Bo Hakon Jørgensen
At nå forsvarligt frem.
Om myte, samfund og almuens stemme i den nexøske typefortælling "Lykken" (1913/udkommet som føljeton 1907).
Foredrag holdt 1. juni 2014 i Svaneke.
/*1/ angiver sidetal i manus.
På et loppemarked i Nordsjælland var jeg forleden lige ved at købe en billedtavle, som vi havde dem hængende i vores klasselokale, da jeg var barn i 1950'erne. Det var en pædagogisk tavle over arbejdet på landet året rundt, og denne tavle fremstillede i grå-brunt efteråret. En del af billedet viste pløjning med heste, en anden kartoffelrækker, der var ved at blive gravet op, og kartoffelkuler med et særligt stykke af dækket skåret af, så man kunne se, hvordan kulen var lavet, og hvordan kartoflerne lå derinde. Et andet sted stod en dreng på en stige i æbletræ og plukkede gule æbler, endnu et tredje sted huggede en mand brænde til en halvt færdig stabel osv. Alt det, man lige vidste lidt om i forvejen, fik her sin yderligere redegørelse.
Sådan er en stor del af Nexøs fortællekunst en pædagogisk fremvisning af tingenes fornuftige praksis og menneskets betjening af dem og heri ligger en vigtig fascination ved at læse Nexø. At han synes at vide, hvordan tingene virker og ikke kun ser dem og beskriver dem. I god og nu gammeldags forstand: "Hvem, hvad, hvor". Grundhistorier som det dyrkedes kamp med det udyrkede, eller hvordan noget bliver til fra begyndelsen af og vokser frem, eller gentagelser af forløb, vi kender fra myte, kristendom eller folkesagn - indgår som motorer i denne fremvisning af den principielt gode verden, som den kan blive til ved menneskets håndkraft. /*2/
Som læser registrerer man, at man får fortalt noget ægte, skønt man har svært ved at orientere sig i den storm af motiver, som teksten slynger i hovedet på en. I fortællingen "Lykken" er der således: myte, eventyr, stenbrudshistorie, naturbetragtning, landskabssyn, religiøse anslag, tro på magter i verden, arbejderfamilieliv, lov om ulykkeserstatning og endnu flere motiver. En vigtig del af en sådan histories 'ret til at være' er, at den gengiver det fortalte som en kontrollabel virkelighed. Dens 'artikelaspekt' kunne man tale om, som har at gøre med at være stenhugger i klippen på Bornholm. Flere moderene forskere og flere anmeldere dengang fandt i øvrigt at værket var et af Nexøs svagere produkter, hvad der letter bestræbelsen for at finde frem til det typiske Nexø-fortællingsforløb.
Men ved siden af dette artikelaspekt er der så desuden en viden om almuens verden, hvor VERDEN forudgriber det senere Husserlske udtryk 'livsverden'. Det fortællende jeg ser ned over personernes verden som et meningsfuldt hele af handlinger og udsagn, næsten som under en kuppel, skønt han måske ikke selv lever efter denne livsverdens normer. Fortællingen er også til for at fremstille visdommen, som findes her i den, for læseren måske, fremmede verden. Fortællingen prædiker forståelse af en fremmed verden over for borgerskabet - men også forståelse forstået som selvtillid til egen verden over for underklassen, hvis den skulle gå hen og læse Nexø?
Endelig er fortællingen selvhenvisende til Nexø' s egen fortællepræstation, som det hedder i historiens sidste linjer:
Men oppe i Klipperne er det [den fortælling, vi lige har hørt] groet ud til et sært Sagn om Lykken, der kan komme stort til Fattigmand ogsaa, men maa tage sig den graa Mands Skikkelse paa for at naa forsvarligt frem. ( s.126) /*3/
Dette "maa tage sig" er vist en dækket fortællingskommentar. Den grå mand er døden, og der står så her, at sagnet om lykken må have modsætningen døden med i sig, sådan som det er blevet fortalt i det foregående, for at blive fortalt rigtigt, dvs. som fortælleren Nexø har gjort det. Der er mere i sagnet end bare en mirakuløs ulykkeserstatning, som den ulykkessprængte Hans Kæmpe får, og det skal myten om døden gøre tydeligt. At fortælle "forsvarligt" kunne det kaldes med respekt for det uforklarlige mytiske og måske religiøse.
