Schildt
Runar Schildt: Troldeskoven
Forord ved Andreas Rehling.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 52
Kbh. 1946
Sjælens sygdom
Han havde været død i mere end tyve år, da Runar Schildt fik denne novelle trykt i serien. Han var en finlandssvensk forfatter (1888-1925), kun kendt i Danmark for lidt skuespil, men slet ikke for novellerne, der skulle være hans stærkeste side. Han begik selvmord i en alder af 37 år, hvad man godt kan forstå, når man stifter bekendtskab med den altædende desillusion, der præger den lange novelle ”Troldeskoven” fra engang i 1920’erne.
Stemningsmæssigt er det lidt som at ankomme til et samtidigt portræt af det godsmiljø, Karen Blixen havde herhjemme ca 1913, før afrejsen til Afrika. Vi er i den svensktalende adelslignende del af befolkningen i Finland, landet med tusinde søer. Man padler i kano på besøg hos hinanden, eller man går på andejagt i de samme søer, eller man drikker the hos hinanden i flotte villaer. Hovedpersonen er forfatteren Jacob Casimir, der ikke får skrevet særlig meget. I hvert fald døjer han med 8. kapitel i en roman, som han er i gang med. Novellen drejer sig om, hvordan han endelig til slut, efter mange forgæves forsøg, finder den idé, der gør det muligt at færdigskrive kapitel 8. Og i sig selv er novellen en forfatters suveræne historie om at skabe den historie, vi netop sidder og læser.
Den konverserende familie på terrassen sammenfatter han i en tante Constance, symbolet på hele miljøet: ” Hun havde ladet sig iføre en Kjole af lysegraat Silke med en Antydning af Decollage og fundet sine kostbareste Ringe frem. Hørerørets sorte Slange løb ud af hendes svampede Øre som en Slange af et Dødningehoved, og paa hendes indskrumpede, askegraa Hud lyste et gammelt Halssmykke af stor og udsøgt Skønhed. Hendes Blik livede op i et ondskabsfuldt Glimt, mens hun betragtede nogle rødmossede, ældre Herrers pilfingrede Danseforsøg”.
Tanten er til stede ved en fest for hele miljøet og betragtes af en hybrid af forfatteren – og hovedpersonen Jacob Casimir. I det hele taget er hele historien en hybrid af disse to, idet den, som sagt, handler om den næsten umulige færdiggørelse af kapitel 8 i en roman, vi dårligt nok véd, hvad den handler om. Men hovedpersonens manglende handlingsliv får vi meget at vide om og alle hans iagttagelser, som gerne skulle svulme til ideer til kapitel 8, men ikke gør det. Jacob sidder og stirrer på en blomst i mangel på evne til at skrive:” Han fulgte et Insekts Vandringer paa en hvid Okseøjes brandgule Skiveblomst. Det var en lille, sortglinsende Pokkers Fyr, med en smal og højtidelig Krop, Jacob Casimir kunde virkelig ikke finde paa noget Navn til den, bestemme dens Art. Men den var fornøjelig at se paa. En halv Time, maaske en hel, havde Jacob Casimir allerede tilbragt i Selskab med den”.
Schildt er blevet kaldt ’en stor stilist’, og det er han ved at indføre pludselige moderne (1920), dekonstruktive småord i klassiske sætninger. I de to eksempler, som allerede er givet, er det i det første ’hende svampede øre’ og de ældre herrers ’pilfingrede danseforsøg’; i det sidste eksempel er det bandeordet ’Pokkers’, som giver det umiddelbart oplevede i situationen, det positive i registreringen af insektet.
