. Den synes mest at bestå i lysten til at lege med. Men det er godt at huske
på denne overordentlig kloge og moderne faktiske person som forfatter til
fortællingerne. Alt dette vidste hun som moderne tænkende og lagde så sine
fortællinger 100 år tilbage, sandsynligvis for at forstå netop tilblivelsen af den
modernitet, hun selv befandt sig i. Dog er der visse historiske reservationer af
4
denne modernitet. Man må ikke glemme, at det var 'uartigt' , at komme ind på
et fænomen som 'kvindelig attrå' omkring 1930. Hvad Karen Blixen havde
oplevet i Afrika blandt europæiske emigranter var ikke lige til at oversætte ind
i den hjemlige horisont. Desuden forbandt kvinder helt op til 1970 erotik med
graviditet, og angsten for den var stor. Man kan heller ikke set bort fra det
næsten biologiske ansvar, som en del af den kvindelige bevidsthed, der
begrænser den egentlige attrås rækkevidde. Alligevel viser
essayet "Om moderene Ægteskab", at en kvindelig selvbevidsthed er på vej og
dermed muligheden for en kvindelig attrå efter mænd og ligeledes den
historiske forklaring på, hvordan den langsomt blev til for 100 år siden.
Det er altså denne fortidssøgende bevidsthed, der er foredragets
genstand, som den fremtræder i forfatterskabets fortællinger. Hvilket billede af
den kvindelige attrå findes her? Frederik Schyberg skrev i sin herostratisk
berømte anmeldelse af Syv fantastiske Fortællinger: "Uden at være snerpet
kan man sige, at kunstnerisk deklasseres Bogen af den grænseløse erotiske
Nyfigenhed, der er forargelig af den ene Grund, at den intet Formaal tjener. Det
er adelig Dame-Te, hvor der sladres" (Berlingske Tid. 25/9-1935). Og samme
sted taler han om den "perverterede Tone" i bogens stil. Også andre mandlige
læsere i samtiden oplevede bogens tone som 'pervers' dvs. med erotik uden
normalt formål. Det 'normale formål' må betyde ' ikke rettet mod den mandlige
tilfredsstillelse' som mænd på dette tidspunkt havde ret til at forvente. Eller
med andre ord, at den kvindelige attrå ikke rettede sig mod det , mænd
forventede. Der er erotik i bogen, siger Schyberg, men den er af den forkerte
slags, da den ikke er til 'mandlig normal'. I stedet har den måske en
overordentlig bevidst kvindelig erotik, som støder Schyberg netop ved sin
undergravende, betragtende oplevelse af det erotiske samvær mellem mand og
kvinde? Er det ikke præcis det 'betragtende', der forarger Schyberg så meget, at
han taler om 'nyfigenhed'( dvs. overdreven betragtning) 'sladrende dame-te'
(sprogliggjort modsat : praktisereret). Han har svært ved at acceptere kvinden
som bevidst og betragtende i det erotiske samvær. Hun skal være det uskyldige,
næsten sovende land , der erobres af den mandlige kraft. Og mange mænd
anede på dette tidspunkt intet om den kvindelige tilfredsstillelse. Når de var
glade og udløste, var kvinden det sikkert også, tænkte de. Et fænomen som
'kvindelig attrå efter mænd' var endnu ikke steget op over horisonten, hvad der
måske først skete med den anden kvindefrigørelse omkring 1970?
Omvendt er Schybergs anmeldelse jo et tegn på den erotiske
tones eksistens i fortællingerne. 'Falsk' eller blot for 'effekten's skyld, som han
også siger, - ligemeget, en eller anden meget vigtig form for erotisk
motivverden er der tydeligvis, siden den kan forarge så voldsomt! Og Karen
Blixen havde jo oplevet adskilligt konebytteri i Kenya, så hun havde vel
materiale til at forarge med kvindelig selvbevidsthed?
Lad os tage det mest skuffende først. Set med nutidens øjne er
der uendelig lidt interesse fra kvinders side i fortællingerne for den
mandlige erotiske krop. Bemærkningen i "Karneval" (s. 91) om, at alle
kvinder dybest set tror på den ubesmittede undfangelse og ikke skænker deres
barns fader mange tanker – kunne stå som overskrift for denne del. Ligesom
udsagnet i "Samtale om Natten i København" om, at kvinder ikke søger almagt,
fordi de allerede har den i sig selv, jo ikke giver meget plads til interesse for
5
mandens krop. Den er blot udstyret med den legemsdel, der passer i deres
geheime støbedigel - og dét er så det. Men der er dog
i "Digteren" en ganske detaljeret beskrivelse af mandlig udløsning som selve
mandens væsen og styrke. Det er Anders og Fransine, der taler om det skjult i
bemærkninger om skud, gæs og geværløb. I andre fortællinger bliver det til
kvinders bemærkninger om, at de af mændene modtager en gave af kraft,
styrke og evighed, selve det mandliges væsen, set med kvinders øjne. Men
mandekroppens dele, er der ingen moderne erotisk interesse for! Mændene
indtager bestemt ikke den plads i kvinders bevidsthed, de selv tror at have. Og
kvinder synes heller ikke at tillægge sig selv den betydning, som mænd giver
dem. Dog er der en velsignet undtagelse i "Gensyn", men den er pakket næsten
totalt ind i et apokryft evangelium og en marionettateropsætning. Pipistrello,
marionetteaterdirektøren lader Jomfru Maria tænke ved Helligåndens ankomst,
efter Jesu død på korset som 33 årig, ledsaget af en stigende rødme i hendes
ansigt: "Oh er det dig Herre? Efter disse fire og tredive år, er det dig?"[...]
hvortil Lord Byron erotiserer Ærkeenglen Gabriels besvangring af Maria
således: "så er du kommet tilbage efter fire og tredive år - den samme
guddommelige storm fejede engang ind over min dørtærskel" og her mene ind
over vaginas tærskel.
