Zostjenko, Mikhail
(Skrevet Sosjtjenko, Michael)
To Noveller.
Forord C. Hovgaard Jacobsen
Kbh. 1943
Det sker bare
De gængse hjælpemidler tier om denne russiske forfatter (1895-1958), så vi må stole på den lille bogs forord. Som adelig af afstamning var han kun lige netop tålt af det kommunistiske parti efter 1917. Af de to noveller, der bringes, er den ene fremragende og den anden mindre gribende med titlen ”Visdom”, idet den dog understreger en tendens hos forfatteren til at lade tingene ske uden særlige psykologiske forklaringer.
Den første hedder ”Mennesket” og er karakteristisk ved at have virkelig mange forfatter-indbrud i fortællingen af typen: ” Forfatteren var paa det Tidspunkt optaget af sine poetiske Arbejder […] og betragtede Samfundsforholdene paa Afstand, saaledes at visse Enkeltheder gled fra ham”. Disse indbrud gør historien journalistisk vigtigere og virkeligere, men undergraver samtidig dens fiktionsværdi. Men det er nok lige præcis meningen – at problematisere, hvad der er sandhed.
Historien omfatter et langt forløb i en russisk adelsmands liv ca 1910. Hans fader dør, og han arver lidt formue, som han deler ud blandt mange fjernere arvinger, og folk der kommer til ham med bønner om penge. Derefter rejser han til udlandet, men vender efter 10 år tilbage til hjembyen med en udenlandsk balletdanserinde som kone.
De indlogerer sig på et pensionat med meget tynde vægge mellem værelserne. Hustruen finder sig i det, fordi det kun er et ”midlertidigt” opholdssted. I det hele taget er hun sur og opfatter alt som midlertidigt. Hendes fattige mand går nu ud i byen med sine kompetencer i spansk og latin for at søge arbejde, men ingen er interesseret i ham. De må derfor sælge en kuffert til en nabo på pensionatet, der efterhånden ’køber’ konen også. Manden er nærmest lettet og bor mere og mere ude i en gammel skyttegrav uden for byen. Pludselig en dag får han et arbejde, men efter et stykke tid snyder han lidt på vægten og bliver afskediget. Af og til vender han hjem og får lidt mad af pensionatsværtinden, og han må så også konstatere, at konen er gravid med naboen. Tilbage i jordhulen fabler han om sin egen død som et slagsmål med manden i naboværelset, men det eneste, han når, er at komme i slagsmål med en hund, inden han forsvinder ud af byen – og af historien for bestandig. Konen føder naboens barn det følgende forår.
Forfatterens enkle stil er blevet bestemt som ”skaz” eller en slags dobbeltbundet realisme. Her kan den følges i et en lille situation, hvor ægteparret må sælge kufferten til naboen på pensionatet: ”Det gjorde hun. Hun gik personlig ind til Jarkin med Kufferten og blev længe siddende hos ham for saa at vende noget opmuntret tilbage med Penge i Hænderne.” Man skal måske vide, at forfatteren ikke har den store tiltro til balletdanserinder, og at vi tit har hørt om hendes dansetrin foran spejlet, – for at forstå, at hun vist nok får penge for mere end bare kufferten, for lidt prostitution! Hvor står det i selve udsagnet? I at hun ”personlig” går ind til naboen, bliver ”længe” siddende og noget ”opmuntret” vender tilbage med penge. Ordene skal læses med en anden og sandere historie nedenunder.
Der ligger så megen viden om tilværelsens brudte forløb så forfatteren et sted kalder sin egen historie: ’den idealistiske filosofis skibbrud’. Mennesker drømmer deres forestillinger store og taber dem dryp for dryp gennem livet. Det er enten tragisk eller morsomt, for det sker bare – og ingen forklaring slår til.
Bo Hakon Jørgensen, april 2022.
Zola
Naturens kød i alt levende
Emile Zola: Jacques Damour.
Forord ved Anders V. Holm.
Hasselbalchs Kultur-bibliotek nr. 27
Det var beskrivelser som den følgende, der fik folk i 1870’ erne til at mærke sig Zolas navn:
[Hovedpersonen ser sin rivals rige slagterbutik] ”Dyrefjerdinger hang paa hvide Duge, mens Rækker af Lamme- og Bedekøller i Papirkræmmerhuse med Kniplingskant som Buketter dannede Guirlander udenom. Der var Masser af Kød paa Marmorbordene, afskaarne og beredte Stykker, det lyserøde Kalvekød, det purpurrøde Faarekød, det højrøde Oksekød med Striber af Fedt. Kobberbækkener, Stangen på Vægten og Krogene paa en Knagerække straalede. Og der var en Overflod, en Udfoldelse af Sundhed i den lyse Butik med Marmorgulv, som stod aaben ud til Dagslyset, en herlig Lugt af frisk Kød, som syntes at jage Blodet op i Kinderne paa alle Husets Folk”.
Georg Brandes talte i sin naturalisme-definition om Zolas ”Oste-symfonier” men kunne lige så godt have nævnt denne slagterbutik. En overflod af materielle ting i beskrivelsen fra den brede natur, sådan som mennesker lever i den – og som det så ligeledes postuleres : mennesket er gjort af det samme kød, af den samme natur!
