Bo Hakon Jørgensen
Hvad er Ånd?
(Trykt i Dansk Kirketidende nr. 5 , 2014, maj 166. Årgang)
(/*1/ står for artiklens manuskriptsidetal)
Jeg havde lovet at holde det foredrag for mine studerende, men nåede det ikke. De ville gerne have forklaret, hvad Ånd var. Nu håber jeg enkelte af dem læser med her, hvor jeg også forklarer det for mig selv.
Jeg har aldrig set Ånd, men jeg véd, den er der. Eller rettere, jeg har oplevet, at den har været der. Der er en række spor efter den, så jeg må i hvert fald have villet den! Min vilje til ånd er virkelighed i mig, og meget kryptisk skal det nok vise sig, at denne vilje til ånd er ånden selv!
'Ånden har vinger', siger en operette; man kan holde en anden 'i ånde' nævner en talemåde; og en salme taler om, at 'ånden kan røre ved støv'. Sådanne positive spor kender jeg fra mit eget liv, måske også de negative spor som fænomenet 'onde ånder'. Ordet Ånd dækker som metafor noget forestillingsmæssigt virkeligt, som er tilstede eller ikke tilstede. En metafor hentet fra åndedrættet, det afgørende for om man er levende eller ej. Ånd som det øverste eller sidste livstegn, at ånde. Derfor også placeret øverst i den gamle treklang: ånd:sjæl:legeme. Og desuden placeret i hovedet, som man kunne hugge af og dermed udrydde ånden, der her synes af betyde 'livsafgørende styring' af organismen. Metaforen Ånd står således for noget usynligt, men levende og overordnet villende.
Når jeg har talt med en 'åndløs person', har jeg savnet noget bestemt. Hvad? Fx hos en person der véd alt, finder alt lige godt og desuden er god til at fremstille sagerne. Jeg mangler det absolutte i ham/hende, hvorved noget bliver vigtigere end andet, får betydning i vedkommendes eget liv.
Men ikke bare visheden om det større, det absolutte, savner jeg, men også usikkerheden på hvori det store består, hvortil personen tror at finde sig relateret. Når et menneske har ånd, har det begge dele: både en forestilling om det absolutte samt en tvivl om, hvori det består? Og med det absolutte mener jeg foreløbig bare, at der er noget større til, end jeg kan omfatte /*2/ med min bevidsthed men dog ane med den. Ånd har med bevidsthed at gøre men er ikke identisk med den, idet den både er del af min bevidsthed og uden for den, større end den. Den er et område, som rækker ind i min bevidsthed og ind i den andens bevidsthed forskellig fra min, men samtidig er ånden som område også det der gør, at vi kan tale sammen og forstå hinanden. En slags oversættelsesmaskine fra det ene individ til det andet, men mere end det: en forståelses-betingelse. Begrebet og metaforen er muligvis dette områdes instrumenter, hvorved selve ånden, manifesterer sig. Fx begrebet 'fodtøj' høres af den ene person som 'støvler', den anden som kondisko , men af begge som fodbeklædning. En forståelse etableres uden den har noget særligt sted at være andet end i luften mellem mennesker. I hvert fald har ånd med denne forbindelseslinje at gøre. At komme fra subjekt til subjekt, og Ånd er derfor også noget, der kan være mellem subjekter som i en menighed, en gruppe. Ånd er det , der er fælles over dem eller mellem dem. Som individet har sin øverste ånd, har gruppen har ligeledes sin, som formodes at være de enkeltes lagt sammen!
Men hvordan træder Ånd frem, når den tilsyneladende er usynlig? Den træder frem i sine virkninger, i sine spor, og ét af de enkleste spor er bogstaverne, som bliver til ord, som læses og forstås. Skriften er et af åndens spor. Individet vil sige noget, skrive noget, række ud over sig selv og gør det ved at skrive bogstaverne og ordene, sikker på at de nok tilnærmelsesvist skal opbevare, hvad der er tanken og hensigten i skriveøjeblikket. Ånd som bevidsthed -plus et håb og en forventning om forståelse og dennes konsekvens - fælder sig ned i skriften (eller ind i tastningen på skærmen). I en samtale ses ånd som koncentration, som videregående spørgsmål og svar, der hele tiden har en større forståelse til hensigt. Ånd er troen på en kommende meningsfuld sammenhæng, som måske ikke dukker op i ens eget liv, men hvis komme man så bidrager en lille smule til /*3/og oplever lidt af, når vi alle sammen stammer med på løsningen af livsgåden: hvorfor der snarere er noget end intet. Ånd er levende op mod intet, hvorfor den af og til kan personificeres til 'Ånden', der handler og gør ting.