Modsætningvist er der en meget kraftig intetheds-streng gennem
forfatterskabet, som handler om, at der slet ikke er noget at attrå for mændene
hos kvinden! I "Den gamle vandrende Ridder" bringes historien om kvinden,
der siddende på en tom tønde redder en hel skibsbesætning. Det er gamle
Baron von Brackel der fortæller den om gamle dages kvinder: "Der er en
Fortælling om en ung Pige, som under et Mytteri frelser Skibet ved at sidde paa
Krudttønden med en tændt Lunte i Haanden og true med at sætte Ild til den, og
som ved, at Tønden er tom. Dette er for mig et fortryllende Billede af min Tids
Kvinde. Det var hende som bevarede Tilværelsens skønne Orden og Ligevægt
ved at blive siddende paa Livets Mysterium , vel vidende, at der intet
Mysterium var." (73)
Den tomme tønde er jo på sin vis et frækt billede på vagina som en blindgyde.
De værdier mænd tillægger den, har kvinder som indehavere af den svært ved
at forstå. Samme sted tales der om kvinderne som præstinder, der røgter et
mysterium, de ikke selv tror på. (s.73-74). Derfor attrår kvinderne at blive
attrået, fordi de så medvirker i et skuespil, der skjuler tomheden, som mændene
ikke gennemskuer. Hele forførelsesspillet fra den kvindelige side af manden
udfolder sig her, og kvinderne er ikke helt fri for at foragte de lidt åndssvage
mænd (Axel i "De standhaftige Slaveejere"), som ikke kan skue igennem til
den faktiske, arbejdende kvinde inden under, men får en pædagogisk
vejledning ved at lytte til søstrenes samtale. Eller som i "Drømmerne", hvor
Pellegrina 2 nægter at kende de tidligere elskere. Egentlig attrå efter mænd har
Pellegrina 2 jo ikke, hun har som det siges i "Ekko" snarere medlidenhed med
dem. Kvinder kan tænde ild i mænd, men må som i "Dykkeren" i den
forestillede engel Thusmus skikkelse indrømme, at det er snyd, for de gør det
med jordiske gebærder, indlærte til at forføre mænds bevidsthed.
Skuespillerinden Malli i "Storme" har store problemer med samme teatralske
snyd, at hun forråder alle mændene, som tror, hun optræder for deres skyld.
Dette at der intet er at attrå hos kvinden for manden, at der kun er enten tomhed
6
eller almindelighed, er det kvindeliges store hemmelighed, som ikke må
afsløres. Temaet behandles i "Om Hemmeligheder og om Himlen", hvor
kvinden Lucretia endog kan have glemt samlejet med den gamle billedhugger.
Omkring denne hemmelighed, som ikke kan udveksles mellem kønnene, da al
den erotiske intensitet så forsvandt, drejer hele "Universets intrikate Natur" (To
gamle Herrers historier s. 60) nemlig forholdet mellem mand og kvinde, som
en anden historie beskriver som to lukkede skrin, der hver indeholder nøglen til
det andet. Og hvad er det for en "forborgent Muntert[hed]" som legesøstrene til
prinsesserne beser de blodplettede udstillede lagener med i "Det ubeskrevne
Blad"? Hvad er der at more sig over, hvis ikke favntaget ses som anderledes
tvivlsom handling fra kvindens side end fra mandens. En skuespilsagtig
foregivende handling der skal illudere fælles interesse i den kropslige
handling? For mænd er hemmeligheder (her kvindens anden bevidsthed ) en
styg ting , siges det i omtalte historie "Om Hemmeligheder..." , ja mændene
tror fejlagtigt, at de stempler sig ind i deres kvinder med et tegn, som ikke lader
bortfjerne igen. Det kan bestemt fjernes, endog glemmes!
Egentlige favntag eller samlejer er der kun få hentydninger til i
fortællingerne, men dog nogle. Det stærkeste er vel i "Karyatiderne" , hvor
Childerique efter besøget i Simkies mølle på hjemvejen gennem skoven (s.136)
længes voldsomt efter mandens favntag, idet billeder af kærlighedsscener går
gennem hendes hoved og får hende til at gløde og knæene til at blive svage.
Hun føler videre en svimlen i sig , der gør lemmerne tunge og spørger sig selv
om denne sødme virkelig kan opfattes som en gift? Men det er også her
tilstande i hende selv, hun søger, og ikke egentlig noget ved manden ud over
det, at han er mand. Motivet 'leg' findes i beskrivelsen af favntaget mellem
Arendt og Guro i "Storme", men det er Arendts attrå, som særligt gengives dog
i en solidaritet med Guro: "En ukendt Sødme og Lyst , en Leg, der var endnu
lifligere, fordi den var lønlig, var vokset frem mellem ham og Guro" Senere da
hun begår selvmord ved at drukne sig, sker det som en gentagelse af hans
oplevelse, idet hun bliver opslugt af bølgens favntag, "hvori der var Kraft og
Kærlighed, Tilgivelse og Glemsel". En sådan glemsel af person synes
indbygget i opfattelsen af favntaget, som det fortælles mellem Ib og
elskerinden Petra, hvor de forenes trods skænderier netop i favntaget "hvori
intet personligt element var til stede", men hvor de kunne smelte sammen i fuld
harmoni. Ellers er 'jordskælvet' det foretrukne billede på favntaget. Således i
"Den udødelige Historie", hvor den unge mand griber om Virginies nøgne knæ,
og det derpå siges, at jordskælvet er ham, som et vildt dyr, der overmander
hende, hvorfor hun skriger som i dødsangst, hvad der vel meget præcist
signalerer, at manden i penetreringens vold mister al karakter af person for at
blive ren magt. Jordskælvet har været forberedt i historien af den første omtale
af et jordskælv, hun oplevede ved sin første elsker og tabet af sin uskyld.
