Hasselbalch fortsat 12

         Tagore

 

Rabindranath Tagore:

Halvmaanen.

Forord og oversættelse ved
Kai Friis Møller.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 70

Kbh. 1948.

 

Barnligheden som poetiske vinger

 

Forordet taler om inderen Tagore’s ”kosmisk-sødmefyldte Poesi”, og det er så præcist, som det er sagt. Nærmest som en videreudfoldelse af Markus evangeliet 10,14 om at lade de små børn komme til Jesus, for Guds rige hører sådanne til. For udsigtspunktet i de godt 50 tekster, som udgør den lille bog, er næsten hele tiden det lille barn, oftest med blikket rettet på moderen. Rørende og følelsesfuldt søges en barnlig forståelse af verden genetableret som en slags urpoesi indskrevet i korte prosatekster fx således: ”Jeg vilde ønske, at jeg kunde drage ad den Vej, der gaar gennem Babys sind og ud over alle Grænser;/ Hvor Sendebud af ingen Aarsag løber Ærinder mellem Kongers Kongedømmer og ingen Historie! Hvor Fornuften sender sine Love tilvejrs som Drager og lader dem flyve, og Sandhedens gør Kendsgerningen fri for dens Lænker” (teksten ”Babys Verden”).

                      Her er det et tydeligt voksent jeg, der formulerer sit ønske om at trænge ind i barnets verden ud fra en forestilling om, at barnet rummer en særlig viden om verdens rette sammenhæng før voksenhedens ødelæggelse af den. Og man må lade den voksnes formulering, at den næsten når frem til en brugbar definition af poesi: ’hvor sandheden gør kendsgerningen fri af dens lænker’. Poesi er vel netop, at en anderledes betydning end den norm-fastlåste bliver mulig, at alt det, vi kalder kendsgerninger, ’kaster sine lænker’ og viser sig som mulighed for noget andet, der forekommer sandere?

                      Tagore (1861-1941) fik Nobelprisen i 1913. Flere af hans små bøger udkom i Danmark, og han var i København for at holde forelæsninger i  1920 og 1926. Hans hjemegn var i Indien, hvor han oprettede skoler og et universitet ud fra de midler, han som fyrstesøn havde adgang til. Billedet fra dengang viser ham som en slags indisk vismand med langt hvidt skæg. En venlig positiv vismand, der søger at fastholde det barnlige, fordi det er det mest opmuntrende i mennesket. Og fordi han synes, at naturen har det samme: ” Naar jeg synger, for at du skal danse [barn], ved jeg med Vished, hvorfor der er Musik i Træernes Blade, og hvorfor Bølgerne slaar deres Røsters Korsang ind i Hjertet af den lyttende Jord – naar jeg synger for at du skal danse.”

                      Smilet, som ligger på babys læber, når den sover, er ligeledes en genklang af smilet på den unge pige, før hun blev moder: ”Ja, da Moderen var en ung Pige laa [det] og gennemtrængte hendes Hjerte i Kærlighedens ømme og tavse Løndom – den søde, blide Friskhed, der nu blomstrer paa Babys Lemmer”.

                      Efterhånden bliver baby ældre og forældrene træder tydeligere frem i deres antydede uenigheder. Men i forhold til barnet, drømmer de stadig om at deres aner vil gå igen i den voksende ny: ” Min Sang vil sidde i dine Øjnes Pupiller og vil lede dit Blik ind i Tingenes Hjerte./ Og naar min Røst er forstummet i Døden, vil min Sang tale i dit levende Hjerte.” Mange forældre vil nikke genkendende til dette håb eller denne problematiske forvisning. Bare det vil være sandt!?

