Hasselbalch forts 11

de la Mare

 

Walter de la Mare: Gengangeren.

&”What Dreams may come”

Forord af Kjeld Elfelt.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr.63

Kbh. 1947.

 

Det er to meget forskellige historier, der er samlet i dette bind. En om en foredragsholder, der taler om Edgar Allan Poe og på mystisk vis får en diskussion med en ånd, der i hvert fald forsvarer Poe. Den anden handler om et hukommelsestab, som en kvinde har efter et uheld, som muligvis bare er en hospitalsindlagts drøm? Det fælles er det område i jeget eller den situation, hvor man er afgørende sig selv, uden at man præcist kan sige hvordan. De særlige bevidsthedstilstande på grænsen til døden, drømme og fantasierne, den barnlige intuition, alle er de Walter de la Mares (1873-1956) felt, på grænsen til ’det uafklarede transcendente’, sådan som omtalerne af hans forfatterskab lyder.

                      Den engelske litterære offentlighed har altid haft det svært med amerikaneren Edgar Allan Poe (1809-1849), denne både analytiske krimi-forfatter og udregnende lyriker, der i franske Baudelaire (1821-1867) fandt en begejstret fortaler. Men i England blev hans historier set som romantisk overdrevet nonsens skrevet af en moralsk anløben person. Og det er sådan set denne diskussion, fortællingen ”Gengangeren” træder ind i. En professor Monk har en foredragsaften om Poe. Og ud over alle mulige indslag om rummet, publikum og selve det at holde foredrag, så står professoren, samtidig med at han holder sit foredrag, og tænker på, om det nu er rigtigt, det han siger om Poe? For midt i sin talestrøm forstyrres han af en person i kappe, der står lænet op ad en dørkarm i baggrunden af foredragssalen. Denne fortidigt klædte person er nok Poe som genganger, skønt det aldrig siges direkte: ”Da det stærke Lys fra Bue-Lampen [over talerpulten] generede Professorens Øjne, og han følte sig utilpas, kunde han ikke rigtig skimte Mandens Træk. Men den Maade, hvorpaa han drejede og bøjede Hovedet, hans fuldkomne Ro… hans lidt arrogante Holdning, alt tydede paa, at dette mærkelige Menneske var optaget enten af sine egne Tanker eller lyttede opmærksomt til det der blev sagt” [som lige netop professoren selv, uden at han indser det]. Efter foredraget bliver professoren opsøgt af denne mærkelige person, der bebrejder ham, at han har talt om Poes private person og hans liv og ikke om hans værker. Gengangeren får også vist, hvor stor en moralist professoren er, og får antydet om han ikke i virkeligheden foragter Poe for hans udsvævende liv? Han bebrejder desuden professoren, at han ikke forstår Poes tørst efter den ”overvældende Glæde [som vi her på Jorden kun] faar et kort og ufuldstændigt Glimt af gennem Digtekunsten eller gennem Musikken.”

                      Således er historien en omvendt prisning af Poe og indirekte kunstnerens særlige tilgang til verden gennem fantasien. Men som gengangeren siger det, er fantasien ikke kun en færdighed, den er menneskets ”dobbelte Glans”. Netop dette forstår professoren ikke. Derpå forsvinder gengangeren, og professoren smider sit foredrag i ovnen, hvor der imidlertid ikke længere er ild.

                      Den anden historie er ligeledes om en mellemtilstand mellem bevidsthedens virkelighed og omverdenens realitet. Drømmene vi fx har, og som vi diskuterer med os selv i vågen tilstand. Handlingen, som man kan rekonstruere tilbagelæsende, er sandsynligvis, at en kvinde har været ude for en trafikuheld og vågner op på en hospitalsstue. Men hun ’drømmer’ forløbet anderledes, muligvis med relikter af det reelle forløb. Hun ’drømmer’ delvist vågnende, at hun intet ved om, hvor hun er, andet end i en bil, der blive bliver kørt af en chauffør, hun ikke kan komme kontakt med. Efterhånden standser hun bilen, stiger ud et sted på landet ved en låge, går op mod et hus, som synes at være et slags hotel, hvor hun får et værelse med meddelelsen om, at ”Herren kommer snart”. En ikke ubehagelig duft har fulgt hende hele vejen, hvad der viser sig i hospital-slutningen at være duften af pinselilje.

Det synes i denne historie ikke rigtigt at bruge ordet ”drøm”, snarere er der tale om et udfald af bevidsthed, der ytrer sig sig i ukendte forestillinger. Og i det omfang, som forfatteren ikke selv har oplevet noget lignende, må man beundre hans evne til at beskrive disse mærkværdige virkelige mellemtilstande, hvor man enten diskuterer med sig selv eller af ulykker føres ind i forestillinger, man ikke helt forstår, men som dog også må siges at være en del af jeg’et.

