Her fortsætter mine Hasselbalch-stykker fra første forside , Standardside II pil ned: Hasselbalch – Hasselbalch VII,

 – med Hasselbalch VIII-8

Schubert

Franz Schubert: Breve og Optegnelser.

Forord ved Johan Koch.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr.44

Kbh.1945.

Den gode ven med lieder

 Franz Schubert (1797-1828) var ikke nogen flittig brevskriver, meddeler forordet, og – kan det tilføjes, heller ikke nogen speciel interessant brevskriver. Det bedste, man kan sige om dette udvalg af de 63 breve, der findes fra Schuberts hånd, er, at man får lyst til at høre hans musik for at se, om den er er lige så almindelig, som han er? Det er den bestemt ikke!

                      Det er meget begrænset hvad disse breve egentlig handler om af musikalske sager. Mere handler de om, hvordan det går med vennerne i Wien og lidt om familien derhjemme, som også er i Wien.  Men brevene har den værdi, at de fører ind i et almindeligt musikerliv neden under de højtsvungne romantiske musikformuleringer. Schubert er da også mest kendt for at skrevet det musikalske akkompagnement til digte af fx Goethe (Erlkönig) og Vilhelm Müller (Die schöne Müllerin), men ingen af disse lieder eller sange nævnes i de her trykte breve.

                      Den mest musikalske bemærkning falder i et brev til faderen og stedmoderen (1825): ”[ved et selskab] fandt man Behag i Variationerne  fra min nye Sonate for to Hænder, som jeg selv spillede og med stort Held, idet nogle forsikrede mig, at Tangenterne under mine Hænder blev til syngende Stemmer, hvilket glædede mig meget, da jeg ikke kan fordrage det fordømte Hakkeri, der er karakteristisk selv for udmærkede Klaverspillere, og som hverken fryder Øret eller Sindet”.

Schubert synes altså at have den menneskelige stemme som musikalsk udgangspunkt og stemmens bløde overgange som mål med sin musik. På sin vis ligger dette i forlængelse af den medmenneskelighed, der er i hans veneration for kammeraterne i Wien. De var nok sammen om flere glas vin, men det var dog digtere og filosofer in spe, han omgikkes i et bohême-liv uden alt for stabile indtægter. Brevene taler heller ikke direkte om dette liv, men man må forstå, af oplysninger undervejs, at breve var offentlige dengang på en måde, vi slet ikke kender i dag. De var en del af datidens nyhedsformidling, og de lå fremme, når man som rejsende besøgte en familie, så man igennem læsningen kunne danne sig et indtryk af de borteværende familiemedlemmer gennem deres breve.

En sådan nyhedsformidling er Schuberts breve et udtryk for, og selvfølgelig er der så grænser for, hvad han kan sige. Nok at han er syg, men ikke af hvad, nemlig syfilis, og at han er ved at dø af den (1828), af forgiftning ved det kviksølv, man brugte som middel mod syfilis. Kort før sin død fortæller han om, hvordan han intet kan holde i sig af mad, men beder i samme åndedrag om litteratur af Cooper som fx ”Den sidste Mohikaner”. Han ville gerne underholdes, som han selv underholdt med sin musik.

                      Schubert fremstår i disse breve som en musikalsk håndværker, der fortsatte sin tidlige musikuddannelse tilsat pædagogisk erfaring fra lærergerningen, som han praktiserede på faderens skole – en håndværker, der nåede det ypperste uden de store fagter. Der tales således en del om smerten men ikke om, hvad den er smerte er over? Følgende bemærkning til dagbogen sagde ham selvfølgelig alt, men læseren, 200 år senere, meget lidt: ” (1824) Mine Værker skabes af min Forstaaelse af Musikken og af min Smerte; de som Smerten alene har skabt, synes at glæde Verden mindst.”

                      Hvor man dog savner uddybende noter i denne lille publikation! Der er navne på steder, værker og komponister nok, der af kyndige musikhistorikere kunne fortjene yderligere udfoldelse i noter. Indtil en sådan indsats foreligger må man nøjes med at sige, at Schubert var vennernes ven og kunne komponere sange eller lieder som ingen anden på det tidspunkt!

Bo Hakon Jørgensen   august 2022

Arnold Bennett: Litterær sans.