Som man kan forestille sig, er Schildt hårrejsende præcis i gengivelse af nid, nag og mobning i selskabet. Den skønne kvinde, Veronica, som er gift med en mand, der tilsyneladende ikke passer hende godt nok, får følgende spydighed. Ægtemanden har sommeren igennem været i storbyen. Selskabet sladrer så om, om der er en kvinde i byen, der tiltrækker ham i stedet for, og derpå falder bemærkningen ”for Veronica er jo kun én Kvinde” – hvor man skal forstå det ikke-sagte - ’ én ud af de mange, han har’. Sådan kan Schildt modulere sine personers udtalelser og gør det også i samtalerne med Jacob Casimir og gifte Veronica, som han elsker tilbedende men får et forstående afslag af. Nok en skuffelse, men også en velkommen afgørelse, for så får han skrevet kapitel 8 færdig: ” Han skaanede ingen – mindst af alt sig selv –, og intet var ham helligt; han ledte i Hjertets dunkleste Kroge, ligesom Klunseren med sin spidse Stok roder hvert eneste brugelig Ting frem af Skraldebøtter og Retirader”.
Denne evne til at finde suveræne billeder lige på grænsen af det fortænkte går også igen i novellens sidste sætning, hvor Jacob efter færdiggørelsen af kapitlet stirrer ”ind i det Sjælens syge Punkt, hvor Digtets Perle tager Form”. ’Troldeskoven’ er navnet på det ’syge punkt’, og det er altid at være på skriveriets afstand til den virkelige verden, tryllebundet af blikket på en selv.
Bo Hakon Jørgensen september 2022
Falstaff Fakir
Falstaff Fakir (pseudonym for Axel Wallengren):
Calle Kula og andre Noveller.
Forord: Sigfred Hjort Eriksen.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 53
Kbh. 1946
Denne Falstaff Fakir er, som navnet antyder, en joker. Han hed i virkeligheden Axel Wallenberg og levede fra 1865-1896. Han var Sveriges Gustav Wied, den humoristiske samfundsrevser. Wied (1858-1914), der som 56 årig begik selvmord, kunne skrive sådanne sætninger som denne i en almindelig dansk landskabsbeskivelse : ”Det fingerer at være Foraar” – og heri opsamle det danske vejrs upålidelighed på grænsen mellem frost og tø, men også den menneskelige smerte over at intet lever op til sit navn (forår) Desuden er der jo en morsomhed i at bruge ordet ’fingerer’, der normalt ikke benyttes om vejret, der ikke har nogen personlig vilje.
Wallengren døde ung af tuberkulose, julen 1896. Som revser var han måske snarere en tragisk vidende person, der skræmt og fascineret betragtede menneskenes overtrædelse af deres egne regler og principper. Og han indså deres latterlighed, der består i, at de end ikke bemærker overtrædelsen, men tror at leve uforandret videre efter selvsamme principper: ”Saadan er Menneskene”, som en slutlinje lyder i en af novellerne.
Den 40 sider store novelle ”Calle Kula” er et godt eksempel på Fakirs humor. Den har tre personer i fokus i et ubestemt landområde i Sverige i moderne tid (1890): En Herremand, en doven præst og en nytilkommen ivrig kapellan, der gerne vil fremme evangeliet, rent og purt og forarges over de to førstes vellevned.
Herremanden Calle Kula har arvet sit gods af en jubelolding, efter at han selv har studeret 15 år ved universitetet uden eksamen: ”(Han havde dog) Anlæg for teologiske interesser. Han var et decideret Verdensbarn, glad som en Spillemand, Tilhænger af Spilopper og Sjov, samt en vældig Historiefortæller. De Historier, han fortalte efter Middagen, naar Damerne havde trukket sig tilbage, blev i høj Grad gouteret og fik Rygeværelsernes Spejle hos Egnens Honoratiores til at afspejle pæonrøde Herreansigter i de voldsomste Lattergrimasser.” Denne livsglade herremand har også arvet en pæn sum penge, som han gerne låner ud til præsten og andre trængende, der til gengæld har vanskeligt ved at betale tilbage, så de bliver afhængige af ham. Et par drinks, en gris til at fede op eller en ny veksel besegler deres gensidighed. Det ser den lige tilflyttede kapellan og starter en kampagne mod hedenskaben i byrådet. Herremanden får deraf den idé, at blive rigtig gennemført hedensk og starter en omvendelse til Nordisk Gudelære på sit gods. Asalæren breder sig, og kapellanen griber til at skrive indlæg imod den i pressen, der afvises. Men folk tager det nordiske alt for meget til sig, og vil begynde at blote personer til guderne, så Calle Kula må flygte fra sit gods i 7 år og ansætte en person til at omvende folkene tilbage til den gamle kristne tro.
