Stuckenberg
Viggo Stuckenberg: Vejbred
Hasselbalch nr. 10
Kbh. 1941
Det var Valery, der sagde, at det var synd for romantikerne, at de havde så mange sværd og skjolde at slæbe rundt på i deres værker. Symbolisterne og deres tid i 1890’ erne havde ’eventyret’ eller drømmen om lykke at slæbe rundt på. Lidt senere blev eventyret til myten som hos Johs. V. Jensen. Stuckenbergs Vejbred fra 1899 er en samling korte tekster om konger, prinser og prinsesser og eventyr i en moderne tilgang. Man spørger sig selv, om disse små historier kunne have klaret sig uden eventyret som hjælpedisciplin – eller hvorfor Stuckenberg bruger disse roller som skjold?
En prøve på stilen i bogen: ”Der vokser en Skov rundt omkring det Slot, hvor Klods Hans er Konge, og bag Skoven ligger det aabne Land, grønt og brunt og gult med Veje, der løber til Verdens Ende”. Eventyr-formlerne er tydelig genbrugte og opstillede som tekstens rekvisitter. Klods Hans er kendt fra H.C. Andersen, skov og slot er eventyrinventar, men det åbne land med tre farver er slet ikke eventyr, og vejene til verdens ende er vist også for lange til det klassiske eventyr? Denne kong Hans sidder ellers stille ude i skoven, hvor han bliver set af en pige fra ageren, som han ender med at løbe bort med, hvorved parret forvandles til almindelige mennesker, medens Dronningen kalder forgæves fra slottet.Måske er det blot en almindelig ægteskabstræthed med eventyr-formler som skjul?
Eventyret skulle til, mente symbolisterne, fx Sophus Claussen, for at genklæde verden, der var klædt nøgen. De så den moderne verden som rå og betydningsfattig, og de ville skjule den lidt i eventyrets gevandter. Og de ville opskrive deres almindelige jeg’er til konger, dronninger, prins og prinsesser, sådan kunne de bedre tale om sig selv bag disse masker. Samtidig var de moderne uddannede naturalister, der udmærket vidste, at eventyret ikke fandtes. Derfor var der, som i den korte tekst ”Sommernat”, to stemmer i dem, landevejens ligeud negative og skovens drømmende positive: ”Jeg hører i Natten to Stemmer tale. Den ene er jævn som en Landevej og tung og uden Klang som en Kværn, der maler. Den anden hører jeg, som bar Blæsten den ud fra en stor Skovs Dyb, og den er som Kildens Klunk i Kløfter og som Ekko af alt levendes Lyd”. Bare to år senere hed det hos Johs. V. Jensen om de to lydes Interferens (1901): ” Det er Rummets monologer, hvis Ringe mødes med Tidens tonløse Cirkler”. Hos Stuckenberg ender det dog med, at den negative stemme må give op og søge eventyret for at komme ud af sine trængsler.
Ellers er der en del prinser eller konger, der søger prinsesser men skuffes over dem, når de har fået dem. Man mere end aner ,at bogen er en stor omskrivning af Viggo Stuckenbergs ægteskab med Ingeborg Stuckenberg og alle de forhåbninger, der var knyttet til det, som skuffedes . Ingeborg ,som Viggo skrev den kendte strofe om :”Thi to som elsker hinanden / kan volde hinanden mer’ ondt / end alle de argeste Fjender/ der hævner sig Jorden rundt”. ”Ligeledes den Ingeborg ,som Claussen skrev et mindedigt om, da hun havde begået selvmord på New Zealand efter at være flygtet fra Danmark og Viggo Stuckenberg: ”Men du var opfyldt af Klokkespil,/ som drog dig fjernt over Hav og Bølge/ med deres uhørlige Tonefølge/ til Eventyrland, som for dig var til.” Og digtet slutter ”Der bliver saa fortvivlende lidt af saa meget:/ kun Aandemusik”.
Men kunne 1941-læseren se gennem alle rekvisitterne, gennem allegorierne? De så måske bare en leg med eventyrskabeloner? Eventyret på vrangen, eventyret gennemskuet og alligevel opretholdt på skrømt?
Bo Hakon Jørgensen, januar 2022.
Runeberg
Blikket – den hele kærlighed
Runebergs Breve til Emilie Björkstén.