Forord ved Ole Koch.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 45

Kbh. 1945

Vejen til at blive ’ædel’

Teksten om ’litterær sans’ er fra 1909, altså mere end 100 år gammel. Ville vi  i dag overhovedet tale om ’litterær sans’? Ville vi anse det som godt at have en sådan sans? Og endnu mere skærpet: Ville det være godt at have sin kompetence ud fra litteratur? Den engelske forfatter Arnold Bennetts (1867-1931) store essay er modsat skrevet ud fra den faste overbevisning, at litteraturlæsning er en sikker dannelsesvej, og derfor vil han gerne give råd til at følge denne vej. Men nogle folk i redaktionen af Hasselbalchs Kultur-Bibliotek må have ment, at det, allerede i 1945 næsten fyrre år gamle essay, kunne skærpe sansen for litteratur som en kvalificeret tilgang til verdens begivenheder i tiden efter krigens ideologiske virvar.

                      Dog hånden på hjertet i en nu gammel litteraturunderviser, så er det Bennett siger, lidt omskrevet,  det man i indledningsforelæsninger til litteraturstudiet udtaler, at litteraturen kan: Man skal læse for at lære at forstå alt og tilgive alt. Litteraturen er en vej til livet og handler om livets væsen, når man bare lader eftertanken råde – og ruge – et stykke tid over det, man har læst. For i ’åndens verden’ handler det ikke om enkeltdele men om sammenspillet mellem dem. Og netop blikket for sammenhængen mellem det uendeligt små og det uendeligt store giver litteraturen. Poesien er et forstørrelsesglas, der bedre lader En se verden og dens problemer.

                      Inden for denne gamle horisont er Bennett en god vejleder, uden at sige det selv: den gyldne middelvejs rådgiver, der henvender sig til en læser, der ikke mener at have litterær sans nok til at begå sig i selskabet, altså kunne konversere meningsfuldt om litteratur. Hvad skal en sådan person gøre? Først og fremmest ikke skamme sig over sin situation. Dernæst tage udgangspunkt i sit eget sprog: Kan vedkommende om en pige sige ’hun er et mirakel’, så har vedkommende allerede litteraturen i sit væsen og kan begynde dér i ordet ’mirakel’. For så har denne mand et ønske om at se hende sådan og dermed muligheden for at opskrive verden med betydning. For, som Bennett siger, formålet med litteratur er at opvække sig selv!

Et ord, som kommer igen flere udvalgte steder i hans fremstilling er ordet ’ædel’, fx at litteraturen gør læseren i stand til at leve mere ædelt: ” [en klassisk tekst] bringer Bud til Dem, som til Generationer før Dem, om ophøjede Følelser, fordi den lader Dem leve stærkere, mere retfærdigt og ædelt”. Ordet må her betyde at leve velovervejet uden at promovere sig selv og have et reflekteret overblik over sit liv og handle derefter. Karen Blixen var herhjemme en storforbruger af ordet, og Bennetts tekst fra 1909 kunne da også være en del af den 24 årige Karens samtid.

Og hvad råder Bennett så sin læser til? Jo han skal – og der er tidstypisk kun tale om mænd – købe en mængde bøger som efter autoriteternes mening er klassikere og starte med dem.

Og så skal han læse dem, idet han søger forfatteren bag bogen, bag stilen, altså personen bag værket, fordi værket altid er et levende menneskes forsøg på at overbevise andre om skønheden i det, han netop har set.  Læseren skal give sig ind under forfatterens vilje i værket, møde det i ’underlegenhed’, fordi det værket vil er større end En selv. Og så skal man veksle mellem de to store hovedarter af litteratur, der ikke er lyrik og prosa, som man skulle tro, men den ’inspirerende’ litteratur kontra den ’oplysende’ litteratur. Når man læser, skal man desuden passe på sine følelser, ikke begejstres eller vredes for meget men lytte til de små advarsler under læsningen, så  vil man kunne udskille ’de sande og oprigtige’ værker i de forfatterskaber, som man er kommet til at interessere sig for.

                      Set fra i dag er det nok især fokusset på personen bag, forfatterskabet i sin helhed og stilen som en del af indholdet, som er vigtigeat fastholde. Men spørger man desuden, hvordan den gamle verden så på litteratur, er Bennetts essay et godt sted at starte. Man vil da kunne iagttage, hvor stor betydning litteraturen havde som eksistens-orientering i verden inden computeren og mobiltelefonen.

Bo Hakon Jørgensen    august 2022

Croce

Benedetto Croce: Litterære og

politiske Essays.