                      Der er i det hele taget en superlativ, en yderste gradbøjning over sproget og den tilhørende forestillingsverden, som er svær at holde ud for en nutidig læser i den stadige tilknytning til eventyrets talemåde: ”Moder vil du have Perler, saa store som Efteraarets Regndraaber?/  Jeg vil sejle over til Perleøens Kyst. / I det tidlige Morgenlys derovre skælver der Perler paa Engens Blomster, drysser der Perler. I Græsset og spreder Havbølgerne en Fraade af Perler i Sandet.” Så er der vist heller ikke plads til flere perler. De er strøet ud med en overflødighed, der tilhører en anden æstetik end vores kritiske. Men det er denne anden æstetik, der indledningsvist blev karakteriseret som kosmisk-sødmefyldt, hvad jeg vil stramme til ’kosmisk- sødladen’, fordi den virker så villet barnlig.

 

 

Bo Hakon Jørgensen    januar 2023

Büchner

 

Georg Büchner: Lenz og Woyzeck.

Forord og oversættelse ved

Herbert Steinthal.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr.71

Kbh. 1948.

 

Indespærret i følelsen

 

Der stråler en smerte ud af Büchners (1813-1837) skrift, lige som ud af en scene i hans revolutionsdrama ”Dantons Død” (1835), hvor hovederne af de elskende, der skal halshugges, vil kysse i hinanden i kurven bagefter. En smerte over at følelsen, skønt den er til i øjeblikket, ikke materialiserer sig varigt. At følelsen ikke har vægt i verden.

                      For alt hos Büchner handler om følelser og forestillinger, som man har, men som verden omkring en opfatter som falske eller forvrængede. Det ser man tydeligt i novellen ’Lenz’ og dramaet ’Woyzeck’ som er samlet i dette lille bind. Men først et par ord om Georg Büchner, en ung tysk studerende, som læste filosofi, medicin og naturvidenskab, og radikalt gik ind for demokrati mod enevælden i delstaten Hessen. Netop på grund af disse politiske synspunkter blev han udvist af Hessen i 1835 og døde af tyfus i 1837 i Zürich som privat docent i anatomi.

                      Det kunne lyde som et oplæg til den rene skære materielle realisme hos ham, men det er snarere en slags sindets realisme, Büchner stræber efter, en art vanviddets realisme, her på en bjergvandring: ”Han vilde tale med sig selv, men han kunde ikke, han vovede næppe at aande; naar han bevægede Foden, lød det som Torden under ham, han maatte sætte sig ned. En navnløs Angst greb ham i dette Intet: han var i det tomme Rum! Han fo’r i Vejret og fløj ned ad Bjergskraaningen./ Det var blevet mørkt, Himmel og Jord smeltede sammen til et. Det var, som om noget fulgte efter ham og som om noget forfærdeligt maatte indhente ham, noget, Mennesker ikke kan holde til, som om Vanviddet jager paa Heste efter een”. Gennem hele den lange novelle følger vi dette vanvid tage til i den let bevægelige person Lenz, først gennem flere angstanfald, så religiøse fantasier, derpå oprørstanker mod Gud, hengivelse til intetheden eller kedsomheden, så til erindringer om en for længst tilbagelagt pige, indtil han endnu engang i et anfald springer ud fra et vindue i et værelse på 1. sal, og endelig føres til et slags sindssygehjem i Strasbourg, hvor han henslæber resten af sit liv i en tomhed uden længsel og uden angst.

                      Lenz’ hele følelsesliv skildres med en sådan intensitet, at endog omverden får præg at hans stemninger, tågen bølger ned over landskabet, dalene og forsvinder  vekselvis igen, samtidig med at hans sind klarer op, og en ro indfinder sig. Det er tydeligt Büchners hensigt at skildre alt det i sindet, som gør oprør mod det faste rationelle menneskebillede. Det er sindets reelle romantik, følelsesudslagene til alle sider, det drejer sig om. Det er sindets glød, det handler om at beskrive, den glød eller intensitet, der kan udløse sig i mange forskellige emner. Lenz er nok vanvittig, men han er det med forfatterens hensigt for at følelserne, også som en negativ menneskelig realitet, kan få et sprog og blive kendt.

