Gogol
Gogol: Kappen
Forord ved Erik Horskjær
Hasselbalchs-Kulturbibliotek nr.36
Kbh. 1944
En falden genrejst skønhed?
Der er en mærkelig fortæller i russiske/ukrainske Gogols (1809-1852) store novelle ”Kappen” (1842) om en fattig kontoransats kamp for at få sig en respektabel kappe. Tilsyneladende taler fortælleren med læseren om sit anlæg af historien ”Det er muligt, at Navnet [Akakij] forekommer Læseren ret sælsomt og søgt […]” Samtidig har han sin egen kritik af Departementsstyret, som han vil bruge historien om den fattige afskriver (datidens kopimaskine)
til at promovere. En højerestående embedsmand kaldes satirisk ’en betydningsfuld person’: ”Imidlertid bør man vide, at en vis betydningsfuld Person først kort Tid i Forvejen var blevet betydningsfuld, og at han før den Tid ikke havde været nogen betydningsfuld Person” [kursiven er Gogols]. Og selv om hovedpersonen Akakij dør, er samme fortæller til slut i stand til at lade ham virke videre som et spøgelse, hvorved en tidligere realistisk historie pludselig får en fantastisk tendens. Desuden er der i beskrivelserne en detaljeringsgrad og en ophobning af detaljer, der er næsten absurd. Man forstår, hvorfor Gogol har inspireret både impressionister, realister og absurdister. Lægger man dertil hans mærkelige sidste dage, hvor han, i et slags religiøst vanvid over syndighederne i sine værker, brændte de fleste og derpå lagde sig til at dø af sult gennem ni dage i 1852 – ja så har man vist et billede af en forfatterperson i fortvivlelse, trukket i alle retninger på én gang. På samme tid skrev Kierkegaard i København på ”Enten – Eller” (1843). Den store romantiks skønhedsdyrkelse blev i denne periode undergravet af en realistisk viden om vulgariteten i verden og i mennesket.
Man skal have alle disse oplysninger med, når man skal læse ”Kappen”, for ellers bliver man nok distraheret i sin læsning. Man tænker, hvad skal man egentlig med denne historie om fattig kontorist, som kun har en tyndslidt, lappet kappe at tage på i det kolde Skt.Petersborg-klima? Skrædderen, som får den forelagt, kan ikke sy flere lapper på og må derfor anbefale en ny, som manden ikke har råd til, før han gennem et tildelt gratiale og sult gennem flere måneder lige netop får råd til en ny kappe. Den tager han på i Departementet og til en fest, hvorfra han går hjem lettere beruset gennem farlige områder. Dér bliver han overfaldet og frarøvet den nye kappe, og det bliver indledningen til nye trakasserier med politiet og dets bureaukrati, der ikke vil tage sig af sagen, men blot sender manden ud i kulden til en voldsom halsbetændelse og følgelig død. Fortælleren lader ham som nævnt overleve som et spøgelse, der røver folks kapper flere steder i byen. Men det kan lige så godt være den første røver, der fortsætter sin virksomhed.
Ja, hvad skal man med denne almindelig historie i ualmindelige detaljerede ’klæder’? På et plan svarer historien således: ”En Eksistens udslukkedes og forsvandt, en Eksistens som ingen havde værnet om, som ingen havde elsket, og som ikke havde været af Interesse for nogen, som end ikke havde paadraget sig Opmærksomhed fra Naturforskere, som jo ellers ikke forsmaar at sætte en almindelig Flue paa en Naal og beskue den i Mikroskopet”. (s.50) Er det kun dette naturalistisk sociale perspektiv, som historien vil fremme, om de stille eksistenser, der opsuges i tidens altædende ødelæggelse uden at efterlade sig spor – eller har den på et andet plan også et symbolsk perspektiv om fattigdommens omvendelse til rigdom i ånden og kunsten (historien om spøgelset) som ”en slags Erstatning for hans ganske ubemærkede Liv”? En slags tro på, at det mindste har muligheden for det største i sig? At vulgariteten er en falden skønhed, der for det rette blik kan blive skøn igen?
Bo Hakon Jørgensen juni 2022
Johs. Smith
Johannes Smith:
Smaa Forløb
Forord: Redaktionen
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 37
Kbh. 1944
Ordkontakten med 1930
Stille betragtninger, overvejelser eller refleksioner udgør disse ”Smaa Forløb” af den nu ukendte Johannes Smith (1899-1967). Leksikonopslag taler om ham som en Ludvig Feilberg-inspireret filosoferende forfattertype omkring 1930, og forordet nævner værker af ham som ’Mærker i Gruset” 1929 og ”Saadan set” (1932), hvor hans kortprosaform, på lidt over en bogside, bliver til i dens evne til at pointere flygtige iagttagelser fra hverdagslivet. Smith var bankmand hele sit liv og skabte sig derved en indkomst, der kunne bære tilbøjeligheden til at skrive.
