Stifter
Adalbert Stifter: Granit.
Hasselbalch Kulturbibliotek nr.15.
Forord ved Sigurd Schoubye.
Kbh. 1942.
Godt disse Hasselbalch-bøger har fået forord efterhånden, som vi kommer frem i numrene. For Stifter siger vist ikke mange læsere noget. Hans årstal er 1808-1868. Hans prosa er rolig og saglig, nærmest lidt pædagogisk, og han har selv udtalt at han søgte ”at bidrage med en Smule af det Gode til Evighedens Slot” med sine værker. Og når man læser de følgende sætninger f fortællingen ’Granit’, synes man, at der oprulles et fornuftigt univers, et gammelt liv, hvori man selv godt kunne leve:
[En stor sten foran hjemmet beskrives] ”Dens Sideflader er hugget raat ud, men den opadvendte Flade er blevet saa fin og glat, fordi der saa ofte er blevet siddet paa Stenen —, som var den overtrukket med den kunstrigeste Glasur. Stenen er meget gammel, og ingen mindes at have hørt noget om, hvornaar den er blevet anbragt der”.(s.13) Der er noget pålideligt og enkelt i denne monotone stil, der alligevel (’Glasur’) har et svagt symbolsk perspektiv, den uendelige fortid bagud og de mange, der var i den og har siddet på stenen og fortalt.
Fortællingen fortsætter i denne stil, der lægger detallje på detalje i beskrivelsen af steder i landskabet med bjerge og skove, hvor fortid har gjort sig gældende. En bedstefader går en tur med sit barnebarn gennem landskabet og fortæller til dette barn stedernes historie, og hjemturen sluttes med at han sidder og fortæller færdig på den store sten med den glatte overflade. På tysk hed fortællingen ikke ’Granit’ men derimod ”Begbrænderen” (1859), og denne titel giver bedre den lille startsekvens til historien. Beget er en slags trætjære, der varmes op til en klæbrig vognsmørelse, som man brugte før olien kom frem. En sådan skælmsk begbrænder kommer forbi drengen ved stenen og spørger, om han vil have sine fødder smurt ind i vognsmørelsen? Det synes drengen er spændende og med indsmurte fødder løber han ind til sin moder hen over hendes renvaskede gulv og får derfor straf. Den milde bedstefader lægger sig imellem og tager drengen med ud på en lang gåtur, hvor han først spørger til, hvad der er forgået med vognsmørelsen og derpå fortæller han om begbrænderiet og dets placering i skovene, de går igennem. Bedstefaderens fortælling handler om pesten, der gik over egnen og næsten dræbte alle beboere, undtagen en begbrænder-familie, der boede alene i skoven i en hytte. Men forældrene og mange af børnene undtagen en dreng blev smittet og døde efterhånden . Drengen finder så en syg livløs pige i krattet, får gjort hende rask og – som en bedre omvendt syndefaldshistorie – klarer de sig ned gennem skoven til byen, til det fremtidige liv, hvor de vokser op og bliver gift osv. Andre folk fortsætter begbrænderiet og går rundt og sælger vognsmørelsen, som den person, der i starten smurte vores dreng ind.
Jeg har gengivet handlingen så detaljeret, for at man kan se, hvordan fortællingen ikke er en klassisk fortælling med plot og pointe med snarere en slags afdramatiserede folkesagn, der lægges ved siden af hinanden. Forordet karakteriserer Stifter som forfatter ved at sætte ham i forbindelse med begrebet Biedermeier, en betegnelse man fandt på omkring 1900 for tiden omkring 1830 . Den skulle særligt fremme det positive hjemmeliv i den borgerlige familie under valgsproget ”glück im Winkel”, altså lykken, roen og harmonien i det stille hjørne af stuen. Man har ofte senere set ned på denne dyrkelse af roen og harmonien i biedermeier-tiden, men Stifter viser, hvad den også kunne være: de gamles hjælpende hånd til de unge ved at fortælle dem ind i den verden, de skal vokse ind i. En pædagogisk kærlighed næsten før den kunne hedde noget sådant.
Bo Hakon Jørgensen, februar 2022
Logan Smith
Vores beklagelige illusioner
Logan Pearsall Smith: Trivia
Forord ved Johannes Smith.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 16
Kbh. 1942.
Jeg rammes af ordet ’trivia’ som titel på bogen, da jeg er stødt på det hos Per Højholt, der var 14 år, da den lille bog udkom. Senere kan han meget vel have stiftet bekendtskab med den, i hvert fald genbruger han betydningen af ’trivia’ i digtet ”Groteskens område” (1978), som den bliver forklaret i Hasselbalch-bogens forord: Stedet hvor tre veje mødes, stedet hvor alle passerer hinanden, dvs. menneskets almindelige betydningsløse situationer.
