De store forestillingers dans 1950
Karl Jaspers: Fornuft og Antifornuft i vor Tid.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr 108
Kbh. 1952.
Tre gæsteforelæsninger holdt på Heidelberg Universitet 1950 udgør den lille bog. Den er som tænkning og sprogtone et skræmmende indblik i den famlende efterkrigstid, hvor der tales med generalsubjekter så store som kolosser: Fornuften handler og står i kamp mod Ufornuften eller Anti-fornuften, Troen skaber, Idealerne søger nedad, Individet opsøger eksistensen osv.
Karl Jaspers (1883-1969) taler som tysk eksistensfilosof i forelæsningerne ’fornuften’s sag, men det er en noget usædvanlig fornuft, det drejer sig om. Den, eller opmærksomheden på den, stammer nok fra det 18. århundrede, men den står ikke bag ærkefornuftige fænomener som fx Positivismen og lignende videnskaber. Nej, ”Fornuften […] er denne omfattende Magt, der skaber Kommunikationen, der bringer Kontakt og Forstaaelse […] (s50) og den er yderligere knyttet til eksistens-fænomener som personlighed og individualitet. Den ses bedst virksom i filosofiens historie, ja selve filosofiens tilstedeværelse siden antikken er i sig selv en markering af, at fornuften har været til gennem tiderne.
Denne fornuft sættes så i det 20.årh op mod det, som kaldes to tros-retninger, psykoanalysen og marxismen, fordi disse tros-retninger med deres udbredelse truer fornuften med udryddelse, den fornuft som er usynlig som luft men lige så virkelig som luften. Jaspers taler altså for en overliggende menneskelig fornuft, som alle deltager i mere eller mindre bevidst eller overhovedet har bevidsthed om. Men den fornuftige filosofi kan skabe den luft ”hvori man kan vokse, kan komme til sig selv, kan prøve sig selv, [en tilstand] der er lige saa uhaandgribelig som Luften. Den giver ingen Ting, udsteder ingen Ordrer, fordrer ingen Lydighed, den opstiller ingen Løsninger, som man bare kan overtage. Den kræver personlig Tænkning og Individualitet, den hjælper dertil, men skænker intet gratis”. (s51)
Men en sådan filosofi er truet af Anti-fornuften, der findes i det politiske og i de forskellige ’absurde’ religiøse tros-retninger. Jaspers altomspændende fornuft lader sig bedste sammenligne med den kristne helligånd, men det siger Jaspers bestemt ikke. Han sætter den absolut op mod alle former for ’rus’, hvorunder de forskellige religioner hører.
Fornuften er altså truet af en anti-fornuft, der blandt mennesker er et levn fra urtiden, en magisk kraft, trangen til det ufornuftige, hvad det så er? Det er alt det, der har med dennesidige verden at gøre og ikke ser ud over dens grænser. Verden har ikke den totalviden, som fornuften stræber efter: ” Enhver Viden i denne Verden gælder bestemte Genstande, og den er opnaaet gennem bestemte Metoder og ud fra bestemte Forudsætninger. Derfor er der forkert at ophøje en eller anden Viden til en Totalviden[…] Vi maa ved en filosofisk Grundoperation kæmpe os ud af Objektets Lænker over i det omfattende.” (s20-21)
Jaspers bemærker selv, at hvor han tidligere er blevet kendt for at være eksistensfilosof vil han nu hellere opfattes som ’fornuftsfilosof’(s42) ,og han vender sig som sådan mod psykoanalysen og marxismen fordi de begge totaliserer en begrænset iagttagelse, det ubevidste og det sociale. På den måde er de tros-bevægelser som kirken selv.
Når det alligevel er værd at prøve at forstå denne fornuftsfilosofi, så er det, fordi den tidstypisk for årene omkring 1950 forsøger at gøre den menneskelige tænkeevne til en slags guddommelig, evigt eksisterende usynlig magt, der skal gøre forståelsen mulig blandt mennesker. Ligesom de økomeniske kræfter inden for kirken forsøgte at forene de mange forskellige religioner under en forståelse af det religiøse, så prøver Jaspers altså på fornuftig vis at gøre evnen til filosofi til det fælles, - en slags åndens FN. Dermed skal de forskellige subjekter over trosretningerne (troen, rusen, sandheden, politikken osv.) rumme så meget, at de bliver utroværdige generalsubjekter, der på uklar og skræmmende vis forsøger at ændre på verden.
Bo Hakon Jørgensen, december 2021.
Valéry
Hengivet til tingenes objektive overflader.