Hvorhen retter Fakir nu satiren? Mest mod de stakkels almindelige mennesker, der lader sig forføre af vanvittige ideer som Nordisk Gudlære, som selvfølgelig derved også latterliggør den ligestillede kristendom. Men som hos Wied er det allermest den menneskelige skøbelighed, som er drivkraften i humoren.
I en lille novelle om en gerrig mand, der dør en skindød og får lov at ligge og lytte til, hvad der foregår omkring ham, er det netop denne skrøbelighed, at spare sammen og ikke give ud, der får stemme. Da slægtningene efter at have røvet boet også vil rejse et sten-monument over ham, rejser den skindøde sig over ende og råber ”Et Trækors er mere end nok!!! Jeg har ikke Raad til mere!!!”.
Så selv i skindød tilstand fortsætter en af menneskets grundegenskaber: gerrigheden. Heri viser Wallenberg sin sympati for symbolismens tænkemåder, den samtidige symbolisme han, ifølge forordet, sigtede efter i sin lyrik.
Bo Hakon Jørgensen oktober 2022
Swift
Jonathan Swift: Dagbog til Stella.
Forord ved Niels Haislund.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 55
Kbh. 1946
Dagligliv 1710
Man kan undre sig over, at denne samling af klip fra Swifts breve 1710-13 kunne interessere de kulturelle læsere 1946? Jovist, Jonathan Swift (1667-1745) var en kendt forfatter af flere satiriske skrifter og især
den allegoriske roman ”Gullivers rejse til Lilleput” (1726), men er disse breve en vej til at forstå hans skrifter bedre eller hans historiske betydning? Næppe. Brevene er skrevet til hans veninde (Stella) og hendes anstandsdame, og
de handler mest om hvilke ansete folk, Swift har spist middag med i London, hvornår han går i seng om aftenen, og hvordan damerne har det hjemme i Irland, som han har forladt for at fremme en kirkepolitisk sag fra Irland i London. Brevene, som
klippene er foretaget fra, fylder godt 500 sider, så den lille bog er altså kun 10 pct af dem: ”Der er lagt Vægt paa Breve, der er karakteristiske for Swift selv, enten ved Form eller Indhold, for hans Forhold til Stella, eller som
giver Billeder af Tiden”, siger forordet sparsomt.
Jeg vil mene, at det især er ’billederne af tiden’, som kan interessere i dag. Men andre perioder har interesseret sig for, om der bestod et erotisk forhold mellem præsten Swift og denne ti år yngre dame, som han havde undervist som huslærer? På brevenes tidspunkt er Swift 43 år og Stella ca. 33. Alt i brevene tyder på et nært forhold på et næsten pjattet samtaleplan, men absolut intet erotisk. Følgende lille stykke fra et af brevene kan illustrere tonen mellem de to, hvor Swift, som han ofte gjorde, kritiserer Stella for at tabe i kortspil:
”Jeg saa seks Spil, du havde, og hvor Chancen var ti mod een imod dig. Ville nogen anden end et galt Menneske have spillet to gange paa Manille, Basta, og to smaa Ruder?”(kortudtryk) . Swift kan også forestille sig, at hun hjemme i Irland læser hans brev og siger ”Fjollet, fjollet, fjollet, du er fjollet. I ( nu Swift til de to damer) er begge to fjollede, alting er fjollet.” Så de klip, der er præsenteret her i bogen giver intet grundlag for at bedømme forholdet mellem Swift og damerne nærmere end ’familiært’.