Bogen består af korte prosaforløb, ironiske og selvironiske refleksioner udført af en amerikansk/engelsk digter 1918 og 1921 med yderligere en kort tekst fra 1931. Smith er født i 1865 og døde 1946, og han var essayist og kritiker. Af fødsel amerikaner men bosiddende og studerende i Europa især i England. Jeg vælger den følgende aforisme-lignende refleksion som et eksempel på hans stil og emneområde. Teksten bærer overskriften:
” ”Minusser” Med mig vilde alt være godt, hvis det ikke var for alle disse pludselige Besøg af Lykken, hvis ikke Himlens Blaa nu og da strømmede ned over en, eller Paradiset holdt sit Indtog eller man blev henført til salige Øer, eller hvordan man nu vil beskrive disse Forstyrrelser. Hvis det ikke var for dem, saa vilde jeg være saa god som nogen og betale min Skat saa prompte som nogen i vores Gade.”
Det er jo en stil der optager poetiske clicheer i sig og lever af at udsætte dem for negation. Nok er ’himlens blå’, Paradiset eller ’salige øer’ clicheer, men det ligger jo også i teksten, at han et øjeblik har troet på dem, ja ligefrem følt sig ’besøgt af lykken’. Disse øjeblikke er det, som diskvalificeres, men som i kraft af deres nævnelse alligevel overlever. På den vis er ’stilen en tryllestav’, som det hedder i en anden tekst. Stilen tillader ham ved sin overordnede negativitet at være naiv og illuderet nedenunder.
I det hele taget er illusionerne hans brændstof, dem vi alle sammen har og deraf det’ trivia’, som bogens titel henviser til: ” […] hvor skal jeg finde den Lykke, som mine Drømme og Solsortesang lover, som Bølgerne hvisker om, og som Lirekasserne i Gaderne omkring Paddington nynner om. […]” Her kan man notere sig, hvordan ordet ’lirekasse’ kommer ind som en undergravning af poesien tidligere i sætningen med dens ’solsortesang’.
Samlet er der tale om en slags overklasse-desillusion udsat for selvreflekterende prosa, der udstiller egne fejl: ” Der er Mænd og Kvinder, der er kommet til Verden for at gøre det jordiske Arbejde og faa den jordiske Belønning, andre for at se til og følge, hvad der sker. Disse to slags Mennesker skulde holdes hver for sig, for de er tilbøjelige til at skamme sig, naar de møder hinanden”. Det er godt set, selv om det er politisk fastlåsende. Hvorfor skammer de sig for hinanden? Fordi de gensidigt ser det, de selv mangler og lider under denne mangel.
Smith illusionskritik er således solidarisk, den menneskelige fornuft er altid ved at gå under, fordi vores indre liv er så voldsomt: ”I det indre kan vort Liv være et Under, men vort Navn og vor Næse er velkendt for Verden.”… Hvem er vi mest, vores indre eller vores ydre? Det er denne kløft Smith færdes henover.
Bo Hakon Jørgensen, marts 2022.
Tjekhov
Anton Tchekov: To Fortællinger.
Indledning ved C.Volkersen
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 17
Det samme
Den russiske dramatiker Anton Tjekhov (1860-1904) havde sin storhedstid i 1890’erne. Det var symbolismens tid med dens opmærksomhed for tilværelsens skjulte dybe betydninger bag om alle overflader. Det var på dette tidspunkt Madame Curie bestemte røntgenlyset, der kunne trænge igennem huden til skellettet nedunder. Og det var på det tidspunkt, man dannede begrebet ’arketype’ for det uforandrede ens bag mange forskellige udtryk. Den franske digter Mallarmé talte om fold på fold dvs. om mellemrummet mellem to af det samme. På mange sådanne måder kan man ophøje ’det samme’ til et overbegreb for symbolismens tid i 1890’erne. Eller rettere, hvad sker der mellem to ens?
Tjekhov udfolder sig netop i pauserne mellem det samme. I sin dramatik: Mågen/ Onkel Vanja / Tre søstre, lader han personerne tale om deres eget uden at svare dem, de taler med på scenen. Meget sker under de udvekslede replikker, men det er af en ganske anden art end det samtalerne tilsyneladende handler om. Hvis man ser replikkerne som netop fold på fold, så er det mellem to af de samme folder, at handlingen foregår. Set fra personernes side er det tragedier af kontaktløshed, der udspiller sig, medens det for publikum er morsomt at se personerne gå så voldsomt skævt af hinanden.