Paul Valéry: Omkring Edgar Degas.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr 4
København 1941
Man kan godt blive temmelig henslængt i sin læsning af Valéry’s (1871-1945) essays, som konverserende taler sig fremad, men så pludselig standser man op: Det var sørme godt sagt! På lignende måde er bogen her ikke særligt meget om maleren Edgar Degas’ (1834-1917) malerier af fx balletdansere, som der bringes prøver på i sort-hvid gengivelser. Ordet ’omkring’ i titlen ’Omkring Degas ’er virkelig på sin plads, for Degas er mest anledningen til mere generelle kunsthistoriske betragtninger om det intellektuelle indholds forfald i kunsten, der virkelig rammer tabene ved det moderne, hvor forestillingen om det hele menneske forsvinder.
Selv om de tidlige bind i Hasselbalch-serien mangler noter, for man har vel leksika, så lader essayet om Edgar Degas sig dog spore til værket om Degas fra 1937: ”Degas, Danse, Dessin”.
Den første af de nævnte prægnante formuleringer falder om den franske maler Manet (1832-1883): ”Der er i Manet en Slags momentan Kraft, et umiddelbart strategisk Instinkt for den maleriske Akt; i sine bedste Ting, naar han helt op til Poesien, det vil sige til Kunstens Klimaks ved Hjælp af noget, jeg vilde kalde Udførelsens Resonans”.(s.25). Her får man pludselig en definition af ’poesi’, som man ellers skal lede længe efter. Den er det, kunsten higer efter og når, ved at formen klinger med i denne higen og ’synliggør’ den (Udførelsens resonans). Poesi er da, at en higen efter mening inkarnerer sig via udførelsen [dvs. formen] i læseren, tilskueren.
Netop poesien som lyrik var Valéry tæt på. Han skrev som ung digte, som Mallarmé bedømte som gode. Men så holdt han brat op med at skrive dem i en lang periode for mere at hengive sig til filosofi og essayistik. Senere ville han dog udgive sine tidlige digte igen og begyndte da at skrive nye ved revisionen af de gamle.
Degas beskriver Valéry som en gammel, stædigt arbejdende kunstner, der forstår verden ud fra kunst og forventer, at den er ren som kunsten. Han omgås politikere og forventer barnligt af dem, at deres handlinger skal være rene og sande. Det gør ham på en gang tiltrækkende og frastødende. Han har dog noget, der i særlig grad fremmer Valerys interesse for ligheden mellem litteratur og maleri. Degas skriver sonetter og endda ganske gode om galopheste og balletdanserinder, hvad der får Valéry til at bemærke:” Sonetten tvinger en til den Opdagelse, at Formen er frugtbar paa Idéer, et tilsyneladende Paradoks […]”(s.33), hvad der vel betyder at formen bringer sonetten et andet sted hen, end det lige var udgangspunktet, at formen provokerer en anden tankegang. At det såkaldte ’indhold’ ved formen forskubber sig i ukendte retninger.
Som noget helt nyt brugte Degas fotografiet til, gennem afstand til det fotograferede, at bringe maleren hen til netop et andet sted. Ligeledes beskrives det, hvordan Degas var optaget af overflader på tingene, hvordan han med håndfladen strøg hen over dem for at optage deres væsen i sig. Hans malerier af balletkjoler og galopheste er en sådan interesse for stoffets og hestenes overflader omsat til malerisk udtryk.
Ankomsten af det moderne ser Valéry som en stadig større indtagelse af gift. Interessen for det hele menneske er gledet i baggrunden til fordel for delmængder af det. Det moderne pisker ’opmærksomheden’ frem, afbrydelsen, men den betales dyrt med at perspektivet det ’uforgængelige’ har mistet sin betydning. ”Himmel, Helvede og Eftertid er Begreber, der har tabt sig grundigt”. Samlet set har ’det moderne’ subjektiviseret sig væk fra tingenes overflader og de objektive ting til fordel for stemningen. Mennesket lægger altid til naturen. Degas var én af de sidste, der holdt af dens materialitet uden tilæg.
Bo Hakon Jørgensen, december 2021.
Kierkegaard
Instansernes kamp
Søren Kierkegaard.
Bind nr. 3 i Hasselbalchs
Kultur-Bibliotek
Kbh.1941.
Gad vide, hvem der har sammenstillet dette dejlige 60 siders udvalg af Kierkegaards skrifter? Er det måske redaktøren Jacob Paludan selv? Det siges ikke, for teksterne står der bare, og er da også gode i sig selv. Der er klip fra ”Efterladte Papirer”, to passager fra ”In vino veritas” om erindring og hukommelse, og så en om kvindens væsen set gennem en modhandlers øjne. Derpå følger et fyldigt uddrag af Diapsalmata og endelig en kort tekst om dansk sprog som lige så gyldigt et sprog som verdenssprogene.