Hasselbalchs Kultur Bibliotek nr. 9
Kbh. 1941
Kærlighedsbreve mellem den 42-årige Runeberg og den 23-årige Emilie i et forhold 1846-1850. En romantisk kærlighed næsten uden berøring, af og til et kys, ellers blikke i selskaber, gennem et vindue på gaden og så breve stukket hemmeligt i hånden på den anden under møder i selskaberne i deres fælles provinsby, Borgå i Finland.
Johan Ludvig Runeberg (1804-1877) var i 1848 allerede godt kendt i Finland for mange digterværker, da han udgav 1. del af det værk, som skulle komme til stå som hans centrale, den heroiserende beretning om den finske frihedskrig mod Rusland 1808-09: ”Fänrik Stål”. Som Hakon Stangerup fortæller i forordet, var disse breve udkommet i 1940, altså året før Hasselbalch-oversættelsen, i en kommenteret videnskabelig udgivelse, hvorfra Stangerup så kunne formidle parrets historie. Runebergs ”Fenrik Stål” må have sagt samtiden i Danmark en hel del, for den var ofte konfirmationsgave ligesom Chr. Winthers ”Hjortens Flugt”. Så Runebergs navn må have stået for det nationalromantiske i tiden, som unge mennesker gerne måtte tage til sig, også her under den tyske besættelse.
Men bortset fra afsløringen af Runebergs lidenskab for den unge pige bag hans tilknappede offentlige facade som digter og latin- og græsklærer ved byens gymnasium og dertil gift med en anden kvinde – så er brevene ellers ikke meget afslørende. Deres kærlighed til hinanden får aldrig lov til at konkretisere sig i et samliv. De mødes i selskabeligheden, veksler blikke, men må hele tiden passe på, at de ikke bliver afsløret i deres forbudte interesse for hinanden. Brevene er kun hans halvdel af korrespondancen, men man kan af hans citeringer af hendes breve slutte sig til, at deres kærligheds forhold er en slags kamp på ord om at have den ærligste og mest fuldbårne kærlighed til den anden. De kommenterer hinandens optræden i selskabet, når de i skjulthedens interesse har vendt ryggen til hinanden og ikke har værdsat den andens særlige blik undervejs. De får af og til mistillid til hinanden på grund af tidligere historier, men denne mistillid bliver så ryddet af vejen ved lange forsikringer om kærlighed trods alt.
Selskabet er hele tiden ved at opdage forholdet, så de må gemme brevene godt for deres nærmeste. Måske aner Emilies relationer, at hun inddraget i et uantageligt forhold til en af byens gymnasielærere, en berømt digter, så hun sendes på et års ophold langt væk, og dermed ophører forholdet, skønt Emilie senere uden kys bliver ved at komme i Runebergs familie. Som Stangerup skriver, sikkert kun et sværmeri fra hendes side, men alvor fra hans.
Man får af brevenes luftighed, deres mangel på egentlig handling, beskrivelser af mødested og forløb osv. et godt indtryk af romantisk ren kærlighed, som næsten vokser med alle de afkald, den udsættes for, og man forstår også, at nutidens tillæg af kropslighed i kærligheden ikke har ændret på de grundlæggende vilkår: usikkerheden omring den andens oprigtighed? Tidligt i brevene skriver Runeberg ”Jeg vil nu ikke mere holde af dig paa Grund af dine Kys, som jeg elsker saa højt, men paa Grund af den Hengivenhed, hvormed du omfatter mig. Og jeg vil klippe Vingerne af mine Ønsker, som før sværmede uden Maadehold, for at de ikke skal forstyrre den rene, uskyldige Ro i din Sjæl, som jeg ønsker evigt skal forblive der.” Afkaldet, eller afklipningen af ønsker, synes nærmest at skulle forstærke renheden og uskylden!
Det er jo to forskellige mennesker, der har denne relation, og hvordan forhindre, at den anden danner sig sine egne minder? Denne kamp når disse to elskende her heller ikke til ende med, begge beder de den anden om et ”oprigtigt ord”, som hverken det talte eller skrevne sprog nogensinde kan garantere: ” Din kærlighed har længe udgjort min Glæde, men jeg vil ikke eje den paa samme Maade som ”dine Erindringer” har ejet den, jeg vil have den mere trofast, mere ydmyg og mindre forfængelig. Jeg haabede, at den kunde blive saadan, og i det Haab har jeg elsket dig”.
Sådan ender brevene næsten og som hos andre elskende i denne ødelæggende trang til at lave om på den anden i sit eget billede. Når Emilie nu var så ung og smuk, feteret og forfængelig!?