Især den anden af de to fortællinger ”Duschetchka” (som betyder noget a la ’darling’) handler om 'det samme'. En nogenlunde smuk pige, i en provins tæt på Moskva, må have noget at elske hele tiden og tager stadig de nærmeste mænd , også selv om de dør fra hende med års mellemrum. Hun er arketypisk den samme hele tiden, og det samme sker igen og igen. Ægtefolkene bliver gift og lever et stykke tid lykkeligt. Hun kommer til at sige det samme som ægtemanden i forskellige udgaver (teaterdirektør, tømmerhandel, dyrlæge). Efter et stykke tid skal manden bort på en rejse, som han på lidt forskellig måde dør af. Sandsynligvis antydes det, at disse mænd opsøger noget andet kvindeligt kød på sådanne rejser, uden at den hjemmeblevne Olga opdager noget. Efter mændenes død har Olga perioder af dyb sorg og oplever et voldsom tab af mening, som fortælleren beskriver således: ”Og hvor er det forfærdeligt ikke at have nogen Mening! Man ser f.Eks., at dér staar en Flaske, eller at det regner, eller at der kommer en Bonde kørende, men hvad den Flaske er til eller Regnen eller Bonden, hvad Meningen er med disse Ting, det kan man ikke sige og vilde ikke kunde sige det for tusind Rubler”. Det er en sådan mening 1890’erne eftersøger, meningen bag det trivielt samme, som Sophus Claussen kunne digte 1904 i ’Nætter’: ”Ak giv mig som Afgrunds- og Himmelstormer/ det Greb, som kan knytte de tusinde Former”.
Den anden fortælling ”Bønder” er tilsyneladende mere differentieret som et portræt af bondelivet på landet, som Tjekhov kendte fra sin livegne bedstefader og fra sin far. Handlingen lader en syg tjener fra Moskva besøge sin barndomsegn, hvorpå vi så via ham og hans kone og datter følger indsigten i det samme som i hans barndom, tæv, snavs og vodka og dertil generationernes gnaven på hinanden. Intet er forandret, alt er det samme. Sammenstødene med herregårdsfolkene, de fine og renvaskede, og fogederne, der opkræver skat hos fattige familier, hvor samovaren er det sidste at pantsætte. Tjeneren dør i den sidste medicinske kur og hustruen og datteren går videre ud i landskabet som tiggere. Man forstår hvorfor vodkaen som trøst er så tæt på i denne verden, hvor alt går nedad. Det er en uhyre præcision i beskrivelsen af bondelivets skikke, lyde og lugte, der giver Tjekhov en objektiv skal, hvorunder man skal søge betydningerne. Man har i fortællingen set ned mellem to folder i tiden til den uforandrede rå eksistens.
Bo Hakon Jørgensen, marts 2022.
Dalgas
Lidelsens vej eller den humane biologi
Ernesto Dalgas: Noveller og Fragmenter.
Forord: Aage Henriksen
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 18
Kbh. 1942.
En ung Aage Henriksen (1921-2011), der senere blev en betydende litteraturprofessor ved Kbh. Univ., skrev forord til udgivelsen som 21 årig i 1942 , og han må have været den drivende kraft bag dette forsøg på at revitalisere Ernesto Dalgas’ forfatterskab som 1890’er-typisk. Det var første gang siden 1903-04, at en tekst af Dalgas (1871-1899) udkom. Han havde netop i 1899 skudt sig selv men inden overdraget vennen Axel Mielche at udgive hans manuskripter. Det skete i 19003 efter et kæmpe redigeringsarbejde og delvist mod Dalgas-familiens vilje. For familien havde ikke høje tanker om den svagelige og anfaldsplagede filosofiske nørd, som Ernesto jo var. Hans store roman ”Lidelsens Vej” fra 1903 har ved Aage Henriksens indsats fået en position som et gennemført eksempel på en dannelsesroman i 1890’erne, og det er romanens gennemreflekterede udviklingsstadier i et menneskes liv, der gang på gang bringer Dalgas på bane, når der tales om dannelsesroman til forskel fra udviklingsroman omkring 1900.
Hasselbalch-udgaven i 1942 skal være en appetitvækker på Dalgas’ forfatterskab. Derfor bringes et par noveller fra hans eneste hele udgivelse i levende live ”Krøniker og Æventyr ” 1896 samt tre fyldige klip fra den store posthume roman ”Lidelsens Vej”.