Udvalget synes mesterligt at dække billedet af Kierkegaards sekulære værker. Denne bestandigt kritiske og dialektiske ånd, der har sig selv som emne hele tiden. Som hele tiden har en spørgende undrende instans oppe over alle de tanker, han har. En instans, der kan udtale sig om sig selv i en lavere udgave: ”Jeg er ligervis som det Lüneburger-Svin. Min Tænken er en Lidenskab. Jeg kan ypperligt rode Trøfler op for andre, selv har jeg ingen Glæde af dem. Jeg tager Problemerne paa min Næse; men jeg kan ikke gøre mere ved dem end kaste dem bagover mit Hoved.” (s.57)
Hvordan ser en person ud, der tænker sådan? Citatet er fra Diapsalmata som står i ”Enten eller”, og falder således ind under Kierkegaards pseudonymer, hvorfor det er ikke med sikkerhed kan siges, at det er Kierkegaard, som han opfatter sig selv. Men jeg vælger at gøre det, fordi lignende synspunkter dukker op igen og igen. Fra dagbogen lyder det abrupt og måske autentisk : ”Død og Helvede, jeg kan abstrahere fra alt men ikke fra mig selv; jeg kan ikke engang glemme mig selv selv, naar jeg sover”.
Det er denne påpegning af den uundgåelige subjektivitet endog i en såkaldt objektiv tanke, som Kierkegaard er så berømt for. Ens ’jeg’ følger altid med og stempler usynligt enhver af ens tanker med ens særlige mærke, fx ens forbogstaver som SAK, Søren Aabye Kierkegaards (1813-1855). Dette overordnede ’instans-jeg’ betragter det fungerende jeg og udtaler sig om det og dets tænkning: ”Min Tvivl er forfærdelig. Intet kan standse mig, – den er en Forbandelsens Hunger; ethvert Ræsonnement, enhver Trøst og Beroligelse kan jeg opæde; – jeg løber med en Fart af 10.000 Mil i Sekunden enhver Modstand overende”,… men løber altså ikke instansen, som her skrivende beretter om det tænkende eller tvivlende jeg, over ende!
Derfor kan han ønske at komme bort fra sig selv og sine stridende jeg’er: ”Næstefter at klæde mig ganske nøgen af, Intet at eje i Verden, end ikke det mindste, og derpaa styrte mig i Vandet, er det mig behageligst at tale et fremmed Sprog, helst et levende, for paa den Maade at blive mig selv entfremdet”. Selv dette ønske kan ikke fremsætte uden selvbetragtningens mærke, det afsluttende fremmedord dvs. fremmed for sig selv, og det indledende ’næstefter’ gør også læseren forvirret, hvad er så vigtigst osv..?
De øvrige afsnit i udvalget fører over de refleksionsstærke gennemgange af modsætningerne mellem hukommelse og erindring, samt modehandlerens indsigt i, at kvinden altid er på moden over for andre kvinder og ikke så orienteret efter mænd, som disse gerne tror.
Som Kierkegaard-udvalg er det et ganske suverænt tekstvalg af den sekulære Kierkegaard, der på små 60 sider får givet et omrids af kernen i dette kuldkastende forfatterskab. Men hans kristendom dækkes ikke!!
Bo Hakon Jørgensen, december 2021.
Flaubert
Gustave Flaubert: Breve før Berømmelsen.
Hasselbalch Kultur-Bibliotek nr. 189
Kbh. 1960.
Stilens martyr
Hans kvindelige bekendte kaldte ham ’hård som granit’ og ville gerne have, at han lagde sine følelser blot for dem. Men han reserverede sig og talte hellere om Shakespeare end om sig selv. Sådan noget kan man læse i disse breve fra 1846-1856 fra Gustave Flaubert (1821-1880) til elskerinden Louise Colet, til moderen, og til et par venner. De er udvalgt af et større brevmateriale af udgiveren H.M.Berg, der har tilrettelagt brevene ved at klippe tematisk i dem.Men derudover gad man gerne have læst lignende klip fra Flauberts korrespondance med datidens store kvindelige forfatter George Sand (1804-1876). Mange omtaler Flauberts breve, hvoraf der er bevaret næsten 7000 sider, som hans største litterære præstation!
Så her i dette lille bind er der altså ca 70 sider eller 1 pct af dem. Og de er en lang kamp for at få ’granit-personen’ accepteret i verden. Denne mand, som trak sig tilbage fra verden for i ugevis ensomhed at arbejde på nogle få sider, læse dem igennem, kassere det meste og kun bevare nogle få stilistisk vellykkede sætninger. Derfor har en senere kritiker kaldt ham ’stilens martyr’ og dermed ment, at han ofrede sit liv for det ’det rette ord’ og den gode sætning.