Bo Hakon Jørgensen, januar 2022
Engl. Essays
Muligheden fæstnet
Hasselbalch- Kulturbibliotek nr.11
Kbh. 1941
Når man læser essays, kan man pludselig standse op og sige ’dette var virkelig godt sagt’ som fx i en tekst om ”Hvad man sparer paa” fra ca. 1850 ”Jeg kan ikke modstaa Sejlgarnsender. Mine Lommer er fulde af smaa Stumper af dem, pillede op og sammenrullede , parate til Brug , der aldrig kommer”. – Det ’parate til brug, der aldrig kommer’ er det sandt konstaterende i dette lille klip! Selvfølgelig skal man have trangen til at gemme for at se, om man får brug for det ved en senere lejlighed – for helt at forstå det præcise i bemærkningen, at denne lejlighed aldrig kommer, som et meget lille og lidt tragisk billede af menneskets modstand mod tiden, der jo helst smider sejlgarnsstumpen ud. Langt ude handler det jo om overlevelsen!
Et andet udtryk fra samme essay er om den nymodens ting i 1850: Elastikken af gummi, som kaldes ”en Slags Guddommeliggørelse af Sejlgarn”. I et sådant udtryk forstår man samtidens begejstring for tingens sammenholdende evne uden knude! Tænk bare på, hvad man omkring 1960 tænkte om plastikposen. Mine forældre vaskede dem, så vidunderlige var de!
Det stimulerende ved at læse essays om de menneskelige virkeligheder i forskellige tider er derfor, at man solidarisk bygger bro til denne fortids mennesker. Ja, sådan ville jeg også have reageret, hvis jeg havde stået i denne tids horisont af muligheder.
Nu skal disse essays jo repræsentere den særlige engelske udgave af genren, som franske Montaigne indstiftede 1571 med sine essais, sine forsøg. Korte prosatekster, der kommer rundt om et fænomen i skribentens liv, en ting, en sag, et forhold, som kan forventes at interessere et publikum ofte tilsat en grad af ironi eller satire som i det første essay i bogen, hvor det er menneskelige skavanker som at stamme og skele, der pludselig sættes sammen med tendensen til at fortælle anekdoter, hvorved denne tilbøjelighed jo netop karakteriseres som en uundgåelig skavank ved personen. Ironien er også tyk ved essayet ”Dissektionen af en Laps Hoved” . Dette hoved er fyldt med ting som et pulterrum dvs. overhalet gods. Hans lige er den kvindelige flane, der lider under det mandlige perspektiv hos skribenten. Fordomsfuldt ser han hendes hjerte som et mylder af uoverskuelige gange, ja det inderste i den flanen er en ”gordisk knude”, og derinde er der morsomt nok et billede af lapsen, vi hørte om tidlgere.
I et tredje essay hører man ironiskj om en klub for tykke mænd, der udvælger sine medlemmer efter, om de netop ikke kan komme igennem en forholdsvis smal dør osv. Disse ironiske essays er ude efter generelle træk i det publikum, der læser dem, og det er pointen at udstille dem ved ironien.
Essayet som genre er blevet kaldt genren for emner, der kunne være blevet til fiktion, digt eller novelle, men ikke blev det, dvs. ’potentiel litteratur’. Men jeg synes det er rigtigere at opfatte essayet fra artiklens side og se dens sag få tilført nogle af sproget smykkende, og derfor sagligt relativerende udtryk. I essayet om brevklokken ca 1800, om den klokke postbuddet meldte sin ankomst med dengang , fortælles der om de andre erhvervs lyde også , men brevbuddets lyd løftes til det følgende udtryk, idet der ses ud over postvognene på et torv: ”Kufferter og Pakker læsses fra den ene til den anden, der lyder et Signal, de [postvognene] drager af, de er den uigenkaldelige Skrift, der giver Tanken Vinger og forbinder eller adskiller Hjerter for bestandigt.” Her løftes sagen ’post’ op til næsten poesi (’den uigenkaldelige skrift’) og det er så afgjort en af essayets stilistiske muligheder under det overordnede at kalde sig selv ’forsøg’. Teksten prætenderer ikke at være sandhed, men at søge den på menneskelig begrænsende forudsætninger, der derfor véd, at den aldrig når helt frem.
Essayet er selv en stump sejlgarn, der aldrig blev brugt. Den menneskelige bevidsthed set i sin fascinerende virksomhed som opbygger af muligheder.