Historiens plot
Nexø har givet fortællingen titlen "Lykken", hvad der mildt sagt må kaldes en samletitel, da der som nævnt er meget andet på spil end bare dette begreb om lykke. Det enkle plot handler om en stenhugger, der er blevet træt af at slide i stenbruddet og som ønsker sig et lille husmandsted med jord i stedet. Han får et slags løfte fra Døden, som han taler med, om at det nok skal gå i opfyldelse. Det varer imidlertid lidt længe, så han forsøger at lede skæbnen lidt på vej og lader sig ved en sprængning under stenarbejdet glide ind mod døden og blive slået næsten til plukfisk. Han ligger syg hen i mange måneder men begynder til sidst at komme sig så meget, at han kan tage mod lægen og sognerådsformanden, der stiller ham en ulykkeserstatning i udsigt, hvis han rejser til hovedstaden og forklarer sin sag. For pengene han får, køber han den ønskede gård og drive den i fælleskab med hustruen og sin gamle far. Ydermere kan han ud fra sine erfaringer med stenbruddet og døden give sine tidligere stenhugger-kammerater gode råd.
Uden om dette grundplot er der to andre kredse. Dels er der en mytisk start med Døden, der kommer ridende til egnen, og dels er der naturbeskrivelser, som lægger til ved at tale om andre styrende magter end dem, fattigfolk nævner. Vi har altså tre rum: Myte/eventyr-rummet, naturrummet, og arbejderfamilierummet dvs. deres hytte med beboere. /*4/ Disse tre rum forsøger fortællingen at fortælle sammen. Og måske er der desuden et fjerde rum: Fortællerens position uden for "Fattigmands Verden", der gengiver arbejdernes liv for at fremhæve deres positive menneskelige værdier. Fortælleren vil fortælle det "forsvarligt" dvs. pålideligt, han må have almuens folketro med, han må have deres sind, deres bevidsthed med, selv om den skulle være forskellig fra hans egen. Et citat fra "Soldage", rejsebogen fra Spanien (1903) viser med al ønskelig tydelighed denne position udenfor, over folket:
[Nexøs 'vi' sidder på en bjergtop og ser ned over en dal med et kørende tog:] Tinderne har deres egen sprøde Klang naar Solen bryder Nattekulden, og langt nede i den fredfyldte Dal styrter nu og da et Tog sig som hylende Djævel ind i Tunelens Mørke. Som en Nerves pludselige Dirren jager det gennem Stilheden, strejfer os just med en fjærn Anklage fordi vi intet udretter – og bliver borte i Solglansen. Og vi prøver at stable en smule Racestolthed paa Benene i anledning af dette Tog, som v o r e har opfundet og at se ned paa Folk dernede som intet har opfundet – ikke engang en Smule Indremission. Men blot vi staar over for en af Bjærgenes Hyrder, ramler det hele sammen. Vi elsker simpelt hen disse Mennesker og misunder dem, og vores eneste Ærgrelse er, at de ikke misunder os igen; vi er dem fuldstændig ligegyldige. ( s. 133 i DSL-udg, Kbh. 1995)
Den moderne position 'ser ned på' fra bjergtoppen, men ledsages af en anklagende følelse for ikke at foretage sig noget, ikke have nogen sag andet end at være ét med dette tog og derigennem være placeret udenfor, nu horisontalt overfor folket, der endog misundes deres liv, som ironisk, skønt afvist, alligevel sammenlignes med dansk almues tilslutning til Indre Mission. Det svarer til fortællingen "Lykken" og dens folks tilslutning til magterne i livsrummet.
Myterummet
Fortællingen starter som nævnt med en høj ukendt mand, der kommer ridende ind i landskabet. Han får tillagt nogle/*5/ egenskaber som Døden, fx at mennesker på egnen synes at have set ham før, at man viger tilbage for ham, da der er en kold vind efter ham, og endelig rider han sin humpende hest direkte ind på kirkegården. Men allerede her går der sprækker i myteaspektet, da Døden lader hesten græsse mellem ligstenene. Dødens hjælpere plejer ikke at skulle indtage føde for at bevare LIVET. Lidt efter begynder Døden også at tale med sig selv og kalder blandt andet hesten for Guldfakse med et navn fra nordisk mytologi. Personificeringen af døden fortsætter, så vi nærmest glider over i en ond eventyrfigur, der er ude efter menneskeliv. Døden tænker som en ejendomsmægler år 1900: at de rige endnu ikke har købt hus i det naturskønne område. Dette glidende genreforhold er typisk for århundredskiftet (1900) og tidens måde at optage symboliseringer som en slags åndelige perspektiveringer på en videnskabelig indsigt. Ikke desto mindre er myten udgangspunktet, dvs. fortællingen om menneskets grundvilkår ned gennem tiden udtrykt i evige livsmagter, fx Døden og Livet i kamp, eller Johs. V: Jensens Grotte-sang, hvor sommer og vinter strides uendeligt:
[...] Vi maler, synger Fenja, vi svinger Stenen, der er tung som Jorden, vi maler dig Solopgang og Høveder og frodige Agre. Vi maler dig skinnende Skyer og Grøderegn, Kløve , gule og hvide Blomster.