Forord af Knud Bøgh.

Hasselbalchs-Kulturbibliotek nr. 46

Kbh. 1945.

Formen frem for stoffet

Kendte man nok hans navn, italieneren Benedetto Croce (1866-1952), så vidste man ikke helt, hvor god en tænker, kritiker og debattør han var. At kunne skrive sådan om tysk tænkning 1780-1830 er suverænt:” [Her lagde denne tænkning] Fundamentet til vor tids Livsanskuelse ved at gøre det transcendente immanent, den profane Historie hellig og fremhæve Menneskeidealet. Den gav Historien en dialektik og objektiv Mening”. 

Hvilken præcis og rigtig sammentrækning af hele den romantiske bevægelse! At gøre det åndelige sanseligt nærværende, gøre det immanent; at helliggøre det almindelige menneskeliv, sætte mennesket i centrum ; og endelig placere historien som motor for alt … det er netop, hvad romantikken fra Tyskland udvirkede, den romantik vi fortsat lever i, fordi den også vakte tankerne om nationen som fællesskab.

                      Men Croce er i sin humanisme bredere end som så. Med tilslutning citerer han følgende menneskebillede ca 1800: ”[en Korsikaner siger til sin søn] ”Min Søn, vi kan ikke undvære Banditterne”. I Sandhed, uden Banditter laver man ikke Optøjer og Revolutioner. Hine Drifter og Injurier i det offentlige Liv er lige som Slyngelagtigheden i Menneskesjælen: begge Dele er lige uundværlige”.

Intet under at Croce senere i sit liv som politiker var med i Italiens liberale parti og før krigen 1940-43 en berømt  modstander af fascismen i Italien. Han havde arvet sit gods og kunne fra dette tilbagetrukne sted sidde og forske i Europas æstetiske historie. Netop hans æstetiske overvejelser blev kernepunktet i hans berømmelse, og heri fastholdt han kunstværkets intuitive skabelse og funktion.

                      Hasselbalch-præsentationen af Croce består af mindre klip af hans produktion af artikler om litteratur og enkelte af hans politiske synspunkter 1918-1936. Glansnummeret er artiklen om Henrik Ibsens dramaer fra 1921. På dette tidspunkt så man Ibsens dramaer som problemdebat, men Croce forandrede med sin artikel tilgangen til Ibsen. Han så dramaerne som diskussioner inde i Ibsen selv og dramaernes personer som udtryk for Ibsens egen fortvivlelse i sin stræben efter ’ det usædvanlige’, ’det vidunderlige’, ’det idelle’.

                      En anden berømthed i samtiden var Georg Brandes. Hans ”Hovedstrømninger i det 19. Aarhundredes Litteratur” kritiserede Croce for ikke at være en æstetisk men tværtimod en sociologisk litteraturhistorie. For Brandes: ”foretrækker Stoffet fremfor Formen, den sociologiske Betydning fremfor den æstetiske Værdi”. Det er altså skabelseserfaringen, som Croce går ud fra, det at mennesket formår ud fra sin intuition at skabe kunstværket, og at modtageren ligeledes intuitivt forstår dette. Med andre ord er kunst ikke filosofi, det er en anden slags erkendelse, som findes i formen, det at sammenføje fx de sproglige genstande til et værk. For som han siger andetsteds  er dette et tegn på det evige i menneskets kunnen: at kunne forme: ”For deri ligger det fuldkomne i den æstetiske Smag og Vurdering: at genføle og understrege det menneskelige, det rent menneskelige, det evige i Digtningen. Hvad andet har Digtningen gjort end at gaa fra det tilfældige til det evige, fra det historiske bestemte Brudstykke til det rent menneskelige?”

Æstetikken er for Croce så at sige menneskets egentlige kunnen, det at kunne forme stoffet. Men i denne tilknytning det menneskelige ligger også en mulig fastlåsning til det nuværende menneskes begrænsninger. Kritikere af Croce har ment, at han ikke var tilgængelig for værkets ’åbne betydninger’, de betydninger som ikke er intenderede, og som det normstyrede menneske ikke ser.              

                      Alligevel bør han huskes for sin omkalfatring af Ibsen-læsningen: Kunst er kunstnerens udsagn om sig selv ofte skjult i et andet stof.

Bo Hakon Jørgensen   august 2022

 Neruda Jan

Jan Neruda: Fortællinger fra

Lillesiden.