 

Bo Hakon Jørgensen    december 2022

Bengtsson

 

Frans G. Bengtsson:

Tre Essays.

Med forord af Peder Hesselaa

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 64

Kbh. 1947.

 

En konservativ ånd

 

Det må have været for at dele sol og vind lige, at man bragte disse tre essays af en konservativ svensk forfatter i serien i 1947? Det første af de tre essays starter med at ville være optimistisk men udvikler sig til en jeremiade over dumheden i verden. Det næste skriver om ægteskabet uden at have prøvet det, og det tredje fortæller om skak-mestre, skak-amatører og skak-mæcener ca. 1935.

                      Frans G. Bengtsson (1894-1954) er især kendt for vikingetids-romanen ”Røde Orm” (1941-45), men fremtræder i disse tre essays med eksempler på sit ræsonnerende virke. Om dumheden i verden, dvs. forvirringen i verden, hedder det således:

”Thi al denne Dumhed har altid været paa Lager; det. som er sket, er kun, at disse altid tilstedeværende latente Ressourcer nu i den nyeste Tid er blevet aktualiseret, sat i Bevægelse, og har lært at gestikulere med Armene foran Skrivemaskiner og at frembringe Støj i Luften med Munden. I sit Væsen er alt dette kun, som det altid har været. [… men alligevel] værre end vi nu ser det, kan det ikke godt blive. Der findes nemlig ikke længere nogle uudnyttede Lag af Dumhed at opsøge; den absolutte Bund er naaet. Alt, som paa en eller anden Maade kan fiskes op og slippes løs paa den kulturelle Arena, er allerede paa Pladsen i fuld Aktion, og noget yderligere Tilskud kan kun forventes, forsaavidt det i Fremtiden skulde lykkes os at lære Bavianer at skrive Romaner og Makreller og Østers at causere om en ny Mentalitet [i samfundet]”.

                      Vi taler i 2022 så meget om tonen i debatten på de sociale medier. Her er da et eksempel på, at noget lignende fandtes for 80 år siden. Aggressionen mod den moderne tid er udtalt, skønt meget upræcis. En tidlig medie-offentlighed er det, der sigtes på, hvor gamle hierarkiske positioner og sikre stillinger opløses i et ’markedsskrigeri’. Ja, Bengtsson kan bruge følgende ord om datidens litteratur: ”Lyden af Ordskvalder, kluntet udenadslærte Hokuspokuskunster og en gennemtrængende Lugt af grov Idioti”.

                      Det er så det ’optimistiske’ budskab i essayet ”Forsøg paa en optimistisk Betragtning”, at nu er dumheden i verden kommet så langt ned, at den ikke kan komme dybere, og nu må dannelsen tage over. Man kan næsten høre konversationen i datidens Herreværelser i samfundets højere lag, hvor der er arrogant langt til Sophus Claussens flotte forståelse af dumheden: ”En Dumhed bragt i Form/ det er en Tanke/ naar Verset ryster stolt sin Løvemanke” eller ”Fornuften stiger ikke ned i de Brønde, hvorfra Overbevisningen stiger op”. Dumheden som produktiv kraft har essayet slet ingen sans for.

                      I synet på ægteskabet i det andet essay, ”Meditation over den gifte Mands Lykke”, er holdningen ikke meget bedre. Her handler det om ungkarlene, der har forladt det gode frie liv og kommet under tøflen i ægteskabet, og skal gå tidligt hjem. Og rådet til hustruerne er at lade mændene få lov at være ’drenge’ en gang imellem!

                      Skak er en besættelse mellem sådanne intelligente ’drenge’. I hvert fald nævnes ingen kvinder i essayet ”Skakspillere”, hvor spillerne inddeles i tre kategorier: mestrene, amatørerne og pengegiverne. Skriveren har selv engang været mester på en lille café i Lund, men han henregner sig nu selv til amatørerne. Derefter følger gennemgange af skak’ens store mestre, fra 1850 ca. 1935., overvejelser over alkoholens indflydelse på spillernes åndsnærværelse, samt refleksioner over hvor de forskellige knudepunkter for skak på verdensplan har ligget? Dette essay kunne have stået i et skakblad, intet i det antyder nogen ressource til at diskutere skakspillets betydning for mennesket. Måske er det intelligensens betydning for spillet, der er den usagte grund til at essayet overhovedet bringes? Den konservative ånds forvisning om, at HAN besidder klogskaben? Denne forvisning gennemsyrer alle tre essay og er helt imod essayets genre, der gerne prøver og diskuterer sig frem.

