T. Andersen
Tryggve Andersen:
Fortællinger
Med forord af Harald Herdal.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek
Kbh. 1947.
Det filmiske rum i prosa
Ukendt i Danmark og næsten glemt i Norge er Tryggve Andersen (1866-1920), så hans fortællinger er en helt uventet gave. Hans årstal sætter ham samtidig med vores 1890-generation (Claussen, Jørgensen, Rode).Men han ligner dog mest den unge Johs.V. Jensen, ja den sidste fortælling i denne lille udgave,”Den gyldne Hævn”, kunne have stået som en del af Kongens Fald.
Andersens herskende evne er at kunne skildre rum. Tag fx dette fra historien ”De sidste Nætter”: ”I Skovbrynet lyste det fra et par smaa Huse [ved aftenstid i november]; et sted arbejdede Folk i aabne Halvskure, og Øksehuggene lød støt og lydt. Men paa Gaarden var der stille. Udhusene laa øde og tavse, og i hele den store, lange Stuelænge var det lige alt det, at lidt gult Lysskær sivede ud under Rullegardinerne fra et enkelt Værelse ovenpaa; alle de andre Vinduer gloede blæksorte og tomme ud i Natten. – Porten var taget af og smidt hen ad Gærdet, og den stynede Rønneallé op til Gangdøren var fuld af Halmstraa, forrevet og mærket af hensynsløs Kørsel. En Kariol var kørt ind paa det nedtraadte Græs omkring Flagstangen, til den var Hesten bundet.”
Både lys og lyde er med til at rejse rummet, læseren er til stede i det som en hørende tilskuer. Og denne tilskuer spejder efter liv i det stille og udslukte hus, ja da vi senere får at vide, at det er doktoren, der er på besøg og afsiger en slags dødsdom over et sygt barn, så ser vi, hvordan den stille gård med et enkelt lys fra et værelse ovenpaa er et symbol på barnets tilstand, hvor der kun er en lille bitte smule liv tilbage. Den hensynsløse kørsel har som en forudgående bevægelse sendt en slags meteor ind i rummet og dermed markeret det. Tegningen af rummet afsluttes med stilstand: flagstang, vogn [2 personers] og hest. Som værdi-rum er det lukket både vertikalt og horisontalt, bundet, flagstangen benyttes ikke til flag og omgivelserne er opkørte.
Sådan er også fortællingerne lukkede omkring deres skæbnesvangre handlinger. Der er den store afsluttende fortælling ”Den gyldne Hævn” om lejesoldaten Sepp ca. 1600, som, er ud af en meget fattig familie, der er blevet udnyttet af klosterets munke og som derfor resten af sit liv søger hævn og vil stjæle klosteret smykkeprydede relikvie, den hellige Valerius. Han får sin hævn og plyndrer efter mange år relikvien, men kommer op af at slås med en følgesvend i røveriet og dør af følgerne. Forgæves har han stræbt efter sin hævn, den har været hans livsindhold, hans livsillusion, må man forstå. Han har beskrevet for andre, hvor stor gevinsten ville være ved et sådant røveri, det skulle være hans gyldne hævn, men alt dette bliver. Ikke til noget, da han drukner i et ubrugeligt vadested. Det ligner jo Mikkel Thøgersens skuffelse i Kongens Fald, da kapslen Axel bærer om halsen er tom. Illusionens fald er et stort tema omkring 1900.
Et lignende tema slås an i ”Østpaa i Skærene”, hvor en ældre svag mand må finde sig i, at konen lever sammen med en stærk fremmed i det fælles hus. Han ser så et skib der er gået på grund og står efterladt som en gevinst lige til at plukke, dengang hvor man ikke kontrollerede så meget ved strandinger ca. 1800. Desværre bliver de også nødt til at myrde et vidne til røveriet. Det får den svage mand et livsvarigt traume af og den stærke drager videre ud i verden. Heller ikke her er der udbytte af handlingen at plyndre skibet, men snarere livslange konsekvenser, skæbne i gammeldags forstand, menneskets fald fra sine høje drømme om gevinst.
Og er mennesket ikke selv uheldigt, så skal omverdenens tale nok ende med at sende det i graven som resultatet af sladder og dårlig snak, sådan som det sker i ”Historien om Majoren”. Mennesket er lukket inde i enten sit eget rum eller i omverdenens rum, det rum der lover så meget, men holder så lidt. På vej i båd til det forladte skib beskrives det nærmest som i en filmscene: ”Mod Syd glimtede Maanen i en grønlig dis, og der stod som en graa Glans af Vandet omkring Baadene, og glimt af Morild glitrede op ad Aarebladene – men ellers var Himmel og Hav et vaadt Mørke. Og gennem Natten dønnede en hul, syngende Brusen, snart nær, snart fjern, ingen kunde vide, hvor den kom fra”.