Han kan fx beskrive, hvordan han står og kigger på et hus, der er ved at blive revet ned og tænker så: ”Hvad er der ikke sket i Aarenes Løb i den Stue, der nu kun er markeret af Tapetet paa Brandmuren ind til Nabohuset, maaske kun lutter trivielle Ting, maaske et Favntag, der for den ene Part var indvielsen til Livet og for den anden Part en banal lille Begivenhed man tog med ”. Refleksionen går så videre, efter den lille bemærkning om erotik, over til den stues rum, der nu er forsvundet, at selve dette rum er væk og tilstanden igen bare luft, som før huset blev bygget: ” Hvordan saa, bliver Rummet nu hjemløst, eller har det været det i alle de Aar Stenen laa der [som byggede stuen]? Ja saadan kan man naturligvis ikke spørge, men hvordan ellers? Hvad gør man i det hele taget naar Ufatteligheden hjemsøger En?”. Nemlig ’ufatteligheden’ er centrum for Smiths små forløb, den lille undren, som bliver til den store. Alt det som foregår i vores bevidsthed, idet den udvider sig og trækker sig sammen, knytter sig til virkeligheden udenfor, eller forlader den igen for selv at blive sin egen virkelighed, frem og tilbage. I denne forstand er Smith en repræsentant for den fænomenologi, der omkring 1930 fx begejstrede Sartre. Smith véd det bare ikke, men tager hele tiden ”Hensyn” til det, ”som er flygtigere end Luft og ufatteligere end Tid og Rum”, nemlig den menneskelige forestillingskraft, der opfatter verden som fænomener dvs. som tillagte betydninger.
Men der er også et præg af gamle dage over de korte tekster, og det er ikke bare sproget, der er fra 1930’erne, det er også de vaner, der træder frem af beskrivelserne, tydeligst forholdet til kvinderne, disse fremmede indfødte, som rummer al mandlig tilfredsstillelse, hvis man kan åbne dem, men som synes ganske ligeglade. Starte et bekendtskab med en dame gør vi jo ikke i dag med at give hende et håndtryk, eller løfte på den hat, vi ikke længere bruger, og hvis vi gør, løfter vi den ikke. Dog disse forskelle i vaner er jo blot museumsstof, som man let kommer over. Vanskeligere er den almene sørgmodighed i verdenstilgangen som fx, at en længsel ødelægges ind i opfyldelsen og sådanne fordomme som at ”en defloreret Kvinde ikke kan gøres uberørt”.
Der er sket meget i vores verden siden 1930, og alligevel giver læsningen af Smith et spring tilbage til en horisont, som man har levende kontakt med gennem forældre eller bedsteforældre. Alene ærgrelsen over kvindesynet viser, at kontakten stadig er der, bare negativt. Positivt er det derimod at møde det stadige forsvar for hverdagen og hverdagsmenneskene. Og her må man gerne til det følgende citat høre for sit indre øre ’Der er en Sang om en Mand, der hed Larsen’: ”[det siges ofte] ”at de levende har Ret”, men hvem gaar Livet ikke i Staa for, mere eller mindre. Der kan kastes Vrag paa meget, men de der ikke har noget der er bedre, burde ikke have Lov til det. Det er let at udtale sig med foragt om Spækhøkere og Fagforeningarbejdere og kyllinghjernede Expeditricer og deres Levned. Men er det saa meget ædlere at tænke skarpsindige Tanker, naar Livet og Livslysten alligevel ikke opretholdes”.
Smith skrev disse hverdagsrefleksioner for at forvandle ”lykkeløse Dage til lykkelige” netop for at hanke op i livslysten, som vist ikke var høj alle timer i døgnet, hverken for ham eller hans samtid omkring 1930.
Bo Hakon Jørgensen juli 2022
Hesse
Hermann Hesse:
En Barnesjæl og to kulturelle Essays.
Udvalg og oversættelse ved Clara Hammerich. Indledning af Jørgen Hendriksen.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr.38
Kbh. 1944.
For og imod Hesse.
Hesse (1877-1962) har bjergtaget så mange læsere i det 20.årh med romaner som Steppeulven og Glasperlespillet og han har fået Nobelprisen i litteratur 1946, at man næsten ikke kan tillade sig at have noget imod hans forfatterskab. Alligevel klinger der en streng i En ved noget, hans moder skrev i et brev til faderen om den 4-årige søn: ”drengen har et liv, en styrke som en kæmpe, en mægtig viljekraft og faktisk også en utrolig forstand for sine fire år. Hvor skal det ende? Denne indre kamp med hans tyranånd slider hårdt på mig, hans lidenskabelige Sturm und Drang…”(cit. fra nettet). Hesses ’tyranånd’ er et godt udtryk for det ubehag, nogle læsere føler ved at være i hans klør. For i hans klør, det ér man, også i disse tre essays i det lille udvalg, der viser hans vidtfavnende og overbevisende stil.