 

Bo Hakon Jørgensen       december 2022

Marcus Aurelius

 

(Annius Verus):

Selvbetragtninger

Udvalgt, oversat og indledet af

K.F.Plesner.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 65

Kbh. 1947.

 

Kampen mod lidenskaberne

 

Det er den ’gode’ romerske kejser Marcus Aurelius, på tronen fra 161 e.Kr. til 180 e.Kr, der har skrevet disse notater til sig selv. De viser ham som én af stoicismens store tænkere inspireret af Epiktet og Seneca.

                      Undervejs gennem dette udvalg af hans ’tanker til sig selv’ overvejer læseren, om han mon ikke hele tiden har haft behov for at stramme sig an for at holde sit program: at leve uden lidenskab! Som en mand, der ”bygger paa den urokkelige Sjælegrund, som bevarer et Menneske, ubesmittet af Vellyst, usaarlig over for Smerter, urørlig af Overmod og Ondskab. [Han er] Sejrvinder i den største Kamp, Kampen imod Lidenskabernes Magt, og gennemglødet af Retfærdighedens Tanke, kan han af ganske Hjerte byde enhver Skæbne velkommen, som træffer ham”.

                      Som kejser har Marcus Aurelius selvfølgelig iagttaget en masse hykleri og intrigemageri ved hoffet, og mange af de foregående ledere i Romerriget havde heller ikke just været retledet af etiske overvejelser, så denne unge mand, der fra fødslen (i 121 e.Kr.) hed Annius Verus, blev sikkert udvalgt som noget nyt for netop sine filosofiske og etiske overvejelser. I notaterne pålægger han sig selv ikke at lade sig ”rives hen af Drifter, som fører dig bort fra det alment menneskelige […]”. Han fremstår af væsen som et ubetinget godt menneske, men man ser ikke hvilke kampe, han eventuelt har gennemgået for at være det. Men at han var omgivet af mennesker med udprægede lidenskaber, er der ikke tvivl om. Broderen var temmelig udsvævende og hustruen var også kendt for at være det, sikkert træt af sin pligtbundne ægtemand. Desuden var hoffet på dette tidspunkt heller ikke særligt dydigt. Men det var altså disse omgivelser, i pauserne, at den altid alvorlige mand, nedskrev sine opfordringer til sig selv, hvor han måske, uden at indse det, gjorde dyden til sin egen lidenskab?

                       Ikke så meget den ydre dyd, men den indre, for det er afgørende at forstå, i hvilken grad M.Aurelius peger på den indre verden i menneskets bevidsthed: ”Vend dit Blik indad! I dit Indre findes det godes Kilde, som aldrig vil ophøre med at sprudle, naar du kun aldrig ophører med at grave”. Men samtidig rummer dette indre også det onde i forestillingerne, som vi gør os om andre og deres handlinger: ”Aarsagerne til det onde, du lider, findes ikke i en anden Sjæl, ikke heller i en Vekslen og Forandring i det Legeme, der omgiver din Sjæl. Hvor findes den da? I dit indre, der hvor Dommen fældes om, hvad der er ondt. Fæld derfor ingen Dom og alt er vel.”

                      Og nok er han udadtil ’ nøjsom, venlig og gavmild’, men indadtil også ’gnaven , paaholdende, en Smigrer, en Træl af Legemet, selvbehagelig, storpralende og forfængelig’. Så derfor drejer det sig om at lade alskens attrå og mange forestillinger afgår ved en stille død.

                      Marcus Aurelius har den klassiske opdeling af først den materielle krop, derpå sjælen som en slags ’damp der stiger op fra blodet’, og endelig over den igen fornuftens ånd, der igen står i forbindelse med guderne og deres omsorg for menneskene. Meget interessant ses sjælen, som den instans, der indeholder ’livsgnisten’, det at være levende. Legemet henregnes til menneskets naturbestemmelse, og at bære dette legemes vilkår med ’fast mod’ er lykke. Det menneske, som fejler, er under tvang, da det ikke synder frivilligt. Derfor skal man heller ikke hæfte sig ved andres fejl men varsomt overtale dem til en bedre livsførelse.