Forord ved C. Hovgaard Jacobsen

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 47

Kbh. 1945

Realisme om det uforanderlige.

’Lillesiden’ er en gammeldags bydel i Prag. Og gamle dage er for fortælleren, tjekken Jan Neruda (1834-1891), ca. 1840’erne. Det er hans barndomsverden, han afsøger for mærkværdige skikkelser og gennem dem, som var anderledes og særlinge, at beskrive det, som ikke kunne være anderledes, nemlig hvor ting lå, bager, købmand og værtshus, og især hvad folk mente om disse særlinge midt i bydelens samfund.

Neruda var digter, journalist og kritiker, og der da også i beskrivelser en næsten journalistisk detaljerigdom fx her, hvor vi kommer ind på et værtshus og retter blikket mod den ene vinduesfordybning af de tre, der er:”[…der] stod et lille Bord med en hesteskoformet Bænk omkring; her er der Plads til tre Mennesker, den ene sidder med Ryggen til Vinduet, de to andre paa Bænkens Ender over for hinanden, eller hvis disse to ogsaa har Lyst til at sidde med Ryggen  mod Vinduet, saa sidder de Med Ansigtet drejet mod Billardet og morer sig med at se paa Spillet ”. Denne omhyggelige redegørelse skal dog også bruges til noget, for den korte historie handler om to mænd, der på grund af fjendskab sidder og ser lige ud på hver sin bænke-ende år efter år, aften efter aften.

Den lille bogs prøve på Jan Neruda’s realisme består af 6 korte historier på cirka 10 sider. I opbygning ligner de hinanden: En tilstand af uforanderlighed etableres om en særling eller to, så rammes de af en uventet forandring, og hvad sker så? Som noveller er de udgaver af ’den sociale novelle’, den, hvor begivenheden er gesandt for en social struktur, her tilstanden i bydelen ’Lillesiden’. Begivenheden, omslaget, er den meteor, der oplyser landskabet eller bydelens mennesker.

                      De første to særlinge, der hader hinanden, har vi hørt om. Den næste histories hovedperson er en ren og pæn tigger, der siger nej til et frieri fra en en-tandet kvinde, Million-konen, og mister sin status som tigger i byen og fryser ihjel i vinterkulden. Den tredje historie handler om fru Ruskas, der går til begravelser og taler så dårligt om den afdøde, at politiet må føre hende væk. En fjerde særling er en læge, der aldrig taler med nogen og aldrig helbreder nogen, men ved en begravelse afslører han, at den døde kun er skindød og berømmes herfor. Den femte er en særlig ting, en merskumspibe, der bliver smukt rødere og rødere af til-rygning, medens købmanden, der ryger på den, venter på kunder, der aldrig kommer. Endelig er den sjette, 30-årige tykke Mary, der aldrig har tænkt på kærlighed, men modtager frierier fra to svirebrødre, der sikkert laver en grov spøg med hende i et forsøg på at få hende til at vælge imellem dem. De dør, og hun køber sig en grav mellem de to på deres kirkegård.

                      Fortælleren er solidarisk med miljøet, hvor ”ingen tænker paa, at det kunde være anderledes”. Vi befinder os i et samfund før moderniteten, men der en kærlig ironi over for disse særlinge. Interessen for dem er hentet fra et yngre moderne standpunkt: Tænk at de kunne leve sådanne liv år efter år uden at forandre sig. Personerne siger morsomme almindelige ting, men der antydes en dybde: ”De taler ikke meget, og hvad de siger lyder ligesom ensformigt og har dog rig Resonans.” Ud fra denne rige resonans er stykkerne skrevet.

Men hvori består resonansen? At der dybt i mennesker er en tro på håbet: det gode, kærligheden, på trods af alle samfundets nederdrægtigheder, dets nid og nag og pengedominans.

Bo Hakon Jørgensen.   august 2022

Rodin

Auguste Rodin: Om Kunsten.

Forord ved Hans Joachim Schultz.

Hasselbalchs Kulturbibliotek nr. 48

Kbh. 1945.

Jordmassens skulptør

Udgiveren Schultz slutter forordet med at citere en hel Rilke-sonet på tysk. Men med denne sonet forstår man virkelig samtidens begejstring for den franske skulptør Rodin (1840-1917). I en prosaoversættelse til dansk lyder den:

’ ”Meridianens engel i Chartres”.