Sin barndoms hovedsynd husker denne tysk-schweiziske digter i essayet ”En Barnesjæl”, der står først. Derpå husker han sin stødthed som kunstner over at blive mistænkt for at gå efter penge, og til sidst vil have gerne have sjælen, sin egen sjæl, adskilt fra den fordærvelige attrå. Som det er sagt om Hesse, er den tematiske kerne en søgen efter en spiritualitet i ham selv – en spiritualitet han næsten tvinger frem. Fx i essayet ’Sjælen’ skriver han: ”Urent og forvrængende er Attraaens Blik. Først naar vi intet begærer, først naar vort Blik bliver den rene Betragtning, aabenbarer Tingenes Sjæl sig, Skønheden. […] I det Øjeblik hvor Attraaen hviler og Betragtningen kommer frem, den rene Beskuelse og Hengivelse, bliver alt anderledes. Mennesket holder op med at være nyttigt eller farligt, interessant eller kedeligt, godmodigt eller raat. Det bliver Natur, det bliver smukt og mærkværdigt som enhver anden Ting, der bliver underkastet den rene Betragtning”.
Der lyder jo smukt, men er det rigtigt? Er det ikke renhedens tyranni over mennesket? For hvem er betragteren andet end det æstetisk gode menneske, der med sin godhed gør det så svært for de onde at blive gode. Ikke for intet var Hesse ud af missionær-slægt. Hesse forstår attråen som en almindelig menneskelig geskæftig hensigt med verden, den fænomenologer ville kalde intentionalitet, og ser den altså som et slags begær efter verden og ikke som en nødvendighed for at kunne leve, at kunne række ud efter denne omverden. Derfor er den uren for ham og betragtningen er ren, fordi den sidstnævnte ikke rører ved verden, kun betragter den. Dermed signalerer han en holdning efter 1945, hvor man prøvede at undgå ideologierne, der havde forårsaget krigen, for i stedet at gøre sig et billede af situationerne. Denne billede-forestilling er det, som Hesse kalder ’den rene betragtning’, og som han altså figurerede i sine værker. Desuden drømte han vist om den som en menneskefornyende kraft.
Splittelsen mellem attrå og betragtning går også igen i essayet om barnesjælen, som stadig er Hesses egen, knyttet til et tyveri af figner fra faderens slikdåse. Tyveriet bliver ikke direkte beskrevet som attrå, men der er klart et begær, der bliver straffet af det faderlige blik senere på dagen. Selve essayet er så den voksnes rene betragtning over barndommens særlige måde at se verden på. Indbruddet i fader-verdenen for at aflure den alle voksen-hemmelighederne finder sted en dag, hvor faderen er fraværende, og bærer som beskrivelse tydelige træk fra psykoanalytisk læsning. Hesse husker meget, mere end han faktisk kan, og trækker beskrivelsen af barnesindet længere end det kan bære. Hans tiltro til sjælen som dimension i mennesket er enorm, så lad os slutte med hans håb 1917:”Aah I sky Sjæle! Vil I nogensinde bryde igennem?”. Et sådant gennembrud har mange skønne sjæle ventet forgæves på omkring 1950-60, hvorefter ’sjæl’ blev et skældsord i moderniteten. Sjælen lod sig ikke tvinge til gennembrud, den tabte snarere til teknologien, sådan som også Hesse frygtede det.
Bo Hakon Jørgensen juli 2022
Sévigné
Madame de Sévigné:
Breve.
Forord og oversættelse Ejnar Tassing
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 39
Kbh. 1944
Fortiden var ikke bare formel og stiv
Madame de Sévigné (1626-1696) er ti år ældre end Thomas Kingo (1636- 1703) og altså samtidig med hans salmesamlinger ”Aandelige Sjungekor” I -II fra henholdsvis 1677 og 1681. Hun skriver sine breve ud fra den mondæne verden i Frankrig, men med en friskhed og en fortælleglæde, der fører os ind i , hvordan man talte med hinanden i pengenes klasse, når man ikke var klassisk strengt formuleret, som man ellers skulle være det ved hoffet i Frankrig under Ludvig d. 14.