’Jacques Damour’ er en lille kort roman af Zola. Set meget langt ude fra på den franske koloni Ny Caledonien fortælles der om en mand, der ser tilbage på sin skæbne i forbindelsen med kommunard-opstanden i Paris 1871 og hvad der senere hændte ham. Forfatter-fortælleren mener kun, at Jacques ”tygger Drøv paa visse faste Kendsgerninger, der blev staaende fast og præcise, da hele Resten styrtede sammen”. Der er da heller ikke megen mening i Damours historie, snarere er den et eksempel på, hvordan småfolk kostes rundt i livet, og hvordan deres drømme smuldrer. Forfatteren ’eksperimenterer’ med sin person for at fremstille livets tilfældigheder.
Damour er en almindelig mand, der bliver gift med en stramtandet kone og får to børn, og som i ti år har dannet en ’ordentlig famile’ . Den tysk-franske krig bryder ud, og kommunardoprøret 1871 begynder , hvor Damour inddrages ved en nabos højtråbende indflydelse. Fra barrikaderne skyder han gendarmer, men bliver også taget til fange og sendt til Ny Caledonien. Han flygter herfra og bliver ud fra forskellige omstændigheder erklæret død, skønt han ikke er det. Imidlertid når han til London og drømmer om at vende tilbage til hustruen og Paris. Men hun har ikke svaret på hans breve, og da han endelig Paris møder naboen fra før opstanden, finder de i fælles fuldskab frem til konen, der har benyttet Damours erklærede død til at gifte sig med den rige slagter med butikken, vi hørte om i starten. Her er hun blevet kassedame og har det godt. Datteren fra det første ægteskab har hun afbrudt forbindelsen med. Damour opsøger hende nu i butikken så fattig og lurvet ,som han er blevet og spørger hende, hvem hun vil have af sine to ægtemænd? Hun vælger klart slagteren, og en hævntørst rejses i Damour, der vil årelade slagteren med en indkøbt kniv. Men selv denne hævnplan bliver ikke til noget, for faktisk kan Damour godt lide slagteren, så hævnen opgives, og de drikker et glas som tegn på, at det første ægteskab er ophævet. Naboen fra gamle dage har på forhånd fundet den glemte datter frem, og hun tager imod faderen og giver ham et hus at passe, så han har lidt at tage sig til. Hendes rigdom synes skabt ved prostitution, skønt intet siges direkte, andet end hendes mange mandlige bekendtskaber antydes.
Historien forekommer skrevet over det inciterende tema ’to ægtemænd’ med kvinden som den vælgende, i modsætning til det dengang fremherskende, hvor en mand valgte mellem to eller flere elskerinder. Store og enkle drifter styrer menneskene, som man ser, når de drikker sig fulde. Så vokser lidenskab, begær og hævn frem, men når de bliver ædru , skjules disse drifter atter. Lige sådan med de politiske oprør i kommunard-opstanden, der også går i sig selv igen. Damours historie er på denne måde en fortælling om det udeblevne oprør i hans liv, hvordan en hærget almindelig fattig mand glider tilbage i sig selv uden nogensinde at blive til noget. Denne negative skæbne hævder Zola er bygget på ’kendsgerninger om samfundet’, selve lidenskabernes stigen og naturlige fald er en kendsgerning, naturens kød er i alle, hævder han som naturalist.
Bo Hakon Jørgensen april 2022
Rilke
Kritikken skal opdrages
Rainer Maria Rilke: Breve til en ung Digter.
Forord af H. Hertig Jørgensen
Hasselbalchs Kulturbibliotek
Kbh. 1943.
Hvem der havde Rilkes (1875-1926) evne til at tænke modsat! For det er hans herskende evne, det omvendte udsagn, den uventede vej ud af knuden. ”Der var engang, hvor Menneskene begravede Gud i Himlen” siger jeget i en lille tekst, som er optrykt sammen (for at fylde bindet op til 60 sider) med brevene til hr. Kappus, som er den unge digter. Jeget siger det til dødegraveren, der begraver mennesker i jorden, sådan som mennesker har begravet Gud i himlen. Vores tale om den døde skulle jo gerne sende denne til himlen, men eftersom vi har gjort os utilgængelige for Gud, må vi jo have sendt ham samme sted hen. Se, det er jo nok en omvendt udgave af Guds død, der er værd at tænke over. En anden udgave af det samme lyder ” […] spørg Dem selv, kære Hr. Kappus, om De da virkelig har tabt Deres Tro på Gud. Er det mon ikke snarere saadan, at De endnu aldrig har ejet ham?”
Det handler nu ikke hele tiden om Gud, men nok om tålmodigheden over for det indre liv i en. Gang på dukker ordet ’tålmod’ op i de råd, Rilke giver den unge digter og officer, der ligesom Rilke selv har gået på militærakademi. Brevvekslingen foregår 1903-1908, men af brevene er det kun Rilkes breve, som er optrykt. Kappus har, kan man forstå, sendt Rilke nogle digte og spurgt, hvordan de kunne blive bedre? Senere har Kappus så skrevet om nogle sorger, som får følgende kommentar fra Rilke: ”Og De siger, at ogsaa det , at de [sorgerne] gik over , har været tungt og forstemmende for Dem. Men overvej dog, om ikke disse store Sorger snarere er gaaet tværs igennem Dem? Og om ikke meget i Dem har forvandlet sig, […]”
En sådan langsom forandring er det brevene cirkler omkring. Ikke så meget en ydre forandring som en indre, hvad tidligere Rilke-fortolkere har kaldt hans særlige opmærksomhed på ’der Innenraum’. Dette indre rum er karakteriseret ved en ensomhed og eftertænksomhed, som ikke just er analyserende men søgende en tålmodighed og enfoldighed, der er stærk nok til at tro. Men det er ikke for at slippe let om ved de store eksistentielle problemer, nej opgaven er at opsøge det svære fx kærligheden og døden. Her har Rilke blik for den mandlige erotiks grovhed op imod det kvindelige menneske, ja han taler om at elske som et menneske og ikke som en mand. Dog er disse sager så vanskelige, at Rilke opfordrer Kappus til ikke at skrive kærlighedsdigte, men snarere at henvende sig til naturen og de små, fattige ting, dér hvor ironien aldrig kommer!