Det er tilblivelsen af ’granit-personen’ fra hans 24. år til han er færdig med gennembrudsromanen Madame Bovary fra 1857 som 35 -årig, vi følger i brevene. Han prøver at forklare elskerinden Louise, hvorfor han er så distanceret, taler om ,at hans inderste natur er ’gøglerens’ og at ’hans Hjerte maaske er impotent’ (s.19): ”Min sørgelige Mani med at analysere alting tager paa mig. Jeg tvivler paa alt, selv paa min Tvivl (…[udgivers klip]). Hvis man berøvede mig min nervøse Ophidselse, Tankens lunefulde Indfald, Øjeblikkets heftige Bevægelse, vilde jeg ikke have meget tilbage. Saadan er Mennesket inden for Konvolutten. Jeg er ikke skabt til at nyde. Denne Sætning maa ikke forstaas i nogen jordbunden Betydning, men forstaas i al sin metafysiske Intensitet”. Nej, han kan ikke nyde, og heller ikke den totale skønhed, han stræber efter i sin æstetik.
Flaubert beskrives ofte som hypersensitiv realist, men godtog ikke selv betegnelsen ’realist’ og det med rette, for han er langt mere i pagt med romantismen og dens negative vej til skønheden. Således stræber han efter ’Shakespeares overmenneskelige Upersonlighed’, og tillader intet privat i sine værker. Der er intet af ham privat i Madame Bovary, faktisk slider han i mange år med romanen og bryder sig slet ikke om det miljø, dvs. Emmas småborgerlige liv, som han arbejder med. Det fortæller han lige ud i disse privatbreve og også om, hvordan det for ham går ud på at nå en særegen stil ved hårdt slid.
Denne stil går ud på at få de materielle omgivelser til at symbolisere personernes sindstilstande. Et eksempel hentet i Madame Bovary, hvor Emma har følelser for Rudolphe og pludselig ser hun ham et uventet sted: :”(han ) var nødt til at køre gennem landsbyen, og Emma havde set ham i lyset fra vognlygterne, der skar sig som lyn gennem tusmørket”. Lygternes lyn (NB datidens lygter) kommer til at stå som symbol for virkningen på og i Emma. Sådan ville Emma jo aldrig selv sige det, det er den skjulte fortæller, der sætter tingene sådan sammen og skaber den ønskede afstand mellem ’tanke og stil’. Det gør han , fordi han ikke er interesseret i ’svingningerne’ men tværtimod i ’tegningen’ (s.37) – altså ikke i stemningerne men i beskrivelsen af Emmas småborgerlighed.
Egentlig ville han gerne skrive en bog om ’ingenting’, holdt oppe ved sprogets indre kraft alene, en bog som ville være ’fri, som den vilje, der skaber den’ (s. 55). Altså intet privat stof i materialet men til gengæld skaberens vilje mejslet frem gennem ordtilpasningen. Det realistiske anvendt til at tegne billedet af det skjulte jeg’s udførende magt, ikke på granit men på papir. Modernismen foregrebet som beherskelsen af tilskuerens/ læserens opmærksomhed.
Bo Hakon Jørgensen, december 2021.
Vor nationale Sang + Folder om serien
Hasselbalch Kultur-Bibliotek nr. 1
Udvalg ved Magnus Stevns
Forord ved Hans Brix
Kbh. 1941
Heri indlagt en folder om serien.
De er med alle dem, vi plejer at synge fra Højskolesangbogen, når vi er glade for Danmark. Og her i året 1941 under den tyske besættelse af Danmark sikkert også som en styrkelse af den syngende modstand. Det er nok grunden til at starte Kultur-Biblioteket med de danske, nationale sange og deres tro på et evigt Danmark. Her 80 år senere vil man fra nye danskere kunne rette mange indvendinger mod fortidens beskrivelser af blå øjne og lyst hår som særligt karakteristisk for danskere, men sådan ’mandede’ de sig op, danskerne som skrev sangene i 1800-tallet og i 1900-tallet, fordi de som af lilleputnation var truet af udslettelse efter tab af Norge, af Sønderjylland og Slesvig og nu i 1941 altså besat af hovedfjenden Tyskland.
Min mor, som var født i 1909 kunne citere mange af disse sange, trænet af at have sunget dem i Alsangen under besættelsen fra hun var 32-36 år. Som Hans Brix , litteraturprofessor på det tidspunkt, indleder bogen: ”Naar vort Fædreland stod i Vaade, som det tit nok har gjort i Aarhundredernes Løb, har det trøstet sig med Sange”.