Denne syngende brusen, som ingen ved hvor kommer fra – er det ikke drømmen om lykken, den store gevinst, som sender mændene ud på deres plyndringstogt. Så fin er glidningen fra realisme til symbolisme!
Bo Hakon Jørgensen. november 2022
Grønbech
Vilhelm Grønbech: Tanker.
I udvalg ved Povl Holst.
Hasselbalchs-Kulturbibliotek nr.74,
Kbh. 1948
Sådan talte det inden i en generation
En simpelthen håbløs bog! En samling af citater fra en berømt mands værker revet ud af deres sammenhæng og dermed gjort uforståelige. Det svarer til at udgive en persons understregninger i et værk som værket selv. Men sådan er netop denne bog nok blevet til, idet man har sat en stakkel til at læse hele Grønbechs værk igennem og så udgive netop de vigtigste understregninger, ordnet efter emner som: Kultur, Videnskab, Religion, Historie m.fl.
Der er dog et forord inden citaterne, der fortæller om religionshistorikeren Vilhelm Grønbech (1873-1948), og hvor berømt han var i samtiden 1920-48. Går man efter i nekrologerne i tidsskriftet Heretica nr.3, 1948, så ser man, hvorfor hans berømmelse kunne godtgøre en citatbog af hans værk ti år efter hans død. Men læser man de trykte citater rammes man nu (2021) af et enormt meningstab; de siger intet, forekommer nærmest som tågesnak! Et eksempel:
”Der venter os kun den ene Oplevelse, at Kræfternes Spil spiller os paa Hovedet ud af Tilværelsen. Eller ogsaa at vi finder Livet paa ny.” (fra Kampen for en ny Sjæl. Kbh. 1946) Citatet mangler helt en bestemmelse af, hvornår en sådan ”oplevelse” venter os, på hvilken måde vi kommer ud af tilværelsen, og hvilken slags ”tilværelse” der er tale om, samt hvad det vil sige ’finde livet igen’?
Hvad er der sket i de næsten 80 år, der ligger mellem i dag og dengang? Hvorfor forekommer citatet os så meningstomt? Når man på bagsiden af netop Vilhelm Grønbechs Kampen for en ny sjæl som Uglebog fra 1963 kunne læse Torkil Kemps anbefaling (sikkert et ældre klip): ”At have siddet under Grønbechs kateder [på universitetet] betyder en inspiration, der går langt ud over det videnskabelige, ja langt ud over, hvad man plejer at forstå som inspiration. Det betyder selv at være blevet ny, hverken mere eller mindre. Den der som ung i lyse sommernætter har ligget fordybet i læsningen af hans [Grønbechs] værker uden tanke for søvn og som derefter tidlig om morgenen er gået ud for at hilse den gryende dag, veed, hvad dette vil sige.”
Også nekrologerne i Heretica af Ole Wivel, Martin A. Hansen og Thorkild Bjørnvig lader mere end ane, hvor stor Grønbech blev anset for at være i samtiden. Han ville i deres gengivelse pege på kulturkrisen i samtiden, han ville gøre oprør mod pilgrimstanken i den europæiske kultur, der efter hans mening stræbte mere mod himlen end mod jorden. Og han ville vigtigst af alt kæmpe mod den moderne civilisation ved at sætte arbejdet og jorden i centrum og dermed skabe en ny sjæl. Nekrologerne så ham som ligeværdig med Grundtvig Kierkegaard, intet mindre, og fremhævede især hans kulturkritik.
Det Grønbech formåede var at gøre kultur-og religionhistorien til et vedkommende narrativ. Den europæiske historie blev set som et udviklingstog frem mod i dag (1948), hvor netop den unge generation kunne stå op imod civilisationen. Store subjekter som ’Udviklingen’ , ’Kirken’ , ’Oplevelsen’ m.fl. blev til personer, der handlede i Grønbechs sætninger, verden var en meningsverden ,man kunne gribe ind i med andre tanker. Man troede virkelig på en anderledes sjæl, der kunne gøre verden ny. Men man så ikke de formelagtige tankemåder, der styrede Grønbechs opfattelser: krydsvendingen - at det rigtige var det forkerte og omvendt, spørgsmålet: hvor kommer et fænomen fra og lade det være en forklaring, eller excellere i udenfor /indenfor-modsætningen. Overhovedet opfattedes historien som noget, der foregik inde i en person. Alle disse muligheder for at tænke verden ny kunne sagtens holde en ung vågen 1948, når vedkommende fik at vide, at angsten ”ikke er noget som er skabt fordi der var en verdenskrig, og én til. Disse verdenskrige, disse frygtelige oplevelser har afsløret angsten i os, de har vist os, at DEN skaber en verden, hvor alting er forærdeligt ( Artiklen Angst i 4. årg af Heretica, min fremhævelse af DEN)”. Altså angsten i os alle som ophavet til verdenskrigene!!!