                      Dramaet Woyzeck er om en anden fattig stakkel af dette navn i en mindre by, hvor han tilsyneladende har en pige Marie med en lille dreng. Hun har eller har haft flere mænd, og en af dem, Tamburmajoren, praler med hende, og det kommer for Woyzecks øre, hvorpå han efter flere fantasier dræber hende med en kniv og selv drukner under bortskaffelsen af kniven.

Denne enkle handling er sat sammen med en eksperimenterende læge, der opfatter og styrer Woyzeck som et sygt medicinsk tilfælde. Desuden placeres han som en underbegavet fattig fyr i et markedsliv, hvor udråbere taler om alverdens underligheder: ’astronomiske heste og geografiske æsler, og hvad er forskellen mellem mennesker og æsler’– ja hvad er forskellen? Mennesket pisser jo ligesom æslet, siges det i stykket. Denne markeds- eller cirkusstemning er billedet på en forvirring også i Woyzecks hoved som doktorens forsøgsdyr og som undergravet af pigen Maries utroskab med tamburmajoren. På værtshuset synges der sange om ’den udødelige sjæl, der stinker af brændevin’. Og det er lige præcis, hvad stykket går ud på. Intet steds findes den rene sjæl, det gode menneske, eller den sande kærlighed. Alt er undergravet. Skønt alle véd, hvad det sande er, så kommer sandheden ikke til verden – det er smerten hos Büchner.

 

 

Bo Hakon Jørgensen     januar 2023

Mansfield

 

Katherine Mansfield: Breve.

Forord og oversættelse ved

Anne Friis

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 72

Kbh. 1948.

 

Det ukendte i sindet

 

Der er besættende sandhed i Katherine Mansfields (1888-1923) noveller og breve. Ikke stor og voldsom, men lille og præcis som at fumle ved en flæse på en pude, mens man er i gang med at sige noget helt andet. Skade kun, at det lille bind her ikke rummer en prøve på novellerne som i den meget senere udgave Havefesten. Kbh.1989. En antologi ved Jan Hansen.

                      Hendes noveller er lidt som Herman Bang eller Tchekov, men med en kontrastmetode, som disse to ikke har så markant. Ofte går kontrasten ind i personens tanker og motiveringer, så man får sidespor inde i personen i kontrast til handlingen i hovedsporet. Det ’ukendte’ i personen får en slags stemme, alt det sindet siger samtidig med, at det siger og gør noget andet med henblik på yderverdenen. En slags bachtinsk dobbeltsprogethed finder sted. I novellen ”Salig oberstens døtre” ligger de to søstre og drøfter ting vedr. begravelsen af deres nyligt afdøde fader. De har begge hørt en lyd, og den ene søster tænker på mus og siger så:

”Jeg begriber ikke, hvordan de i det hele taget overlever, sagde hun langsomt. – ”Hvem?” lød det bydende fra Josephine. – Og Constantia svarede – og det blev lidt højere end hun egentlig havde tænkt sig: ”Musene” – Josephine blev rasende. ”Sikke noget vrøvl, Con!” sagde hun. ”Hvad har det med sagen at gøre? Du sover” ­ ”Nej, det tror jeg ikke, jeg gør”, sagde Constantia. Hun lukkede øjnene for at være helt sikker. Det gjorde hun”. [altså sover hun]

Eksemplet viser, hvordan Mansfield arbejder henover skellet mellem ydre og indre på en overraskende måde, så man får en fornemmelse af sandhed såvel om personen, det drejer sig om, som om sproget, der siger sandheden, nærmest ved at ’underforstå’ den. Og sandheden er vel, at ordet ”overlever”, peger såvel på musene som faderens minde! Samt desuden: véd man, at man selv sover?