Skal ironien og tvivlen endelig til, skal den som kritikken, der jo er indeholdt i ironien, opdrages, og ligesom tvivlen ”blive en god Egenskab [og da må den] opdrages. Den skal blive kyndig, den maa blive Kritik [ i klassisk forstand]. Spørg den, saa tit der er noget, den vil ødelægge for Dem, hvorfor det er hæsligt, forlang Beviser af den prøv den, saa vil De maaske finde den raadvild og forlegen, maaske ogsaa stor paa det. Men giv ikke efter, kræv Argumenter […]”
Det er den slags råd, brevene er fyldt med. De kan lyde bedrevidende fra en knap 30-årig person, men man forstår, at Rilke desuden skriver til sig selv, rådgiver sig selv, klar over, at han ikke helt kan leve op til sine egne ord: ” Tro ikke, at den [dvs. Rilke], der prøver at trøste Dem, lever uden Besvær blandt de jævne og stille Ord, som af og til gør Dem godt. Hans Liv har fuldt op af Møje og Sorg og staar langt tilbage for de Ord. Men var det anderledes, saa havde han aldrig kunnet finde dem.”
Stort er det alligevel, at Rilke fandt veje til at kritisere kritikken, der ellers normalt får lov til uimodsagt at ødelægge det uforklarlige, som gør tilværelsen rigere for os. Det uforklarlige kan hos Rilke være til, når vi priser at være levende.
Bo Hakon Jørgensen maj 2022
Ortega y Gasset
José Ortega y Gasset: Essays.
Forord af Hans Joakim Schultz.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 29
Kbh. 1943.
Livet som kraft
Undervejs i det ene af de tre essays, som bogen består af, står der pludselig denne vægtige indsigt: ”Mennesket har altsaa i hver enkelt Tidsalder ikke blot gjort, sagt og tænkt andre Ting, men han selv var selv anderledes. Og jeg tror ikke, at Historien bliver en forstandig Videnskab – hvad den endnu ikke er – saa længe det ikke er lykkedes den at rekonstruere den absolutte Egenart i den menneskelige Sjæls Virkemaade i hver Epoke”.(s.40) Her er tre dimensioner af Ortegas (1883-1955) måde at tænke på fastholdt. For det første det enestående i hvert menneske i historien, det anderledes i hver eneste. For det andet overbegrebet ’den menneskelige Sjæl’ i en epoke og endelig for det tredje hævdelsen af at være videnskab.
Ortega er karakteristisk for tænkningen over kulturens udvikling omkring 1930-40, noget a la vores egen Vilhelm Grønbech. I Spenglers ånd tænkes der i store epokale udviklinger i de menneskelige forestilinger, og århundreder står mod hinanden eller afløser hinanden i mægtige bevægelser. Ortega var da også en tid professor ved Madrids Universitet i Metafysik fra 1911, men da fascismen tonede frem, gik han i eksil bl.a. i Argentina. Han bærer samtidens konservative moralisme frem, og han har i sine værker især blik for alle tegnene på, at det står galt til i Europa efter 1900. Store værker som ”Menneskets fordrivelse fra kunsten” (1925, da 1945) samt ”Massernes oprør” (1931, da. 1964)) gjorde ham til en ofte refereret kulturpersonlighed i tiden. Man lyttede til ham, fordi han beskrev tilstandene rigtigt set med den læsende elites øjne. Kunstfonddebatten herhjemme i 1964 fremviser den konflikt, han havde blik for så tidligt som 1925. Massen har ikke sans for kunst, fordi den er blevet drevet bort fra kunsten.
Ortega er en intellektuel, der bestemmer massen som mængden af mennesker, som ikke tillægger sig selv værdi. Han tænker således ikke i samfundsklasser som marxisterne, men i menneskeklasser hvor det, om man har en moral og en pligtfølelse afgør, om man er af en højere klasse eller ej. Massen er gennemsnitsmennesker, ”der i klar Bevidsthed om deres egen Vulgaritet, har den Frækhed at kræve det Vulgæres ret og tvinge det igennem”, hedder det i ”Massernes oprør . Andre af hans påstande er repræsenteret i de tre her optrykte essays: I ” Om Kvindens Indflydelse paa Historien” bestemmer han kvindens væsen som Væren og mandens som Handlen. Man skulle tro, at Karen Blixen til sin båltale 1953 havde læst med i Hasselbalch-seriens lille bog af Ortega. Som mandens opdrager står kvinden uendeligt højt, og Ortega er ikke bange for at sige, idet han ikke vil kommentere den moderne feminisme, at hun skal være som en ”Fe” for manden.
I dag kan vi synes, at hans synspunkt er hårrejsende, men sådan tænkte mange anderledes i en anderledes tid. Det andet essay ”Frase og Oprigtighed” (fra 1927) er skrevet på den gode ide, at se samfundets vedtagne holdninger som ’fraser’ over for afdækkede nøgne realiteter, oprigtigheder. Den ’gode’ smag fornægter fx vores ærlige smag; ’det klassiske’ som begreb har en uoprigtighed i sig. Nemlig således: at der aldrig er blevet levet, sådan som det beskrives i klassikken. Ortega tager overalt det individuelle livs parti. Ja, han har egentlig i en tidlig eksistentialisme i sig med det stadige fokus på Livet som fundamentalt i det menneskelige.