                      Andre senere og nutidige filosofiske hoveder har sammenfattet ovenstående i stoicismens fem principper: selvkontrol/ ikke i følelsernes vold/ fornuftige valg ud fra selvindsigt/ upåvirket af modgang/ døden er din ven –.  Det sidste hænger sammen med, at tiden konstant er ved at løbe ud for mennesket, hvorfor man skal huske at være god, mens man er i live. Alt i alt en opfordring til livskunst på grænsen til døden. Og da mennesket lever i fællesskaber i samfundet og her ofte begærer en masse, trækker det gode menneske sig tilbage i sig selv, ikke ved at flytte sted, men ved at opsøge det godes kilde i sig selv.

                      Dog midt i al denne pædagogiske opfordring til en bestemt væremåde, står der et besynderligt notat: ”Jeg listelig lo i mit Hjerte”. Hvad er det for en dobbelthed, der åbner sig i ordet ’listelig’? Er der en lidenskab, der endnu ikke er udryddet? Endnu noget der begæres?

 

Bo Hakon Jørgensen     december 2022

Heine

 

Samvær med Heine.

Forord og oversættelse:

Axel Davidsen.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr.66

Kbh. 1947

 

Poesi som kritik og kritik som poesi

 

Klip af beretninger om Heinrich Heine (1797-1856) udgør her de 60 sider. Den store tyske poet, som var så betydningsfuld for Sophus Claussen, at han oversatte et helt værk af ham: Atta Troll i 1901. Georg Brandes skrev om ham i Det unge Tyskland, at Heine var ”Skamløshed i Gratiens Form”. Heine kunne sige det, som det victorianske samfund nægtede at vide ved at formulere det i den skønneste digteriske form. Poesien kunne fra da af være politisk og kritisk. Men med en blanding af poesi og ironi er Heine også starten på en moderne digtertradition, som Claussen fortsatte med sine ’djævlerier’, og som for mig fortsætter i Per Højholts forfatterskab.

                      Heine ramtes i 1849 af rygmarvstæring, der gjorde ham blind og sengeliggende indtil døden i februar 1856, men selv under denne konstante afkræftelse formåede han at komme med muntre bemærkninger, og dem er han blevet husket for i de mange klip i denne bog. Heine vidste i høj grad om dobbeltheden i sit eget væsen: ”Saaledes er jeg født til at prisgive det daarlige og udlevede, absurde, falske og latterlige til evig Spot, ligesaa er det ogsaa blot et Træk i min Natur at føle det ophøjede, at beundre det storslaaede og fejre det levende” (sagt til Alfred Meissner ca. 1850). Dette at fornemme, hvornår noget tidligere levende er dødt og overhalet, giver en koncentration om øjeblikkets vibration, der for Højholt saboterede fortiden, men ved siden af denne ’sabotage’ havde Heine altså også sansen for det ophøjede. Det var denne dobbelthed af dumhed og højeste værdi, som Claussen genkendte i Heines værk, og som han formulerede i en digtlinje om sit eget arbejde med poesien: ”En Dumhed bragt i Form, det er en Tanke…/ Naar Verset ryster stolt sin Løvemanke”.

                      Mange store ånder mødte Heine, Marx bl.a., som diskuterede poesi med ham. H.C. Andersen var lidt bange for ham, fordi Heines væsen lå i det komiske, mente Andersen. Andre omtalte ham som ’altid på vagt, som et rovdyr’, skønt han af udseende blot var middelhøj, med en kødfuld rosa ansigtskulør og kunne ligne en katolsk abbed. Han var i høj grad sin egen af karakter, og meldte gerne afbud til sammenkomster, hvor han var ventet, uden at give særlige grunde. Optaget af sin egen figur i offentligheden kunne han flirte med at skrive en roman med sig selv som hovedperson, og han kunne tale om, at en duel ville styrke hans billede i pressen. Han sagde dét ligeud, hvad andre gjorde i fiktiv dækning og foregreb dermed med ca. 150 år den autobiografiske tankegang. Og han giftede sig med en fransk grisette dvs. en luder fra arbejdeklassen (gri= grå). Dertil var han jøde og en tysker i Paris, der gerne optrådte med sin ateisme, medens andre kaldte ham et religiøst gemyt, hvad han senere under sin sygdom vedkendte sig at være, endda som protestant.