                      Hendes breve synes mest udvalgt, fornemmer læseren, for kommentarerne til hendes fortællekunst samt den sygdom, der til slut tog livet af hende som kun 34-årig, tuberkulosen. Man får indtryk af en umiddelbar evne for sanselig matrialitet i hende fremfor en udtalt metode: ”(Naar man løb over det dugvaade Græs, følte man ligefrem, at Fødderne kom til at dufte af Saltvand.) Jeg prøvede at holde det Øjeblik fast med noget af dets Friskhed og Uberørthed”. Eller følgende passus, der også peger på hendes intuitive udgangspunkt: ” Men ser De, jeg hører ikke til de intellektuelle. Jeg flygter fra Søndagsfrokoster og dybsindige Samtaler om Kønsproblemer og den ”Livstræthed”, der er saa vigtig, og den forfærdelige ”Aandfuldhed”, der er endnu vigtigere – jeg flygter fra det alt sammen. / Jeg elsker Livet – til Vanvid”.

                      Som følge af denne næsten betingelsesløse kærlighed til livet, er der også en slags mystisk dimension i noget af hendes billedsprog: [Hun ser nogle fiskere i regn]:” Selv Fiskerne fiskede med Paraplyer over Hovedet, deres Snører lignede uhyre store Føletraade paa uhyre Skarnbasser”. Man ser vandfladen svulme som et stort skjold som ryggen af en skarnbasse, sort og glimtende. Men metaforen ’føletråde’ siger også noget om det ’ukendte’, de søger at hente noget op fra. Derfor kan hun deusden skrive: ” Bliver de [allerbedste prosaforfattere] ikke ved med analysere enkelte Følelser i Stedet for at analysere Sjælen.[…] Jeg plejede at indbilde mig, at man kendte alt paa nær Tingenes inderste Væsen. Men nu tror jeg paa det modsatte. Det ukendte er langt mere vidtspændende end det kendte. Det kendte er en blot og bar Skygge”(1921). Let ville det være her bare at sige ’det ubevidste’, men det er snarere impulser i det førbevidste, som præger os som fx lækkert contra ulækkert, det tiltalende kontra det utiltalende, der udgør det ukendte i os. Det er dette 'ukendte' Katherine Mansfield med sine noveller sender sin føletråde ned i, det ukendte i det menneskelige, den svulmende skarnbasse, som også Kafka på næsten samme tidspunkt brugte som billede på mennesket.

 

 

Bo Hakon Jørgensen      februar 2023

Gauguin

 

Paul Gauguin: Breve.

I udvalg og oversættelse ved

Ingeborg Gregersen.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 73

Kbh. 1948.

 

 

Min far sejlede på Østen i 1930’erne. Måske var han drevet af Gauguins drøm om det primitive liv som selve livets mening på fjerne øer i Fransk Polynesien i Stillehavet? I hvert fald hang der ned ad vores trappegang til første sal i Nyboder det ene udklippede farvekopierede billede af Gauguin i ramme med glas efter det andet. Så jeg er vokset op med disse egentlig kyske bare damer fra Tahiti og omegn i Stillehavet. Måske hang de der mest for at signalere tilgængelige kvinder for min far, men det forhindrer jo ikke, at han også var optaget af billedernes farvevalg og form. Desuden var trangen til det helt naturlige liv ude i det fjerne jo også en drøm om at udfolde sanseligheden, herunder den erotiske, der var så bundet og fortrængt i datidens borgerlige samfund. Måske derfor sejlede han også på Østen? Jeg har aldrig spurgt.

                      Af kunsthistorikere karakteriseres Paul Gauguin (1848-1903) som en af de store symbolister eller synteister, som de også kaldtes omkring 1900. Det er evnen til at sammenfatte omverdenen i symboler eller sammentrækninger, som disse betegnelser hentyder til. Men mange troede, at man så kunne oversætte symbolerne i malerierne til en allegori med en anden mening, at billederne var en form for litteratur, der kunne forstås som læste udsagn. Det kæmpede Gauguin hårdt imod, og det er især derfor han står som en så stor indgangsskikkelse til det 20. årh’s europæiske kunst. Han skriver til en kunstkritiker, der har udtalt sig om hans billeder:”[først citeres kritikerens udsagn, og så efter tre prikker … følger Gauguins svar] I det storslaaede dekorative Arbejde, som Gauguin udstiller , er der intet, som forklarer os Allegoriens Mening, vel… min Drøm lader sig ikke gribe, taaler ingen Allegori; (et musikalsk Digt, som kan undvære Tekst); Citat efter Mallarmé. Det egentlige i et Kunstværk med dets selvfølgelige Ulegemlighed og Ophøjethed bestaar netop i ”det som ikke er gengivet; deraf følger, at, Linierne underforstaaet, uden Farver eller Ord fremtræder det ikke materielt.” – Ogsaa hørt af Mallarmé foran mine Billeder fra Tahiti”.