Bo Hakon Jørgensen, januar 2022.
Orfeus i Bogverdenen
Musik sagt i sprog
Hasselbalch-Kulturbibliotek nr. 12
Kbh 1941
Den mærkelige titel på bogen er et forsøg på at navngive fænomenet: litterær omtale af musik eller et musikalsk værk, dvs. ordenes forsøg på at gengive den musikalske handling. Billedkunstens enkeltværker omtalt i litteraturen kaldes ’ekfraser’ ( gr. ek-ud, phrasis-tal, at give navn til en genstand), men her er det altså musikken, der omtales, genfortælles, så man kunne foreslå betegnelse ’musik-ekfrase’. Titlen ”Orfeus i Bogverdenen” benytter den græske gud Orfeus, der med sin sang og sit spil kunne kalde dyrene til sig, som emblem for musikken og sætter ham så ind i skrivekunstens omtale, her kaldet ’Bogverdenen’.
Det er nu kun den anden halvdel af bogens samling af citater, der er sådanne litterære passagers forsøg på i ord at sige musikkens fremfærd. Den første halvdel er forskellige musikkritikere eller komponisters udtalelser om musik, de hader eller elsker. Fx mener Liszt, at ”Chopin kunde let læse i de Hjerter, der følte sig tiltrukket af ham gennem Venskab og hans Ungdoms Ynde, […] kunde let aflæse, hvilken sær Blanding af Surdejg og Rosenessens, af Krudt og Engletaarer hans Nations poetiske Ideal er formet”.
Samme kritiske tone bliver brugt om Brahms i hans samtid. Tjaikofski siger således: ”Spillede Brahms. Det irriterer mig, at denne selvbevidste Middelmådighed skal gælde for et Geni”. Overfor denne type nid og nag står så også fine udtalelser om musikkens væsen. Beethoven fastslår ikke uventet, at ”Musikken er en højere Aabenbaring end Videnskab og Filosofi”. Mere interessant er Baudelaires karakteristik af Wagner: ”Ingen Komponister formaar som Wagner at male Rum og Dybde, baade fysisk og aandeligt”. Men netop i et sådant udsagn er musikken begyndt at skulle ligne (’male’) genstande uden for sig selv, programmusikken nærmer sig. Musikken er ikke længere modulationer til Guds ære, men skal nu forestille noget mennesket kender andetsteds fra. Personifikationer og besjælinger i sproget bliver bearbejdet for at komme så tæt på musikkens stemning fx Proust om en sonate: ”(Den) aabnede Udsigt til en liliehvid og landlig Gryning, der delte sin luftige Troskyld for at lægge sig over en landlig Løvhyttes lette og dog faste Sammenfiltring af Gedeblad hen over hvide Geranier […]”(s51)
Det er klart musikkens manglende brugbare væsen, der kalder på alle disse oversættelser eller forslag til, hvad man i stedet skal høre for at komme til at holde af den. Man kan måske nok synge den, men musik kan ikke bruges til at bygge et hus, lave en tegning, skrive en meddelelse eller give en besked. H.C- Andersen er ganske præcis omkring nødvendigheden af at oversætte musikken til tekst: ”Mendelssohn-Bartholdy har givet os nogle musikalske Compositioner: ”Lieder ohne Worte”; ethvert beslægtet Bryst vil i sin Sjæl opfatte Texten til disse”( s.37) For mange synes musikken at være adgangen til vores patos og bag den vores affekter eller lidenskaber, men op igennem Modernismen rejser der sig et oprør mod alle disse oversættelser. Wassermann skriver fx om hovedpersonen Daniel Nothaftt i romanen af samme navn (1921), der har sat sig til klaveret for at spille sit eget værk: ”Tænk dig Havet, tænk en Storm […] tænk dig saadan noget eller maaske noget ganske andet, det er jo alligevel galt. Det er ublufærdigt at tænke sig noget. Cis-Moll.” (s53) Men de moderne holdt alligevel ikke op med beskrivelser af musikken, de rykkede den bare over i verber, som ’opløser, splitter, sprænger, plukker i stykker’ tidligere harmonier.
Bo Hakon Jørgensen, januar 2022.
Dostojevskij
Et svagt Hjerte
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 7
Kbh 1941.
Et svagt hjerte eller angsten?
Det er en mærkelig langstrakt historie Dostojevskijs ”Et svagt Hjerte” fra 1848, året før han blev udsat for pågribelse for sin påståede politiske holdning. Man husker, at Dostojevskij (1821-1881) blev henrettet på skrømt i1849 og derefter sendt til Sibirien i otte år.