Det tredje og sidste essay er et langt klip fra en større sammenhæng, af ”Vitalitet, Sjæl og Aand” fra 1925. De her tre nævnte er størrelser, som vi alle har mere eller mindre af. ”Vi lever fortrinsvis ud fra vores Legemssjæl, dvs. Vitalitet, eller fra vor Følelse, eller fra vor Aand (Intellekt og Vilje”. De forskellige epoker i historien bestemmes så efter, hvad de har mest af blandt de tre ”psykiske Potenser”. Grækerne tænker fx ud fra legemet, gotikken ud fra sjælen, som strækker sig spidsbuet op mod Gud.
Lad os slutte med en del af en note i dette sidste essay som handler om modsætningen mellem ”Betydning” og ”Udtryk” som ”er to Ting, der er mere end forskellige, de er modsatte. Det, som betyder noget, udtrykker intet, det som udtrykker noget, betyder intet.[…] Den der vil udtrykke sig med Forsæt, gør sig det umuligt netop i den Grad, han vil det. Forsættet hæmmer Sjælens Buestrøg, der spiller paa Legemets Instrument, og tager det væsentlige fra det: den ubevidste Spontanitet” (s.52). Igen ser vi Ortega forsvare den uformulerede livs-kraft.
Bo Hakon Jørgensen maj 2022.
Mencken
Satiriker eller kyniker?
H.L. Mencken: Fordomme.
Forord ved Hartvig Andersen
Kbh. 1943
Hasselbalch-Kulturbibliotek nr 30.
Satirikeren Henry Louis Mencken (1880-1955) må være bragt ind i Hasselbalch-serien for at give en bagside-indgang til Amerika. Ifølge forordet skulle han have været en kritiker med verdensry. En journalist og sprogkunstner, som interesserede sig for alle mulige emner med udgangspunkt i det praktisk mulige eller det kynisk sande. ”Thi hvad en Kyniker tror på ”, hedder det i en lille opsats ’Forskellige Notater’ (s.54), ” – lad det end være saa frygteligt, at det ikke taaler at udtrykkes i Ord – har i det mindste altid den Fortjeneste, at det er sandt, og Sandheden, altid en Klippe, haard og kold, men solid at gaa paa ”. Her giver Mencken et lille portræt af sine egen grundholdning, dyrkelsen af sandheden som en slags guddom. Den guddom dyrker han med noget man efter Nietzsche har kaldt ’ironiens patos’, glæden eller jublen ved at afsløre andres fordomme. Så de ’fordomme’ (Prejudices) titlen hentyder til, og som er overtitlen på flere bind notatsamlinger i hans forfatterskab, er vel at mærke IKKE hans egne fordomme, men netop andres!
Hans grundholdning er en kritik af alle ’troende’ eller ’digtende’ retninger i samfundet, som er mere eller mindre tossede i hans optik. ”Et troende Menneske er simpelthen et Menneske, som har tabt – eller aldrig har haft – Evnen til klar og realistisk Tænkning. Han er ikke blot og bart Faar: han er i Virkeligheden syg”. Siger Mencken, som selv synes at tilhøre en minoritet af sandhedsdyrkere: ”Intet Menneske ønsker at høre Sandheden. Det er en Lidenskab hos en lille sammenbidt Minoritet indenfor Menneskeheden [altså at høre Sandheden].” Når bortses fra hans klarsyns heroisme på egne vegne som i ovenstående har han flere rigtige iagttagelser, som begrunder hans ry. Fine sprogbilleder understøtter hans konservative blik, der mener, at den almindelige mands fornuft langt overstiger videnskabsmænds og filosoffers, ja de sidstes er mundsvejr, ’måneskin og vindmusik’. Men er det ikke rigtigt at sætte fejheden som grundlaget i ethvert samfund?: ”For at undgaa selv at drage i Krig var Bonden villig til at give Krigeren visse Privilegier – og ud af disse Privilegier er hele Civilisationens Struktur vokset frem”. Og mindst lige så rigtigt, ”at det, som det gennemsnitlige Menneske søger her i Tilværelsen, ikke først og fremmest er Magt, men derimod Fred og Ro”.
Helt menneskelig er hans overvejelser over en mindre fuldskab som vejen til et utopisk samfund, fordi ingen med et par glas inden for vesten vil blive undertrykker. Og hans syn på de kærlighedsskadede er heller ikke at kimse ad, som tilstande, der netop aldrig er forbi, men bliver siddende som ar på kroppen, så det at elske ”er en afvæbnende og ydmygende Erfaring”.
Hans generelle kvindesyn hører gamle dage til og et meget stive ægteskaber, hvor kvinden spærrer manden inde og fratager ham hans handlende stolthed. De er for Mencken småtskårne, beregnende individer, hvad de vel var nødt til, så afhængige de var af at blive forsørget af manden.
Det var nok ikke meningen med udgivelsen at give os et oplysende indblik i holdninger i denne tid 1900-1940, som for os i dag er en absolut fortid. Det var i samtiden 1943 en formulering af meninger som fandtes, konservative og rationalistisk positivistiske. Sandheden var en kynisk klippe, man havde at slå sig på. Men den lille bog gav også en beskrivelse af et Amerika, som få kendte dengang.