Skælvet er ganske klart en metafor for orgasmen, sådan som det får sin parallel
hos manden i den efterladte fortælling "Den sidste dag", hvor det anvendes på
den gamles mandlige lems udløsning, at det bevæger sig (og dog bevæger den
sig , jorden rundt om solen), hvad der sammenlignes med, at den faste urørlige
jord kan gennembrydes af et jordskælv. Men disse legemsdele omtales ikke
konkret, men gennem deres 'emblemer', deres gennemskuelige allegoriske
omtaler a la "Fra det gamle Danmark", hvor rotterne skal gå i de huller, som
7
Gud har skabt til dem, underforstået kvindens, ikke i homoseksuelle mænds.
Endelig må ikke glemmes Pellegrina 1's favntag i "Drømmerne", hvor hun som
kvælerslangen Python favner med en kraft, der forvirrer elskerne i de
kærligheds-historier, der ellers er udveksling af gifte som fra giftslanger.
Favntaget er således skildret både tillokkende som sødme og som noget muligt
giftigt. Der lurer en død i det, foregrebet af orgasmens lille død i favntaget,
skønt dets afbrydelse, 'coitus interruptus' som i Den afrikanske Farm beklages
som en afbrydelse af en velsignet regn.
Et fænomen som 'rødmen' synes tæt forbundet med favntaget,
nærmest som et korpsligt signal, der melder om en begyndelse til et favntag ,
selv om det måske ikke realiseres, men det kan også være afsløringen af dybe
kropslige ønsker, som rødmen signalerer. Karen Blixen bruger ofte dette
signal. Mest mærkværdigt måske mellem Pellegrina og Marcus Cocoza i
Drømmerne kort før, hun endelig dør. De to, der skulle forestille at være
venner og netop ikke have et kærlighedsforhold, synes alligevel i en meget
stærk følelsesmæssig relation. Først rødmer han, da hun tiltaler ham, som en
ung dreng eller pige, der bliver overrasket i sit bad. Dernæst gentager hun
replikken fra Don Juan om, hvordan det mishager at udsætte opfyldelsen af
attråen : "I samme Øjeblik, som hun gentog denne Replik ud af den gamle
Opera, overskylledes hendes hvide , knuste Ansigt af en dyb, mørk Farvebølge,
som en ung Bruds Rødme, som lige nylig Rødmen i den gamle Jødes Ansigt.
Den steg fra Nøglebenet helt op til Haarrødderne. Jeg [Lincoln] tror , vi tre, der
saa til , var blege om Næsen, men disse to, der saa hinanden ind i Ansigtet,
glødede mod hinanden i en dyb, tavs, stigende Ekstase. (s.327) Hvis man
husker operabranden, hvor en brændende bjælke falder ned og mærker
Pellegrina fra øret ned til nøglebenet, så stiger denne rødme modsat. Det er
blodet og dets ellers skjulte ønsker, der melder sig i hudens rødmen. Og vi får
en næsten Paulus-agtig scene mellem de to, der ser ansigt til ansigt. Der er
følgelig en eller anden kropslig attrå de to imellem, som skildres dels i
branden, hvor de skilles, og i rødmen, hvor de forenes. Knytter man dertil det
vanskelige italienske citat, som Pellegrina fremfører om udsættelsen af den
søde attrå synes en eller anden form for erotisk attrå mellem dem at afsløre sig,
skønt Marcus senere kun vil kalde sig hendes ven.
Den samme fletning af brand og høj farve i kinderne benyttes i
Aben for at skildre kampen og vekslingen mellem priorinden og aben i "Aben".
Priorinden synes at flygte som fra en ildebrand, og da kampen er forbi,
kommer ud af abens skikkelse netop priorinden med høj farve i kinderne (s.
132-133). Ellers er det oftest som også i Drømmerne-citatet, at en person
rødmer 'som en brud'. Apostlen Peter rødmer ved at kunne følge sin elskede
herre Jesus Kristus i "Syndfloden over Norderney" og i et Familieselskab i
Helsingør rødmer Eliza som en blussende brud (247) ved at Morten har kaldt
sit skib "La belle Eliza". At bruden trækkes ind må betyde, at rødmen har at
gøre med en kærligheds eller attrås tilsynekomst.
Også Mizzi i "De standhaftige slaveejere" rødmer , og Axel tolker det som de
mægtige kræfter netop i hendes sind, "denne Svulmen og Stigen af hendes
blod" (hvad man jeg, undskyld mig, kunne sige om det mandlige lems
rejsning). Ligeledes i "Heloise", hvor hun rødmer i ordkampen med den tyske
officer. For slet ikke at tale om Malli i "Storme" idet hun hengiver sig i Arendts
8
arme, stiger en dyb rødme op i hendes ansigt (98), Lise rødmer i "Ringen" over
sine egne tanker ved ægtemanden, og endelig får den ellers kønsforskrækkede
Lady Flora i "Kardinalen tredie Fortælling" ved kønssygdommen en jomfruelig
rødme i sit væsen (88). Jeg vover altså at se den kvindelige rødme som en
signal-form for en kvindelig 'rejsning' eller i hvert fald en rejst attrå i de nævnte
situationer. Det skal dog nævnes, at Fransine i "Digteren" rødmer ligeså dybt
ved at holde et lille barn ind til sig og her er det hendes ønske om børn, der
angives som et næsten kropsligt ønske. Hertil lægger sig bemærkningen i
"Kardinalens første Historie" om, at et lille drengebarn meget vel kan være en
moders elsker.
For hvad ønsker kvinderne sig i erotisk retning i fortællingerne?