Og vi maler dig Sygdom og Tørke, synger samtidigt Menja, afsvedne Marker, Vandløshed, vi maler Hagl som Knoer, vi hvirvler dig en Tordensky op fra Vest, Mørke, Lyn og ulmende Tomter. (afsn. "Grotte" i Kongens Fald 1901)
Men Nexøs personificerede Død fortsætter sin tur gennem landskabet og når endelig frem til en kone, som han kan udveksle ord med, og forfatteren får lejlighed til at give historien om Døden sin særlige drejning. For idet Døden griber ind, forsvinder jo alle sygdomme, i og med at personen, der har dem, forsvinder. Man kan altså lidt tvistet sige, at døden "kurerer" alt ved at afskaffe alt. Men konen lader sig/*6/ ikke dupere af Dødens evner, for fattigfolk ved udmærket at døden ikke er det værste, der kan hænde dem, livet kan være meget værre som levende lidelse, nød og sult. Døden bliver sur på disse mennesker, der ikke erkender hans storhed, og han lader lige et par børn afgå ved døden for at statuere et eksempel over for den tapre moder.
Næste person han møder er lige så tapper. Det er en gammel mand, der gerne vil af sted, men som Døden bare ikke vil tage med. Døden forvandler sig foran ham til personen Lykken efter samme princip som før ved sygdommen, at lykken jo er evig, når man er død, så kan intet mere overgå en. Død og Lykke er altså forsøgt sat op som de to mytiske magter, der kan veksle med hinanden, og det forudskikkes, at man måske skal gennem døden for at komme til Lykken? Den gamle Ole i familien i hytten mellem klippevæggene undrer sig da også over forvandlingen af Døden til Lykken, men beder ham i så fald hjælpe sønnen, der gerne vil møde Lykken. Døden lader imidlertid igen den gamle tilbage, og på sin vej ud af landskabet slår han lige en stenværksarbejder ned som har hugget sig i benet. Nexø synes at have et kompositionsprincip i sine afsnit, helt ned til de mindste dele af en tekst, om først at opregne en række positive egenskaber for så at balancere dem med en ond modegenskab til slut, som her Døden der lige tager en par døende med sig. Et princip som vel sammenfattes i den afsluttende selvrefleksive kommentar om Lykken, der ikke kan fortælles uden at have Døden med.
Senere forhandler sønnen Hans Kæmpe så kontrakt med Døden, hvor Døden igen spiller på sin særlige sammenhæng med Lykken, at man får hvile ved dødens hjælp, evig hvile nemlig, eller at alle uden klassehensyn i døden endelig bliver lige. Men det er dog Døden, som tilbyder noget sådant, og følgelig må også det løfte om et hus på agerlandet, som Døden lover, være behæftet med de værste forudanelser. Og Hans Kæmpe skal da også gennem/*7/ en sprængning, som måske desuden er symbolsk for udviklingsforløbet, for at komme frem til huset og jorden. Her er vi dog gledet helt ud af myten og ind i eventyret med dets forskellige prøver af helten.