Hvad der slår en ved læsningen er tyngden i både Dalgas’ stil og viden. Hans hovedområder er Comte’s positivisme og så kristendommen, som han mellem sindssygeanfaldene vakler imellem. Hans Kierkegaard-læsning er omfattende, og han kan fuldt ud siges at skrive under på Kierkegaards udsagn om at ’sandheden er subjektiv’. Endnu mere overraskende er det i Efterskriften til ”Lidelsens vej” at finde Michel Henry’s Livsfænomenologi foregrebet. Selve Fænomenologien, der også har sit udspring i 1890’erne hos Husserl, nævner Dalgas ikke, men man ser tydelige ligheder i følgende citat , hvor det er hovedpersonen Salomon, der taler, men klart med Dalgas’ stemme:
”Den Videnskab, som jeg har eksperimenteret med, er den højeste af alle Videnskaber, Læren om det menneskelige Liv, den humane Biologi.[…] Den Erfaring , som Biologien bygger paa er det enkelte Menneskes allerinderste Erfaring. Den er ikke noget udvortes, enhver kan tage og føle paa. Kun én kan godkende den, det levende Menneske, som selv oplever den. Derfor er Livserfaringen ikke tilgængelig for almindelig Undersøgelse.[…] Hvor langt Mennesket end kommer, slipper han aldrig ud over sig selv. Alt ser han gennem farvet Glas. Selv andre Personer opfatter han kun i Lyset af sin egen.”
Michel Henry har omkring 2000 kritiseret vores nutidige biologi for ikke at interessere sig for, hvad liv er, men bare at gå ud fra, at det er. Det er det samme Dalgas siger i citatet, hvor han taler om den ’humane biologi’, der er knyttet til det enkelte menneskes egen erfaring af at være levende. Og man må jo være levende i forvejen for at kunne udtale sig om det at være levende, som burde være biologiens emne og ikke dyrearter og planter m.m. I og med at man som subjekt oplever, at man er levende, må man indse, som Dalgas jo her gør det, at sandheden er subjektiv.
Men man kan ikke være sikker på, at Dalgas mente ovenstående hele tiden, men nok indimellem anfaldene. Han var jo også tilhænger af positivismens ’mål alt, hvad der kan måles'-forestilling om den sejrrige videnskabs greb om den materielle verden. Kristen var han nok heller ikke hele tiden med sin filosofiske tilgang til troen. Men disse svingninger gør ham til pålidelig seismograf for tidsånden i 1890’erne, som. kommer tydeligt frem i de to noveller om verdensformlen for al viden - og i den anden novelle den fortvivlede søgen efter ensomhed i en moderne offentlig verden af utallige mennesker på allestedsnærværende cykler!
Bo Hakon Jørgensen, marts 2022
Mozart
Et almindeligt menneske
Mozarts Breve.
Forord ved Clara Hammerich
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 19
Kbh. 1942
Det er ikke for bemærkninger om musik, at disse breve er udvalgt. De er snarere gengivet for at vise, hvor almindeligt et menneske Mozart (1756-1791, kun 35 år) var ved siden af sit musikalske geni. Det er jagt på engagementer, klage over dårlig behandling af fyrster og ærkebiskopper, samt giftermålet med Konstanze Weber, de handler om. Modtageren af brevene er fortrinsvis Mozarts fader, som han fortæller om sit liv, når han er væk fra faderen, der opholder sig i Salzburg. Men netop fordi de er så almindelige i deres fortælling, giver de et fremragende indblik i, hvad man kunne kalde ’hverdagslivet’ i anden halvdel af 1700-tallet. Altså hvordan man som komponist klarer sig ved at have elever, får opgaver af fyrster som at skrive operaer til dem, men tydeligvis altid mere eller mindre dårligt betalt. Ansættelsesforhold er i vores nutid blevet langt mere reguleret end i 1700-tallet, hvor musikere måtte leve på pengestærke fyrster og grevers nåde, men den vrede disse forhold vækker hos arbejdsgiver eller arbejdstager synes uforandrede. Mozarts breve fra omkring 1780 tegner ikke en totalt anderledes verden, man genkender den fra sig selv og andres ansættelser i nutiden og disses trakasserier.