Det spørger August von Schimmelmann netop Agnese om i
"Vejene omkring Pisa", fordi han er forvirret over, at kvinderne ikke vil lade
mændene vide, hvad de begær af dem? (s.27) Ja "De har slet ingen Trang til at
komme til Forstaaelse med os" siger han. Hvortil Agnese så svarer, at manden
er gæst hos kvinden som hos en værtinde, og en værtinde hun vil takkes!( 28).
Her kunne man jo på den kvindelige attrås vegne så ønske, at der lå en
invitation til manden til at være gæst, men det forlyder der intet om i
situationen, da historiens tid ikke forestillede sig en sådan mulighed. Der er
kvinderne jo netop opdraget til passivitet og ikke til den offensiv, som ville
være nødvendig over for bøssede typer som Boris i "Aben" (90). Denne
historie handler jo i det hele taget om forvrænget kvindelig attrå, der er slået
over på kæledyr i stedet for de savnede mænd. Priorinden er det grelleste
eksempel på dette, så at sige med en abe på skulderen. Kæmpekvinden Athene
Hopballehus skal ligefrem forføres af priorinden ud i den gamle kamp-eros
mellem kønnene, og skønt hun overgiver sig ved Boris' kys, fører det dog ikke
til egentlig favntag mellem de to. Men midt i historien fortælles der om unge
piger der i et spejl på Valborgsnatten kan se deres fremtidige mand, hvad der
vel i historiens sammenhæng må ses som en retlinet attrå midt i al den
forvrængede.
Malin Nat-og-Dag i "Syndfloden over Norderney" er sådan set
den dydige , ikke-attrående Athene, der er gået i den modsatte grøft efter
klimakteriet. Hun præsenterer hele kvindens virkefelt, som det udspændes
mellem mandens blik på kvinden, og det blikket kan føre til (152). Hun ønsker
i den grad mandens begærende blik på kvinden, så hun farver Calypsos historie
til et kvindeligt ønske om at blive set på, og det nye giftermålsritual hun
indstifter sammen med den falske kardinal udlægger hun sådan for Jonathan
Mærsk: "Thi De maa se hende, høre hende, føle hende og kende hende med al
den Kraft, som De tænkte at bruge til at springe ud fra Langebro. Et eneste Kys
[da 'syndflodsvandet' kommer straks] maa kunde gøre det ud for et par
Tvillinger og ved Daggry skal I fejre jeres Guldbryllup" (s. 182). De uskyldige
ord: 'se , høre, føle, kende' kan vist roligt tages i deres frækkeste betydning,
især når Malin siger dem. Men igen intet om, hvad Calypso skal føle eller attrå,
hun skal nok nøjes med at føle sig attrået ved at blive set på. Hun skal forholde
sig som en kvindelig guddom der spørger "sin Tilbeder: Hvordan ser jeg ud?"
Herfra breder den erotiske attrå sig ud til arrangementet af den
kvindelige 'guddom'. Kvinden går attrående op i, hvordan hun ser ud, og vi får
en masse eksempler på, hvordan de går op i modepynt, deres krops mere eller
9
især mindre lighed med en statue , deres længsel efter ballets scene at
fremtræde på eller deres ønske om at få børn. Og igen er mændene forvirrede
og må konstatere som Eitel i "En Herregårdshistorie", at "Kvinder har en anden
Lykke og en anden Sandhed end vi" ( 209) og kvinderne ønsker som Sibylla i
samme historie , først og fremmest at "slå Gnister af Mændene ", når de træder
ind i en salon. Men Alkmene slår ikke præcis gnister af Vilhelm, da hun i
lunden næsten frier til ham i sin grønne kjole: 'Hvor naragtig en Pige dog er,
som kan blive lyksalig ved at staa paa en Høj i en Silkekjole' (159).
I "Kardinalens første historie" omtaler Kardinalen sin Moder
således: "Dit Køn har sine egne Kilder og Ressourcer, der skifter blod efter en
himmelsk Rytme". Dette køn har med hensyn til mænd også sine egne
forestillinger om at have magten over dem ud fra en slags kvindelig 'merbevidsthed',
der i yderste konsekvens er hekseriet. Her er det især historier
som "Karyatiderne, Peter og Rosa og Ekko" som tegner linjen. Men Sunniva i
"Skibsdrengens fortælling" er vel næsten den mytiske historie om den
kvindelige merbevidsthed, som af samfundet omkring hende placerer hende
som heks også. Hun har en viden om de basale træk i den mandlige trang til
udløsning og vejleder den mod de rigtige steder, hvor den kan foregå, nærmest
lige som Granze, der er en slags troldmand i "Fra det gamle Danmark", véd om
rotternes huller. Husbestyrerinden Abelone har i "Digteren" i Justitsrådens øjne
en lignende magt over unge Anders Kube: "Hun ville maaske have ham som
rotte i sin Ragout" (364) – og Simkie har i "Karyatiderne" magten over den
unge Chil, og har fået den , i hvert fald i Childeriques opfattelse, ved hekseri.
Historien lader ingen tvivl om, at det er gennem Simkies forvaltning af sine
erotiske kræfter, at dette hekseri med unge Chil har fundet sted. Magten over
mændene er også tilstede i "Ekko" , hvor Pellegrina får kontrollen over den
unge dreng med sangstemmen, og hun nyder sin magt over "en Person af
Mandkøn. Jeg har slaaet mine Kløer i ham og han skal ikke undslippe". (154)
Men det er i Peter og Rosa, at den kvindelige merbevidsthed klarest kommer til
udtryk. Netop fordi Rosa i sin pubertet er så uafklaret om sin attrå, sin position
som galionsfigur i Peters bevidsthed, er hun i stand til at forråde ham ved at
sladre om hans planer om flugt fra hjemmet . Rosas pubertet viser sig netop i
det forhold, at hendes egen særverden i bevidstheden bliver til. "Hun var
kommet i Besiddelse af en Verden, der var utilgængelig for alle andre, men
som Ord ikke kunne udtale" (177). Ud fra denne særverden mener hun at
kunne håndtere Peter og hans drengestyrke, som hun finder sød at sysle med
(189), og som hun finder det givende for hende selv at lyksaliggøre. Hun er den
modtagende part for dette hans 'udødelige jeg', som Peter vil overføre til hende
(188). Selv har hun ingen tydelig attrå efter Peter, han er blot en lidt besværlig
dreng i hendes verden. Det ændrer sig i døden på isflagen, men det er stadig
Rosa som "den skønne Gave" til verden, der står øverst i hendes forestillinger.