I sangen kan Ånd opleves musisk som fællesskab med andre syngende og som vilje fremad gennem vers og melodi. Man føres af sangens ånd fremad, man løftes og bliver lidt flyvende og når op i åndens sfære, som er nogle meter over mennesket, ikke adskilt fra det , men som del af dets overblik. Og sådan kan også det at fremsige et digt ud i luften, som Rilke gør det i Orpheus-sonnetter 2,1(1923), både være løftelse og bringe os tilbage til den luft, det åndedræt, der var udgangspunktet for metaforen Ånd. (Her i min prosagengivelse med skråstreger for strofeslut):
”Ånd nu ind, du usynlige digt. Lige så hurtigt om din egen væren som rent indåndet (udvekslet) verdensrum. Modvægt i hvilken jeg tilegner mig selv rytmisk./ Eneste bølge, hvis tiltagende hav jeg er, det sparsomste af alle have, rum-indvindelse./ Hvor mange af disse rumsteder var ikke allerede i mig. Mange vinde er som min søn./ Vedkender du mig luft, du som er fuld af mine steder. Du (luft) på en gang bark, runding og blad for mine ord.”
Det er på en gang det mest åndelige og mest luft-sanselige digt, jeg kender. Situationen er den, at jeget taler til sit endnu udigtede digt, og for at tale skal han ånde ud og ind. Digtet skal for at blive til begynde sin ordudveksling med verden, og det sker jo i åndedrættet, der foregår sideløbende med at ordene udtales, eller ordene er udånding og indånding. Rum af luft indåndes og udåndes, - tænk bare på at lungernes indre flade er 90 kvm, og hvad det kan blive til i kubik- eller rummeter? - og disse rum kan således siges både at være uden for ham og i ham. I ham findes alle hans livs tidligere åndedrags rum hobet op som hans vækst indtil i dag, alle de steder (rum) han har været, og vindene er som luftstrømme ligedannede med hans åndepust, der er en slags børn af ham selv. Men luften er da så både betingelsen for såvel som indpakningen af hans sagte ord talt ud i luften, som digtet består af. (Luften er 'bark' om ordet, og 'blad'et /*4/som vækstbillede for ordets skabelse)). Han spørger så om det sanseligt usynlige, men nærværende som luften vil vedkende sig ham (digteren) og godtage hans ud- og-ind-åndede-digt som lige så materielt virkeligt som luften selv og lige så livgivende som luften.
Selvfølgelig er digtet en fantasi, men det er en sigende fantasi om, hvad ånd er som en luft-udveksling mellem indre og ydre verdener, hvor forståelsen etablerer ligheder og betydninger hen over de umuligste grænser. Ånd er enhedsforståelsen eller enhedshåbet midt i det forskellige og uoverskuelige. Hos Rilke er det en sekulær ånd i verden, der anråbes.
Pinseunderet, hvor Helligånden sætter sig på disciplene er derimod en guddommelig ånds udfoldelse, men stadig ved at noget så konkret som tungen, eller evnen til at tale til folk, berøres, - ånden berører støvet, de almindelige mennesker. Ånden er her kraften til at fortælle evangeliet overbevisende videre, hvorfor også ganske almindelige underviseres karisma opleves en udstråling af åndelig kraft.
Helligånden tilbeder vi i Kristendommen, fordi den tildeler os mening og betydning, når vi har vanskeligt ved at se os ud af problemerne. Helligånden er talsmanden midt i vores liv, en slags udsending for Kristus i vores almindelige, nu da han er opstanden. Og vi kan opleve denne mening og betydning, når en prædiken eller evangelietekststed 'siger os noget', hvad der bare er andre ord for, at Helligånden har indgivet os betydningen.