                      En allegori er en en sproglig billedform fx ’samfundet er en myretue’, hvor man fra det ene element i samfundet kan finde det andet i myretuen, fx arbejderen begge steder.

Allegorien er slags oversættelsesform. Men netop en sådan oversættelse vil symbolisterne ikke vide af, og det er den højeste autoritet blandt dem, Mallarmé (1842-1898), som Gauguin fører i marken. Det er denne nægtelse af oversættelse i kunst, som går videre i ’abstraktionen’ i europæisk kunst, og som Gauguin længe havde været på vej imod. Han malede i flader og ikke i genkendelige detaljer. Kvinders hovedtøjer er fx hvide flader, og der er ikke redegjort for folder i hovedtøjet. For det, der males, er ikke genstandene, men kunstnerens stemning ved at se dem. Kunsten er blevet diktatorisk, og den vil kun se det, den selv ser.

                      Derfor var Gauguin længe en uhyre fattig mand, og blev betragtet som en ond og vild person. Hans billeder blev forkastede, og han solgte kun til meget få. Brevene i dette bind er til overflod optaget af klagerne, og han har virkelig lidt ved sine valg for kunstens skyld. I 1873 blev han gift med danske Mette Gad, fik fem børn med hende, flyttede i 1885 til København med familien, men måtte tage tilbage til Frankrig efter mindre end et år i København, fordi både Mette og hendes familie foragtede denne kunstner, der ikke kunne tjene til at opretholde en familie. For med til historien hører også, at Gauguin i slutningen af 1870’erne var børsmægler og tjente godt – og at han altsaa opgav dette erhverv til fordel for maleriet. Han havde et af børnene med til Paris, Clovis, men da han begyndte at interessere sig for franske kolonier tæt på Ækvator, blev Clovis sendt hjem til Mette i København. Et enkelt kort besøg i 1891, hvorefter Gauguin aldrig så sine børn igen.

                      Men alt dette ’udenoms-stof’ har jeg sat mig ind i, udover hvad forordet meddeler. Udgaven savner i den grad noter, og man må spørge sig selv, hvad man tænkte på i 1948? Hvad skulle læseren have ud af disse breve? Forordet taler om at møde ’en af det moderne maleris stærkeste og mest ejendommelige skikkelser’. Men hvad mere: Se hvor hård den kunstneriske vej var? Eller bagsiden af geniet Gauguin? Eller måske det fokus på abstraktionen, som Gauguin selv havde. Altså et bidrag til den europæiske kunsthistorie? Eller var det de naturlige bare damer i et mandligt utopisk rige, det handlede om. Forordet nævner intet om den syfilis Gauguin døde af i 1903 og slet ikke de unge lokale piger, han giftede sig med blot for én dags skyld. Sådan smuldrede drømmen om en oprindelig verden på en sydhavsø.

 

 

Bo Hakon Jørgensen    februar 2023

Emerson

 

Ralph Waldo Emerson:

Af Dagbøgerne.

Udvalg og Oversættelse ved Gerhard

Tybirk.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 75

Kbh. 1948

 

 

For læseren af i dag er det en svær bog at fastholde. Emerson (1803-1882) er nærmest en amerikansk prædikant, skønt hans også omtales som vismand, essayist, underviser, filosof og poet. Da han i 1833 gør Europa og taler med berømtheder, konstaterer han, at det alle disse ånder mangler, er en religiøs tro. Den vil han gerne mane frem i læseren i de passager, hvor han på romantisk vis taler panteistisk om Gud i alle ting. Men han er også meget optaget af mennesketyper og holder en del af treklangen: ’Idealisten, Skeptikeren og Materialisten’. En prøve på hans stil kunne lyde:

”Eller skal jeg udtrykke det saaledes – det overraskende ved Tilværelsen er, at der fattes ethvert Tegn til Forsoning mellem Livets Teori og Praksis. Grundsandheden, den højtpriste Virkelighed, Loven, erkendes nu og da i et klarsynet og dybt Øjeblik, midt i det Sammensurium af Bekymringer og Pligter, som ikke tager direkte Sigte derpaa – tabes saa af Syne i nogle Maaneder eller Aar, dukker en skønne Dag op paany for atter tabes af Syne.” (s.62).

                 Der tales i brede generalsubjekter, (Sandheden, Loven, Virkeligheden) der handler med hinanden i en slags livsførelse, som ligner menneskeliv. Det er åndsmagternes møde og udvikling i den nærmeste kulturhistorie. Årstal. Personer, situationer er holdt væk som mulige eksemplifikationer. Hvem eller hvad handler i denne verden af åndsmagter?

                Og det til trods for, at det er det almindelige liv, Emerson prædiker i sine taler om ”Livets Førelser og Menneskeaandens rette og varige Udtryk”. Emersons grundtanke er selvet, som skulle være det eneste, vi i dette liv lærer at forstå. På denne måde har det almindelige menneske en uendelighed i sig, ja faktisk Kristus’ stemme i sig. Universet uden om dette menneske er sammensat naturen og sjælen, en tanke der jo minder om vores egen Ørsteds Aanden i Naturen (1849-50). Men Emerson er humanisten med brede forestillinger, som han ynder at få bekræftet af detaljer i naturen, han er slet ikke fysikeren. Alle former for tilfældighedstænkning bekæmper han: ”Mennesket opfatter sin Skæbne som noget fremmed, fordi denne Forbindelse er skjult. Men Sjælen huser allerede de Begivenheder, den skal møde, for Begivenheder er blot Virkeliggørelse af dens Tanker, og hvad vi beder om for os selv, vil altid blive os tilstaaet. Begivenheden er et Aftryk af vor egen Form,”. Sjælen danner altså sin egen skæbne, en konstatering som aldrig bliver modsagt af de dårlige eksempler. Midt i al denne gamle romantiske ’tænken godt om verden’ i en særlig amerikansk pionerudgave, aner man instinktivt, hvorfor positivismen (mål alt, hvad der kan måles) fik så stor magt fra 1850 og frem. Den kunne i hvert fald optælle de dårlige eksempler på, at skæbne og sjæl ikke fulgtes ad.

                      Emerson boede i en landsby i Massachusetts, og det er bønders og småfolks dagligdags tænkemåde, han ophøjer i sine skrifter. Sammenhængen mellem Mennesket og dets Skæbne får følgende eksempler med sig: ”Ænderne søger til Vandet, Ørnene til Vejrs, Vadefuglene til Stranden, Jægerne til Skovs, Kontorister til Kontoret og Soldaterne til Grænsen. Saaledes gror Begivenhederne paa samme Stamme som Personerne, er Personspirer”.  Synspunktet er kun muligt fra en meget stor højde, ja kunne måske kaldes en postulatorisk fiktion, men sådan ville samtiden før 1850 måske gerne tænke godt om verden, inden den gik under i industrialismen? Fik den samme trang til ’at tænke godt om verden’ efterkrigs-generationen i 1948 til at vælge Emersons tanker til publikation i serien og tillige kalde dem ’en vismands tanker’? Måske fandt tiden den gamle romantik poetisk?

 

 

Bo Hakon Jørgensen    februar 2023

Kjær

 

 

Nils Kjær: Epistler.

Forord ved Ole Jacobsen.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 76

Kbh. 1948.