Endelig diskuterer fortællingen troen på magter i fattigmandens livsverden, og eftersom det netop drejer sig om Hans Kæmpes samtale med døden kan man sige, at det også handler om hele fortællingens mytiske aspekt. Sognerådsformanden spørger til Hans' fremstilling af sin samtale med Døden, om folkene i hytten og stenbruddet virkelig tror på "saadant noget Tøjeri" (s.121). Hertil svarer gamle blinde Ole på vegne af fattigmands livsverden:
"Skulle vi ikke tro paa andet, end det der kan ses, hvad skulde saa jeg Stakkel som intet Syn har?[...] Vi heroppe er er nu saadan stillet, at det, der angaar os mest, ser vi ikke, vi maa føle os frem". (s. 121)
Lægen giver gamle Ole ret, men lægger dog til, at en rejse til hovedstaden for at fremvise skaden også vil hjælpe Dødens løfte igennem. Lægens tror ikke selv på tøjeriet, men vælger at lade folkene beholde deres tro inden for deres livsverden. Og mon ikke lægen her er en forlængelse af fortæller-stemmen? Når fortællingen af sagnet om lykken i bakkerne skal rundt om myten om Døden for at blive fortalt "forsvarligt", som det hedder til slut, så er det ud fra samme forstående distance, også kaldet solidaritet, som lægen og fortælleren har til fattigmands livsverden. Myten om Døden der kommer ridende ind i landskabet er fortalt af hensyn til fattigfolkenes livsverden. Fortælleren befinder sig et andet sted. Han låner blot sin stemme ud, som der står i i Nexø lille artikel :"Om kunst og menneskelighed" (1922) fra en tid hvor Nexø længe har været omformet fra borgerlig radikal individualist ca. 1900 til talsmand for proletariatet (Jvf. Jørgen Haugans glimrende bog om Nexø Alt er jo som bekendt erotik. Kbh. 1998): /*8/
[...] I det hele taget er jo proletariatets åndsform væsensforskellig fra andre samfundsklassers. Det individuelle ligger ikke for proletariatet og heller ikke den egoisme, som dette begreb ofte nok må være skærmbrædt for! Proletaren bygger sin åndelige kultur mere på medviden end på selvbetragtning – medviden er overhovedet proletariatets fremherskende egenskab. Derfor skal så mange, som det er muligt, med over i hin verden, der skaber dets drømme – og derfor former det sin livserfaring i almen gyldig form, i ordsprog. Dette fællesskab i sorg og glæde, denne medviden, som på så underfuld måde samler underklassen til et – eneste – mægtigt væsen, er jo også på vej til at blive sig selv bevidst som en verdensomspændende solidaritet.
Jeg har fået min righoldige andel i denne medviden, og herpå grunder sig min ret til at skrive. Jeg skriver ikke for at skabe kunst – kunst er der i forvejen nok af i verden!... Vi hører hjemme i en levende verden fuld af lidelser og bekymringer og drømme. Findes der noget skønnere end at låne dem alle stemme. (citeret efter Jørgen Åbenhus (red) af Nexø: Vejen mod lyset. Kbh. 1979 s. 106-107)
Det er for at få fortalt denne "medviden" i fattigfolks livsverden, at vi skal rundt om myte, eventyr og tøjeri. Alt dette 'vides med' af fattigfolk ,og denne medviden har sin visdom. Forfatterens stemme lånes ud til både lidelser og drømme, som Nexø fandt ud af at gøre det med Pelle Erobreren, men hvor er han selv?
Naturrummet
Sandsynligvis er fortælleren selv mest tilstede i naturbeskrivelserne, sådan som de to selvstændige afsnit med naturlyrik lader ane. Det ene handler om isen, der bryder op omkring klippekysten akkompagneret af nogle havænders skrig:
Ude fra Havet synger det usynlige Kor. Og Lydbølgerne drager ind, Række på Række, fyldte af levende Uhaandgribelighed. Det er Rummet selv, der fortættes og fortyndes, saa Luften vugger for Øjet og Jordens forstenede Ansigt bevæger sine ubønlige Træk – det er Stilheden, der ligger og snakker Forstand med sig selv. Hør, Tilværelsen nynner Visdom, det Alraadende aabner sin Stenmund og synger dump Trøst - i ufattelig Enkelhed. Aa–haa haa! Aa-haa-haa! Og Søen vandrer tungt /*9/ indefter, med Blyglans over de vage Dønninger. Først inde under Klippen rejser den sig og sætter haabløst sin vældige Skulder mod Fjældet. / Ingen anden Tale griber Sindet som Gaddisens [havanden] altfyldende Vintersang: den gør Kulden blødere og det altfor vældige lettere at bære, i den lyder al Folkesangs søde Klage igen.