Men hvori består så det interessante billede af samtiden, set af en engelsk præst, der fra sin position i Irland søger til London og får kontakt med nogle af rigets øverste beslutningstagere, og i et kort tidsrum ses som den afgørende figur bag vigtige rigs-beslutninger. Positionen kan man aflæse af de forskellige titler på personer, Swift mødes med: statssekretæren, finansministeren, en general m. fl, men hvad forhandlingerne egentlig drejer sig om, får man ikke at vide. Nej, det man hører om er middage og sengetidspunkter, transporter over dage, vente længe på vind ,når man skal sejle, alt den slags som udgjorde et almindeligt dagligliv dengang. Og over alle disse meddelelser ligger der en let tilgængelighed, ja det kunne være En selv 2022, som, sat i disse omstændigheder 1710, ville sige det samme: Skrive ved et lys til det brænder ud, senest kl 24. Tage et bad, når det er varmt, ganske vist i floden og generet af sejlende både – tage bærestole og vogne (datidens taxaer) eller når der ingen er, gå hjem osv. Derfor hedder bogen med rette ’dagbog til Stella’, for det er private dagbogsoptegnelser, hvor man overraskes over, at man er på niveau med Swift for 300 år siden. Mennesket dengang og nu ville efter nogen forhandling kunne forstå hinanden. Også jeg kunne have skrevet i min dagbog 2022: Jeg var i City til Klokken var over ti (aften). Det regnede tæt, men der var ikke en Vogn at faa. Regnen sagtnede dog lidt, og jeg gik hele Vejen hertil og var hjemme Klokken tolv”. Men tilføjelsen siger noget om Swifts ofte krænkede væsen, det væsen som gav hans satirer over samfundet deres sociale udspring: ” Den Slags lumpne Besværligheder er dejlige, naar de er overstaaet; men jeg hader dem, fordi de skyldes, at man ikke har en Indtægt paa tusind Pund om Aaret…”.
Bo Hakon Jørgensen oktober 2022.
Söderberg
Hjalmar Söderberg: Novelletter
Forord ved Hakon Stangerup.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 56
Kbh. 1946.
Kløften mellem subjekt og subjekt
Min mor (1909-1998) havde en talemåde, som jeg i min barndom ikke helt forstod, men den havde en slags magisk kraft: ”Om morgenen frisk og rask, om aftenen i Tivoli”. Hun kan have haft den fra Söderbergs novelle, eller som Söderberg (1869-1941) fra en samtidig københavnsk talemåde? Novellen er fra 1929 og hedder ”Fejltagelses-Sonaten”, hvor en præst fortæller, at han engang kom til at sige Jesus-udtalelsen til den ene røver frygtelig forkert: ” I Aften skal du være med mig i Tivoli” [[ i paradis, selvfølgelig]]. Min mor mente tydeligvis tilværelsens omskiftelighed med sit Tivoli, medens Søderberg peger på tilfældigheden, at man mod eget vidende udfører en fejlagtig handling, eller siger noget forkert. Eller at vi ikke altid er herre i eget hus, men at måske underbevidstheden er den styrende onde ånd? Præstens fortalelse er i øvrigt karakteristisk for Söderbergs emner. De er de ting, som tager sig ubetydelige ud for omverden, men som for det enkelte individ kan være afgørende under lange tavse spekulationer sidenhen. Ingen tog notits af præstens fortalelse, men selv lagde han voldsom vægt på den.
Den svenske forfatter havde stor forbindelse til Danmark og boede mange år i København. Så det var helt naturligt at introducere ham i Hasselbalch-serien. Her kunne han stå for den gamle verden, der talte i ganske almindelige ting, som også var koder for de indviede fx koder for erotiske finesser. [fx som hos Blixen, at rotterne skal gå i de huller som Gud har skabt til dem] Og disse almindelige ting dynger Söderberg så op i løbet af de korte noveller for at lade dem eksplodere i en pointe, der tit handler om meningen med livet eller forholdet mellem evigheden og det korte liv. Sådanne spørgsmål slår jo ind i bevidstheden fra tid til anden, og der er disse øjeblikke og deres forlængelser, der er Söderbergs steder. En simpel tegning vist frem til en ung kvindelig ekspedient opfattes forkert. Hun kan ikke bare aflæse den bare som en god tegning af et landskab men vil vide betydningen. Da han ikke kan give den, tror hun, at han gør nar ad hende. Subjekt står skilt fra det andet subjekt af en uoverstigelig kløft. De forstår ikke hinandens hensigter og motiveringer – og hvad er så livets mening? Eller, som der står i en anden af de små historier:” […] man burde kunde finde en Mellemvej, [..] og gaa ud at søge Mellemproportionalen mellem Tiden og Evigheden” [tiden her som det enkelte menneskes tid].