                      Netop som tysker mente han at være dobbelt. I en diskussion med Balzac: ”Enhver Tysker har to Systemer i sit Bryst. En Tysker der er enig med sig selv har aldrig eksisteret” Men en sådan dobbelthed er ironiens fundament, og en sådan person ser stadig på sig selv udefra og morer sig over sig selv. Ironien er lige så meget en selvironi over egne måske sentimentale tilbøjeligheder. Han kunne sekundbrat skifte fra at tale om ophøjede emner til de almindeligste ord, dvs. at han vendte lynhurtigt tilbage til sig selv. Han kom derved til at stå i folks bevidst som en person, der havde den nye tid i sig med sine opfindsomme kritiske udtryk. Mod slutningen af sit liv under den udmattende sygdom kunne han sige: ”Alle Faser i den moderne Føle-og Tænkemaade har jeg gennemgaaet – jeg har været Werther, René, Faust, Mefistofeles – med Hegel, den store Himmelstormer, har jeg forløftet mig selv indtil Selvforgudelse – jeg har styrtet mig ned i den mystiske Ekstases Afgrunde – jeg brød med Weltschmerz-Litteraturen – jeg stemte i med det unge Tysklands vilde Kor – med fuld Ret kalder man mig Sensualismens første Mand  […]”. Her til sidst kom ordet ’sensualist’, det Brandes kaldte ’skamløsheden’, at legemet betød mere for bevidstheden end det officielle samfund ville være ved, men som alle vidste fra deres omgang med egen krop. Det var dette nedefra kommende synspunkt, han åbnede op for men stadig med drømmen om at stige fra den nedre kropsverden til højere himle.

                      At det så aldrig blev til noget rigtigt, vidste hans også godt mod slutningen af sit liv: ” Mit Livs Drama var fuldt af Lidenskab, men uden Handling; et evigt stormende Forlangen, aldrig noget fuldbragt; mit Liv fortæller kun om indre Stemninger og Drømme, om aandelige Glæder og Lidelser, om Begejstring, Fortvivlelse, himmelsk Fred, og fuld af Munterhed steg jeg op til de Højder, fra hvilke Skabelsen ligger udbredt for dernede!”.

                      Med hvilken præcision udtalte han sig ikke om sig selv, og fandt at hans symbol kunne være ”Surkaal bestrøet med Ambrosia”. Ikke langt fra Sophus Claussens ”Mellem Kaal og Rabarber, Digterne med deres uhyre Harper” eller Højholts om netop Claussen: ”Det er som Fan af Diamanter som dine, jeg kender den sved, de tier om”.

 

Bo Hakon Jørgensen       december 2022

Irving

 

Washington Irving:

Rip van Winkie

og Sagnet om Døsedal.

Forord ved Henrik V. Ringsted.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 67

Kbh. 1947.

 

Forordet slutter med at bindets to historier forhåbentlig vil revidere læserens syn på amerikansk kultur. De er af den i USA meget kendte tidlige forfatter Washington Irving (1783-1859), og skikkelserne i de to historier udgør et ofte benyttet referencepunkt i den kulturelle og politiske debat (altså i 1940’erne i USA). For en nutidig dansker er det som at læse Ewald lidt moderniseret. De to historier er fra Irvings ”Fra Skitsebogen” (1819-20). Ganske sikkert har man her efter krigen i 1947 villet understøtte den voksende interesse for USA ved at udgive en grundsten i den amerikanske fortælletradition.

                      De to historier er om to forskellige tøffelhelte, der enten er uheldige med deres nuværende kone eller deres valg af fremtidig kone. Og så er de i øvrigt optaget af at beskrive omgivelser og sædvaner i en hollandsk nybyggerkoloni ved Hudsonflodens udløb i havet i den tidlige New York State ca 1800. Der er en overflod i beskrivelserne som i nedenstående eksempel:

 ”Naar han traadte ind i Huset [en velhavende gård] maatte hans Hjerte overgive sig aldeles betingelsesløst. Det var et af disse rummelige Bondehuse, hvis Tag fra en umaadelig høj Ryg skraaner blidt næsten helt ned til Jorden efter den Stil, som er gaaet i Arv fra de første hollandske Kolonister. Det lave Tagskæg dannede en Svale langs hele Husets Forside og den kunde lukkes til i ondt Vejr. Paa Muren hang Plejle, Seletøj og alle mulige Redskaber og Fiskegrejer, for den nærliggende Flod var særdeles rig paa Fisk. Langs Husene var der rejst Bænke, hvor hele Familien kunne sidde om Sommeren […] Fra Svalen traadte Ichibald ind i Storstuen […] Her blændedes hans Øjne af lange Geledder af nypudset Tin, der paraderede paa den store Buffet. I det ene Hjørne en stor Sæk Uld og ventede paa at blive kartet og spundet, i det andet Ruller af Klæde direkte fra Væven.”

                   Og sådan fortsætter det med opregninger og beskrivelser af ting, ja man kunne skabe en filmscene ud af materialeoplysningerne med signaturen hollandsk koloni i USA 1800. Selvfølgelig mærker man, at Irving også var journalist og kendte til at beskrive i en tid, hvor man ikke kunne støtte sig til fotografier.