Langstrakt er historien om Vassja, der er en fattig skriver, renskriver af manuskripter eller bare simpel kopist, dengang man ikke havde fotokopiering. Vassja er bagud med sin skriveropgave, og, viser det sig, mangler mange hæfter at skrive af. Han bor sammen med kammeraten i erhvervet Arkadij i en fattig lille lejlighed på øverste etage i en boligblok i Skt Petersborg. Vassja er kommet bagud med skrivningen på grund af, at han har dyrket en pige, Lisenka, et stykke tid og nu er blevet forlovet med hende. Men hovedhistorien er, at han ikke kan fortælle vennen Arkasja, hvad der virkelig plager ham, og det er her det langstrakte kommer ind, måske som en kunstnerisk svaghed? Dag for dag hører vi om, hvordan han vil sidde længe oppe for at skrive mere af den mængde, han mangler. Vi hører om alle vennens forsøg på at få ham til at sige, hvad der plager ham, men intet kommer frem, selv om Vassja både ryster og besvimer under opgaven. Vil han miste sin indkomst, nu da han lige er blevet forlovet, eller hvad er det han fejler? Sådan afprøves den ene mulighed efter den anden stadig uden afklaring, hvorpå fortællingen ender i et helt andet register, i en detaljeret omverdens-beskrivelse,·som tager sig næsten symbolsk ud:
[Arkadij ser ud over byen efter at have fulgt Vassja til hospitalets gale-afdeling] ”Natten sænkede sig over Byen, og Nevaens uoverskuelige, døde Sneflade skinnede i de sidste Solstraaler som Myriader af Diamanter. Det var tyve Graders Kulde. Luften skælvede ved den mindste Lyd. Husenes Røgsøjler hævede sig mod den kolde Himmel, de tørnede sammen og trængtes om Pladsen, mens de steg – og det var, som om nye Bygninger dannede en ny Stad over den gamle … som om hele denne Verden med alle dens Mennesker, de Stærke og de Svage, med de Fattiges Hytter og de Riges Paladser, i denne Skumringstime forvandledes til en fantastisk Drøm, der steg fra Taagen op mod den dybblå Himmel for at opløses og blive til intet. […] (Arkadijs) Læber skælvede, hans Øjne glødede, han blegnede for det nye Lys, der voksede frem i ham. [ved forståelse af vennens sammenbrud].
Det nye lys er forståelsen for, at verden er dobbelt ligesom de to verdner oven på hinanden i synet. Og at angsten for Intet ligger snublende nær i den menneskelige bevidsthed. Her er Kierkegaard lidt før Dostojevskij med ”Begrebet Angst” fra 1844, men dette fokus på bevidsthedens rystende dobbelthed, dens udadvendthed mod verden og dens indadvendthed mod den individuelle og ensomme position over for intetheden – har altså ligget i tiden.
Dostojevskijs historie er i sin langstrakthed og sin pegen på de mange forkerte forklaringer et billede på, hvordan Vassja går til grunde ved ikke at kunne sige, hvori hans angst består, og i den forstand er selve titlen også forkert i medicinsk henseende. Vassja har netop ikke et dårligt hjerte, men hvis ’hjerte’ tages i moderne betydning ca 1840 som udtryk for en følsom sjæl, så er titlen velvalgt.
Dostojevskij lærte så meget af sit fangeophold i Sibirien, at han blev en bedre forfatter til at trække historier sammen. På den anden side viser denne historie, hvordan selve fortællingen går i forskellige retninger for selv at blive klar over, hvad den egentlig vil dvs. ende med angsten, denne udefinerlige tilstand i individet.
Bo Hakon Jørgensen, januar 2022
Ewald
Latterligheden dækker smerten
Johannes Ewald: Levned og Meninger.
(dvs. halvdelen)
Hasselbalchs Kultur Bibliotek nr. 8
Kbh. 1941
Der burde være afsat to bind i Hasselbalch-serien til jubelværket i Dansk litteratur: Ewalds Levnet og Meeninger. I stedet er værket skåret ned til det halve og lanceret i ét bind. Sproget er ”skønsomt moderniseret” og mange af tankestregerne sløjfet for at give læseren 1941 ”et mere fortroligt Tekstbillede”. Men når galt skulle være, er forkortningen alligevel godt gjort, og der er kommet et meningsfuldt bind ud af beskæringen.