Men hvad med en hund, hvis herre dør, hvad gør den? Efter nogle års forgæves søgen hører den en fløjten, som kunne være dens herres, men den finder ham ikke. I sig selv er det en allegori over det moderne menneske, der har mistet sin Gud ved Guds død, for, som der står i en allegoriopbyggende sætning, ”Mennesket er for Hunden det Uendelige, Forsynet”.
Söderbergs små historier kan virke som eksempelmaterialet i et stort essay, som aldrig bliver skrevet, men kunne have titlen: ’Menneskets bevidsthed med alle dens uforståeligheder'. Hvad den finder lækkert og ulækkert, og hvordan følelser går under i sådanne fornemmelser i deres adskilte bevidstheder i mænd og kvinder. Oftest elsker kvinderne nogle andre mænd end deres ægtemænd, og vil en sådan ægtemand genoptage det erotiske samliv med kvinden, kræver hun af ham, at han skal kaste sig for hendes fødder ”og vrinske som en Hingst”. Sådan en kode forstår de indviede, og de ville have forstået den op til omkring 1900, hvor Söderberg var ung. Hans historier er en slags forsøgte oversættelser ind i en moderne tid, men det er sikkert for sent.
Bo Hakon Jørgensen oktober 2022
Voltaire
Voltaire: Fornufts-Potpouri.
Filosofiske Smaaskildringer.
Forord og oversat ved Leif Nedergaard.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 57
Kbh. 1946.
Fornuften som generalsubjekt.
Hvor Erik Svendsen i bogen ”De intellektuelle” (2021) plæderer for at typen ’Den intellektuelle’ dukker op omkring 1900, vil jeg mene, at en af ’mødrene’ til typen længere tilbage er Voltaire (1694-1776). En intellektuel er i Svendsens optik en, der ”stiller de anfægtende spørgsmål, som andre tøver med at rejse i offentligheden”. En anden litterær tænker, Aage Henriksen (1921-2011) overvejer ligeledes typen i bogen ”Den intellektuelle” (1974) som en begavet person, der ynder at henføre ”afgørende handlinger [i historien] til subjekter af enormt omfang, den frie tanke, det 18. århundrede, englænderen, menneskeånden, det moderne menneske, proletariatet. Generalsubjekter, kaldte vi dem [på et kursus], men dette fællesnavn lettede ikke vanskelighederne ved at tænke over disse væsner.” Voltaires generalsubjekt er FORNUFTEN. Og i teksten ” Historisk Lovtale over Fornuften” giver han en programmatisk oversigt over dette subjekts, fornuftens, historie siden antikken. Den lyder sådan, efter at vi har passeret religionskrigene i 1600-tallet: ”Fornuften vogtede sig vel for at indfinde sig der. Så regerede den romerske Politik; den havde som Ministre to Søstre: Skurkagtigtigheden og Begærligheden. Man saa Uvidenheden, Fanatismen og Raseriet efter dens Ordrer løbe omkring i Europa; Armoden fulgte overalt i dens Spor: Fornuften skjulte sig sammen med sin Datter Sandheden i en Brønd.” Alle disse personifikationer af begreber er klare tegn på en tænkning i generalsubjekter, der handler ligesom mennesker. Centralt i beskrivelsen står sikkerheden for, at man er i stand til at sige, hvori uvidenheden og fanatismen består, men at man ikke gør det! Man bliver stående ved navnet.
Fornuften rejser så videre gennem landene og finder overalt eksempler på dårligdomme, især hvor to latterlige synspunkter står i konflikt med hinanden; det kan være i religion eller politik eller om retten til at dyrke et stykke jord. Midlet mod disse stridigheder er overalt at lade fornuften komme til og fremme tolerancen. I sig selv er det jo et yderst respektabelt forehavende, men fornuften forstår ikke passionen eller lidenskaben bag de stridende synspunkter, den vil blot have dem til at holde op, også fordi den selv ikke er passioneret men er selve mådeholdet. Det siger Voltaire dog intet om, men man kan indvende mod hans fornuft, som er et andet udtryk for hans intellektualitet, at den ikke indser sin egen begrænsning og tror, at ord alene er nok til at forandre folks forestillinger.