                      Men stilen afslører også en realisme og rationalisme, der stiller sig skeptisk til de myter og sagn, som bringes til torvs i løbet af historierne.

For udover tingene og sædvanerne er der også et folkeminde-indsamlings-motiv i fortællingerne. Folkenes fortællingerne fra fortiden skal nedtegnes og bliver det af Irving forklædt som en Mr. Knickerbocker, hvis optegnelser vi læser. En af hans noter handler netop om den manglende hensigt med historierne udover at få dem nedtegnet, da han fra publikum får spørgsmålet om meningen med historien: "”Ih bevares, min Herre”, svarede Fortælleren,” hvad det anbelanger, tror jeg da ikke selv det halve”".

                   Rip van Winkie er en dårlig bonde på sin egen jord, men god til andres gøremål. Han bliver stramt forfulgt for sin slendrian af sin kones ”evigt skældende Kvindetunges naadesløse Rædsler”. Så han fortrækker til bænken foran kroen for at filosofere med de andre subjekter i byen. Ved at drikke med nogle mystiske tavse gamle hollændere ude i en skov, falder der tyve år ud af hans liv, og da han vender tilbage, kender kun ganske få ham igen. Disse tyve år er i mange forskellige udgaver blevet et slags mantra, som fortællere har brugt. De signalerer den ultimative forandring af identiteten, et jeg, som indser, at det ikke længere er samme jeg. Eller de slipper ud af deres gamle jeg ved billedligt talt at drikke af ’Rips flaske’, som det fortælles på egnen.

                    Den anden historie er om "Døsedal," hvor hollandske kolonister hengiver sig til myter og sagn og frygter for spøgelser om natten, når de går hjem fra samvær på gårdene rundt omkring. En ranglet skolelærer synger salmer, mens han går, for at holde det onde på afstand. Til daglig er han meget madglad og drømmer om at blive gift med en rig arving på egnen. Men det går ikke godt med frieriet bl.a. fordi han har en konkurrent i en fuldstændig kraftkarl, der behersker egnen med sin fyrighed. På vejen væk fra det mislykkede frieri møder vores ranglede pædagog landevejs-spøgelset Den tyske rytter uden hoved, og han styrter af hesten og dør – som det igen fortælles på egnen og er nedskrevet af føromtalte Knickerbocker men fundet i hans papirer af Washington Irving.

                     Alle disse ’mellemmænd’ i fortællingerne var samtidens måde at skjule det autobigrafiske. Som forfatter ønskede Washington Irving ganske givet at nedtegne de gode folkelige historier, hvorpå han så skabte en tynd forbindelseslinje mellem dem ved at binde dem op på tøffelheltene. Det blev til lange inventarliste over små samfund ca. 1800 i det tidlige USA, så vi med vores læsende fantasi stadig kan ankomme til dem. Stor respekt for amerikansk kulturs trang til at nedtegne uden at tro på bare det halve. De mange sammenbragte folkeslag blandt immigranterne og med hver deres underlige historier. Her hollændernes.

 

Bo Hakon Jørgensen     december 2022

Kidde

 

Harald Kidde: Parabler.

Forord og udvalg Poul P.·M. Pedersen.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 68.

Kbh. 1948.

Sjælen i jernets greb

Harald Kidde (1878-1918) brugte selv ordet ’parabler’, altså ’sammenligninger’, om den kortprosa- genre, han omkring 1900 udgav et par samlinger af. Samlingen her har han dog ikke navngivet. Den er foretaget efter hans død, af den spanske syge i 1918 , af Poul Pedersen som en forløber for Woels samling med samme navn i 1954.

                      Sammenligningerne er af før og nu. En myte og dens betydning i dag. Et religiøst udsagn og dets stilling i dag, dets videreudvikling. På den måde er Kidde en typisk århundredskifte-person 1900, hvor man opfandt begrebet ’arketype’, som skulle fastslå det uforandrede siden urtiden. Det var også tiden, hvor man gennemskuede legemets overflade med røntgenlyset og så det underliggende skelet eller den underliggende struktur træde frem. Og det var tiden, hvor industrialismen udviklede sig til imperialismen og lidt senere den til 1. verdenskrig 1914.