Fra sin position mellem klasserne konstaterer Mozart mange ting ved mennesker, han møder, lige ud af posen til faderen: En koparret person, en arrangør Wieland, ses fx som dette: ”Man er overordentligt generet i hans Nærværelse, man lægger mærke til hvert Ord, der udgaar fra hans Mund. Det er blot en Skam, at de maa være (der) saa længe i Spænding, for han har en Defekt ved Tungen. […] Ellers er han et fortræffeligt Hoved. Ansigtet er inderligt hæsligt, fuldt af Kopar og med en temmelig lang Næse.” Det er jo en ganske almindelig og meget dækkende beskrivelse, som også et moderne menneske kunne have givet, hvis vi ikke havde overgivet al magt til fotografiet. De adelige, som Mozart omgås meget, da det er derfra pengene til ham kommer drypvis, er altid tvunget til at gifte sig til penge, hvad Mozart priser sig lykkelig for ikke at være: ” De adelige kan aldrig faa lov at gifte sig af gusto (smag) og Kærlighed, men kun af Penge- og mange andre Hensyn.[…] Men vi stakkels jævne Mennesker, vi skal ikke alene tage en Kone , som vi kan lide og som kan lide os, men vi maa, kan og vil tage en saadan, fordi vi ikke er noble, ikke højtstaaende og adelige og rige […]”
En sådan kone finder Mozart hos en familie Weber, hvor den mellemste datter Konstanze falder i hans smag på grund af hendes ligefremme og almindelige væsen. Hans overvejelser inden forlovelsen giver han således til faderen: ” Naturen taler lige saa højt i mig som i enhver anden og maaske højere i mig end i mangen en stor stærk Lømmel. Jeg kan umuligt leve som de fleste unge Mennesker i Øjeblikket. For det første har jeg for megen Religion, for det andet for megen Næstekærlighed og for ærlig en Tænkemaade til at jeg kunde narre en uskyldig Pige, og for det tredje for megen Gru og Væmmelse, Angst og Frygt for Sygdomme og for megen Kærlighed til mit Helbred, til at jeg kunde give mig af med Skøger”. Så ligefremt taler Mozart, i en alder af 26 år i 1781, med overvejelser som mange unge mænd må have gjort sig i 1700- og 1800-tallet. Det er måske netop karakteristisk, også for stilen, at Mozart ikke kaster sig ud i billedsprog, men at teksten giver sikkerhed for, at der fandtes et sådant reelt sproglag neden under den begyndende romantiks metaforer og mytologier. Mozart havde sin musik til den slags overliggende betydninger og vidste præcis, hvordan han netop komponerede dem. De følgende ord findes ikke i de her bragte breve, men i et andet brev til faderen, som også spillede musik: ”Men lidenskaber, uanset hvor voldsomme de end måtte være, må aldrig udtrykkes på en sådan måde, at de vækker afsky, og musikken må selv i de mest grufulde situationer aldrig støde øret. Den skal altid behage tilskueren eller med andre ord aldrig ophøre med at være musik”. (fra Benestad: Musik og Tanke. Oslo 1976, s. 212)
Et sådant mildnende, forstående greb om begivenheder og verden kan Mozart jo meget vel også have udfoldet over for sin far, som han elskede højt. I hvert fald er den positive almindelighed, og af og til en ligefrem pjattehed, påfaldende i disse breve, når man nu ved, at han døde ung som 35 årig som følge af skrantende helbred gennem mange år, som man har hørt meget lidt til i disse breve.
Bo Hakon Jørgensen, marts 2022
Hjalmar Bergman
Det meningsløse skift
Hjalmar Bergman: Noveller.
Forord ved Felix Nørgaard.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 20
Kbh. 1942.
Hvis man tro,r at livet var lettere i fortiden, så skal Hjalmar Bergman (1883-1931) nok få en til at ændre mening. Selv bukkede han under for stoffer og alkohol godt 48 år gammel i Berlin, i en af de europæiske byer han ofte opholdt sig længere i.
Det lille udvalg her består af tre noveller. Hvoraf den ene ”Markurells Død” handler om en gammel syg mand, der venter sin søn hjem efter tre års udlændighed lige inden skal dø. Ikke desto mindre fremturer hans negative ven, parykmageren, på denne måde ved dødslejet:
”Du har haft ham i mange Aar, og du har haft Glæde af ham. Men nu er det forbi. Det er det, du skal forstaa og frivilligt give Afkald. For at stritte imod , naar det gaar stejlt ned ad Bakke, det gør det kun værre, Markurell. […] Jeg skal sige dig, hvordan det Møde [med drengen] bliver. Enten bliver det saadan, at du klamrer dig til Drengen og ikke vil slippe ham, og saa dør du i Sjælekval, der bliver haard for dig og uhyggelig for ham. Eller ogsaa, Markurell, vil du betragte ham roligt, og du vil sige til dig selv, at ingen og intet er dig mere ligegyldigt end han. Den afsked bliver haard for ham, Markurell, men uhyggelig for dig.”
Alle der har børn kan vist fornemme, hvor grusom, men også hvor korrekt denne replik er! Hvordan en forælders forventning til relationen til barnet, som en sådan forælder er tilbøjelig til at se som den reneste kærlighed i tilværelsen, hvordan den skæres ned til sokkeholderne. For man aner jo, hvor meget barnet har forandret sig ude i den store verden, medens man selv synes, man er sig selv lig. Mødet kan blive sentimentalt, men det kan også blive ligegyldigt.