Der er i dette natursyn en naturalistisk indsigt i elementernes ubønhørlighed, "det altfor vældige" eller "det ubønlige". Men over denne afgjorthed kan naturens lyde lægge en slags trøst ind i menneskesindet, gøre det lettere for det at bære ubønhørligheden. Hvad man ikke kan se af citatet er, at det indgår i en forårsåbning, hvor landskabet som 'Guds forstenede ansigt' fra at tie om vinteren går over til at åbne sin stenmund og begynder at tale i ændernes skrig. Metaforen den "Alraadendes Stenmund" taler om en bortvendt, ligeglad magt. Skønt Nexø altså på den ene side ser naturens ubønhørlighed, så er der på den anden side i forårsåbningen det livshåb, som han fokuserer på i årscyklen. Havændernes skrig bliver til folkesang og klagen i denne giver håb mod forsteningen. I og med at personificeringen af Tilværelsen og Stilheden sætter igang, åbnes der for lydenes trøst, og måske er ænderne dér som de levende væsner, der skaber muligheden for personificeringen af elementerne. Ubønhørligheden opløses lidt ved at menneskeliggørelsen lægges ind over den, - er det så endda kun som klagesang. Selv synger teksten forskellig fra den øvrige stil med fortællerens egen stemme, som tydeligvis ikke er lånt ud.
Den anden naturbeskrivelse af samme stemme er mærkeligere i sin erotiske dimension, som ellers synes fraværende i fortællingen:
Som en Række skønne Smil gik Forsommeren hen over Nordlandets barske Træk. Vild Abild og fuglesaaet Kirsebær dryssede efter Tur deres Blomsterregn over Klipperne. Som det lyseste Fog fra en dybblaa Himmel drev Blomsterfaldet gennem Kløfterne og Lyngen blev en Streg lysere i sit Alvor og gav sig langsomt til at dufte igen – af Mænds Sved og Kvinders hemmeligste Væsen. I dens tætte Pels stod Solvarmen og /*10/ gærede og rugede alskens Kryb frem, Pindsvin og Hugorme – og usynlige Væsner, som dunstede Ørhed ud. Det var farligt at sove i Lyngen; mere end én havde faaet sine Ævner stjaalet og andre stukket ud, der gjorde ham uskikket til at færdes mellem Mennesker. Og Gale John havde sat sin Sjæl til derinde. Hver sommer ved denne Tid trak hans kone ham ind i Lyngen og sad hos ham, mens han dyssedes i Søvn af den hede Udstraaling. Men endnu var intet Dyr smuttet ind ad hans aabenstaaende Mund; og dog var det det, han fejlede, for Gale John gik altid med Munden aaben. Den befandt sig vel bedre i det fri – Sjælen; men Konen blev ved at haabe. ( s. 122- 23)
Det er vel meningen, at afsnittet skal stå som indledning til børnenes tur med blinde Ole ud i naturen, hvor han skal beskytte dem mod de "skjulte Skader", de kan komme ud for i livet. Ikke desto mindre er det meget mærkeligt, at denne naturbeskrivelse sættes ind her, ja gale John har vi aldrig hørt om før og kommer heller ikke til at høre mere til ham. Men han skal vel stå for den sindets dæmoni, som kan åbne sig ud af det erotiske samvær (pindsvin og hugorme ud af lyngens tætte pels). Afsnittet er som beskrivelse af sommeren helt og holdent fortællerens, og peger i retning af erotikken som en lokkende forkert vej ud af fællesskabet. Gale John står for en impotens vakt ved at falde ud af fællesskabet og fortabes i ind naturen, et perspektiv folkevisen også havde til overmål og som måske har inspireret Nexø (fx Hr. Bøsmer i Elverhjem). Som om fortælleren advarede sig selv mod en lignende fortabelse i sine egne naturbeskrivelser, men afsnittet giver også prøver på, hvad han kunne skrive, når ikke hans stemme var udlånt til proletariatet.
Familierummet eller fattigmands livsverden
Familien i hytten lever ikke i den dyrkede natur men har en drøm om at komme til det i agerlandet, hvor jorden arbejder med i menneskets daglige arbejde. Her går bonden som sædemand og strør sædekorn ud på den ventende mark, og varmen fra solen ovenover er som "et stort Kærtegn",/*11/ hvorefter marken grønnes i hans spor. Det ligger ikke langt borte, fx i Ibsens og Pontoppidans tradition, at tolke solen som fortællerens plads i det fiktive univers. Nexø kaster som solen sin positive tolkning ned over agerlandets landskab, og solens stråler når netop ikke ned til hytten ude i klippedalen. Værditildelingen er markant: huset i den mørke spalte kontra den brede mark, hvor solen kan komme til.
Forskellen på de to liv dels i klippen og del på agerlandet er den ganske simple, at i klippen er mennesket alene mod den ligeglade sten, medens agerlandet arbejder sammen med mennesket i den daglige fødereproduktion.