Bo Hakon Jørgensen maj 2022
Bierce, Ambrose
Ambrose Bierce: Fortællinger om Soldater og Civile.
Forord af Jørgen Claudi.
Kbh. 1944.
Hasselbalchs-Kulturbibliotek
Døden som pointe
Thorkild Bjørnvig må i sin ungdom i 1940’ erne have læst denne Hasselbalch-bog, for han anbefalede mig engang i 1980’erne den for mig ganske ukendte amerikanske forfatter Ambrose Bierce (1842-1914), hvis jeg ville læse noget ’rigtigt realistisk’.
Og ja Bierce er realistisk med døden, strør om sig med død og grov ødelæggelse, ja døden er hans fortællingers overraskende pointe, fordi man bliver narret til at vente noget andet end denne død. Men med en omformet sætning fra en af historierne kan man fastslå Bierce’s holdning: ’at den eneste ubesmittede sandhed i en verden af løgne er døden’.
Han fortæller fra den amerikanske borgerkrig 1861-1865 fx om sårede soldater, der nærmest kravler ned mod en flod for at drikke og drukner i forsøget: ” Det var Mænd. De kravlede paa Hænder og Knæ. Nogle brugte kun Hænderne og slæbte Benene efter sig. Andre brugte kun Knæene, mens Armene hang slappe ned langs Siden. De kæmpede for at komme paa Fødderne, men styrtede hver Gang forover. Ikke en bevægede sig paa naturlig Vis, naar man undtager, at de bevægede sig fremad, Fod for Fod, i samme Retning”. Det er en lille dreng, som står og ser dem komme ud af skovens mørke, og derfor denne helt enkle, tilbageholdte stil, der rammer en, når man ved hvilke lidelser disse kravlende soldater har haft. I det hele taget er underdrivelsen, eller eufemismen Bierce’s virkemiddel: at sige noget lidt anderledes end den faktiske sandhed, så man er sikker på, at læseren tvinges til at se den faktiske sandhed. Ordene lyver lidt, for at sandheden skal blive klar.
En anden historie ”Faldet ved Resaca” handler om en usædvanlig modig soldat, der går lige ud i kugleregnen og ikke søger dækning, indtil han en dag falder. I hans lomme findes et brev fra den kvinde, han elsker, en kvinde der i sin finhed ikke tåler at se blod, men som alligevel ønsker at vide, at han ikke er fejg i krigen. Fortælleren – der efter mandens død har overbragt denne kvinde hendes eget blodplettede brev, og som hun vender sig bort fra i afsky ved blodet på brevet – denne fortæller karakteriserer hende næsten med et hug med en forkerte oplysning om mandens død. Alligevel er den sand, fordi den udpeger hendes verdensfjerne flirteri med manden, som skulle i krig, og som tog hendes udsagn på sig som en opgave: ”Han blev bidt af en Slange”, hvor hun er slangen. Hans mod var for hendes skyld!
At sige det lidt fejlagtige har jo også at gøre med motivationen for disse soldaterfortællinger (1891) som er at rive alt det romantiske sludder omkring krig og ære i stykker. Samfundet vil ikke høre den barske sandhed, og så må fortælleren tage dem i denne løgn ved at undergrave den med sandheder i tildækket form. Fx er en slagopstilling ved fronten klar og fin, sådan som folk gerne vil vide af det, men bagved er der forvirring: ” Ved Fronten er der Præcision, Formfuldhed, Fasthed og Tavshed. Gaar man bagud, bliver disse Egenskaber mindre og mindre iøjnefaldende for sluttelig at drukne aldeles i Forvirring, Bevægelse og Larm. Det homogene bliver heterogent.” Sådanne præcise sætninger skriver Bierce, som den drevne journalist han er, og man kunne samle godbidder sammen fra disse noveller. Tag fx denne om linjeofficererne, der lige som de menige ’klamrer sig’ til jorden ”og kryber sammen under den djævelske Himmelskærm af hvislende Bly og hvinende Jern uden at skænke Værdigheden en Tanke.”
Man har kaldt Bierce for en kyniker, der skrev sit store forfatterskab på sine krigserfaringer. Hvad han lærte dér, lader han en tilfangetaget spion udtale under et forhør, hvor han er vis på at blive dødsdømt. Bierce omskriver her med et ateistisk vrid Jesus' samtale med Pilatus lige inden dommen: ”De kan hænge mig hr. General, men der standser ogsaa Deres Magt til at volde ondt. De kan ikke fordømme mig til Himlen –”
Der er en fortvivlelse i Bierce’s realisme, som drypper af al den hjernemasse, den har set løbe ud af sønderskudte hoveder. Hvorfor ser resten af verden det dog ikke, synes han at skrige.
Bo Hakon Jørgensen maj 2022.
Danske sagn m.m.
Danske Sagn og Folkeeventyr.
I udvalg ved Tage la Cour.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 32
Kbh. 1944
Fortidens spejl
Når man har læst de 50 siders små historier, som kaldes sagn eller eventyr, forstår man godt strukturalister som Levi-Strauss og Greimas, der spekulerede i at reducere dem ned til gentagne formler: 3 prøver, eller at det mindste omformes til det største, eller at det øverste bliver nederste og omvendt. Selv siger udvælgeren Tage la Cour, at han har villet give ”Eksempler paa historiske Sagn, Sagn om Troldtøj og Fabeldyr, Skæmtesagn, Dyrefabler osv.”. Mest synes han dog interesseret i at sammenligne visse eventyr med H.C. Andersens eller Grimms. Udvalget her skal føre ned i folkeeventyrene, som de blev indsamlet af blandt andre Svend Grundtvig rundt omkring i Danmark i 1800-tallet. Og tanken med denne indsamling var vel ,at folkesagn og -eventyr i deres mængde kunne give et indblik i grundtræk af den menneskelige tænkemåde så at sige fra urtiden af. Sagnene er jo overleveret gennem generationer og måske omdigtet undervejs, så det er svært at sige, hvilken menneskelig situation sagnet eller eventyret er et svar på. Man tolker let sin egen samtid ind med ligheder og forskelle til historierne. Ja, det er et spørgsmål, om de ikke netop er overleverede, fordi de på en eller anden måde spejlede netop den tid, de blev fortalt i. Man aner i dem forskellige tidsaldres horisonter, men når aldrig frem til dem.