                      Men Kidde var ikke meget læst i sin samtid. Man sagde, at man måtte have tid og gide for at læse Kidde. Det var hans lange indfølende romaner, startende med dobbeltromanen Aage og Else fra 1902-03, man tænkte på. De var skrevet med en overordentlig overfyldt sensitiv 1890’er-stil, som han dog omkring romanerne Helten (1912) og Jærnet (1918) strammede til. Der er mærker af den tidlige stil i teksten ”Det sene Kys”:

                     ” Du altid nægtende, du kyssede mig, nu da min Mund ikke mere er noget Kys værd, og velsignet være du for det Kys, der kom for sent. Jeg sad og begærede en anden Kvindes Kys, der, som du engang i min stærke Ungdom, tørstende strakte Munden mod en anden og krydsede sine Arme, som du, lukkende for sit Skød, naar jeg kom nær, for at spile dem som et Gab mod en Mand, jeg intet vidste om, som du engang i min stærke Ungdom”.

                     Det er svært at bestemme, hvad der egentlig står i citatet, fordi fortid og nutid synes at glide sammen og et forhold mellem to mennesker udfoldes som mellem tre. En kødelig forening spærres af krydsede arme, således at en åndelighed udtørrer kroppen, og kysset kommer for sent. Men åndeligheden forstås samtidig som noget skønt, som afslaget fra hendes side i ungdommen har fremmet i ham: ” [det har] bevaret min Ungdom, det vil sige mit Liv uforfalsket til Døden, den Død, der skal dømme over Menneskene, hvorledes de levede det eneste Liv, der blev dem givet”.

 Det er jo mange år før Heidegger taler om Livet som ”zum Tote Sein” – en væren til døden, men det er en lignende placering døden får hos Kidde. Den er livets store uretfærdighed, som Kidde står op imod, ja i Aage og Else dør familiemedlemmerne næsten om kap, fordi hovedpersonen, den unge Tue, glemmer dem et øjeblik.

                  I en anden type af parablerne er der taget et udgangspunkt i en evangelisk situation med Jesus, som så drives op mod en protest. En kvinde bebrejder den 30-årige Jesus, at han dræbte hendes børn ved barnemordet i Betlehem for 30 år siden for selv at blive Gud. En anden tekst lader Gud tale med Jesus, om han nu er tilfreds med at være blevet kaldt hjem til Guds rige, som jo også er hans rige? Men Jesus svarer benægtende: ” O Fader […] Send mig til Menneskene igen! De har mig behov, og jeg har dem behov… o, Fader, Menneskens Søn længes mod Mennesker, længes, længes mod Jorden! – ”                Her ses igen den stadige kamp mellem legemligt og åndeligt som pågår i Kiddes forfatterskab. Han vil også jorden! Han befinder sig åndeligt i kristne egne, men han tror ikke egentligt på kristendommen; materialiteten og yderst ude dens endelige repræsentant, døden, er den virkelighed, som truer åndelighedens eksistens og frembringer dens angst.

                  Det er også konflikten, som ligger bag det store symbol ’jernet’, som bliver til romanen om den svenske malmdrift Jærnet (1918), som første del af et trebindsværk, der aldrig blev færdigt. – En kortprosatekst her i bogen , som nu er længere en kort, hedder også ”Jærnet”, og den er et slags oplæg til romanen. Heri hedder det som en modkommentar til jerndriftens betydning i Sveriges land, at den gamle jernværksmand Ehrencronas søn var ”svag af Legeme og […] duede ikke til Udskrivning, men nævntes bedst af ”Musikaliska akademinen”s unge Hær, [og han] spillede sin første komposition: Stagnelii Hymne til Anima, Menneskesjælen , fanget i Demiurgens, Jærnmenneskets Lænker – dens Suk mod Pleromas Himmelsale, Skønhedens, den evige Freds…” Sjælen fanget i jernmenneskets krop eller kampen for sjælen i industrialismens tid – det er hvad der stadig strømmer ud fra Kiddes forfatterskab, med alle dets følsomme overdrivelser.

 

Bo Hakon Jørgensen    januar 2023.   

Johanson

 

Klara Johanson: Essays.

Oversættelse og forord ved Henrik Neiiendam.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 69.

Kbh. 1948.

 

Jeg er glad for, at nummerrækkens systematik tvang mig til at læse essayisten, litteraturkritikeren, anmelderen og oversætteren, svenske Klara Johanson (1875-1948). Især følgende udsagn fik mig til at nikke anerkendende: ”I visse Perioder maa jeg ligesom skylle Munden med Vers”. For verset er jo sproget i en særlig tilstand, vi normalt ikke færdes i, markeret ved netop at være på vers, dvs. tilnærmet en sang, løftet til en anden gyldighed end bare den gængse betydning. En instans anråbt, poesien, skønt den ikke har nogen bopæl eller skikkelse. Har man været længe i prosa, kan man trænge til vers! Selvfølgelig tænkes der her på rytmiske vers, men selv en tekst sat op som digt med flosset bagkant har jo en intention om poesi, og den er det så, man mentalt kan skylle mund i.