Den sekulære ånd er ligeledes, muligvis i kulturel udveksling med den religiøse ånd, en indgiver af mening og betydning, som det lyder i det simple udtryk 'at ånden kom over dig' i betydningen: at man blev sat i gang som af en ukendt magt og præsterede noget. Ellers har den sekulære ånd særligt været knyttet til metafysikken, til spekulations-sfæren, hvor den har betegnet betydning/mening i diverse regler, mønstrer og systemer, alt det mennesker tænker om sig selv og deres samfund ud over de konkrete handlinger og begivenheder. Deraf også åndens placering i den nævnte tredeling: ånd, sjæl og legeme. Legemet er det enkelte /*5/individs krop, sjælen det enkelte individs følelser og stemninger, medens ånden er det fornuftsrige, som individet deler med andre, og som det indretter sig efter. Freud så dette systemsted, som ånden normalt indtager, som hjemstedet for de indoptagede, undertrykkende samfundsnormer, der holdt jeget, og under det, id'et på plads. Såvel denne placering af ånden på normens plads som åndens tilknytning til metafysikken har siden 1800-tallet resulteret i det ene forkastende opgør efter det andet med begrebet ånd. Man har vrænget ad netop ånds luftighed og ud fra en sikret materialitet benægtet metafysikken, sådan at processen 'sekularisering' nu åbenbart har ramt også den sekulære ånd, efter at Helligånden for længst er blevet uforståelig. Ramt den så meget, at man kan spørge, hvad Ånd er? Ånd har med væsen, sammenhæng og enhed at gøre og er derfor blevet angrebet hårdt af anti-essentialismen omkring 2000, der modsætter sig, at verdens mangfoldighed reduceres til begrebers abstrakte åndelighed, der hindrer mennesker i at forandre deres verden.
Skal jeg samle alle mine tilløb i det foregående til at bestemme enheden i Ånd, som selv har med enhed at gøre, må det blive nogenlunde sådan:
Man skal have øjne for åndens spor for at finde den. Først skal man undre sig over, at forståelse mellem mennesker ved hjælp af sproget overhovedet er mulig!! Det enkelte individ kan ikke alene nå det andet, en tredie mellemliggende instans må til for at danne forståelse fx den fælles accept af et begrebs betydning. Dernæst skal man tilskrive denne forståelse et usynligt sted mellem mennesker sædvanligvis svævende mellem eller over dem. Ånd er i simpleste formation, at det ene menneskes fortælling om en sag kan gribe ind og ændre et andet menneskes liv og handlinger. Det er jo mirakuløst men også farligt magtfuldt (ondt), at det talte luftformige og åndeagtige - eller skærmbundne - ord kan det! Det er åndens værk forstået som de sammenlagte menneskelige bevidstheder i øjeblikket og i historiens løb, der i deres overensstemmelse udgør noget, der /*6/ ligner en usynlig livsmagt, kaldet: Ånd, aktiveret i levende og tænkende mennesker.
Bo Hakon Jørgensen
Bo Hakon Jørgensen
At grave i metaforer - om metaforologi.
Ikke trykt andetsteds.
/*1/ angiver manussidetal.
'Havet vinker os til sig' er en klar metafor, for havet kan ikke vinke som et menneske. Metaforen menneskeliggør omvendt havet, gør det til en levende størrelse, der tilsyneladende vil os noget, kalder på os. Man kan endvidere sige, at udtrykket skaber en harmonisk verden, hvor hav og menneske står i forståelse med hinanden, og endnu hårdere trukket, at vores metafor her etablerer en metafysik, en åndelig verden, hvor natur og menneske mødes, skønt de er forskellige.
Men metafysik er vi ikke længere så gode til, eller trygge ved, og metaforer skal vi passe på og holde 'i kort snor' for ellers fører de til metafysiske påstande om andre verdeners eksistens!! Eller som Blumenberg (tysk filosof 1920-1996) siger det: "Metafysik viser sig ofte for os ved bogstavelig forstået metaforik; svindet i metafysik kalder atter metaforikken på plads". Sprogligt billedsprog er således ikke uskyldigt, det skaber forestillinger, der let kan blive til virkelighed, og med metaforer på plads kan de rejse en metafysisk verden, uden at vi rigtigt lægger mærke til det.
Eller måske er der i sproget nogle faste mønstre eller baner, som får os til at lave sådanne sprogbilleder som 'havet vinker os til sig'. Måske er der slet ingen personificering af havet til stede i udtrykket , men derimod bare en billedmulighed i sproget, som har været siden sprogets begyndelse? En mulighed man kan følge ned gennem tiden i fortidens tekster og ved en slags arkæologisk indsats grave frem i dens for-former.