En ting er dog ganske klart, at sammenligner man folkeeventyrene med kunsteventyret i 1800-tallet (H.C. Andersen) så er folkeeventyrene grove på en for os befriende måde: Espen Askepuster, der hedder sådan, fordi han som den mindre kloge broder er tvunget til at sove tæt ved askebunken, er klart et forlæg for Klods-Hans. Den vrange prinsesse, som skal have sin overkvikke mund stoppet, siger til den første frier, der ikke kan få munden på gled ”Jeg giver dig Døden og Djævlen”, og så kommer manden op at hænge. Pludderet, som Klods Hans har i lommen i kunsteventyret, er i folkeeventyret rigtigt skarn, en hestepære. Andersen har med sin tids smag mildnet udtrykkene.
Ja man læser sin egen tids forestilling ind, for kan folkeeventyret ”Det grimme Dyr” læses anderledes end som en kvindelig afsky for penis, der skal kureres af livet? Historien er denne: En mand har en tredje datter , der vil have noget specielt : Et træ. Det river faderen op af en have, og i det samme kommer det grimme dyr løbende og vil til gengæld have det første levende, der kommer manden i møde, når han vender hjem, og det er selvfølgelig datteren. Hun bliver så taget med til det grimme dyrs slot, hvor hun opfordres til at kysse dyret, men det vil hun ikke, for det er grimt. Hun vil gerne hjem og det får hun lov til af dyret, hvis hun ikke bliver der om natten, hvad hun heller ikke gør i første forsøg, men i andet gør hun, og så dør dyret derhjemme, drømmer hun. Da hun så vågner, indser hun, at hun savner dyret og iler hjem. Der finder hun dyret dødt og kysser det – og straks springer den dejligste prins frem.
Kærligheden er en mærkelig kraft, som binder folk. Kong Valdemar (og Tovelille) kan ikke glemme Tove, da hun er død, og det viser sig da også, at hendes moder tidligt har sat en tryllering på kongens finger for at sikre sig hans gunst. Den fjerner en hofmand og får så kærligheden hæftet på sig, hvad han ikke ønsker, hvorfor han smider ringen i en sø ved Gurre, og kongen bliver så bundet til egnen omkring Gurre. Tales der her om homoseksualitet med hensyn til hofmanden? Netop et eksempel på, hvordan ens egen tid spejler sig i disse gamle fortællinger. Hvor gammel er ens egen bevidsthed egentlig? Er den overhovedet ens egen?
Bo Hakon Jørgensen maj 2022
Kafka
Fortvivlelsen fra alle sider
Franz Kafka: I Fangekolonien.
Forord: Herbert Steinthal.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr.33
Kbh. 1944.
Normalt siger man opfordrende: ’Hvad med at se sagen fra en anden side også?’ Hos Kafka handler det om, at sagen bliver set fra alle mulige og umulige sider som i novellen ”I Fangekolonien” (1916). Man er vidne til noget hos Kafka, som man med Kierkegaard kan kalde et ”dæmonisk Raseri” dvs. at personen mener ”oprørende mod hele Tilværelsen at have faaet et Bevis mod denne [Tilværelse], mod dennes Godhed. Dette Bevis mener den Fortvivlede sig selv at være”. (citat fra kronik i Kristeligt Dagblad 1/6-22) For Kafka er fortvivlet af og over sin mangfoldige viden, så at sige spærret ind af de tusinde sider, som en sag kan have. Det forsikringsselskab, han var ansat i, fik ham fritaget for krigstjeneste 1916, fordi han var ”uundværlig”, så de må have kendt til hans kvaliteter og omfattende viden. Men så havde han til gengæld taget krigen ind i sig selv og billedliggjorde den som en maskine hen over den menneskelige krop.
Det er en uhyre rædselsvækkende maskine, som står på en ø i troperne, hvor der en straffekoloni [hvorfor historien i forskellige oversættelser hedder’ I straffekolonien’]. Maskinen bruges til at henrette fanger, og ikke bare hovedet af, nej gennem 12 timer skriver en glasharve sig gennem den fastspændtes legeme, fra ryggen af og igennem, indtil den døde smides, også af maskinen, i en nærliggende grøft, hvor blodet fra processen ligeledes strømmer ned. Det, maskinen indskriver i den dømtes ryg, er det bud, som han har overtrådt fx ”Ær dine Foresatte”.
En rejsende fra Europa er på besøg på øen, muligvis for at udtale sig om forholdene, og han er inviteret til at overvære henrettelsen af en soldat, den dømte, der bliver bevogtet i solvarmen af en soldat. Officeren, der leder handlingen er tilhænger af denne, nu gamle, henrettelsesmetode, som den tidligere, nu afdøde kommandant på øen har opfundet og institutionaliseret.