Brix’ ord er jo, hvad vi i dag ville kalde svulstig eller patetisk tale, selv præget af sangenes lyriske formuleringer. Og sådan er disse formuleringer blevet genbrugt i den ene festtale eller sorgtale efter den anden, som fx den gamle kong Christian den X’s i radioen efter krigen 1945: ”Guds Fred med vore Døde/ I Danmarks Rosengaard!/ Guds Fred med dem, som bløde/ Af dybe Hjærtesaar!” (”Kjærminde-sang” af Grundtvig 1850, hvor mange var døde i den slesvigske krig). Og her er patos i formuleringerne vel rigtigt anbragt? I hvert fald er patos vidt udbredt i disse sange, der skal oprette et dansk fællesskab hen over de mange forskellige syngende hoveder – og vel også gør det, hvis sangen stemmer de syngende op med en god melodi. Sådanne sangbare melodier tier udgaven her helt om, der er blot noter om, hvor digtet først har stået. Men melodien hører jo med til sangenes patos som den kropslige stemningsudfoldelse, og citeret uden den bliver disse vers i dag næsten morsomme, hvad de aldrig har været tænkt som: ”Vinterklart og sommerbroget,/morgenmuntert, skumringssvøbt,/ ligefremt og latterkroget,/smilbestraalet, taaredøbt/ det er Dammarks frie Sprog/ uden Tryk af fremmed Aag / frejdigt Freja taler. / Eget Brød til egen Dug, / Danmarks Hvede, Danmarks Rug, /Dybbøl Mølle maler.” (Helge Rode: ”Danmark” fra ”Moderen” 1921, hvor vi lige havde fået Sønderjylland og Dybbøl Mølle tilbage igen). Egentlig er strofen flot klaret som sammenfatning af det danske sprog både til sorg og latter, hvad mange andre af de optrykte sange er enige om karakteriserer det danske sprog.
Ellers har sangene mange opfordringer til kamp og modstand eller indbyrdes opfordringer om at holde ud, men også selvkritik som fx i ”Danmarks Klage” fra 1329: ” Derfor, da du nu er sunket/ Sammen i dit Overmod,/ Brugende endnu i Faldet/ Selv for Vælske store Ord. / Uden Kendskab til dig selv,/ Uden Sans for, hvad du kan /[…]
Udvalget af sangbare tekster strækker sig langt tilbage til ”Bjarkemaalet”s gengivelse hos Saxo, over folkevisen om Niels Ebbesen, over Ørnevisen, over Tyre Danebods vise m. fl. – tekster som stod i gamle læsebøger for Mellemskole og Gymnasium i 1930’erne og 40’erne De er fyldt med fædrelandsbegejstring, der stiger voldsomt ved Grundloven 1849, her dog 10 år senere i Plougs første strofe af digtet ”Grundloven”: ”Vaarens Budskab flyver over Lande, /Himlens Fugle juble det i Sky,/ Folkets Stemmer sig med deres blande, / som Naturen er det født paany;/ Endt er jo den lange Vinterdvale/ Under Enevældens nøgne Top;/ Sneen smelted i de dybe Dale,/ Gammel Vanes seige Is brød op./” Her skulle folket altså have været på vej til at finde sig selv , men næsten 60 år senere kunne Aakjær stadig kalde det ” Du Pusling-land, som hygger dig i Smug/ mens hele Verden brænder om din Vugge, […]”. Men ti år før i 1907 kunne Valdemar Rørdam i ”For Danmarks frie Flag” drømme om dets vækkelse til ”Eet Sprog, eet Folk, een Hær”.
Bo Hakon Jørgensen, december 2021
En folder om serien.
Indlagt i nr. 1 var der en folder på fire sider, lidt mindre end bogens format. Her ytrer seriens redaktør sig i 1941 om seriens principper, de første 12 numre opregnes i en liste, samt en kupon kan afklippes, hvori man kan bestille enkelte bind af serien for 2 kr stykket. Der skal udkomme 12 bind om året.
Det er i anledning af Hasselbalch-forlagets 25 års jubilæum, at serien startes, og forlaget har valgt Jacob Paludan (1896-1975) til seriens redaktør. Serien kaldes ”udsøgte Smagsprøver fra Kulturlivets Omraader ude og hjemme”.