 1. I stormen, som kaster sig omkring den stærke katedral, som en fornægter, der tænker og tænker, føler man sig på engang ramt og tiltrukket af dit smil./

 2. Smilende engel, følende figur, med en mund lavet ud af hundrede munde: Tilstår du slet ikke, hvordan vores timer glider af det fulde solur, /

3. hvorpå dagenes hele tal ligeledes, ligeså virkelige, står i dyb ligevægt, som var alle timer lige fulde og rige?/

4. Hvad ved du, stenarbejder, om vores væren? Og holder du, med et endnu mere saligt ansigt, måske tavlen frem inde i natten?’

                      Der sidder eller står en engel med et solur uden på katedralen i Chartres.  En mægtig solursskive hænger om englens hals. Det er denne engel, som kaldes ’meridianens engel’, og som digtet handler om med en skridning over mod ’stenarbejderen’ Rodin (på tysk: ”du, Steinerner”). Englen bliver slags dobbeltperson med ham. Rodin bliver den levende udgave af englen i sten med solurs-tavlen.

                      Første strofe handler om den negative tvivl på kirke, katedral og engel. Så at sige den altid pågående ateisme, men den mødes af englens smil, skønt den jo netop forvalter tabenes dage i det menneskelige, dagene og timerne, som løber over skiven som skygger. Alligevel smilet! Der er altså et noget højt over al denne tvivl, noget andet, en enhed, en positivitet, som tanken ikke kan omfatte, der kan holdes frem som udsagn om menneskets væren – om natten, hvor soluret jo netop ikke ’siger’ noget. Denne anden verden uden tid er det englen såvel som Rodin véd om, skønt de også begge lever normalt i tidens lys. Deraf figurens smil.

                      Det er godt, at digtet er med i denne lille bog, for ellers ville det være sin sag at udtale sig om Rodins betragtninger. De er i bedste forstand dybt konservative i en slags videreførelse af gamle håndværkertraditioner i skulptørkunsten. Ja egentlig priser Rodin katedralernes bygningsmestre og deres medarbejdende håndværkere, tiderne omkring 12-1400, højmiddelalderen og gotikken. Det er sten-massens bearbejdning og dens fylde i rummet, som optager Rodin. Han arbejder i dybden og ikke i relieffet, han går rundt om statuen for at få den til at tage sig ud i rummet. Hans langsomhed gør, at han altid må arbejde, hente skulpturen møjsommeligt ud af stenen, som katedralkunstnerne netop gjorde det  i de tider og med de hjælpemidler, de havde. Ofte arbejdede flere generationer videre på den samme søjle i en tiltro til samme opgave. Det er denne langstrakte viden ud over ens eget liv, som Rilke fanger i englens smil ned over solurets skive. Vores timers lidelse indgår i en meget længere tids smil: Jord-massens langsomme formdannelse, som Rodins skulpturer i deres tilblivelse deltager i.

                      Rodins notater i katedralerne er så afgjort mest til ham selv. Et eksempel kan vise Rodins mumlen omkring det sete:” Arkitekturen udstrækker og vejer Linierne, giver dem Bevægelsernes Dristighed, der bærer dem langt ud mod Horisonten: tro Sfinxer, hængende Lianer, Guirlander – Hvilepunkter for vor Tanke, Forsøg, Forspil til den Skabelsesakt, der er os tildelt”. Og ligesom Rodin i Chartres-katedralen kunne genfinde ”vor Bonderaces magelige, langsomme Egensindighed”, således fandt Rilke, som Rodins sekretær 1905-07, netop ’den lange tid’ i Rodins fortidige arbejdsmåde.

” Kan Chartres forgaa?,” spørger Rodin, ”Jeg vil ikke tro det. Den venter paa andre Slægter, der er værdige til at fatte den. / Chartres venter, et Bygningsværk, dristigt slynget fra Visheden og frem mod Vished; Chartes siger os, at i visse store Timer faar den menneskelige Aand nyt Liv, vender tilbage til uforstyrret, rolig Orden, og skaber saa det skønne for al Evighed.”

                      En moderne forstyrret tid ca.1910, så i Rodin pludselig, hvad den tabte evighed var, og hvad den kunne! At det skønne kunne ligge uden for tiden, ja netop i stenens millioner af år.

Bo Hakon Jørgensen     september 2022.

T.S. Eliot

T.S. Eliot: Essays.

Forord ved Bjørn Poulsen.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 49

Kbh. 1945.

Tilstanden før teorien. Følelsen afskåret.