Til datteren skriver hun 1672 om døden: ”Skal jeg dø ved et Ulykkestilfælde? Hvordan vil min Sag med Gud være? Hvorledes skal jeg træde frem for ham. Vil Frygt og tvingende Nød drive mig til ham? Skal jeg føle andet end Angst? Hvad tør jeg haabe? Har jeg gjort mig fortjent til Paradiset?”. Disse udsagn er vel ikke meget anderledes end en troende kristen kunne sige dem for sig selv 2022. Sagligt og følelsesbåret på samme tid, men dog uden at udmale angsten som hos Kingo: ” Naar jeg, O Gud paa Havet er/ Og Bølge-ryggen gennemskiær, / Da kand jeg mig erindre,/ At i mig selv der er et Hav/ Ræt ved min dybe Hierte-grav/ Hvor stærke Storme tindre[…]” [ starten af digtet ”Hierte-Suk”, 1681]. Her må man huske, hvor dødeligt farligt det var at begive sig ud på havet i 1600-tallet. Kingo har angsten inde i sig selv og er angst for sig selv; Sévigné har en ’sag’ med Gud og tænker over, hvordan foretrædet for ham vil foregå?
Men det er sjældent hun tænker og ’taler’ således i de få breve, ud af de 1500 fra hendes hånd der findes, som bringes på de 60 sider i dette udpluk. I stedet fortæller hun stort og småt fra sin mondæne verden, uhyre detaljeret og medrivende. En kongelig madarrangør Vatel er ved at tage sin død over, at der mangler to stege ved et af de fjerneste borde ved Kongens festmåltid. Dog endnu værre bliver det næste dag, da fiske-leverandørerne udebliver: ””Jeg overlever aldrig denne Skændsel. Min Ære og min Anseelse staar paa Spil”. Gourville slaar det hen i Spøg, men Vatel gaar op paa sit Kammer, sætter Kaarden mod Døren og presser den efter et par mislykkede Forsøg lige igennem Hjertet: han falder død til Jorden./ Imidlertid strømmer det ind med Fisk fra alle Sider […]”.
Især sidste bemærkning om fiskene viser fortælleglæden. Hun er glad for at fortælle datteren om alle disse store og små begivenheder, ja hun er heller ikke bleg for at fortælle datteren, hvor meget hun forguder hende, ja, at hendes omgivelser endda bebrejder hende denne forgudelse af datteren som et ligefremt kætteri mod den sande tro. Hun blev tidligt enke og arving til mange penge, da manden døde i en duel, 1651. Hun havde da to børn og tog sig af dem og modstod friere resten af sit liv. I denne frie position fik hun adgang til mange menneskers fortrolighed, holdt litterære saloner og fik derved et stort overblik over samtidens offentlighed. Datterens breve er ikke optrykt, så ’dialogen’ er temmelig ensidig, men den meget ivrige moder må have været svær at udholde for hende. Dog på Sévignés gamle dage bliver hun mere selvkritisk og er langtfra enig med sig selv længere: ”Du [datteren] spørger mig, om jeg stadig er en lille gudfrygtig Kvinde, der ikke rigtig duer til noget. Ja, det er netop det, jeg stadig er og ikke en Smule mere – til min store Beklagelse. Alt hvad jeg ejer af godt er, at jeg kender min Tro og ved, hvad den gaar ud paa. Jeg forveksler ikke det falske med det sande. Jeg ved, hvad der er godt, og hvad der kun har Udseende deraf”.
Det er jo skrevet, som det næsten kunne være talt. Det er da også dette træk ved stilen, som berømmes, når den kaldes ’den løbende pen’. Mod datidens formelbøger for hvorledes man skrev et brev, sammenstykker Sévigné sine breve, som det falder hende ind, og hun kan drille og ironisere som en moderne kvinde. Hun bliver et slags pant på, at fortiden aldeles ikke var så stiv og formel, som dens skriftlige vidnesbyrd ellers lader os antage.
Bo Hakon Jørgensen juli 2022
Laxness
Halldór Laxness: Noveller
Oversættelse og indledning ved Chr. Vestergaard-Nielsen.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 40
Kbh. 1944.
Meteoren: ’det mærkelige’
Islandske Laxness (1902-1998) er som fortæller afhængig af, at noget mærkeligt eksisterer, et mærkeligt sted eller en mærkelig person. Det synes han selv at vide, som det ses i den temmelig selvbiografisk anlagte novelle ”Vølves Spaadom paa hebraisk”, hvor en underlig person ligefrem spørger jeg-fortælleren midt i København: ”Hvis du kommer i Besiddelse af noget mærkeligt, som du ikke selv har Brug for, saa lad mig det vide, sagde han. Og hvis jeg kunde gøre et eller andet for dig, for Eksempel skaffe dig et eller andet, som ikke enhver kan fremskaffe, saa – /Skaf mig Tykmælk, sagde jeg”.
Når så det mærkelige er præsenteret, som her ’tykmælken’, er det Laxness’ opgave at fortælle det tilbage i det almindelige igen. Og her er der virkelig noget af den gamle omrejsende fortæller i ham, fortælleren, der åbner sin mentale gavebod der, hvor der er lyttere. Desuden har han sagaernes evne til at fortælle udefra, hvad der er tilgængeligt for menneskers øjne på hinanden. Med disse evner var det vel helt i tidens ånd, at han fik Nobelprisen i 1955.