Hans små historier i dette bind er tilrettelagte allegorier, ofte med med stof hentet fra antikken eller fra religioner, som er forskellige fra kristendommen. De er en slags scenarier for hvad der kan ske, hvis den eller den konstellation sker. I Brev fra en tyrk” handler det om at samle kundskaber hos Brahminerne, der selvpiner sig selv med ’søm’ i enden, hvormed der nok menes nåle. Deres bevidsthedsstigninger ved disse pinsler latterliggøres. De skulle hellere gøre et arbejde, for det véd fornuften, er bedre.
”Scaramentados rejser” er endnu en af disse overblikshistorier over tilstandene i forskellige lande fx kirkens tåbeligheder i Irland , hvor et dybt hul siges at føre ned til helvede, eller et andet sted, hvor kristne brænder 500 jøder. Igen og igen registreres det ærgerligt, at tolerancen er et foragteligt dogme, som folk ikke vil antage.
Voltaire små historier er dog også fulde af indsigt i menneskers levevis fx står der pludseligt om et instinkt hos mænd, der er uafhængigt af erindringen: Nogle [mænd] som laa hos deres Koner, vilde nærme sig dem paa Grund af en Rest Instinkt, som var uafhængigt af Erindringen. Kvinderne, hvis Instinkt kun yderst sjældent giver dem Lyst til at omfavne deres Ægtemænd, tilbageviste med Væmmelse deres modbydelige Kærtegn”. Ægtefællerne kommer så op at slås, og her hjælper Fornuften ikke noget.
Men efter alt det ufornuftige, som er blevet opregnet gennem historien, ender Voltaire dog med at rose sin egen tid for at have opfundet vaccinen og lynaflederen og det i tiden, som er begyndt at kræve retfærdighed i dommene over såkaldte forbrydere. Ja, et ord som ”Menneskerettigheder” forekommer hos Voltaire. Det er med sit intellekt, at han gennemskuer de ufornuftige begivenheder og baner vejen for forandringer, som den intellektuelle ser som fornuftens langsomme vej frem imod demokrati. Fornuften er for Voltaire forandringen i menneskers praksis. Deres forestillinger skaber derimod dumheder … men er fornuften ikke lige præcis selv en forestilling?
Bo Hakon Jørgensen oktober 2022.
Capek
Karel Capek: Fortrolige Smaastykker.
Forord ved Åse Henriksen.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 58.
Kbh. 1946
Det imaginære som det virkelige
Den tjekiske forfatter Karel Capek (1890-1938) er kendt for den vigtige samfundskritiske roman ”Krigen mod salamanderne” (1933), der handler om, hvordan undertrykte selv bliver undertrykkere i en science-fiction-agtig handlingsgang. Desuden er han kendt for sin pragmatisme-filosofi, og det er forlængelsen af denne, vi støder på her i disse små tekster af 2-3 siders længde, altså deres orientering mod praksis. Titlerne er fx : ”Hos Skræderen, Søndag, Til Gunst for de Upraktiske, Post, To slags”, m.fl. – og de behandler dagligdagsfænomener for mennesker i et bysamfund ca. 1935. En stadig undren over for menneskets selvfølgelige handlinger driver Capek frem til solidariske beskrivelser af det lidt dumme menneske. ”Søndag” er en sådan beskrivelse af en formiddag, der sådan set er god og lidt doven, men den har en forudfølelse af at noget er galt og på vej og efter kl. 12 bryder det løs med et akut stadium:
”Byen overvældes af en beklemmende Søvnighed, og paa Gaderne spadserer Personer, man ellers aldrig ser. Det er Tusinder af Mennesker, der kun synes at eksistere om Søndagen: Gammeljomfruer, Enker og forældreløse Børn, Mænd med Overskæg, Onkler og Tanter, Nonner og Morliller, besynderlige Væsner, der ser ud som om de for tredive Aar siden var blevet hængt ind i Klædeskabene og kun gik ud om Søndagen for ikke at blive opædt af Møl. Det er Ansigter med et særlig Præg, Søndagsansigter, blege, langnæsede, rødskæggede, sommerfregnede og osteagtige, propre nok, men med Fattigmandspræg. Alle har de noget antikvarisk eller tidløst over sig”.