Der er tale om små bøger i karton af en størrelse på ca 64 sider, dvs. 4 ark. De skal ligne udenlandske serier af et tilsvarende indhold, for der findes meget stof i verdenslitteraturen af ’kortere art’ fx essays og noveller, hvor prosaforfattere har ydet noget af deres bedste. Men også vores egne forfattere vil få en væsentlig plads i serien med mere eller mindre kendte gode ting. Teksterne vil blive udgivet lige på, ikke noget med noter og forklaringer. Man vil undgå det ”skolemæssige Præg”, og ellers kan man selv slå op i ”leksika”. Ved de to sidste bemærkninger bliver man opmærksom på et ord i indledningen om serien: ”et Elitebibliotek”, der understreger hvilket publikum, serien henvendte sig til, dengang i 1941. Vi træder ind i en langt mere hierarkisk opbygget tid, hvor dannelse er en indtaget status, og skole kun en mindre værdig vej til den. Serien er med sine mange forskellige værker tænkt til at tilfredsstille mennesker med specialinteresser, forskellige litterære hobbies, som man kunne dyrke. De små bind kunne være en gave eller en slags ’buket blomster’ til sådanne personer, og de ville ikke tabe deres værdi, fordi de netop præsenterede ’gode Ting’ ”uanfægtet af Tidens Gang”. Hensigten var, at små bind skulle tildele læseren ”et lille universelt Strejflys”.
Bo Hakon Jørgensen, december 2021
Verner von H
Verner von Heidenstam:
Historisk Romantik
Hasselbalch nr 2
Kbh 1941
Den forklædte moderne tale
Jo, Verner von Heidenstam (1859-1940) havde fået Nobelprisen i 1916, denne svenske symbolist, der som så mange andre omkring 1900 slog sig på at skrive historiske romaner, som fx Johs. V. Jensen i Kongens Fald og Den lange Rejse m. fl. Men hvad har dog fået redaktionen til som nr. 2 at præsentere kapitler af fire historiske bøger som ’Karolinerne’ (1897-98), ’Den hellige Birgittas Pilgrimsfærd’ (1901), ’Folkeungetræet’ (1905), ’Svenskerne og deres Høvdinge’ (1908) – uden nogen som helst kommentar? Man må vel have ment, at den historiske fortælling havde en stor læserskare her i 1941, hvor Johs. V. Jensen levede endnu. Og ikke mindst var den store svenske forfatter død året før, så man kunne vise de nordiske relationer med den lille bog.
Mange så dengang symbolismen som en sen gentagelse af romantikken og kaldte den: ’senromantikken’. Men den store forskel på de to romantikker er netop den førstes sande tro på poesien som livsmagt, på oldtiden som noget vi skulle stræbe tilbage mod, en guldalder osv., medens senromantikerne netop gentager den første romantik med al den afstand, som kommer deraf. De betragter den, idet de eftergør den, tror ikke helt på den og tilføjer derfor ofte en materialitet som noget anti-romantisk: [En ung dreng står ved stranden, ”næsten ude i vandet” (som der står ganske materielt) og ser krigsskibene lette anker] ”(…) de raslende Kættinger løftede de mægtige Ankre, der dryppede af Vand. Sejlene steg svulmende op paa Mast efter Mast, og Solen blinkede i Agterkahyttens Lanterner og Vinduesruder. Bølgerne dansede og skød paa og afspejlede i flammende Hvirvler de højtsvævende Galionsfigurer som med Laurbærgrene og Treforke pegede frem mod det ukendte Fabelland, mod Vidundere og Bedrifter. Skymasserne havde sænket sig, og Luften var blaa som i et Eventyr.”
Udtrykket ’ blaa som i et eventyr’ og ’afspejlede’ viser netop, at tingene sammenlignes med det kunstgjorte. Skibenes befæstning og art berøres ikke, men deres spektakulære agterspejl berøres, alt hvad der skinner som menneskelig tilvirket glans trækkes frem. Gallionfigurernes grene og forke er jo kunstgjorte efterligninger. Beskrivelsen lover ’vidundere og bedrifter’, og der skrues opad mod ukendte fabler med ’mægtige’ ankre, ’svulmende’ sejl og bølgernes ’hvirvler’, skønt situationen kun er den, at nogle skibe sejler bort.
De kapitler, der gengives i den lille bog, handler om svenskernes krigstog i Polen ca1720, Birgittas situation efter mandens død 1344, en folkevisetid og endelig byen Visby på Gotland med dens handelsforbindelser helt ind til Ruslands Novgorod ca 1340. Attraktionen er så afgjort tidens klædedragter og øvrige fremtræden som en slags skjul for ganske moderne problemstillinger. Det ligger Heidenstam meget på sinde at slås for den mandlige frihed til kvinder og eventyr. Han havde da også i sit faktiske liv adskillige kvinder som vor egen Drachmann. I beretningen om Birgitta, der sidder i enkesorg efter mandens død, lyder kritikken af hende helt moderne: ”Draabevis pressede du Glæden ud af hans Liv. Aar efter Aar tvang du ham til at bøje sig under din Viljes Strenghed (…) Den stærke Mand sank sammen ( …) men han vilde have faaet sit Helbred igen, hvis du havde bedt ham om at blive ved Gildet og ride ud i Markerne paa Eventyr, som det var hans Lyst.” Magisteren har desuden et synspunkt på de store mennesker, som den historiske romantik ellers lever så godt af: ”at det, som Blæksprutterne er for Muslingerne og Krabberne, det er de store Mænd og Kvinder for os Mennesker. Alt levende som kommer i deres Nærhed, knuser de og sluger de, og saa kravler de atter sammen og sætter sig til at beskue Stjernerne.”