Familien i hytten er fra fortællerens side organiseret omkring den gamle blinde Ole, der ser de skjulte sager. Hans søn, Hans Kæmpe, gentager sådan set det stenhuggerliv, den gamle har haft, men i ham rejser spørgsmålet sig om, hvorfor livet skal være så lidelsesfyldt? Det store 'hvorfor', som er al udviklings start hos Nexø. Hans Kæmpe, som sønnen hedder, gennemgår derfor det typiske forløb for bevidstheds-dannelse. Gennem 'hvorfor' til sprængning af sindet og videre til ny virkelighed. Og som i de bedste dannelsesromaner belønnes han med en ny geografisk placering i agerlandet, frigjort fra det mytiske og mystiskes virkning i omverdenen. I stedet er den virkende kraft rykket ind i ham selv. Om hyttefamilien i agerlandet står der til sidst:
Hvert nyt Slid var en Lykke mere, det var jo som et Kærtegn i Hænderne hvert Tag i Jorden. Hvad der var sket, forstod ingen af dem rigtig; men de nærede ingen Angst for det Ubekendte længere. Og den store Krøbling [Hans Kæmpe], der – blot han fik Støtte under Hoften – endnu havde Kræfter som en Bjørn, var fremdeles ikke bange for noget under Solen; kun gik han om med en hemmelig Respekt for et eller andet ufatteligt inde i sig selv. Kanske var det det urimelige Held, han aldrig blev helt fortrolig med! (s. 126)
Mærkeligt igen, hvordan fortælleren her opløser dannelsesforløbet ved at gøre det til et spørgsmål om held./12*/ Måske er det hans egen selvhenvisende refleksion over det næste umulige plot i fortællingen, hvor Hans Kæmpe overlever sin egen sprængning. Anlægget har ellers været beskrivelsen af hyttefolkets binding til de ubekendte magter i verden omkring dem og så den langsomme frigørelse fra disse magter gennem lederens koncentration om 'hvorfor'. Bevægelsen skal sådan set føre hyttefolket ud af deres livsverden og frem til en anden, der er mindre mytisk-eventyrligt inficeret af det ubekendte.
Hvordan ser nu denne første livsverden ud? Ja, den beskrives så at sige fra morgenstunden en vinterdag på overgangen til forår. Vi følger, hvordan manden sendes af sted på arbejde i den tidlige mørke morgen, hvordan børnene derefter går i skole, og de små hjemmeværende knytter sig til den gamle blinde Oles fortællinger dels om det liv han efter fiasko med sine projekter har slået sig til tåls med og dels om de magter, han fortæller om til børnene. Overskriften for stenhuggerlivet er "Stene for Brød", hvor det meget stenarbejde giver meget lidt brød. Og fortællingen fra den gamle Ole er især om Døden, der har glemt ham og nu i stedet søger sønnen, der ligger i sengen og kæmper for livet efter sprængningen.
Gamle Ole går af og til i barndom, udstøder faste vendinger fra stenhuggerarbejdet og tosser rundt med sit gamle værktøj inde i stenbruddet. Men han er i sin blindhed forsynet med et indre øje, eller et øje for det indre styrende i mennesker. Og som vi så tidligere godkender lægen hans bemærkning om, at hvis man kun skulle tro det, man kunne se, var man ilde faren. Der tillægges tydeligvis gamle Oles livsverden store indsigtsmuligheder gennem dens tilknytning til de magter, der huserer omkring folkene. Ser man på fortællingens værdirum har vi inderst hyttefolkenes dagligdag og ude omkring den en slags tåge, hvori magterne huserer og yderst ude solen, som hvis den får magt og vej kan bringe denne tåge til at forsvinde. Ved siden af solen er der så /*13/kommet en nyt venligt øje ind i verden, nemlig samfundets nye arbejdervenlige lovgivning. Dette venlige øje virker fra hovedstaden af som en slags erstatning af kongens tidligere blik. Som man kan forstå, går meget af historien ud på at få rykket troskræfterne på 'tøjeriet' over til en sekulær tro på samfundsfællesskabet, men fortællingen vil nødigt opgive selve forestillingen om usynlige virkende kræfter, skønt den gerne vil fjerne angsten for dem fra menneskene. For det er ikke proletarernes overtro, der skal fremmes, selv om den er fortællingsskabende, men derimod de kvaliteter som proletaren har qua det legemlige arbejde, der skaber fællesskabsfølelsen blandt fattigfolk, som er så unik. Som Nexø skriver i opsatsen "Kommunistisk Aand" (1920)
Solidaritetsfølelsen er Proletarens egentligste Væsensmærke, den er så at sige Struktur-Loven i ham. [...] [hvor Under-klassebevægelsen] sejrer bliver ingen ladt tilbage. Der er en høj Himmel, der hvælver sig over Proletariatets Rønner, hele Menneskeheden faar herligt Plads under den!