Man kan blive helt betaget af Capeks lange remser af sete folk og tilstande: gammeljomfruer eller ansigter i deres søndags-klæder. Der er en sær poesi i personernes opmarch! Ligeledes kan en barneverdens muligheder opregnes på denne måde: ”Dengang havde man mellem Morgen- og Middagsmaden Tid til at knuse en Rude med en Pil, forspise sig i Blommer, levere Forpostfægtninger med fjendtlige Stammer, læse ”Den hemmelig-hedsfulde Ø” oppe i en Trækrone, ryge en Fredspibe i Skuret, et eller andet Sted hente sig en velfortjent Lussing, indespærre Biller i en Tændstiksæske, bade hvor det var forbudt, klatre over Gærder, staa og glane paa alle Egnens Haandværkere for at lure dem Kunsten af, og desuden opleve en Række Røvertogter, Ekspeditioner og andre frydefulde Ting”. Som man vil se går alle disse ting ud fra den oplevendes perspektiv, hvad der giver Capek standpunkt tydelige fænomenologiske træk: bevidsthed kommer før tingene, og kun ting, som er blevet fænomener dvs. tilført betydning, trænger ind i bevidstheden. Den menneskelige nysgerrighed er således ikke rettet mod ting i sig selv men mod bevidstheden om dem. Således er mennesker mere interesseret i billedet af en ting end i tingen selv, fordi billedet med dets ramme og fokus udpeger tingen og tildeler den betydning og en status som fænomen . Capek bruger ikke disse fænomenologi-ord, men hans tekster peger i denne retning: [folk vil foretrække et billede af en person frem for at møde personen selv] ”Deraf erkender man straks en Lov for den menneskelige Nysgerrighed: at den ikke er real, men imaginær, at den ikke udspringer af Sagen selv, den givne Kendsgerning, men af Kravet om Anskuelighed, Forestillinger om en Ting, Billedet af en Ting, virker mægtigere paa Nysgerrigheden end Tingen selv”. Det er denne menneskelige bevidsthed i dens mærkværdighed, Capek indfanger så præcist i sine små stykker.
Udgiveren Åse Henriksen har kaldt samlingen af disse tekster for ”Fortrolige Smaastykker”, og i ordet ’fortrolig’ ligger der den menneskelige solidaritet, dette er skrevet og fortalt med. De menneskelige underligheder er den virkelighed, mennesker nu engang har. Med Capeks fine blik kan han fx sige om menneskers gangart i sig selv, at den er ”arkaisk”, og at de burde have hjul i stedet for to ben. Dog er ben bedst til trapper og andet uvejsomt terræn. På den måde reddes alligevel den form mennesket nu har, og at det bedst forstås i brudstykker, i alle de forskellige situationer, hvor det praktiserer sig selv.
Bo Hakon Jørgensen november 2022
Zweig
Stefan Zweig: Den evige Broders Øjne.
En Legende.
Forord ved Erik Nander.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 60
Kbh. 1946.
”Den evige Broders Øjne” er en legende, dvs. en opbyggelig fortælling om en hellig person. Den er skrevet i foråret 1922 som en variation af en helte-historie i det indiske epos ’Mahabharata”. I tiden efter 1. verdenskrigs afslutning søgte mange tyske forfattere til indiske værker for at hente støtte til en ikke-religiøs ophøjelse af den menneskelige tolerance til et slags åndeligt livsgrundlag. Man var selvfølgelig optaget af at finde noget fælles menneskeligt, der kunne råde bod på krigens splittelse. Stefan Zweig (1881-1942) var det i særdeleshed. Han var jo en bredt orienteret humanistisk forfatter, som først blev drevet ud af Tyskland, så videre fra Schweiz til England og sidst derfra til Brasilien ved starten af 2. verdenskrig. Her begik han selvmord efter sigende af fortvivlelse over sit Europa, der havde glemt broderfølelsen og var igang med at flå sig selv i stykker i endnu en verdenskrig.