Når man får blik for disse spredte moderne ytringer midt i den historiske staffage, forstår man lidt af, hvad samtiden kunne se i den historiske romantik. De formåede måske at se forbi genbruget af romantiske sværd og skjolde ind til disse råb bagved?
Bo Hakon Jørgensen, december 2021
Proust
Lidelsen som skaber
Marcel Proust
To Noveller
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr 6
Kbh 1941.
Marcel Proust (1871-1922) kendt fra kæmperomanen i syv bind ’På sporet af den tabte tid’ kan skrive en mærkelig sætning som den følgende om en mand, der døende ligger i vildelse: ”De tilintetgørende Engle Viljen og Tanken var ikke længere hos ham, de Engle, der kunde forvise hans Sansers onde Aander og Erindringens slette Dunster til det yderste Mørke.” (s.56) Det er jo godt skrevet, men det er også en besynderlig blanding af områder, ordene kommer fra. Engle sættes sammen med begreber som vilje og tanke, der igen knyttes til onde ånder og lugte, der er erindrede. Og hvornår har engle været tilintetgørende? Man spørger sig selv, om forfatteren tror på, at disse udtryk er sande og dækkende for den bevidsthed, som de skal beskrive – eller om de er kunstige, villede og abstrakte tilnærmelser til en sandhed, som kendes, men som undertrykkes i smykkende sprog? Ligeledes alle de citater, som indleder næsten hver del i disse lange noveller, citater fra store forfattere gennem tiden: Baudelaire, Emerson, Theokrit, Shakespeare m. fl. Hvilken status har teksten som følger efter dem, er den et forsøg på at udfylde dem eller er de blot stilistisk pynt? Eller skal de sammen med teksten indskrive et område, hvor det tekstlige arbejde foregår? En litterære metode, sat sammen af alle stilarter (1890ér-særtræk kaldet Historismen), som en tilnærmelse til den menneskelige psyke, en hævdelse af at disse sammenblandede betegnelser uden evidens tilsammen i deres billeder indfanger den menneskelige bevidsthed bedre i dens melankoli, samvittighedskval, angst og sorg, der er Proust’s foretrukne følsomme felt. Den subjektive inderverden, som er vores første virkelighed hver især og altid før den ydre omverden.
De to noveller er fra samlingen ’Glæderne og dagene’ 1896. Deres titler er voluminøse af adelige tendenser: ’Madame de Breyves’ tragiske Sommerrejse’. Historien handler om en mands erotiske opfordring til en kvinde i selskabet, som ikke følges op af handling, men som der i tiden derefter drømmes og fantaseres om i kvindens bevidsthed. Hun får endog slet ikke talt med manden, da han rejser til en badeby, og hun følger ham på afstand: ”[…] den Sorg hun følte, fordi hun ikke fik ham at se. Hun hadede den uudsigelige Følelse af Mystik, der omgav Tingene, en Mystik, hvor vor Aand gaar til Bunds i en Straalekrans af Skønhed som Solen, der synker i Havet – […] ”(s.s24-25). Novellens emne er netop alle de mystiske forestillinger og illusioner som en kvinde har i hendes situation som del af det adelige selskabslag.
Disse adelige figurer var folk, Proust selv omgikkedes og søgte i sin udsondrethed som snob, homoseksuel og dekadent. I hans kunst signalerer de adelige titler, de særlige betingelser, som disse mennesker har, der er uden arbejde og derfor hævdes at kunne fremstille de menneskelige følelser rent.
Den anden novelle er om en greve, der som 36 årig er ved at dø: ’Baldassare Silvandes Død’, hedder den. Historien ligner meget Torben Dihmers i Pontoppidans ”De Dødes Rige” (1912-17). Han er syg til døden, men kommer sig pludseligt ved et nyt lægemiddel, men bedringen er kortvarig, og greven dør. idet han forsøger at få en kvinde som ikke elsker ham til at huske ham. Den er fortalt med en 13-14 årig drengs kontrastvinkel, som skal besøge greven. Fra at være interesseret i grevens munterhed, som drengen tror er en spillet komedie, bevæger drengen sig til at indse, at det ikke er komedie, men at mennesker går i ”Krebsegang mod Døden med Blikket vendt mod Livet” og derfor kan være ærligt muntre. Mod slutningen er det dog ovre med munterheden og den unge greve dør døden, den vanskelige død.