                      Men – kan hun også tilføje: ”Inderst inde maa man nære Beundring for Versfrembringelse, men enhver maa vel tilstaa, at der klæber noget latterligt ved den, og at man ikke gerne vilde se den praktiseret paa sine Nærmeste”. For hvem kender ikke ubehaget ved festsange, hvor verset udvikler sig til nærmest løgn? Der er en patos i sprogets stigen til denne vers-instans, som ikke passer til menneskets materielle klump med skavanker. Som man sagde i gamle dage, ingen kan være helt for sin kammertjener. Og løftelsen til poesi kan godt ses som en løftelse til heltestatus. Den kan blive komisk, hvis skikkelsen er for tung!

                      Disse korte citater er placeret i et afsnit for sig, som hedder ”Eftertanker”, hvori der er mange flere end de her nævnte. Ellers består bogen af cirka 3 sider lange essays om tyskeren, den poetiske realist Wilhelm Raabe (1831-1910), Jeanne d’Arc hos Bernhard Shaw, Marcus Aurelius’ Selvbetragtninger, Erasmus af Rotterdam kontra Luther, Søren Kierkegaard og Schopenhauer, barndommens by Halmstad samt en begravelsestale over en ilter veninde set gennem ildens metafor.

                      Det er særlingene, der interesserer Klara Johanson, som måske derigennem indirekte får fortalt om sin egen særlighed, det at være lesbisk, som hun også flirtede med i sit pseudonym Huck Leber. Emnerne er personligheder, som er sære ved at være isolerede, vrede, hellige, eller bare stille og tvetydige som Erasmus, der har et flertydigt smil. Klara Johanson er en uhyre belæst essayist, der ikke gerne forklarer og beskriver, men udstøder sine kvalificerede meninger ligeud for ikke at tale ned til læseren. Dermed forudsætter hun, at læseren er lige så klog, som hun selv er, hvad der gør det svært for nutidige læsere, der ikke i samme grad er indlæst i de store fortidige værker. Vores nutid har i stigende grad sat Teorien som vejen til fortiden mere end indlæstheden i den.

Denne forskel mærker man tydelig ved at læse Klara Johanson, der bevæger sig uhindret i de store værker og perioder i litteratur-og kunsthistorien.

                     Mest interessant for en dansker er nok hendes essay om Kierkegaards sene opdagelse af Arthur Schopenhauer i 1854, året lige før Kierkegaard dør. Han kunne bruge Schopenhauers pessimisme, hans modstand mod Hegel og hans grove skældsord mod den etablerede filosofi til at skærpe sin egen tone i Kirkekampen. Og, skriver Klara Johanson videre, Kierkegaaard omtalte Schopenhauer bedre end alle andre i sine optegnelser. De var to lige oversete filosoffer i hver deres lille lokalitet, sådan som de dengang så på sig selv. Det er oplysende at iagttage Kierkegaard, denne selvets filosof forene sig med Schopenhauer som er illusionens og livsviljens filosof, den livsvilje som er menneskets plage og smerte, fordi den altid er utilfredsstillet.

                      Allerede fra starten af sin bogproduktion i 1907 markerede Klara Johanson sit syn på mænd i en såkaldt fiktion om en prostituerets dagbog, som oversat ville hedde ’den nedre verden’. Denne dimension er kun sparsomt belyst i udvalget. Kun ét citat peger i en sådan retning: ”Naturen, Samfundet, Kvinden og Gud er underlagt Evolutionens Lov, men Manden har haft Held til at unddrage sig den almindelige Udvikling. Aldrig hører man nogen Utopist sværme for Fremtidens Mand, ingen regner med Muligheden af Mandens Forædling. Manden er fuldt færdig fra Begyndelsen. Jeg kender en statelig, uskrevet Digtcyklus, der hedder ”Adams Morgensang foran Pillespejlet””. (pillespejl: et spejl anbragt på en pille mellem vinduer til hurtigt at justere ens udseende i 1700-1800-tallet. Og mon ikke denne ’digtcyklus’ er hendes egen uskrevne?)

                      Ærgerligt, at hun stopper her i sin fortid, for det havde været spændende at vide, om den forandring, som manden siden 1948 har gennemgået, ville falde ind under, hvad hun kalder ”Mandens Forædling”?

 

Bo Hakon Jørgensen     januar 2023