Mellem disse to muligheder står forståelsen af metaforen. Den ene pegende på metafysikken, den anden pegende på den bagvedliggende sproglige struktur. Eller som en tysk bog hedder, som jeg har læst i , frem og tilbage, siden jul : 'Metaforen mellem metafysik og arkæologi' (Dirk Mende om Schelling, Heidegger, Derrida og Hans Blumenberg, München 2013).
Hvorfor er det med metafor nu så vigtigt? Det er det, fordi det oftest er i en teksts metaforer, at dens største påvirkningskraft sidder. Herfra forfører teksten sin læser, hævder de bange, mens de muntre lader sig behage af kraften fra teksten. Nutidige diskursanalyser går jo netop ud på at vise ideologien i fx en politikers sprogbrug og her kan man fx gå efter hans krigeriske billedsprog eller metaforik og forsvare sig mod forførelsen.
Stammer metaforens kraft nu fra en metafysisk verden, den henviser til - eller stammer den fra sproget selv som sprog, ophobet gennem tiderne? Og hvad får man ud af denne modsætning ?:- Er/*2/ verden et meningsfuldt sted (trods alt) - eller er den en strukturs meningsløse gentagelse, hvorover mennesket gør sig illusioner om betydning? Da så meget af vores menneskelige verden afhænger af den sproglige beskrivelse, og ordene er ganske anderledes end de genstande, de skulle være knyttet til - ja så er et sådant spørgsmål om metaforen afgørende for vores tilgang til verden. For der er jo nogle, der hævder, at ordene forholder sig helt tilfældigt til deres genstande, og at navnet eller betegnelsen blot er en samfundsvedtagelse. Blandt disse tilhængere af et sådant sprogsyn finder man ofte også metafysik-fornægtere. Men nu siger Blumenberg altså, at metaforen indstifter metafysikken igen, når den tilsyneladende forsvinder.
Mit metaforeksempel var lettere kunstnerisk. Den tyske bog beskæftiger sig med billedsprogets afgørende betydning for filosofien, som jo ellers normalt går for at være de klare begrebers tale. Og den hævder, at svindet i metafysik siden romantikken er blevet tydeliggjort i en søgen i før-betydninger af ord (etymologier om ords afstamninger,) betydninger som stiller det moderne menneske anderledes frit end ved metafysikkens ofte religiøse pegen.
Denne udgravning af fortidens 'filosofiske' sprogbrug interesserer sig nu kun for et fåtal af ord, de såkaldte grundlagsmetaforer eller absolutte metaforer som (teori, begreb, væsen - liv, verden, Gud). Når de kaldes metaforer, så er det fordi, de er ord opfundet for at dække noget vi faktiske ikke kan udtrykke - for hvordan kan vi sammenfatte alt det, et liv består af med bare ordet 'liv'?
Romantikere som Schelling var sikker på, at ånden eller et urvæsen ytrede sig i naturen og derfor også bar vores sprog fremad. Heidegger opgav denne romantiske tilgang for i stedet at tale om værens gennembrud som indfandt sig som en lysning i sproget, en betydnings overraskende klarhed. En sådan åbning kunne man se foregå i fortidens ordafstamninger.
På den anden side kan man nu spørge, hvor filosofer som Heidegger, Derrida og Blumenberg får den dybe tillid til videnskaben om ords afstamninger, som er grundlaget for deres anti-metafysiske arkæologi i ords fortid? Når man som jeg, bare har den mindste smule kendskab til etymologiske ordformer i oldislandsk, så ved man hvor meget en sådan afstamningslære må bygge på formodninger, da man savner tekstlige beviser fra fortiden. Så når metafysikken erstattes, groft sagt, af etymologien, må man spørge sig selv, om ikke en sådan 'ombesættelse' af pladsen for forklaringen af den styrende kraft bag sproget og dermed menneskers forestillingsverden - om denne tro på /*3/etymologien og strukturen ikke er en slags moderne metafysik, noget så paradoksalt som en metafysisk anti-metafysik?
Denne 'arkæologiske' undersøgelse af metaforers afstamning kaldes 'metaforologi' og er en sidegren til begrebshistorien. Begge grene er enormt fascinerende, lokkende med deres trapper ned gennem historien til bagvedliggende strukturer, der styrer sproget og fremmedgør mennesket fra ansvaret for dets egen tale og skriven - og frem for alt ikke tildeler det evnen til at skabe fundamentalt nye billeder eller metaforer, der afklarer en ny verden for det moderne menneske.
Bo Hakon Jørgensen, marts 2014