Hun placerer sig som kvinde mærkeligt ved siden af Peters tydelige attrå efter
hende. Hun overskuer hans attrå uden at være synderligt påvirket af den. I
"Ekko" er den noget ældre kvindelige position beskrevet ved 'medlidenheden'
med mændene, og det kunne godt gøres til emblemordet for den kvindelige
merbevidsthed i forhold til mændene, der er de lidenskabelige, medens
kvinderne er tilgivende og beroligende. Kvindernes ønsker og attrå er langt
videre differentierede end mændenes, hævdes det, og derfor kan de udnytte
10
dem hekseagtigt til en kvindelig formålsverden, mændene ikke kender til i
deres attrås ensporethed. Derfor kan en kvinde som Lises i "Samtaler om
Natten i København" være fuldstændig tavs, fordi hun véd, at samtalen mellem
Ewald og kongen finder sted for hendes almagts skyld, som hun ikke behøver
at søge som mændene, men som hun har i sig selv qua det, at hun er kvinde.
Hun står så sige gennem sine blødninger i kontakt med universets skabende
orden, deraf hendes egen guddommelighed i egne øjne.
Dog gives der i den kvindelige merbevidsthed et stort
usikkerhedsområde: hendes egen indre, skjulte natur, som hun ikke
fuldstændig har kontrol over. Jensine i "Historien om en Perle" bliver næsten
"tvunget i Knæ af de vilde, ukendte og frygtelige Kræfter i sin egen Natur"
(s.41) og da ægtemanden ligefrem siges at være grunden til dem, er det vist
ikke for meget her at tale om anelsen af egen attrå i kvinden efter manden!
Altså ikke blot at blive attrået, men tværtimod selv at attrå. Også Emilie i "Det
drømmende Barn" skræmmes ved sine følelsers styrke ved mødet med Charlie,
så kun lågen mellem dem redder hende fra favntaget,
men inden har hun følt sig forulempet ved sådan at være i et andet menneskes
magt (100), dog efterfulgt af af sødme, når hun er i nærheden af Charlie igen.
Malli i "Storme" opdager dønningerne i sit sind, og hun kan slet ikke lodde
dybden i dette hav af følelser. (83) Den tidligere omtalte rødme er tillige et
signal om forbindelsen til den skjulte indre natur i kvinden, der i "Kappen"
omtales som den "guddommelige og ubarmhjertige Magt" som holder Lucretia
fast ved elskeren Angelo. Men den indre natur kan også være en streng foragt
for nærkontakt med mandens kropslighed som i Lady Flora i "Kardinalens
tredje Historie", den natur, som hvis den bliver udfordret , ja så vil himlen
svare hende og ikke lade hende i stikken (86), underforstået ved at give hende
en kønssygdom. Da hun smittes sker det netop ved en uforståelig tilbøjelighed i
hende over for den unge mand, der lige inden havde kysset statuens fod. Hans
lugt af sved og stald samt hans kropsbygning bevæger hende til kysset, og som
der står om tåen, hun kysser: "Den var varm og fugtig" !(89). Den kropslige
indre natur kan slå igen, når den negligeres, som Adelaide oplever det i
kroppens knude, da Ib er gået uden forløsning fra hende i "Ib og Adelaide":
"Hendes Vrede og Gru gav sig tilkende legemligt, som en uudholdelig Smerte i
Underlivet. Midtpunktet i hendes skønne Legeme, hvorfra Sødme og Lykke
skulde være strømmet ud i alle Lemmer, havde knyttet sig i en stenhaard
Knude, og sammenkrøllede hende som et tørt Blad[...]" (273). Her er attråen
givet i negativ, det som ikke kom, men som sidder som en tydelig viden i
kønnet.
Der gives dog tillige beskrivelser af kvindelig lykke ved
forelskelsen - eller som man også kan formulere det: Hvad kvinder gerne vil
opleve inde i sig selv kærlighedsforholdet, når de nu ikke går særligt efter den
mandlige krop. Det kunne kaldes Den kvindelige eros til forskel fra den
kvindelige attrå. Her udbryder Pierrot i "Karneval": "I tror vi elsker haner, det
er nattergale, vi elsker. Vi vil have en melodi, noget der er mening i og som
gentager sig og vil fortsætte". (82) Sådan tales der i en 1925-horisont, hvor der
ønskes mænd med sans for den kvindelige verdens ønske om at blive attrået for
hendes særlige kombinatorik af væsen og påklædning, som netop ikke altid
bare er til at blive klædt af, men er en fremtræden i verden, der ønsker
11
anerkendelse. Alkmenes grønne kjole i lunden er blevet nævnt, og en
bemærkning fra "Onkel Theodore" kan ligeledes anføres: " Hun var forelsket,
hendes kjole var så dejlig, og han var Vicomte" (36). Det er desuden ballets og
dansen verden, I Fransines danse til en spilledåse i "Digteren", men også i Ib
og Adelaide, hvor den ligefrem kaldes "Kvindelighedens Princip", der i
sæsonen lægges ned over København. Som også tidligere sagt - en kvindelig
Gud vil spørge: Hvordan tager jeg mig ud? Så når kvinden kan få lov at
arrangere sig sådan i et langvarigt forhold, er hun "i sit rette Element" som det
udtrykkes om Childerique før hun besøger Simkies mølle i "Kayatiderne"
(111). Det kan siges, at denne hendes eros er ikke selv at attrå men at blive
attrået, sådan som Angelo i "Kappen" ser hende : "Hun forlanger at blive til, og
kræver vore Sjæle som et Spejl, hvori hun kan se, at hun er skøn. Mænd maa
skælve, brænde og forgaa for at hun kan se , at hun er skøn. Vor Kval maa
holdes ilive hver Time, thi ellers lever hun ikke længere selv." (s.41). Ja, hele
Malins evangelium for manden om at se kvinden taler jo om denne dimension,
som vitterlig står som forskel til den mandlige eros, der mere beder
Karyatiderne om at få armene ned fra deres skønne positurer, hvormed de
opretholder de store slægters legitimitet.