Officeren har grund til at mistænke den rejsende for at ville aflægge en rapport, der nedlægger den gamle måde at henrette på med feststemt publikum ved at tilslutte sig den nye kommandant, der ikke er meget for metoden.
Den dømte bliver lagt på pladen under harven, og maskinen er ved at gå i gang, da officeren forstår, at den rejsende er imod henrettelsen og ikke vil støtte ham mod den nye kommandant. Derfor sætter han den dømte fri og lægger sig selv op under harven og får indskrevet i kroppen: ”Vær retfærdig”, inden maskinen går amok og hurtigt sender ham opskåret og død i grøften.
Men er den rejsende så god, som han synes? Novellen slutter i hvert fald med, at han ikke vil tage den nu frie dømte og soldaten med sig ud til det skib, der skal sejle ham væk – og henretter han dem egentlig ikke ved denne handling? Er han bedre, og hvad skal man vælge i striden mellem den gamle og den nye kommandant? Hvad forstår hvem i selve henrettelses-processen, den dømte gør i hvert fald ikke, men er selvfølgelig glad for at slippe, men går derpå hævnende op i officerens gennemskrivning og død osv. Sagen hvirvler rundt i alle sine aspekter, der er altid andre sider at se den fra: ”ogsaa det er sandt”, som der står om et synspunkt, der er karakteristisk for novellens univers.
Kafkas stil er meget kompakt, nærmest som en forsikringsrapport, der gennemgår en sags reelle forhold. Og den er desuden nøgtern i sin beskrivelse af den uhyrlige maskine. Hele historien synes skrevet ud fra en enkelt sætning i følgendes passus: ”[kender den dømte sin dom?][…] Nej […] Det vilde være unyttigt at forkynde den for ham. Han lærer den jo at kende paa sin egen Krop”. Dette at lære at kende sin egen dom i selve kroppen er jo baggrunden for maskinens konstruktion, men også det moderne samfunds måde at indrette sig på med kroppen som den vidende i forbruget. Den nye kommandant og den rejsende går jo sikkert også ind for kroppen, men mere for den lidende krop, som skal minimeres. Og i 1. verdenskrig, i novellens omverden, ’henrettes’ i tusindvis til sejrsstatistikkerne, der også bare tæller kroppene! Fortvivlelsen er total.
Bo Hakon Jørgensen juni 2022
Sivle
Per Sivle: Noveller.
Forord: Preben Ramløv
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 34
Kbh. 1944
Sådan er det bare!
Det er svært at sige, hvorfor noget er godt skrevet, godt fortalt, uden store gebærder, gribende osv. Måske fordi det fra først af ikke tager sig ud af noget og så stille vokser i sig selv? Sådan er det i hvert fald med nordmanden Per Sivle’s (1857-1904) tre noveller. Hans fødselsår sætter ham i generation med Herman Bang og Henrik Pontoppidan. Men han er enklere end dem og fortæller med ord, der er uden ekstra betydninger, et niårigt barns ord, der tager verden lige frem :
[ en dreng har fået et vædderlam at passe] ” Det havde endda mistet sin Mor, det sølle Kræ, da jeg fik det, og jeg opfostrede det, til det blev sluppet løs i Fjeldet. Det var vældigt, som det lille Skravl var kommet sig i Sommerens Løb. Det var blevet en ren lille Tyksak, det var helt morsomt at se! Og to smaa Pløkker til Horn havde det faaet sig i Panden, hvor der bare havde været som to Ærter at mærke om Foraaret.” (s.54)
’Folkelig realisme’ siger forordet, og skønt det er rigtigt nok, kan det vel udvides? Det er fortalt langt senere og slet ikke af en ni-årig, men alligevel er talemåderne fra den niåriges omverden bevaret, og desuden er det så elementære små begivenheder, der fortælles om, at enhver, der som barn har prøvet at passe fx en kalv, der voksede til kvie og ko og drømte om at kunne købe den, må nikke genkendende og sige : Ja, sådan var det. Man kan også lægge mærke til, at fingerfølelserne formuleres omkring de tidlige små horn i panden på lammet, der føles som ærter. Sådan undersøger børns fingre verden.
Sivle har publiceret et lille stykke om sin måde at skrive på, der er optrykt i bogen her. Det hedder bare ”Ja!” og heri skriver han om den kunst, digteren udfører: ”Men der er det fornøjelige med Digteren , at naar han har drevet det til at naa sig selv bagfra og sætte Foden i sin egen Buksebag, saa er der hundrede andre, der skriger, at det er deres Buksebag, han sparker i/ Det er nu Digterens lønlige Kunst”. Udsagnet er jo med sin særlige folkelige drejning henimod ’at sparke sig selv i røven’ en præcis udtalelse om hensigten med at fortælle de to historier i bogen. Den er at gengive menneskers daglige verden med et særligt fænomen som ledetråd. I den ene historie er fænomenet en tre-skilling, og i den anden er det en særlig stor hund. Og i udpræget grad er det at bruge denne ledetråd som anledning til at fortælle udenom, og alligevel have noget at vende tilbage til. Men det er vigtigt at forstå at ledetråden ikke er symbolsk, den peger ikke på noget andet, den er blot det, der holder fortællingen sammen. Måske var det dette forhold, der fik kritikere i samtiden til at hævde, at Sivle ikke kunne digte, en kritik den ærekære mand tog sig så nær, at han, hævdes det, begik selvmord 1904. Han kunne kun skrive sin egen oplevelse – men så til gengæld dækkende for mange andre mennesker.