 

Slette-kvaliteten

 

Skønt jeg har sat mig selv i den opgave at medtage revl og krat i Hasselbalch-serien, kan jeg godt være tæt på at fortryde den, især med en sådan udgivelse som denne. En samling halvsure bemærkninger om vejret, årstiderne eller lignende, får en til at tænke på, hvordan noget sådant kunne optage 1948’s horisont? Er det en sympati for Norge her lige efter krigen, der får redaktionen til udgive Nils Kjær (1870-1924), norsk forfatter, essayist og litteraturkritiker? Eller er det forordets understregning af Kjærs modstand mod alt for meget arbejde, mod at det moderne samfund har mistet forbindelsen med ”det groende og det egentlige”. Senere ville en forfatter som Kundera vel kalde det ’langsomheden’. Altså en problematisering af teknologiens forandring af vores liv henimod at leve op til tidens målrettethed.

                      Nils Kjær hader den hurtige forbindelse og foretrækker sidesporet. Han er lediggangens filosof, men foragter mængdens ønske om motion. Han har heller ikke i disse små essays en drøm om at fremstille nogen speciel sag, snarere vel den ’sag’ ikke at nå frem til nogen sag.  Et eksempel kan være opsatsen ”Schillers Svigermor”, som skal handle om en rejse til Jena , men får et sidespor til Weimar:

”Det er omveiene og forsinkelserne og sidesporene, som beriger ens liv. De faa og flygtige glæder findes i alle linier mellem udgangspunkt og ens maal – i alle undtagen den rette, som kaldes den korteste afstand, og som alle handelsrejsende følger”.

                     På gaden i den næsten mennesketomme by Weimar ser han i baghandlervinduerne mange henvisninger til Schillers svigermor, køber litteratur om hende, går tilbage til hotellet, opgiver at læse det alt sammen, overgiver pakken med bøger til en dansk forsker, og begiver sig i stedet til Goethes Gartenhaus. Karakteristisk for Kjær er, at alt det foreslåede opgives, end ikke Schillers svigermor får man noget at vide om. I gamle dage ville man kalde den slags for ’svinkeærindets æstetik’ og det er vel lige præcis, hvad Kjær tilstræber som protest mod det modernes målrettethed. Måske er den egentlige kvalitet ved Kjærs såkaldte epistler, at de undergraver al normal formålstænkning, alle de vedtagne sandheder, de offentlige meninger – og i stedet udgiver Kjærs smukt fremstillede brokkerier over snart sagt alt. Nogle personer i 1948 må have godtet sig ved at se det mislykkede fremhævet som hos Kjær, ’alt er noget gøgl og bliver ikke til noget’.

                      Kjær er mod vinter og videnskab. Den sidste fordi den fortrænger ’forundringen over naturen og tilværelsen’, den første fordi kulden er roden til alt ondt. Nej, sommer skal det være: ”Og ved rigtig sommer forstaar jeget langt Følge af overordentlige Soldage med glat Fjord og udholdende Hede, Dage, hvis Sekunder som utallige Lyksaligheder flyder sammen til en eneste gylden Flade af stillestaaende Tid, Dage som bugner af ledige Øjeblikke og i sin Ensformighed sletter hverandre sorgløst ud af vores Erindring”.

                      Man bør lægge mærke til udtrykket ’sletter’, at sommeren sletter sig selv ud af vores erindring. Denne ’slettekvalitet’ er det Kjær overfører på sin måde at se verden på. Egentlig vil han helst slette sig selv og sin viden for at blive ét med det groende, tømme sig for sig selv, brokke sig tom … nærmest som Tom Kristensen i digtet Græs:

”Men naar mit Vanvid er omme, / naar mine Drømme om Storhed er omme, / da vil jeg komme, da vil jeg komme, / da er jeg lille og lykkelig nok.”

 

 

Bo Hakon Jørgensen … februar 2023

******* Jeg er marts 2023 midlertidigt ophørt med at skrive om Hasselbalch-serien. Grunden er

at jeg gik død i 1940'ernes horisont, og i stedet gik igang med min anden hovedinteresse: fænomenologien. Her oversætter jeg nu i længere tid Alexander Schnell's "Was ist Phänomenologie" Frankfurt a. Main 2019.

Bo Hakon Jørgensen ...maj 2023