Ewald (1743-1781) erindrer i det sin ungdom, eller sin ’barndom’, som han kalder den, op til han bliver en ca 18 år. Men i erindringen indgår tre tidsfaser: da han var ca. 10, 15-18, og så 31/35 år. Det sidste trin henviser til årene, hvori han skrev på værket, 1774 og 1778 dvs. tidspunkterne, hvorfra han ser tilbage. Og denne tilbageskuende erindring er skrevet med den skjulte overskrift, at den skal være morsom, skønt begivenhederne slet ikke var det. Som det hedder et sted under en omtale af en vild elskov: ”Men jeg maa ruste mig ud med mer Lune, førend jeg kan skrive herom;” Og man kan i høj grad sige, at det gælder hele værket, at det skrevet fra et sted udrustet helt med lune, for at få skrevet det skrækkelige, at han mistede sin eneste kærlighed, Arendse. Den Arendse, han ellers var gået i krig for at vinde som sin hustru ved at blive berømt og forfremmet for sin tapperhed i krigen. Han kom også i træfninger, men det handler bogen ikke om. Den handler om hans indbildningskraft (dvs. fantasi) undervejs og især den han har som skrivende mange år efter. Netop her betyder lunet, at det er så som så med hans ’Ærlighed’, som et kapitel hedder i det originale værk, men som ikke findes i denne halverede udgave. Dens to hovedtemaer er krig og kærlighed og mest det sidste, og de udsættes for fuldemands-fablerier på en græshøj ved Elbens bred, hvor han efterhånden drikker en hel flaske stjålen vin. Han er da på vej til den major, han skal tilordnes i den preussiske hær, men tager sig en lystpause på ’Højen’:
”Vær evig velsignet, evig udmærket, evig festelig du elskeligste blandt Elbens Høje, thi i dine Skygger drak Cimbrernes [dvs. jyderne] dengang spirende Barde [dvs. digter] fordum de udsøgteste Lyksaligheder i sig med store Drik [dvs. slurke], i dine Skygger følte, smagte, nød han alle en flammende, en med Laster ubesmittet Indbildningskrafts, alle et ædelt, et svulmende Hjærtes himmelske Fortryllelser!” .
Man mærker tydeligt, at her er en digter på alkohol, og er højt oppe på et genbrug af poetiske klicheer – og mærker man ikke også, at det er en meget ældre digter, der forsøger at skrive ungt og desuden med tilstræbt lune? Ellers morer han sig med at udpege alle sine fejl: Han har et noget ’Don Quixotisk i sin Karakter’ og han vil gerne ’bemærkes’ og drømmer følgelig om, at hans bedrifter i krigen skal omtales i Berlinske Tidende, så Arendse kan se, hvilken helt han er.
Alt dette foregiver at være hans ungdoms nutid, men er skrevet af 31 årig mand, der regner sig selv for gammel: ”Ak men det er ikke mer en lysgrøn med tusindfarverde Yndigheder omringet Høj, jeg sidder ved. En gammel sørgelig med to Puder opfyldt Lænestol er mit Sæde –”. Derfor kan han også fra denne nutid ca.1774 skrive hvor dårligt, det er gået Arendse, efter at de ikke fik hinanden, hvordan hun med ”blege og indfaldne Kinder” besøgte ham syg på lejet to år før og sagde ”De forrige Tider er forsvundne, Ewald””. Hun som var en kærlighedsgnist fra Paradis, så meget bedre end de tilløb til latterlige kærligheder, han tidligere havde mødt fra en Regimentkvartermesterfrue, en pige fra Flensborg med tobak på læben og meget store bryster, samt en påtrængende midaldrende dame.
Al denne lune, al denne latterlighed dækker smerten, som man mærker bliver forandret ved indbildningskraften, Ewalds løftende og humoristiske fantasi over sig selv.
Bo Hakon Jørgensen, februar 2022
Kinck
Alt det, der ikke bliver
Hans E. Kinck: Kærlighedsnoveller
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 13
Kbh. 1942
Vi er vist ikke mange, der i dag kender til den norske forfatter Hans E. Kinck (1865-1928). Hans tidsrum svarer næsten til vores egen Sophus Claussens (1865-1930), og han har stærke symbolistiske træk som denne. Men som forordet siger, var han nok kendt men ikke for nogen stor succes, intet hovedværk. Hans gennemgående tema er da heller ikke særlig salgbart, nemlig den forestillingsverden, der bliver tilbage i personen, når kærligheden IKKE bliver til noget.