Der emmer tidsånd ud af Zweigs legende-prosa. Her et tilfældigt valgt klip: ”Endnu en Nat tilbragte Virata [helten i legenden] i sin Hytte og saa de hvide Stjerner stige frem af Himlens Dyb for atter at slukkes i Morgenen, og endnu en Gang kaldte han Fuglene til Fodring og kærtegnede dem. Saa tog han Stav og Skaal og gik, saadan som han for Aar tilbage var kommet, ind til Byen”. Intet af dette er set, det er rene forestillinger som sættes efter hinanden, elementære ord uden konkretion: hytte, himlens dyb, stav og skål [dvs. tiggerskål]. For legendes sprog er jo et slags ’altid’ i dens retning mod det hellige. Den er talt til alle mennesker og arbejder derfor ikke med individualitet eller konkretion. Dog er det vigtigt at fastholde, at Zweigs legende ikke er hellig i religiøs forstand men netop i idealets forstand, den fællesmenneskelige forståelse.
Handlingen i fortællingen har med det rette menneskelige liv at gøre. Hvordan kan man leve uden skyld? Virata er en stærk kriger, der slås for sin konge. Efter et slag går han de døde igennem og opdager blandt dem sin egen broder, og dennes brustne øjne brænder sig ind i ham, så han opgiver krigerhåndværket. Han vil ikke skabe frygt omkring sig i sine medmennesker. Kongen gør ham derfor til dommer i stedet for, og han bliver navnkundig som en meget retfærdig dommer. Det varer dog kun til en dag, hvor han har dømt en morder til livsvarigt fængsel dybt under jorden. Fangen gør oprør mod ham og spørger, om dommeren kender til det, han dømmer andre til? Har han selv siddet i fængsel og er han selv blevet pisket? ”ingen bør maale [udmåle straf] med et Maal, han ikke selv kender”, siger Virata og lukker sig selv i fængsel i en måned i stedet for fangen, som slippes fri. Efter denne måned, hvor han både får pisk og lider af angst, beder han om at blive fri for at være dommer, og han flytter hjem og lever i lang tid lykkeligt i sit hjem berømt for at give gode råd til sine medmennesker, helt uberørt af ’lidenskabens brådsøer’. Men så ser han en dag en slave blive pisket af sine sønner, og i slavens øjne ser hans sin broders evige øjne og er igen skyldig. Han vil derfor sætte slaven fri, hvad sønnerne stritter sig imod. Virata lukker sig inde og flygter ud i skoven til sin hytte og lever ’andagtens sande liv’. I sin ensomhedssøgen får han efterlignere, der ligeledes forlader hjem børn og hustruer. En af disse hustruer bebrejder ham, at hendes mand er forsvundet – og han indser endelig ”at al Gerning bliver gjort af Gud, at ingen ved sin egen Vilje kan undslippe Skylden”. Herefter beder han kongen give ham lov til at dømme igen, han vil undergive sig kongens vilje og ikke have sin egen frie vilje, for ’den frie er ikke fri’. Men kongen forstår ikke hans svingende standpunkter og tildeler ham i stedet for at passe på kongens hunde, hvad Virata modtager som opgave og bliver lykkelig ved – men også glemt. Efter sin død husker ingen, at han engang var en næsten tilbedt retfærdig dommer.
Zweigs historie om Virata, som han efter sigende skulle holde meget af, er en lang fortælling om medmenneskeligt ansvar og skyld. Om trangen til at leve skyldfri og i det hele taget fri. Det lader sig ikke gøre, når fortællingen frem til, fordi der overalt er andre mennesker, som enten efteraber en eller som man skal forholde sig til. Skyld er kort sagt i Zweigs forståelse indbygget i det at være menneske og leve i samfund med hinanden. Hvis denne tekst som legende er opbyggelig, så er den det ved at fastslå skylden i menneskelig tilværelse og den umulige trang til at undslippe den. Altså en tidlig ’eksistentialistisk’ tekst, hvor navnet ikke var opfundet endnu, hvad det først blev omkring 1946, vist nok af Sartre.
Bo Hakon Jørgensen november 2022