Det var med sådanne synspunkter Grønbech overraskede og opflammede. Af nogle set som profet, som håndværksarbejdets inkarnation, som den sejge oprører mod rationalismens hærgen i det moderne samfund. Martin A. Hansen ender sin nekrolog med at antage, at ’synsmåden, oplevelseskraften og formsynet’ hos Grønbech kan blive til ”tanker” hos den læsende. Tanker var åbenbart nok til at være ny, dér i 1948? Grønbech ville have mere: en ny sjæl.
Bo Hakon Jørgensen, september 2021
H.C.Andersen
Hans Christian Andersen: Billedbog uden Billeder.
Forord af Tage la Cour.
Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 78
Kbh.1949.
Der må have været meget snak om ordet ’billede’ omkring 1840. I 1837 blev daguerreotypiet, dette fotografiske billede af en person, opfundet til erstatning af tegningens eller maleriets altid tolkede version af realiteten. Andersen var selv én af de første til af blive optaget af et sådant camera men dog først i 1847. Men at han skulle have tænkt på daguerreotypien, da han gav titlen ”Billedbog uden Billeder” (1839) er nok for spidst antaget. Men han leger med ordet ’billede’ og bruger det også ofte i selve teksten: at det og det udgjorde et ’billede’. Så den tekstrække på 33 stykker af 1 til 1,5 sides længde som udgør bogen, er tænkt som 33 billeder, dvs. repræsentationer af noget set, af noget, som for den seende har dannet et ’billede’ – eller en endnu ikke tolket, men tilstedeværende betydning, som afventer sin forståelse.
Selv kaldte Andersen i et brev sine små stykker for ’arabesker’ dvs. anderledes end hans hovedgenre: eventyret eller historien. De er da også nærmest som notater til eventyr uden færdiggørelse. Alle 33 er fortællinger, som månen holder for en fattig knøs, der bor højt til vejrs, så månens stråler kan ramme ham med dens fortælling, der kan gå i alle mulige retninger - og deraf sikkert det arabeske.
Lad os tage et af de mindste tekststykker på godt en halv side, den ”Syttende Aften”, dvs. ud af de 33 aftener. Månen har kigget ind i omklædningsværelser og set glæden hos mænd og kvinder ved at trække i flotte dragter. Men også en lille pige er set af Månen gennem vinduet: ”Der stod den lille Pige stiv som en Dukke, Armene ængsteligt ud fra Kjolen, Fingrene vidt spredte fra hverandre, o! hvor hendes Øjne, hendes hele Aasyn straalede af Lyksalighed. ”I morgen skal Du komme paa Gaden!”, sagde Moderen, og den Lille saae op mod sin Hat, saae ned mod sin Kjole og smilede lykkelig: ”Moder!”, sagde hun, ”hvad mon Hundene tænke, naar de se mig i den Stads!”
Stykket er netop ikke længere, det står uden yderligere forklaring, med sin lille noterede bemærkning af en pige, der rubricerer gaden som lig med hundene, de er hendes publikum, som ser hendes stads. Pigens bemærkning er jo klart nok et billede, en situation som har en betydning i sig, måske at glæden ved smukt tøj findes på alle livstrin, men at den ofte ikke ses, skjult som den er af vægge. Men gennem vinduet kan månen se, og den ser det skjulte, såvel i nutid som i fortid. Månen ser fra sin position i højden næsten fra samme vinkel som Gud, og for hans blik – og derfor også månens – er alt lige vigtigt, også inden det er blevet til en historie eller et eventyr. Andersen får med disse stykker fortalt ting, som ikke passer ind i den sædvanlige fortælling. Fx får han lagt luderens historie ind i en tilsyneladende sentimental redegørelse for en piges liv i den ”Tredje Aften”, hvor månen ser en kvinde som barn, der kyssede sin dukke, ti år senere er hun i en balsal, som en købmands smukke brud. Sidste kapitel af hendes liv er hendes vært, der jager hende syg op at sidde i vinduet og maler hendes ansigt klar. Andersen siger ikke ’klar til kunder’, og kalder ikke hendes vært for en alfons, men læseren véd, at det er ”Rosen fra Præstegaardens Haven”, der dør af arbejdet som luder. Sådan er der ofte et blik ind i den skjulte socialitet hos Andersen. Månens altseende øje beretter om alt det, de fleste ikke ser af både det onde og det gode.
Og ja, de fleste af stykkerne er sentimentale i deres fokus på de små, de ulykkelige, de forfulgte, ofrene. Men man må forstå, at sentimentaliteten er de smås oprejsning, sådan som også den gode Gud ville have udvirket det. For månen har jo blik for alle uretfærdighederne og ved at ”se” dem, er de fastholdt i deres virkelighed uden for eventyrets og historien forbedrende greb. Og netop i denne nøgne position fortæller de måske også om Andersens egne lignende kvaler og glæder ved at være måne?