Proust kunstneriske opgave har i denne novelle været at fordybe sig i dødsprocessens mange stadier så tæt på den døendes synsvinkel, som en deltagende fortæller kan komme. Hos Proust skaber lidelsen, i mange dimensioner, subjektiviteten med alle dens forestillinger og fornemmelser hinsides al ydre munterhed. Lidelsen skaber og fremviser personlighedens træk.
Bo Hakon Jørgensen, januar 2022
Brecht
En torn i foden
Bert Brecht: Fire Kalenderhistorier.
Kbh. 1958
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 175.
Der var oprindelig 17 kalenderhistorier i den vesttyske udgave fra 1953, så de fire her er bare et udvalg til Hasselbach-serien og altså set i forhold til årstallene et aktuelt udvalg. Bertold Brecht (1898-1956) var tidens førende dramatiker, og man diskuterede hans teateræstetik, hans ’Lille organon for teater’, hvor det handlede om at give publikum et forandrende blik på det, de så på scenen. Skuespilleren skulle ikke identificere sig med rollen, men spille den med afstand, for at det kritiske blik netop kunne komme til.
En sådan afstand mærkes også i Brechts prosaarbejder. En sætningsfølge som denne er typisk for den tilsyneladende refererende stil: ”I September forlød det imidlertid, at Storinkvisitoren i Rom havde forlangt Manden fra Nola [Giordano Bruno]. Der forhandledes om Sagen i Bystyret./ Borgerne deltog livligt i Diskussionen om Udleveringen og Stemningen var overvejende imod. Lavene ønskede ikke Rom som Overdomstol”. Sådan kunne der jo have stået i et mødereferat om sagen. Det er tydeligt, at den tilbagetrukne fortæller bag dette udsagn har en helt anderledes mening om sagen, som ikke bliver sagt. Han holder det refererede ud fra sig i strakt arm: ’stemningen var overvejende imod’. Historierne, disse kalenderhistorier, er fortalt, som var de set af en tilskuer til scenen deroppe.
Men hvad ligger der i begrebet ’kalenderhistorie’? William Saxtorph mener i sin indledning til udgaven, at det er historier der i lighed med kalenderen skal kunne vende tilbage, læses igen og igen, med fornyet indsigt. Man kunne også mene, at de søgte at være grundmenneskelige og vise en anden historie end den traditionelle og på den måde give et anderledes indblik i kalenderen, i det almindelige liv, dag efter dag.
De fire historier lader sig hurtigt fortælle: ”Dommen i Augsburg” ( ca 1600) er en modhistorie til Biblens salomoniske dom. Den uægte mor til det samme barn har gennem sin pleje af barnet den rigtige moderfølelse. ”Kætterens Kappe” (ca 1600) handler om kætteren Bruno, der bliver retsforfulgt for sine meninger om himlen og jorden, men samtidig har overskud til at tage sig af så lille en ting som at skaffe penge til at betale for en kappe, han på grund af processen ikke har kunnet betale.” Den saarede Sokrates” ( ca. 400 f. Kr) handler om Sokrates som en dårlig soldat, der ikke bliver såret af en modstander men af en torn i foden, da han løber væk fra slaget og på den måde alligevel bliver en helt. Endelig er ”Den skamløse Gamle” om en gammel mor, der efter et langt ægteskab og en del børn endelig bliver alene og nyder at være alene og netop ikke vil være alene på den måde, som alle omkring hende forventer det. Deri har hun udpræget fortæller-jegets sympati og han slutter historien med at udtale om hende: ”Hun havde gennemlevet Underkuelsens lange og Frihedens korte Aar og havde tømt Livets Kalk til Bunds”. Så tydelig er Brecht normalt ikke med den moralske pointe, som her er det nødvendige oprør mod underkuelsen og den opnåede frihed.
Sådan lå marxismen i sjælen på Brecht som en stræben efter retfærdighed for det undertrykte (menneske, folk eller klasse). Historiernes sparsomme realisme virker ikke ved detaljerigdom men ved den ene prægnante detalje i referatet, som røber hvor sympatien ligger, næsten som en teaterinstruktør giver råd til en skuespiller: ’du skal spille rollen, som du havde fået en torn i foden’.
Bo Hakon Jørgensen, januar 2022.