Bogen her præsenterer fire noveller, to fra 1933 og to fra 1942. ”Silden” hedder den første, og den beskriver det fænomen, at nogle år fiskes der godt, og hele samfundet blomstrer, og andre år forsvinder silden helt, og alt tørrer ind. Silden er det mærkelige, ”denne lunefulde Skabning fra Dybet, det er den, der er kommet for at lægge sidste Haand paa Menneskenes Skæbne.” Fra blikket over hele samfundet i fiskerflækken, som novellen handler om, trækker historien sig til sidste sammen om en enkelt gammel kvinde, der på land skærer fisk op og bliver ved langt ud over, hvad alderen og dagslyset vil tillade. Da sønnen driver hende hjem fra arbejdet, jamrer hun ”Gud tilgiver dig aldrig dette her, Sigurjón. /Og der laa en hel Verdenshistorie i den rasende Jamren, som nu steg op fra den halvfemsaarige fattige Kvindes Bryst”. Den verdenshistorie, der hentydes til, er nok menneskets evige opstand mod alderens indtog og evnernes forfald.
Den anden novelle, ”New Iceland” er en historie om islandske emigranter i USA, der stadig orienterer sig efter det forladte Island. Det ’mærkelige’ er, at forventningens land ikke levede op til forventningen. At kulden var værre end hjemme, så slem, at man i sin bevidsthed aldrig slap væk hjemmefra.
Mærkelig er i den tredje novelle, drengen Jon, som er vokset op med to billeder på væggen, et af Napoleon Bonaparte og et af dronning Viktoria. Med disse to forbilleder opbygger drengen sin egen specielle identitet og sin længsel ud i verden. Han har dog svært ved at komme afsted, men det lykkes omsider som blind passager på et stort skib. Han vender mange år senere hjem til Island fra uomtalte skuffelser derude, men vil fortsat kaldes Napoleon Bonaparte, af de fleste bare forkortet til Parte. Familien opsporer hans opholdssted og vil have ham til at vedgå fødenavnet Jon, men han fnyser og stamper i jorden: ”Jeg er Napoleon Bonaparte”, som, lægger han til overfor præsten, ” har genrejst Kristendommen i Danmark og besejret Tyrkerne, just som de havde underlagt sig andre Lande”. En sådan stædig illusion er det, der optager Laxness og hans lyttere og læsere. En sådan stor mærkværdigved, der ikke lader sig fortælle til almindelighed. Men i anstrengelsen for at gøre det får Laxness vist sin store viden om menneskers samfund og alle deres gøremål. Det ’mærkelige’ er bare den lysende meteor, som kastes ind i miljøet, således at det kan ses, hvordan det fungerer.
Knud Enegaard i København hedder den ’mærkelige’ mand i novellen ”Vølvens Spaadom paa hebraisk”, som vi startede med at citere fra. Han er meteoren, der afdækker jeg-fortællerens metode: optagetheden af det mærkværdige, selve fiktionens motor. Forbindelsen er denne mærkelige mands lommebog ”fuld af Digte paa Fransk og Avisudklip. Paa Lommebogens forreste Side var indklæbet en Avisannonce, og midt i Annoncen var der et Billede af en langskægget Mand i Kjortel, med Turban og Briller. / Hvem er det ? spurgte jeg [fortælleren]/ Det er Spaamanden Dr. Anakananda i Bruxelles, sagde han og stak Glasøjet i Lommen og var borte”
Det er klart, at en så mærkelig udgave at sig selv må jeg- fortælleren møde igen, hver gang han kommer til København, for det er hos ham, han får sine ideer til at skrive.
Bo Hakon Jørgensen juli 2022
Baudelaire
Charles Baudelaire: Kunstkritik.
Oversat og med forord af Paul la Cour.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 41
Kbh. 1945
Den moderne skønhed
Han fik sig et navn i litteraturen på trods af sine mange fejl, sagde hans moder om ham, da han døde 1867 som en grøntsag på et plejehjem efter en hjerneblødning godt 2 år før.
Charles Baudelaire blev født 1821 og blev om nogen digter selve navnet på ’det moderne’ med titler som ”Les Fleurs du Mal” (Syndens Blomster). Som kritiker skrev han om malere og digtere, og det var her han prægede forestillingen om: ”Det moderne, der er det forbigaaende, det flygtige, det netop opdukkede, Halvdelen af Kunsten, hvis anden Halvdel er det bestandige og uforanderlige”. For Baudelaire gjaldt det om at få blik for denne første halvdel, det særlige udtryk, som tidens moment gav folk i netop deres periode. Og det var dette ’moderne’ han prøvede at indfange i sin kunstkritik, som Paul la Cour her har samlet klip af, eller rettere store citater af.