Fortælleren er da formidleren af disse kvaliteter, som skal findes i proletariatets rønner og disses livsverden, som er fællesskabet i forhold til det hårde slid for føden, men han er ikke et med den mytisk-eventyrlige verden, som konstituerer dette livsrum set med dets eget blik. Han ser det gerne forandre sig og rette troskraften udad frem for indad. To retninger strides med hensyn til almuen i Nexø på dette overgangstidspunkt (1907) dels sympatien for den gamle livsverden med dens overnaturlige magter dels forandringen af almuen til samfundsborgere.
Nexøs stil
Et eksempel på denne næsten antropologiske distance og interesse i "Fattigmands uklare Haab om Lykken" (s. 102) kan man iagttage i Nexøs stil. Jørgen Elbek skriver i sin gennemgang om den anden Nexø bag den udadvendte /14*/politiske Nexø, som Børge Houmann beskriver. Den anden Nexø som betragteren af andres verden uden egen sag, får man et indtryk af i stilen. Klippet her er fra en midterposition i fortællingen.
For Klippens fattige Beboere laa Verden og dens Magter og rugede uhyggeligt bag Taagen - en god Armlængde borte. Saa langt ud vidste de Besked og var nogenlunde trygge, udenfor laa det Ubekendte paa Lur. Derud af dukkede Magterne nu og da – altid for at tage. Lovens Arm kom frem af Taagen og slog – oftest uden at de forstod hvorfor! en mægtig Haand kom med Mellemrum og strøg til Side, hvad de havde frembragt. Og til sidst kom Døden for at tage det, ingen anden vilde have, og forsvinde med det – ind i Taagen igen.
Men nu havde pludselig en anden Kraft givet sig usynligt til Kende, en der ville give!. Sad der alligevel et stort og kærligt Øje derinde og saa tværs gennem alt, helt ned til de Fortrykte? Var det Kongen, som gav sin gode Vilje til Kende? eller kanske Gudfader selv? Eller var det en vild Drøm?
En Tid gik de alle i lys Feber. Hans Kæmpe kom hurtigere til Kræfter under Indtrykket af dette ny, der havde taget Parti for dem. Men saa hørte de ikke mere til Spørgsmaalet, og fra Dag til Dag blegnede Haabet, og den nøgne Virkelighed traadte dem ind paa Livet igen.
Man kunne med Bachtin spørge, hvem retter Ordet sig til i første afsnit? Ordet vil forklare og analysere, og det retter sig til en læser på samme uddannelsesniveau som fortælleren, som ingen tvivl har overfor de ord, han anvender. Inden for det let akademiske er der tale om en ret neutral stil, der dog er karakteriseret ved at vide bedre end de mennesker, den beskriver. En didaktisk stil, der har til hensigt at fremvise de fattiges bevidsthed med en mild, indfølende overbærenhed.
Især i første afsnit er denne stil intakt, men ved en slags glidning gennem et langsomt synsvinkelskift skifter stilen til tænkemåden blandt underklassen. Disse mennesker ville ikke bruge ordet "Kraft", men snarere et "kærligt Øje" men modsætningen mellem 'give og tage' synes stadig at være fortællerens pædagogiserende og begrebsliggørende /*15/fremstilling. Med kongen eller Gudfader er vi dog igen i disse menneskers bevidsthed , medens "vild Drøm" sluttelig må stå for fortællerens tolkende sprogbrug.