Denne Markurell er en foretagsom værtshusholder, der rager alle projekter til sig, og tjener penge som græs. Omkring sig har han ikke mange venner men dog to specielle. Denne ene, en sprogglad lektor, der gerne formulerer sig med hele litteraturen i ryggen og gerne positivt, og så altså den anden og negative, parykmageren. Man kan sige, at forfatteren til novellen har to stemmer i hovedet, og hele stilen er deres kamp, hvor den negative sejrer, for mødet med drengen bliver slet ikke til noget, afkaldet ind i alderdommen sejrer: Markurell dør lige inden mødet. Det er tabet ind i alderdommen, der er det egentlige tema i historien, dette at man(d) skal lære sig at give afkald på alt, hvad man(d) har kunnet. En grusom historie om mandlig impotens ligeledes. Eller som Johs. V. Jensen skrev så rigtigt: ”Hvor kan den sunde Mand forstaa,/ at han ogsaa en Gang maa gaa".
Historien er fuld af livsvisdom af den kedelige slags, en epik på det konstante nedelag gennem livsårene. Ikke en udvikling frem mod større indsigt, men mod større og større afkald: ” Børn vil lege, efter at de er blevet voksne; de voksne vil elske , efter at de er blevet gamle; de gamle vil leve, efter at de er døde. Det er en forbandet Tungnemhed, som vi maa lære at lægge af. Kunsten bestaar i at give Afkald, i Tide. Og frivilligt".
De to andre historie har lige så kuldkastende begivenheder: en tidligere elsket vender tilbage for lige inden foreningen at drukne, og hvad tænker den efterlevende så på ? ”Bagateller” dengang de mødtes. I den sidste novelle istandsætter to søstre deres hus i forventningen om særlige gæster. De kommer ikke, og søstrene er lige ved at skulle flytte, men en stemning hos ejeren ændrer alt.
Bergman har en sans for omskifteligheden i menneskeligt dagligliv. Hvordan vores forventninger gennemhulles af uforudsete hændelser. En slags epik med indbygget modstand: tilfældet, det meningsløse skift midt i en tilsyneladende meningsfuld eksistens.
Bo Hakon Jørgensen, marts 2022
Darwin
Uddrage almene love –
Charles Darwin: Selvbiografi.
I udvalg og oversættelse ved
Christian Stub-Jørgensen.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr.22
Kbh. 1943.
Det må være af hensyn til de forskelligartede læseres lige så forskellige interesser, at denne sammenklippede udgave af Darwins (1809-1882) biografi blev udgivet. Eller for at berolige næsten 100 års debat om menneskets nedstamning fra aberne - darwinismen? For Darwin er virkelig ikke nogen revolutionært indstillet person. Han er en beskeden videnskabsmand, der samler prøver sammen og kommer med teorier om prøvernes sammenhæng med almene naturlove. Og hans liv er ikke spor interessant, eller omvendt interessant ved overhovedet ikke at være det.
Ved forskellige personers indgreb til fordel for ham kom han med på ekspeditionsskibet Beagle’s tur til Sydamerika 1831-36, og hans notater og indsamlinger fra denne lange tur gav ham stoffet til forfatterskabet og ikke mindst til hovedværket ”Arternes oprindelse” fra 1859. Men end ikke denne turs detaljer hører vi om i selvbiografien her, hvis dele er fra 1876 og 1881, for disse detaljer har han skrevet om i en dagbog fra rejsen, som er udgivet, og derfor ikke behøver at berøres. Selvbiografien her kan vel nærmest kan beskrives som et curriculum vitae med hele sætninger i stedet for kolonner. En videnskabsmands nøgterne opregning af sit arbejdsliv og dets resultater. Egentlig mest optaget af at påpege egne mangler og egen sygdom som grunde til, at han ikke gjorde det endnu bedre, og at han ikke var mere blandt ligesindede men trak sig tilbage for at dyrke sin videnskab og beskytte sit skrøbelige helbred i et landligt og noget isoleret hus i Down.