I Danmark 1945 kendte man nok til Baudelaire fra symbolisternes oversættelse af nogle af hans digte, men hans kunstkritik var det noget af et scoop at indføre, som Paul la Cour præsterede det i Hasselbalchs serie. Forordet véd imidlertid intet om Baudelaire-kenderen over dem alle, Walter Benjamin (1892-1940), der netop havde skrevet om Baudelaires optagethed af ’det moderne’ i flere artikler og arbejdede på at samle et kæmpe materiale til "Das Passagenwerk" om Paris som Baudelaires by (først publiceret 1982). Benjamin begik selvmord på flugt fra tyske agenter i 1940 i det nordlige Spanien. Men det var hans kulturkritiske kapitler om Baudelaire, der i 1970’erne tændte vores hjerter for en symbolist som Baudelaire midt i en stemning af marxistisk politisk korrekthed.
For symbolist, eller som Baudelaire selv kalder det ”Surnaturalist”, var han jo, denne franske digter, der indså, at i den menneskelige verden foregår det virkelige i sjælen og ikke i omverdenen. Det var et udtryk, han brugte om sin favorit blandt malere, Delacroix, den store romantiske maler i Frankrig, der ifølge Heinrich Heine skulle have sagt: ”Hvad Kunst angaar er jeg Surnaturalist. Jeg tror ikke Kunstneren kan finde alle sine Forbilleder i Naturen; de betydeligste af dem aabenbares ham i Sjælen ligesom de medfødte Forestillingers symbolske Betydning og paa samme Tid”.
Som dette citat er skrevet, siger det meget om Baudelaires kunstkritik, som er blevet berømmet af forskere, men hvor det ikke ligefrem flyder med opsigtsvækkende formuleringer. Man skal have romantikken med sig som bagage for at se de bittesmå forskydninger, som eftertiden siden forstørrede op, i og med at moderniteten i samfundene voksede. Men noget af det virkeligt moderne hos Baudelaire er hans blik for at overføre æstetiske fænomener som metafor , sammenligning og symbol som karakteristika for den menneskelige bevidsthed: ”Det er Indbildningskraften, som har indviet Menneskene i Farvens , Omridsets Tonens og Duftens sjælelige Betydning. Den skabte Analogien og Metaforen ved Verdens Begyndelse. Den opløser alt det skabte, og med Brudstykker skaber den en ny Verden, frembringer Følelsen af at staa overfor noget helt nyt, […]”. Det vi ser i litteratur og malerkunst, dvs. metafor, analogi og symbol, er altså tegn for de måder, mennesker ser på. Vi går rundt i en skov af vores egne synsmåder, i en skov af symboler, som det hedder i det berømte digt ’Korrespondancer’.
Derfor er også hele Baudelaires omverden en slags billedbog på sjælen. Bygningerne er ikke bare sten og glas men udtryk for vores væsen, netop vores periodes væsen. Det var dette næsten fænomenologiske blik, som Benjamin fik analyseret frem af Baudelaires værk, og som man af og til kan ane i disse kunstkritiske klip, der plæderer for, at kunstneren skal fremstille sin egen tids skønhed ved at stole på sin indbildningskraft eller fantasi, ved at dyrke begyndelsen af værket, uddrage det bestandige af det forbigående, og selv i de kedelige gråsorte jakkesæt se en moderne skønhed: ”(man) slaar sig i vore Dage til Taals med en særlig Nuance i Stoffets Mønster og i Snittet, og lægger ikke saa megen Vægt på Farven. Men har disse grimasserende Folder, der snor sig som Slanger om et forpint Legeme, ikke deres egen gaadefulde Skønhed…?”
Moderens slemme dreng havde eksperimenteret sig frem til en indsigt i det nye, det moderne, det flygtige vidunderlige, bevidsthedens leg med lidelsen som vej til skønheden: Slanger omkring et forpint legeme!! Derfor fik han sit kæmpe navn i litteraturen.
Bo Hakon Jørgensen juli 2022
Wells
H.G. Wells: Kroketspilleren. (1936)
Forord ved Jørgen Claudi.
Hasselbalchs-Kulturbibliotek nr. 42.
Kbh. 1945.
I horisonten: Verdens undergang 1936
Det er H. G. Wells (1866-1946), som har skrevet ”Klodernes Kamp”, som Orson Welles i 1938 lavede en berømt og berygtet radioudsendelse over, så folk troede, at rumkrigen var brudt ud. Det er ham, H. G. Wells, science fiction-forfatteren, der har skrevet fortællingen ”Kroketspilleren” om den åndelige situation i Verden 1936. En historie, der på mange leder og kanter er alt for meget, men i hvert fald tegner et præcist billede af de styrende forestillinger i Europa 1936. Et hørerør i en kogende civilisation.