Sidste afsnit etablerer igen fortælleren med hans tolkende indsigt i modsætning mellem håbet og den nøgne virkelighed. Nexøs udtryk om at låne sin stemme ud til underklassen er således et ganske dækkende udsagn om også stilen i dens variationer. Ligesom det mytiske med den grå død ridende ind i landskabet blev etableret uden fortællerens tilslutning, således fortsætter etableringen af, hvad lægen kalder tøjeri, så 'forsvarligt' som muligt dvs. så troværdigt som muligt. Men der, hvor fortælleren virkelig er i de selvstændige naturbeskrivelser er naturens sang er en slags trøst mod en nihilistisk grundanskuelse om elementernes evige ødelæggende kamp. Måske har Nexø oplevet proletariatets heroiske kamp mod lidelsen og fattigdommen som en sådan særlig dyrearts sang op imod den evige ødelæggelse, eller kønslivets ødelæggelse af sjælen som med gale John. Det er i øvrigt bemærkelsesværdigt så lidt erotikken betyder i familierummet, og hvordan det blot er indsat som er særområde i naturbeskrivelsen. Men i disse myteagtige beskrivelser og tegninger af naturen får sproget lov at pege på sig selv i en slags lyrisk selvoptagethed, tænk bare på metaforen "Den alraadendes Stenmund".
Sammenfattende om stilen kan man sige, at der ikke er tale om nogen ydre realistisk stil. Dens område er som gamle blinde Ole en slags indre realisme, der respekterer de fattiges tænkemåde, men kun med det formål at forvandle den. Den skal hentes ud af sin binding til de ukendte magter og knyttes til den moderne samfundsforbedring. Sådant er det pædagogiske mål med stilen, der hviler på de stadige skift mellem indenfor og udenfor de fattiges bevidsthed. Positionen udenfor tenderer mod at etablere dels en lyrisk prosastil dels en pædagogisk betragterstil, med mindelser om symbolismen 1. og 2. værdi. Værkets inderste tone er /*16/ fortællerens sympati med lykkedrømmen blandt proletariatet, en sympati der er så stor, at helten får lov at overleve sin egen sprængning for at udviklingen kan nå frem. Måske skal man også se denne sprængning symbolsk som at proletarverdenen må sprænges for at dens kvaliteter kan nå frelst ind i den moderne verden (1907). Drømmen om lykke, som havde optaget Nexø lige fra debuten med "Lotterisvensken" må sprænges løs fra sin mytiske urgrund for at tilfredsstilles gennem det moderne samfunds love. Derfra kommer nu Lykken!
Endelig har "Lykken" et handlingsstruktur der meget ligner planen for 2. bind af Pelle Erobreren som Nexø optegnede den i et arbejdsnotat fra ca 1902-03 (Jørgen Haugan s. 214)
1) Gammeldags Haandværkerforhold.
2) Havnen som Byens Hjærte.
3) Pelles Vækst
4) Lykkejagt eller Æventyrdrøm hos alle Mennesker, selv de mest forkrøblede. En Higen opad hos dem alle , et Sug!
5) Fjærne Toner af Underklassens Rejsning.
6) Sekteri, trives fordi der er saa mange der er skuffede i deres Lykkedrøm og vender sig mod Himlen.
7) Almuens Liv er som en Sang der bløder bort i Stilheden.
8) Hele Virvaret en Forløber, en Maner om det der skal komme.
Her kan man vist let genkende elementer fra fortællingen Lykken og se disse som typiske for flere af Nexøs fortællinger. Lykkejagten i Hans Kæmpe (4), sekteriet i almuen dvs . magterne i tågen (6), havets og havændernes sang som folkesang i naturbeskrivelsen (7) og endelig loven om ulykkeserstatning som en fjern tone af underklassens fremmarch. Dog den største lighed er ikke omtalt i notatet og det er den 'næsten-død' Hans Kæmpe skal igennem for at få gården i agerlandet sammenlignet med Pelles fængselsophold. Begge kan vist som Hans Kæmpe gå "rundt med en ufattelig Respekt for et eller andet ufatteligt inde i sig /*17/ selv". Skomagersvenden Nexø har fundet sin læst: Lykkedrømmen, det store hvorfor, sprængningen og så den mirakuløse opfyldelse ved jorden.
Bo Hakon Jørgensen
Litteratur:
Martin Andersen Nexø: "Lykken" . Kbh. 1913, men udkommet som føljeton i Illustreret Tidende 1907. Her citeret fra Samlede fortællinger, Kbh. 2013. Udgivet af Henrik Yde med kommentar.
Der citeres fra bind 2 af 4 af dette værk.
------
Jørgen Elbek: Fundet og søgt. Kbh. 1986. s.134ff
Jørgen Haugan: Alt er som bekendt erotik. Kbh. 1998.
Børge Houmann: Martin Andersen Nexø og hans samtid 1869-1954. Kbh. 1981-88.
Henrik Yde : "Efterskrift" til Nexø: Soldage (1903). Kbh. 1995
Jørgen Åbenhus (red) af Nexø: Vejen til lyset. Kbh. 1979