Han taler mest fængende om et brud i sit liv, hvor interessen for videnskaben tog over, omkring hans 30.te år, altså omkring 1839, hvor han gjorde det første udkast til det, der senere skulle blive til ”Arternes oprindelse” fra 1859. Før det havde han i nogen grad været optaget af poesi og musik og ikke mindst jagt, men det forsvandt med hans optagethed af videnskaben: ” Dette mærkelige og beklagelige Tab af højere æstetiske Interesser er saa meget mærkeligere, som jeg stadig interesserer mig lige saa stærkt som før for Bøger om Historie, Biografier, Rejsebeskrivelser (ganske uafhængigt af deres Indhold af naturvidenskabelige Oplysninger) og alle slags Essays. Min Aand synes at være blevet en slags Maskine, der uddrager almindelige Love af store Dynger af Kendsgerninger, men hvorfor det har foraarsaget Hensygnen udelukkende af den Del af Hjernen, hvor den æstetiske Sans har Sæde, kan jeg ikke begribe”. Uden at være bagklog kunne man jo foreslå, at Darwin her ufrivilligt kommer til at pege på den reduktion af det menneskelige sanseapparat, som den moderne naturvidenskab siden Galilei omkring 1600 har gennemført, og som positivismen omkring 1850 forstærkede. De menneskelige sanser bindes så stærkt til yderverdenens genstande, at de mister sansen for sig selv og deres egen virkemåde, som vel om noget er det, der karakteriserer det æstetiske.
Ret skal være ret, et enkelt sted (s.48) berører Darwin faktuelt sin teori om arternes oprindelse. Hans vigtigste opdagelser er, forklarer han, at arterne udvikler sig, forandrer sig efter de vilkår, de lever under, tilpasser sig, og at de bedste individer til denne tilpasning udvælges videre gennem parringsvalget. Det blev af samtiden opfattet som en bombe under dannelsens kontrol over den menneskelige udvikling. Måske var det en sådan bombes virkning, Darwin allerede registrerede i bortfaldet af den æstetiske interesse?
Bo Hakon Jørgensen, marts 2022
Ekelund
Vilhelm Ekelund: Aforismer og Essays.
Forord ved Emil Frederiksen.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 24
Kbh. 1943.
Antikken opretholdt
Man tror det næsten ikke muligt i dag, men den svenske digter og kritiker Vilhelm Ekelund (1880-1949) troede fuldt og fast på antikken. Han tilhørte den ’Skånelyrik’ som omkring 1900 havde en tilknytning til Danmark, og som tog J.P.Jacobsen som en af sine idealfigurer. I hans essays og aforismer finder man en litterær kritik, som den så ud, før man med nykritikken begyndte at vise, hvordan man kom til sin forståelse af et digts ordlyd. Ekelunds skrivemåde og forståelsesform er postulater uden argumentation, og han omgås store digtere i brede overskrifter med århundreder, der går over i hinanden i udviklinger, intet menneske har kunnet udføre eller bære. Traditioner besjæles eller personificeres i store digtere, som det kræver stor belæsthed at sætte pris på.
Fra antikken henter han begrebet ’Charis’, den menneskelige:””Sjæl”, Adel, [som] ikke lader sig gribe ved Hjælp af en nærgaaende Beskrivelse. Det herlige ved et Menneskes Øjenhaar, den lynsnare Lysning af Charis, Adel – alt dette, der styrer Tanken i en mild Afgrund – fanges aldrig anderledes end i den rene Tankes Enthusiasme. Det er den usynlige Violduft, din Tanke vil bade sig i, tage med sig og om sig overalt, det er det, der gør Aanden til Sol”.
Denne adel er antikkens kraft, som det ifølge Ekelund er vigtigt at søge i sig selv: ’søg foråret i dig selv, charis’. Men charis er også glæden ved at overvinde vanskeligheder, og ud fra denne adel og glæde vokser så det heroiske menneskesyn, som karakteriserer Ekelunds strenghed med henblik på at nå det græskes skønhedsvision. Af antikkens to hovedværker Illiaden og Odysseen foretrækker han langt hen Odysseen, fordi åndsnærværelsen hos Odysseus fremviser et værn mod sjælens misdannelser. For det græske går for Ekelund ud på at afvæbne dæmoner i det menneskelige sind.
Goethe er et andet af Ekelunds idealer, men også Nietzsche og Kant er vigtige, fordi ”de lærer os, hvorledes det er muligt at leve trods Synet af Afgrunden – just i Kraft af dette Syn. De ildner vore Hjerter, gør dem stolte, giver dem tragisk Glæde. Hos dem føler vi Forbindelsen med det største vi har, Goethe og Hellas.”
I aforismesamlingen (som indgår i bogen her) om Swedenborg (1688-1772) og hans korrespondancelære mellem den åndelige og fysiske verden nævner Ekelund en passant ”det orfiske menneske” (s.46). Det er det menneske, der har Orfeus, digterguden, som tilgang til verden, den Orfeus, som var symbolisternes særlige tegnfigur, fordi han formåede at bevæge dyr og planter henimod sig ved sin sang. Denne kraft har poesien hos de store forfattere, mener Ekelund, fordi de formår at åbne sig for det guddommelige – vel at mærke i den græske forståelse af det (næsten dennesidige) guddommelige.