Den er arrangeret historie om tidens angst, bygget op som en slags spøgelseshistorie. Men det er også en allegorisk fortælling om en forfatters fantasi og fiktive påfund, der kan bruges til at lave figurer og billeder til et emne, her angsten for det onde i samtiden.
Wells er ofte blevet kritiseret for at være en ’overfladisk’ videnskabs-forfatter, men så må man også sige, at netop overfladiskheden gør, at han kan fange så mange af tidens angst-udtryk i sin noget konstruerede spøgelses-historie om Kains-marsken, et fjernt sted i England. Der dannes her en spændende og medrivende historie om ’åndelig smitte’ i en landsdel. Navnet Kain med dets historie om mordet på den gode broder, kender vi jo fra Martin A. Hansen i Bjørnvigs fortolkning med titlen ”Kains Alter”, så Wells har åbenbart fat i en tematik i samtiden 1935-1945.
Men der er flere samtids-overensstemmelser i fortællingen, som vi dog først må have på plads i store træk. Handlingen i fortællingen udspiller sig i årene lige før 1936. En læge køber sig en praksis i fjern egn, hvor der ud over almindelige sygdomme er en mærkelig udbredt søvnløshed, og underlige lyde om natten og uforklarlige forbrydelser og et stort forbrug af sovemedicin. Lægen kan ikke forklare tilstanden af stadig uro og forhører sig hos lokale gamle præst, der taler om følelsen af at være udsat for det onde, som man dårligt nok taler med hinanden om.
Alt dette er fortalt til vores fortæller-jeg, som er en professionel kroketspiller, som ellers rejser verden rundt med sin faster, der prædiker kvindesag. Denne jeg-fortæller, som er udpræget rationalist, har fået det hele fortalt af lægen, som han er truffet sammen med på et kurhotel. Man mærker stilladset under historien: forfatteren har personificeret sin egen ide om tidens angst i den undersøgende læge. Og sin egen rationelle mistro til sin egen historie i jeg-fortælleren.
På egnen har lægen fortsat sin søgen efter en forklaring hos en arkæolog, der kender egnen godt. Arkæologen mener, at det er nogle udgravninger på egnen og fundet af hjerneskal af en fortids-abe, der har udløst primitive kræfter i menneskene på egnen. I stedet burde de ’sprænge rammen omkring nuet’ dvs. forlade det moderne liv og leve udelukkende som dyrene i nuet, åbne sig for hulemennesket og kæmpe mod det onde, Kains genganger. Lægen har den følgende drøm efter at have talt med arkæologen:” I Forgrunden saa jeg dens [hovedskallens] talløse Efterkommere sværme om som Myrer – et Mylder af menneskelige Væsner, der ilede frem og tilbage med hjælpeløse Gestus, der skulle bedyre Underkastelse eller Tilbedelse, kæmpende imod en uimodståelig Trang til at kaste sig ned i dens altædende Skygge. Pludselig begyndte disse Sværme at ordne sig i Rækker og Kolonner og blev iklædt Uniformer og begyndte at marchere […] mod Mørket, og ud af dette Mørke dryppede der Blod frem./ Og saa sagde Dr. Finchatton noget mærkeligt: – Smaa Børn dræbt paa Gaderne under Luftangreb” (originalens kursiv). Vi skriver 1936, og det synes som om Wells foregriber borgerkrigen i Spanien 1936 og senere 2. Verdenskrig 1939.
Utilfreds med arkæologens forklaring sender denne lægen videre til den ulækre psykiater Norbert, der taler om en psykisk pestsygdom i tiden, en ’åndelig smitte’ som man skal blive overmenneske for at udholde. Denne Norbert vil bruge fortæller-jeget som en usmittet normalperson for at høre, hvad han mener om sygdommen. Typisk nok afviser fortæller-jeget at mene noget, og han mener heller ikke han kan gøre noget ved ”Civilisationens Aftenrøde”. Han skynder sig væk til sit kroketspil.
Fortællingen lyder som en stor ragout af alt muligt. Der er allusioner til følgende teorier i samtiden: darwinisme, totalitarisme, psykoanalyse, massepsykologi, spiritisme, primitivisme, raceteori, overmennesket, samt forestillinger om verdens undergang. Alle samlet i angsten for det onde i tiden, som i ”Kroketspilleren” har fået sit markante udtryk. En hel horisont af forklaringer på truslerne i tiden er stillet frem, hvis parallel til klimakatastrofens horisont 2022 er absolut nærliggende.
Bo Hakon Jørgensen august 2022
Tolstoj
Marxim Gorkij: Erindringer om Leo Tolstoj.
Forord Felix Nørgaard.
Hasselbalchs-Kulturbibliotek nr. 43.
Kbh. 1945.