Bo Hakon Jørgensen marts 2023
Keats
John Keats: Breve.
Forord og oversættelse:
Tage Skou Hansen.
Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 79
Kbh. 1949.
Fraværets nærvær
Keats er en af de unge døde. Et stort poetisk håb, der blev indhentet af tuberkulosen i Rom, februar 1821, og da var han knap 26, født i 1795. Fra England var han taget med skib til Italien for at styrke sit helbred. Som digter var han af romantikkens anden generation, med den græske antik, som det helt usædvanlige lykkerige, vi som menneskehed var sunket fra. Han kunne begejstret i ”Ode til en græsk vase” fra ca. 1819 dyrke selve fraværet som et særligt tegn på, at dette riges skønhed stadig eksisterede. Vasens indre tomhed besynges således: ”Du stilheds brud, for hvem al uro flyr,/ du fosterbarn af tavse timers gunst”. På vasens sider er der græske mytologiske figurer, som synes at synge og spille: ” Sød er den hørte sang, men ingen sød/ som den, der aldrig hørtes!” Vasen er selve tomhedens tegn, der peger på det tabte og derfor paradoksalt eksisterende for den menneskelig ånd. Det er en særlig ny ånd, den romantiske. Den har fra fx den kristne Gud røvet retten til at bo i menneskets helt eget hjerte, og ved dette røveri sat mennesket særligt fri af guden, fordi det selv har overtaget gudens egenskaber og ikke længere behøver ham. Mennesket er selv blevet guddommeligt og rummer alt i sig selv, også evnen til at se fraværet som nærvær.
Er det vanskeligt at forstå, så er Keats breve tværtimod virkelig en ung mands medrivende spekulationer, medens han skriver sine første værker. Selv om hans bekendtskaber i England er ukendte for læseren i dag, slår hans dagligdag igennem i skriften – og det er næsten som at få mail fra en ven her 2023. Her vil Keats fx gerne forklare sit digtervæsen. Han kalder sig selv for ’kamæleonagtig’, da han som digter ikke har nogen identitet, og heller ingen natur. Han er i poesiens vold og følger den med sin skrivekunnen. Men som menneske i sig selv er han ganske upoetisk, hævder han. Poesien skal i sit væsen ikke have et konkret formål, men være stor og overraske ved sin skønhed: ” Jeg mener, at Poesien skal overraske ved en skøn Overdaadighed og ikke ved Ejendommelighed; den skal slaa Læseren som Udtryk for hans egne højeste Tanker og dukke op næsten som en Erindring [… og ] hvis Poesien ikke kommer lige saa naturligt som Bladene paa et Træ, maa den hellere lade være med at komme.”
Poesien skal sådan set i sit væsen spejle det fravær, vi nævnte tidligere, være vasen, der rummer fraværet af realitetens konkrete upoetiske verden ved at være tom for sanseligheden, sygdommene og dumhedens korte, ustabile verden. Poesien skal være stor og evig og helst gå i selskab med Shakespeare og Milton og lignende store mænd. Keats funderer over hvilken egenskab, en mand skal have for at præstere noget stort i kunsten: ”Jeg mener negativ Kunnen. Det vil sige, at en Mand har Evnen til at leve i Uvished. Mysterier, Tvivl, uden nogen utaalmodig Søgen efter Kendsgerninger og Fornuftsgrunde”. Vedkommende skal kunne holde sig svævende i vasens tomhed, ikke indgå i realiteten og dens endelighed. Omverdenen er til for at skabe sjæle, hævder han, og forsøger at praktisere den omvæltning af verden, hvor menneskets ånd er tilfredsstillelse nok: ” […] noget ophøjet byder mig velkommen hjem. Vindens Susen er min Kone, og Stjernerne gennem Vinduesruden er mine Børn. Den mægtige abstrakte Idé, jeg har om Skønheden i alle Ting kvæler den mere splittede og nøjeregnende huslige Lykke […]”.
Sådan kunne han sige, medens han endnu ikke var blevet forelsket i Fanny, og sygdommen til sidst holdt ham adskilt fra hende og piskede ham med jalousi. Det sidste brev, han skrev inden døden til vennen Brown, sluttede han med linjen: ”Jeg kan næppe sige dig Farvel, ikke engang i et Brev. Jeg bukkede altid kejtet”. Det kejtede buk er som den tomme vase omkring det ærlige, sande, skønne, som er skjult eksisterende, men som man kun kan nærme sig skævt og kejtet i denne modstræbende sanselige verden. ”Skønheden” kaldte Keats dette fraværs nærvær.
Bo Hakon Jørgensen marts 2023