Hvordan ser da kvinderne i fortællingerne mændene, når de
ikke ligefrem attrår deres krop? Er det deres væsen, deres nærvær, deres ånd
eller deres styrke, de fokuserer på? Med den megen mandlige synsvinkel i
historierne skulle man umiddelbart forvente mange udsagn om mandens
verden, men de er meget spredte, og da især kvindernes refererede udtalelser.
Generelt synes mændene for kvinderne at tilhøre den generelle kategori: den
abstrakte mand, som luderen Boline i "Den sidste Dag" ser sådan : "Trods sit
usædelige liv var Boline i virkeligheden tro mod sit kald og så at sige
monogam: for hende var alle de mænd, hun havde at gøre med, den samme
mand - manden i abstrakt almindelighed, der havde så hårdt brug for hende"
(117). Selve favntaget med en mand betragtes af kvinderne som en overførelse
af styrke til dem. Sibylla i En Herregaardshistorie siger det således: "Oh Du
ved ikke", hviskede hun i skrækkelig Bevægelse", hvad det vil sige at være
blevet elsket med Lidenskab, med det stolteste en Mand har i sig!" Hendes
skrækkelige bevægelse udtrykker som i jordskælvet netop attråen. Emilie i
"Det drømmende Barn" taler om den samme overleverede styrke til kvinderne ,
når hun fortæller om Charlie "Han havde mere Liv og Styrke i sig, end han
behøvede, det var dem, han vilde give mig. Det var hele Livet, det var
Evigheden selv, som han den Aften bad mig tage imod af ham (121-22)."
Anders Kubes udbrud om ejakulationen i "Digteren" er tidligere nævnt, men
den er som sådan del af samme syn på manden som styrkens leverandør "Der
gaar meget af en Mand mellem Aar og Dag, – Sved for Eksempel, og Taarer
for at regne sådanne Sager op, som man kan tale om i Fruentimmerselskab [...]
at det, der gaar af os , det er vort sande Væsen og Liv, langt mere end det der
bliver tilbage, og som I vil sætte i en Lænestol [...] (381)" - Men det er kun, når
synet på manden er så positivt, ellers er det som regel båret af en usikkerhed,
grænsende til mistænksomhed som fx de to søstres mistro til mænd i "Et
Familieselskab i Helsingør", og endda lader fortællingen deres bror Morten
bemærke, 'om kvinderne overhovedet kan elske mænd?' (246) Malin Nat-og-
Dag i "Syndfloden over Norderney" ser ikke frem til selve favntagets nøgenhed
12
med nogen særlig begejstring, skønt hun ellers lovsynger den tabte uskyld
"Digt , Digt, sagde jeg [mine tilbedere] brug jeres Fantasi. Hold Sandheden
borte fra mig. Eders fulde Sandhed kommer, reverenter talt, Deres Eminence,
tidsnok frem, og det er Enden paa Legen" (158). Alt i alt er der ikke tale om
noget særlig tæt forhold til manden, endsige nogen særlig interesse for hans
væsen eller nærhed. Han er betragtet som en nødvendig livsmagt, en natur
kvinden må undergive sig sådan som det intrikate univers nu er indrettet.
Måske kan menageriejeren i Den afrikanske Farm henregnes til denne
holdning, når han belærer von Schimmelmann om at man nødvendigvis må
elske slanger. Og måske den gamle tid ikke til den fuldstændige afklædthed
som egentlig erotisk ønskelig?
Den fundamentale afstand mellem kønnene, som allerede flere
gange berørt i det foregående, er den gennemgående position. Den overvejende
mandlige synsvinkel i en kvindelig forfatters værker kan imidlertid også
betragtes som en kvindes udforskning af den for hende principielt fremmede
mandlige forestillingsverden. Eller måske endog at bruge mandens verden som
en skjulende fremstilling af en kvindelig attrå? Som Emilie siger i Det
drømmende Barn, og Emilie bliver jo netop digter ved at omdigte Charlie til
det, hun ønsker: Charlie som elsker og fader til Jens: "Og Kvinder lærer os, af
en eller anden Grund – jeg ved ikke af hvilken, – at en Elskers Forlangende er
en Fornærmelse mod en Pige. Hvorfor giver I os dog Lov til at tænke saaledes
om jer?". (121) Generelt befinder de to køn sig i en kampsituation i
forfatterskabet med deres forskellige interesser i hinanden. Ikke for intet lader
fortællingen "Aben" den urgamle kamp-eros mellem de to køn løse
problemerne. Kvinderne er med deres viden om, at der intet er at attrå (den
tomme tønde) oppe imod en forventning fra mandens side, som Angelo i
Kappen formulerer temmelig præcist: " Thi for Mennesket, Manden – i et
eneste Nu og i en eneste Hengivelse – kan favne Jorden, Havet, Luften og
Ilden, gav Gud ham Kvinden." (37). Det er jo ikke så lidt for mennesket,
Kvinden, at skulle være alle disse elementer, når hun ikke føler, at hun er det!