Asketisk ikke-vilje som vilje
Leo Tolstoj (1828-1910) var en langt mere aktuel person i 1940’erne end han er i dag. Hans simple livs-evangelium blev fulgt af mange med stor interesse, af folk, der ville vende det moderne byliv ryggen, og det lå ikke langt væk at betragte ham som en ny slags Kristus. Den danske forfatter Jakob Knudsen diskuterede med stor alvor hans ideer omkring 1910, og desuden kom Tolstoj jo med berømmelsen fra de to meget læste romaner ”Krig og Fred”(1869) samt ”Anna Karenina” (1877). Men Tolstojs liv var langt, og i de sidste 20 år af sit liv tilsluttede han sig i stadig stigende grad anarkistiske ideer, som han kombinerede med en kristendom grundet på Jesu bjergprædiken: elske sin fjende, passiv modstand uden vold, vende den anden kind til osv. I essays bekendte han sig til Georgismen som var mod privat ejendomsret, men med jorden til leje mod en slags jordskat, jordrente. Med sit lange hvide skæg og sin enkle fattige beklædning satte denne adelige mand sig selv i scene som anarkist mod stat og kirke men for de små lokale fællesskaber. Sådan kunne den ældre Tolstoj fra sit gods i Rusland tage sig ud som den tilbageværende godhed i verden i det simple liv ud fra en askese, hvor mennesket burde afstå fra viljeshandlinger, sex, stræbende mod en ren krop uden alkohol, tobak og kød.
Det er denne freds-institution’, som Gorkij møder flere gange og længst under et kurophold på Krim 1901, hvor Gorkij er der for at få sin tuberkulose kureret og Tolstoj for en anden alvorlig sygdom. Gorkij (1868-1936 – og altså 40 yngre end Tolstoj) er i øvrigt et pseudonym med betydningen ’den bitre’ for det rigtige navn Alexej Pjesjkof.
Erindringerne er 30 sider smålapper noteret ned efter samvær, plus et 30 siders brev om Tolstoj skrevet 1910, da den gamle mand angiveligt flygtede fra konens vedvarende kritik, tog toget sydpå, talte med passagererne undervejs om sine favorit-emner, men døde på en jernbanestation på ruten.
Gennemgående er Gorkijs erindringer om Tolstoj præget af et ’både og’ eller af en ambivalens: det mest vidunderlige menneske – men også det frygteligste. De består for det meste af et notat af en replik fra Tolstoj fulgt af en overvejelse fra Gorkijs side. Sidstnævnte var på det tidspunkt på vej til at blive en kendt forfatter med en socialistisk-realistisk intention, medens Tolstoj havde sit forfatterskab, som indbegrebet af en neutral realisme, bag sig og nu mest skrev livsmoralsk essayistik.
Gorkij har blik for det villede i Tolstojs person, der prædiker ikke-vilje. Bag ved alle udsagnene er Tolstoj vist nok ikke særligt troende, men en nihilist: ”Han tier og vil sandsynligvis aldrig fortælle det til nogen. Dette ”noget” kom kun lejlighedsvis og antydningsvis frem i hans Konversation. Der var ogsaa Antydninger deraf i de to Hefter af Dagbogen, som han gav mig og Suler at læse. Det syntes mig at være en ”Benægtelse af alle Bekræftelser”, den dybeste og frygteligste Nihilisme, udsprunget af en grænseløs, haabløs Fortvivlelse og Ensomhed, som sandsynligvis ingen før han har følt med en saa frygtelig Klarhed. Han forekommer mig ofte som en Mand, der paa Bunden af sin Sjæl er urokkelig ligegyldig overfor andre Mennesker. Han er saa meget højere, saa meget mægtigere end de, at de synes ham som Myg , og deres travle Færd latterlig og ynkelig. Han er gaaet langt bort fra dem – ind i en eller anden Ørken, hvor han ensom, med den største anspændelse af hele sin Aands Styrke, fordyber sig i det ”vigtigste” – Døden”. Og Gorkij husker ham videre for replikken: ”Men hvad er der af Sandheder, naar Døden dog er Virkelighed”.
Intet under, at Tolstoj sagde om Gorkij, at han havde et blik som en spion. Og medens Tolstoj solede sig mellem sine mange elever, nedskrev Gorkij, at der var en ”stinkende Strøm af Aabenhjertigheder” mellem dem. Alligevel slutter nekrolog-brevet 1910 med, at for Gorkij, som var ateist, var Tolstoj ”gud-lig”. Den ikke-voldelige Tolstoj havde en tvingende kraft over sine undersåtter.
Bo Hakon Jørgensen august 2022.
Der fortsættes med nye stykker om Hasselbalchs Kulturbibliotek , Hasselbalch VIII
– i overskriften i gardinet på indledningssiden : "Hasselbalch fortsat"