I historien ”Bare en Hund” er en mærkelig mand , en englænder, der tegner, ankommet til en norsk landsby . Han medbringer en stor hund, som skræmmer mange, skønt den er ganske fredelig. Manden farer rundt på fjeldet for sikkert at tegne store motiver, og ofte følger drengen ham, og det gennem hans øjne, vi ser det hele. Englænderen har nu fået øje på et en særlig klippehule, der er vanskelig at komme hen til, og hvor det stejle dyb er lige nedenfor. Han klatrer så frem mod hulen: ”Han følte efter noget at tage fat i overfor og nedenfor Knolden [for at nå frem til hulen] ledte med Taaspidsen efter Fodfæste, og Tomme for Tomme havde han saaledes hevet sig frem, saa jeg allerede troede ham over det værste der. / Da med et gled han løs, ramte først ind i Fjeldet tæt nedenfor, gjorde saa et Par Kast i Luften, og saa styrtede han med Hovedet forrest og Armene vidt udbredt lige lukt ned i det mørke Dyb”.
Mange andre digtere ville have fortalt dette med masser af tillagte betydninger, men her står begivenheden helt klar og faktuel: Et dødeligt styrt! End ikke det ’mørke’ dyb er symbolsk, det er der bare, som det englænderen styrter ned i, for sådan ligger fjeldet jo med lyse og mørke rum.
Bo Hakon Jørgensen juni 2022
Dostojevskij 76
Barnebruden
Forord: Georg Sarauw
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 35
Kbh. 1944
Tavsheden ægtefolk imellem
En af de sidste sætninger i den lille roman er ”Mennesket er alene omgivet af Tavshed”. Ordet ’tavshed’ bliver nævnt flere gange undervejs, og skal man finde ’midten af værket’, må det være dette ord eller fænomen mellem mennesker. Men først tager historien fra 1876 en anden retning. Den ville i vores tid (2022) uden tvivl blive omtalt som en Metoo-historie. En meget ung kvinde tvinges af sin fattigdom til at gifte sig med en 25 år ældre herre, der er vellystig ved hendes ungdom og har den økonomiske magt over hende. Sådanne skæve ægteskaber var meget almindelige før i tiden, da ægteskabet oftest var en forsørgelse af kvinderne, der havde meget få job til at tjene egne penge.
Dostojevskij (1821-1881) lader ægtemanden fortælle ægteskabets historie ved liget af den unge hustru, som er lagt på et bord, efter at hun har begået selvmord. Ægtemanden fortæller med mange digressioner og påstår i afbrydelserne af sin fortælling, at disse ting egentlig ikke handler om ham. Men efterhånden når han længere frem i sin selverkendelse og indser, hvordan han har brugt den unge kvinde til sin egen tilfredsstillelse og nedbrudt hende. Først og fremmest har han ikke talt meget med sin unge hustru, og hendes første henrykkelse ved giftermålet har han også forholdt sig tavst til og næsten kvalt hendes glæde. Som pantelåner har han langsomt styret hende frem mod giftermålet som den eneste løsning, da hun ikke fik noget svar på sine annoncer efter en guvernante-stilling. I ægteskabet forsøger han at opdrage hende til at blive en opofrende hustru, som han skal nyde sin alderdom sammen med. Men hun bliver oprørsk og vred over hans gerrighed og indhenter oplysninger om hans fortid, hvor han kujonagtigt har undgået en duel og har levet i rendestenen i tre år som en slags sut, inden en uventet arv gjorde det muligt for ham at blive pantelåner.
En aften efter et opgør mellem ægtefællerne vågner han ved, at hun står med hans pistol og retter den mod hans tinding. Idet han lader som om han sover, undgår han dog, at hun skyder, og føler ved det en slags stolthed ved sit sejrende mod til at udholde den truende død. Den unge kvinde får nervebetændelse og ligger i sengen i 6 uger: Hun bliver mere og mere mager, og skønt de ikke taler sammen, forstår han pludselig, at han har pint hende til døde med sin overlegne tavshed og sin styring af hende, fordi det tilfredsstillede hans lyst til den unge kvinde. Hans tavshed har været en del af hans erotiske strategi og det er denne tavshed, der har drevet hende til et spring ud ad et vindue og ind i selvmordet. Men det er et spørgsmål om hans sluttelige erkendelse overhovedet er dækkende: ”Tro mig , jeg forstaar det nok, men Grunden til hendes Død er og bliver alligevel en Gaade. Hun har fattet Angst for min Kærlighed, hun har rettet et alvorsfuldt Spørgsmål til sig selv: skal jeg tage imod den eller skal jeg ikke, og hun har ikke holdt Spørgsmålet ud og har foretrukket at dø”.
Så langt kunne Dostojevskij gå i 1876 i afdækningen af en voksen mands lyst til ungt kød. Stadig illuderet kalder manden sin drift for ’Kærlighed’, som han i sin tavshed har drømt vildere, uden tanke for om kvinden har den samme lyst som manden? Er manden overhovedet kvindens lyst, er det ikke snarere barnet, som resultatet af mødet med ham, der er kvindens egentlige lyst? Eller måske samtalen som tavshedens ophør? Eller véd historien, at tavshed og erotik hører sammen i en mystisk kombination med nydelsen?
Så langt går Dostojevskij dog ikke, men alle brikkerne er stillet op til denne frygtelige adskillelse i de to køns lyst, som tavsheden fremmer, fordi ingen af parterne tør sige deres faktiske lyst af angst for miste tilfredsstillelsen ved den anden.
Bo Hakon Jørgensen juni 2022