Hans kærlighedsnoveller skal først etablere den kærligheds-overensstemmelse, der vokser op mod sin fuldendelse for så, lige inden toppen, at blive brudt ned med en sætning som fx denne i ”Glemselens Flod”: Det blev ikke til mere. Naturligvis.” Kender af 1890’erne kan i en sådan sætning også høre Johs. V. Jensens titel ”Kongens Fald”, eller Claussens linje : ”naar man til Konge er kaldet/ er man Konge ogsaa i Faldet”. Halvfemserne så følelsens nederlag som dens kvalificering. Netop på grund af dens størrelse og intensitet måtte den falde. Det er i sådan horisont Kincks noveller bliver sigende, også når de direkte i teksten taler om symboler i menneskers tilværelse. De vil rundt om de ydre begivenheder, der vokser til symboler i vores indre forestillings-verden, næsten fordi de ikke blev færdige i deres forløb.
Bogen rummer 3 noveller. Den første ”Oktober” handler om kærligheden mellem en ung mand og en noget ældre kvinde. De beskrives ude i landskabet i gang med at plukke hyben, og det siges, at de udefra set ligne ”mor og søn”. Dette forhold følger vi i en række stationer indtil næste oktober, hvor det går i stykker, da den unge mand skal træffe en anden i byen end ”den gamle kvinde”, som hans kammerater håner ham for. Forholdet mellem de to er meget kysk, og selv en badescene afvikler de hver for sig. Deres samtaler ses af fortælleren som dobbelttydige: ”Og de gaar en Tid og siger ingenting. Saa spørger hun, for der er tilsyneladende kommet Symbol i Ordene, underlig fjernt og let: ”Hvad mente du med det, du sagde Jens?”
Og det er ikke kun i deres samtale der er gået i symbol, også fortællerens repertoire betjener sig af symboler.: Frosten er kommet og blomsterne (dvs. deres forhold er i gang med at gå under i kulden. Lågen til hendes hus knirker, og sammen finder de violer under de gamle plantedele! Netop dette sidste emne gentages og bliver fremstillet i sin gammeldags klang, som præcis er det den unge mand bliver træt af…. og så bliver der ikke noget af den kærlighed. Novellens styrke er den fine leddelte opmærksomhed over for kærligheds-relationens opbygning på trods af alle de opløsningssymboler, den også fremfører.
Den anden novelle ”Glemselens Flod” handler om en ung students indtryk af en pige, der lige som ham står for sig selv og betragter landskabet. Han får aldrig kontaktet hende, inden hun næste år er død. Livet fører ham imidlertid i nærheden af hendes søster, og der synes at opstå en tilbøjelighed mellem de to indtil en tilfældig bemærkning om den nu voksnemands tåbelige udseende får søsteren til at trække sig tilbage. Og selv kan manden ikke komme ud af sit fortidsminde om den første Elinor. Også denne historie udspiller sig over mange år, hvor ”sindene sover”, og selv om de forsøger at vågne, kan de ikke, deres mindebilleder forhindrer det, og sådan bliver heller ikke denne kærlighed til noget.
Den 3. og sidste novelle er om landbørn og bybørn adskilt ved et rødt stakit ved en sommerbolig. Det lykkes dem dog at komme i kontakt med hinanden, skellet overskrides og de udveksler blomster. Det huskes af en udvandrer blandt landbørnene, da vedkommede mange år senere er på vej til Amerika:” […] den lille hvide Dame [pige], var kommet ham saa nær dengang uden for det røde Stakit og havde plukket Syrestilke ved Sydhuset og rakt ham dem i Barnehaanden, saa han gik med dem som hellige Lys… ” . Det er dette lys , der nu får ham til at udvandre, på jagt efter at opleve det igen.
De langvarige forestillinger i menneskers liv – deres egne sære arketyper eller låsende symboler, kunne man også sige, hvis det giver mening– er Kincks stadige tema, som han med stor varsomhed udfolder.
Bo Hakon Jørgensen, februar 2022
Bulwer
Fortidens skrækkelige øjne
Edward Bulwer: Det forheksede Hus.