Dog som afslutning på disse afsøgninger af "Universets intrikate
Natur" med to menneskelige køn og disses forskellige forventninger og attrå,
bør man sætte pagten mellem dem, dels den afkølede mellem Boris og Athene
i slutningen af "Aben", og dels den mere opmuntrende i slutningen af "Den
sidste Dag", hvor Viggo la Cour fortæller om præstedatteren, som han først
troede voldtaget af den gamle mand. Pigen, som har kysset den gamle mand,
følger gæsten til dørs, da han skal gå fra det undskyldende besøg hos hendes
forældre: "Men da vi kom til døren, og hun åbnede den, vendte hun sig lige
imod mig, lagde begge hænder på mine skuldre, og så mig i ansigtet. Hendes
unge ansigt var lige så alvorligt og sejrsikkert strålende, som den gamle mands
havde været, da jeg holdt ham i mine arme aftenen før. Og vi stod dér, tæt ved
hinanden, som to nære venner, der tager afsked. Jeg følte det, som om jeg var
kommet tilbage til min egen drengetid, til pigens alder af femten år. For hun
lignede fuldstændig skovpigen på Sophiendal, i lysningen. Hendes vidtåbne,
lyse øjne, som en høgs øjne, var strenge, så jeg kunne have troet, at hun var
vred på mig og på samme tid var de venlige og opmuntrende, tillidsfulde. Hun
vidste af alt og lo ad faren." (133-34) Det kan lyde som ingenting til slut, men
det er dog en solidaritet mellem de to køn over for den kærlighed, de skal ud i .
13
Ikke kun manden véd om alt - kvinden gør det også! Hun har også lyst til
giften, som Childerique siger i Karyatiderne. Det er bare så sjældent, hun siger
det, fordi hun er opdraget til passivitet. Som regel vil hun bare takkes.
Konkluderende
Overfladisk attrår hun at blive attrået, men der er mere i hende end som så,
måske en anderledes attrå som mænd ikke kan honorere og derfor kalder
hekseagtig? Schyberg anede i hvert fald fortællingerne som en slags trojansk
hest, der smuglede den næsten tabubelagte kvindelige attrå ind forklædt som en
mandlig synsvinkel. Den perverse tone, han sporede, er en kvindelig attrå, der
dog endnu ikke tør sige fuldt ud, hvad den begærer af mændene? For at høre
denne tone må man overskride den enkelte fortællings grænser og fastholde de
væsentlige attrå-steder, sådan som jeg har forsøgt, og ikke lade sig gå på af de
manglende direkte udsagn om kvindelig attrå efter mænd. Især når man som
mand møder en kvinde, der indretter sine fortællinger efter en mandlig optik
for at blive attrået af dem. ( Først Denys, hvor hun er Seherezad, og senere de
unge mænd på Rungstedlund bl.a.).
Hvordan ser den så ud, den kvindelige attrå efter mænd som
fortællingerne som helhed kolporterer? Altså set af mig, en gammel mand
næsten ude af aktiv tjeneste: For kvinden er manden en mindre gåde, der lader
sig forføre af en dansende tom tønde. Så længe hun danser, er han en
opretholdende partner, og han skal ikke antage, at han er mere end en udgave
af den abstrakte mand, manden i al almindelighed. Et nødvendigt objekt for de
stærke naturkræfter i hendes sind. Men hvorfra kommer trangen til at danse for
ham? Invitationen til at være gæst? Er det ikke hendes egentlige attrå netop at
tiltrække gennem alle former for positiv forfængelighed omkring hende selv?
Som mænd gerne ville have anderledes direkte som konkrete greb efter dem.
Sådan spiller klaveret bare ikke. Sorry - og medlidenhed med menneskene og
de to køns afstand.
14
Tidens stadige gang
"Så kom det ny brødkorn"(1934) er
en lang, meget lang roman, men også
fascinerende, så man holder ud! Ikke
så meget på grund af historien, som er
en mands trinvise fiaskoer med
forskellige stillinger i eller i
forlængelse af landbrug ned mod at
forædle en kornsort til det ny
brødkorn. Dog er det først til sidst,
man bliver klar over dette forløb. Men
inden har romanen haft en lang
historie om en morder, der ikke bliver
afsløret, et elektricitetsværk med
dæmning, som i en storm bryder
sammen, en emigration til USA, der
ikke bliver til noget og en række
forhold til forskellige kvinder, der
holder op på mystisk vis. Den foregår
i egn tæt på Randers, ligner af og til
en regelret hjemstavnsroman, af og til
en instruktionsbog i gør-det-selv i
hjemmeavl og havebrug.
En falleret akademiker, som har
slået sig på skomagerjobbet - næsten
som Dam (1880-1972) selv som
konditor i Kjellerup - bliver midt i
bogen udspurgt om, hvad han tænker
ved at slå pløkker i sko? Ser han
pløkken som den onde drage, han skal
bekæmpe? - "Nej [svarer han,] "det
er en hammer, og en pløk og en sål".
Her står sådan set bogens poetik og
grunden til , at den er så lang. Den vil
ikke være symbolsk i gængs forstand
(den onde drage), nej den vil beskrive
tingene, som de er i menneskers
gøremål med dem. Men samtidig ved
den også, at nogle mennesker
forestiller sig ting som 'den onde
drage' , og denne psykologi skal også
med som noget reelt, noget der
virkelig foregår inde i mennesker. Og
lige så virkeligt er det, at nogle af
personerne taler jysk dialekt, så vi får
lange passager i dette autentiske
sprog. Og trods de begivenheder, jeg
før omtalte, er det karakteristiske, at
stilen som regel lægger op til noget
dramatisk, som ikke sker. Ting går
ned og andre ting fortsætter, ja ordet
'stadig' er typisk for denne stil, hvor
natur og mennesker er som planter,
der vokser op og visner for at nye kan
komme til i deres sted. Men meget
skal med, og de mange ting skal
nævnes og beskrives, så vi får en
massiv stil, af og til som et orgelværk,
en gobelin af ord, der følger efter
hinanden, cirklende om det helt
rigtige ord, der ikke findes, nærmest
som en sugende kværn:
[Stormen, som slår dæmningen i
stykker, får følgende beskrivelse]:
"Stadig glidende i sit svungne leje lå
den opstemmede sø under skyernes
drift. Dæmningens lysrække stod vagt
i retlinet tapperhed og lyste bistert
mod bølgernes angreb. Bølgetoppene
svulmede med skarpe glimt mod
digets jordmasse, bølgedalene
væltede sugende i blånende kraft. Ud
over søen lå mørket som en magtfuld
reservestyrke".