For Ekelund er ingen ven af kristendommen. Han trækker netop den svenske digter Tegnèr (1782-1846) frem for hans store sjælelige problemer ved at være biskop, som han blev det i 1824. Han fremholder især Tegnèrs dybe forhold til antikken, og hans modstand mod romantikkens sjælelige ”Pylren”. Han stræbte efter en dennesidig poesi, men syntes aldrig selv, at han gjorde det godt nok. Tegnèrs breve er derfor fulde af klager, over ”hans falske stilling i sit forfejlede liv”. Hans berømte ”Frithiofs Saga” (1825), så han med mishag på: ”Jeg er som et Barn, der kun ser Hullerne i sine Søndagsklæder”. Dette mishag ved det præsterede er den ild i kunsten, som brænder digterne op. Det tjener til Ekelunds pris, at han midt i det græske lys fra antikken kan gå så solidarisk til den kritiske drift (netop afgrunden) i det digteriske, som modarbejder lyset, foråret og forelskelsesmomentet i det menneskelige.
Bo Hakon Jørgensen, april 2022.
Delacroix: Dagbog
Forord Paul la Cour
Hasselbalch Kulturbibliotek nr. 25
Kbh. 1943.
Ikke tanken men sindet
”Et Billedes første Opgave er at være en Fest for Øjet”. Sådan begynder Delacroix’ (1798-1863) sine sidste optegnelser i dagbogen, som han førte i ungdommen og især i de sidste 17 år af sit liv. Eugène Delacroix var en fransk romantisk maler, der skabte meget lidenskabelige malerier med kampe og slagscener som yndede motiver. De fleste mennesker som har haft historieundervisning kender hans maleri fra den franske revolution i 1830, hvor en næsten barbrystet kvinde i spidsen for en gruppe revolutionære i krudtrøg stormer frem over en barrikade med en Tricoloren-fane i hånden: ”Friheden leder folket”. Han malede også gerne forskellige krigeriske sammenstød i Nordafrika, som han besøgte i 1832, og her gerne heste i indbyrdes slagsmål.
Paul la Cour har sammensat de 70 siders udpluk af dagbøgerne, så det er vanskeligt at udtale sig om deres helhed. Han vil gerne vise Delacroix’ ”revolutionerende farveteoretiske Betragtninger” som skulle have påvirket impressionisterne i Frankrig, men da læseren intet har at stille Delacroix’ optegnelser imod, er det svært at gennemskue optegnelserne, der mest tager sig ud som en vidtløftig konversation om malerkunst.
Men i hvert fald Delacroix’ passion for lidenskabelige kampe får man stærkt indtryk af i den beretning fra Marokko, som han giver af kæmpende heste: ” [Den] graa bed sig fast i den andens Hals. I uendelig lang Tid var det umuligt at faa den til at slippe sit Tag. Det lykkedes [rytteren] at stige af. Mens han holdt den sorte Hest i Tøjlen, slog den rasende bagud. Den anden bed stadigvæk forbitret bagfra: Hele dette Opgør fik den [anden rytter] til at falde af. Da nu begge Hestene var frie, bevægede de sig uden at give slip paa hinanden ned imod Vandløbet, som de begge styrtede ud i, mens de fortsatte kampen[…]” (som ender næsten uafgjort). Også fluer og edderkoppers kamp samt mange myrers nedkæmpelse af en torbist-bille interesserer ham voldsomt.
Dette lidenskabelige og romantiske træk gør sig i mindre grad gældende i hans stadige forsøg på at finde sprækker i det klassiske maleris ophøjede fejlfrihed. Han mener fx at en skjult mindre fejl kan give et billede en særlig kraft og en varighed gennem tiderne. Den kolde nøjagtighed skal undgås til fordel for den glæde som billedet kan udtrykke. Ligeledes kan han have ufuldførte partier i et maleri for at højne det samlede billedes virkning. Men det egentligt romantiske kommer bedst til udtryk i følgende bemækning: ” Det er ikke Tingen selv, man skal lave, men blot dens Skin, et Udtryk for dens Væsen, og det er oven i Købet for Sindet og ikke Øjet, man ønsker at skabe denne Fornemmelse.” Altså ikke tingen selv, men sådan som sindet eller mennesket opfatter den, skal man male. Men dette skal forstås rigtigt og ikke som en tanke: ”Naar jeg har malet et smukt Billede, er det ikke som en Tanke, jeg har nedskrevet… Det siger man, det er!... Hvor Folk dog er dumme. De berøver Maleriet alle dets Fortrin [dvs…] den gaadefulde Forbindelse mellem Figurernes Sjæl og Beskuerens.” Når billedet bliver en fest for øjet, sker det altså et sted i sindet, som tanken ikke kan nå.
Bo Hakon Jørgensen april 2022