Forord ved Peder Hesselaa.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 14
Kbh.1942
Det må være alsidigheden, der fik redaktionen i 1942 til at indlemme Bulvers ”Det forheksede Hus” i serien. Horror- og mystiklæserne skulle have deres. Forordet starter imidlertid med næsten en undskyldning: ”En moderne Læser har lidt svært ved at fatte den Entusiasme, hvormed Samtiden slugte Bulwers Romaner”. Historien, på sine små 60 sider her i bogen, er fra 1859 og Bulwers årstal er 1803-1878. Udover at være forfatter af især historiske romaner var han politiker og litteraturkritiker, kort sagt en temmelig kendt person, der gerne beskæftigede sig med okkulte tilgange til verden fx den såkaldte ’mesmerisme’ fra romantikkens tid ca 1800. Denne retning forestillede sig overføringer fra det ene menneskelige sind til det andet ved en slags magnetisk hypnose, og retningen udgør, hvad Uffe Hansen har kaldt ”psykoanalysens fortrængte fortid”, fordi dens interesse for det menneskelige sinds ’ubevidste’ sider føres videre i Freuds psykoanalyse. Man kan meget vel forestille sig, at det var disse tanker om muligheden for at påvirke et menneskeligt sind så afgørende, at det handlede efter ordre uden at vide det, der optog samtiden 1850 så voldsomt? Jævnfør senere propaganda og hjernevask.
Bulwer tilfredsstiller i nogen grad sin samtidige læsers interesse for det menneskelige sinds dybder. Han sætter sig selv i scene som et jeg, der har fået at vide, at der findes et særligt forhekset hus i London. Da han er interesseret i okkulte sager, flytter han ind med sin tjener i dette hus, som tidligere lejere er flygter fra efter blot nogle få overnatninger. De to mænd bliver da også udsat for lidt af hvert i huset: døre der åbner og lukker sig, fodtrin foran og bag dem, skygger og tågelignede menneskefigurer. Deres medfølgende hund sanser det hele stærkere og kryber forskræmt sammen i en krog, og senere får den vredet halsen om af en ukendt magt og dør. En kvindehånd svæver i rummet med nogle breve i hånden, der fortæller om for længst glemt forbrydelse og alt i alt ligger hele spøgeriets udspring godt 100 år tilbage i tiden. Forbrydelse må være begået i netop dette hus for næsten 100 år siden, hvorfor det er blevet forhekset. Det hele synes koncentreret om et værelse, og nogen tid efter får jeget ejeren til at rive værelset ned, men under denne proces findes der endnu et værelse, et ukendt et nedunder det første, med alskens 100 årige efterladenskaber.
Lige som man så tror, at man skal have forklaringen på alle de skrækindjagende ting, som jeget hele tiden har hævdet, at der ’må ligge en menneskelig vilje bag’, så forskyder historien sig og forklarer i og for sig ingenting, men finder en mærkelig orientalist hjemkommet fra Indien, der siges at have sådanne mesmeriske kræfter, at han kan sætte ting i gang over afstand, som det er sket i huset, hvor han i et tidligere liv har boet. Men netop,som Orientatlisten så skulle passes op og forklare sine virkninger, forsvinder han til Australien. På denne måde er fortællingen hele tiden skridende og er karakteriseret ved at dænge mærkværdige detaljer oven på hinanden uden egentlig at forklare dem.
Også den fantastiske litteratur er fra cirka dette tidsrum omkring 1800, hvor samfundene tager nogle voldsomme spring ind i industrialiseringen. Fortidens levemåder bliver uforståelige, næsten ligesom computeren omkring 1985 forvandlede vores liv i forhold til vores liv før. Fortiden begynder at spøge i os, som den gjorde det omkring 1800-1850 med interessen for mesmerismen.
Bulwer er en mærkelig blanding af okkultist og naturviden-skabsmand. Han har positivismens tyrkertro på, at alt kan forklares engang ved naturens love, som vi blot ikke kender endnu. Samtidig skræmmes hans sind af alt det, man får øje på med de teknologisk forstærkede sanser fx i mikroskopet: ”Larver saa blodløse og hæslige, at jeg kun kan beskrive dem ved at minde Læseren om det myldrende Liv, som Mikroskopet afslører i en Vanddraabe – gennemsigtige , smidige og hurtige Smaavæsner, der jager og fortærer hverandre – […]” (s. 31). En sådan verden måtte der også findes i det menneskelige sind! Det er denne rædsel Bulwer skriver på -– og man ser samtiden jaget af sine egne opfindelser og de medfølgende erkendelser. Alt det man nu kunne se, som man ikke vidste om tidligere.
Bo Hakon Jørgensen, februar 1922.