Det citerede er jo næsten et
prosadigt om livskræfter i kamp, og
sådan er personerne også skildret med
deres stadige træk, der rækker helt
ned i den førkulturelle kontakt med
naturens elementære kræfter.
Menneskene er arketyper i et
landskab, der rækker fra urtiden op til
moderne tider, som romanen på
overfladen foregår i, ca. 1914- 1933.
Personernes motiveringer for deres
handlinger afgøres aldrig endeligt, ja
de er til stadig genovervejelse
romanen igennem. Lag på lag males
ovenpå - var mordet bare rovmord,
eller udsprang det af en slags
kærlighed, eller var det for at hjælpe
en bror til at læse i København osv?
Kvinderne skælder deres mænd ud for
i næste øjeblik at ligge kærligt med
dem i deres senge. Børn kommer,
vokser op og forlader landskabet.
Dette stadigt flydende, og dog i det
små vekslende, er jo faktisk 'tiden' og
tidens gang, som synes at være Albert
Dams egentlige tema. Men for at et
sådant tema skal blive troværdigt
kræver det en uendelighed af stof,
hvori tidens skabende og
underminerende kræfter kan
iagttages. De foregår efter en slags
gengældelsens lov. Mennesker
stræber efter at sætte deres projekter
igennem over for naturen, men den
indhenter dem med ophør og
ødelæggelse som fx.
elektricitetsværket ødelægges af
stormen, fordi dæmningen har forsøgt
at lægge naturen i lænker.
Lillian Munk Rösing har skrevet et
godt forord til romanen, hvor hun
også fæstner sig ved nogle af de træk,
jeg har nævnt. I stedet for ordet
'stadig' ser hun den hyppige brug af
lang tillægsmåde : løbende, rådnende,
strømmende osv. Begge dele
understreger fortsættelsen i naturen
henover død, fødsel og forsættelse
også i menneskers liv som generation
på generation. Rösing fremhæver
desuden Dams udtalelse om, at han
skriver " for at forstå det, som
efterhånden griber mig". Dams
roman er en sådan fremadskridende,
stadig tillæggende handling, hvor det
samme mønster vender tilbage igen
og igen en lille smule forandret.
Man mærker, hvor forfatteren er
grebet af sit stof og hvordan han
maler rettende videre på tidens
særlige evighed i natur og
menneskers verden.
Kan man holde til denne
kværnende stil og dens mumlende
udsagn om gengældelse i mennesker
liv, så skal man kaste sig ud i Dams
roman! En dyb vibrerende orgeltone i
dansk prosa, nærmest så bygningen
truer med at styrte sammen ved lyden,
men hele tiden fortsætter med at stå.
Modernister efter 2. verdenskrig som
Vagn Lundbye og Per Højholt
elskede denne stil og promoverede
Albert Dam heftigt. Den gamle mand
oplevede således at blive anerkendt,
inden han døde (1972) som den store
danske prosaist, han vitterlig var. Ikke
helt som Johs. V. Jensen og ikke helt
som Martin A. Hansen - mere som et
jordens menneske tvivlende og
gumlende på tilværelsens mening.
Bo Hakon Jørgensen
Albert Dam: Så kom det ny brødkorn.
Roman med forord af Lilian Munk
Rösing. (Sproget er let moderniseret,
så bogen kan ikke benyttes som
klassikerudgave!)
404 s. Forlaget Jensen og Dalgaard.
298 kr.
En korrektion til bibliografien i BHJ:"Møder med mere" Kbh. 2014.
Jeg blev først bekendt med Marie Lund Klujeffs bog "Litteraturens tone", Århus 2004, et halvt år efter færdiggørelsen af min bog. Ingen i det 'sproglige' miljø i Danskfaget havde åbenbart lagt mærke til den, hvad der i sig selv siger noget om, at tematikken omkring stemme , tone og stil har været dybt nedprioriteret gennem lang tid.
Marie Lund Klujeff arbejder dels i forlængelse af Wayne Booths "The Rhetoric of Fiction" dels i forlængelse af narratologien. Hun bestemmer tonen dels som hele værkets tone, dvs. den indskrevne intention, dels som karakteristik af de enkelte fiktionspersoner holdning og psykologi. Hendes analyser af forekommende toner er knyttet til enkeltsituationer i værkerne og meget ofte er det enkeltord som for hende angiver tonen. Skift i tonen er for hende en mulig tilgang til påpegning af tonen i personen eller i hele værkets tone. Bortset fra enkelte analytiske steder hvor der påpeges enkelte retoriske fænomener som asyndese og polysyndese, er hendes bog bemærkelsesværdigt uden egentlig fremgangsmåde til at bestemme 'tone'. Da jeg netop ikke sigter mod personerne i fiktionen, men snarere efter hvad hun kalder "den indskrevne intention" ville jeg ikke have kunnet benytte hende til belysning af min fremgangsmåde i "Møder med mere". Men en henvisende note havde hun så afgjort fortjent for sin gennemgang af især "den indskrevne intention" i værket som selvfølgelig henvisende til forfatteren bag fortælleren, men også som en væsentlig forskel til forfatteren.