Den berømte kritiker og lyriske modernist Thomas Stearns Eliot (1888-1965) siger meget rigtigt om kunst og kunstnere i sine essays, men han viser aldrig, hvordan han er kommet frem til sine udsagn. Han véd bare det hele som ud af en guddommelig indskydelse eller ud af en enorm belæsthed, som ingen nogensinde vil kunne eftergøre. På den måde er han en ypperlig repræsentant for tiden, inden den pædagogiske teori trådte ind i litteraturvidenskaben under navn af Nykritikken. Fra da af, ca. 1955 i Danmark, skulle man vise, hvordan man kom frem til sine udsagn, og det skulle fremstå kontrollerbart dvs. gentageligt for andre.

                      Og dog er Eliot også begyndelsen på denne Nykritik, idet han laver det afgørende snit, adskillelsen mellem digter og digterværk, og stiller det sidste i centrum langt væk fra skaberen af værket. Værket er det forvandlede udtryk for digterens følelser, men altså netop ’forvandlede’ udtryk, hvori intet af de originale følelser kan anes. Værket er ’det objektive korrelat’ til disse følelser, som det hedder med en berømt formulering.

                      Det er i det første af fire essays, som bogen bringer: ”Traditionen og det individuelle Talent” (1917), at disse radikale meninger udtales: ”Digterens Opgave er ikke at finde paa nye Følelser, men at bruge de foreliggende, og ved at forarbejde dem til Poesi, at udtrykke Stemninger, som overhovedet ikke findes i virkelige Følelser […] Det er en Fortætning, en Fortætning af et meget stort antal Oplevelser, der af praktiske og aktive Mennesker slet ikke vilde blive opfattet som Oplevelser; […] Poesi er ikke en Frigørelse af Følelsen, men en Flugt fra Følelsen […]”.

                      Mange tidligere værker udgør så den tradition, som det nye værk måles i forhold til. Den litteraturhistoriske tradition er altafgørende, her hvor den biografiske tilgang er bandlyst. Og Eliot optræder da også med en enorm viden om engelske, franske og italienske værker, ja endog af tyske Goethe. Han færdes hjemmevant hos Dante , Racine og især Baudelaire , som  er emnet i det fjerde og sidste essay i bogen. Gennem Baudelaires prosaværker bestemmes hans poetiske forfatterskab til at handle om at studere og udnytte egen lidelse poetisk. Om at have styrke til at lide og så studere egen lidelse. Men Baudelaire kritiseres også for at have et noget slidt ’billedforråd’. Dette udmærkede begreb forklares således: ”(og enhver Digters Billedforraad har et eller andet Sted sin Begrænsning) [og] er ikke altid holdbart eller fyldestgørende. Hans Skøger, Mulatter, Jødinder, Slanger, Katte og Lig udgør et Apparat, som ikke har holdt sig særlig godt; ”.

                       Dette er jo en ganske suveræn kritik af Baudelaire, som imidlertid modsiges noget af godtagelsen af dele af Baudelaires satanisme, der beskrives som en bagvej ind i kristendommen. Det er nemlig vigtigt for Eliot at fastholde Baudelaire som en kristen digter.  I et tredje essay om ’religion og litteratur’ (1920) hævder Eliot, at den litterære kritik må have et etisk eller religiøst udgangspunkt. Hans er – at kaste et blik over den moderne litteratur og bestemme dens væsen som grundlæggende ’verdsligt’, dvs. ”at den simpelthen ikke kender til, simpelthen ikke kan forstaa Meningen med det oversanselige Livs Forrang frem for det sanselige: hvilket jeg anser for at være vort fornemste Anliggende.”

                      Hos Eliot møder man også den talemåde, som prægede efterkrigstidens unge så voldsomt: at litteraturen var et ’billede af livet’ og slet ikke livet selv. Med dette udtryk holdt de daværende unge litteraturen på afstand, samtidig med at de netop dyrkede den æstetisk som billede (Heretica). Jeg har som ung (1965) hørt dette billede-udtryk og har hidset mig op over dets vaghed, men forstår nu via Eliot, den adskillelse mellem følelse og intellekt, som ligger bag. Følelser hørte simpelthen ikke til den moderne æstetik på det tidspunkt, de var forvandlet til modernistisk ukendelighed – og det var netop det storslåede, at ingen forstod gåderne i udtrykkene. Men som ’billede’ kunne uforståelighederne tolereres.

Bo Hakon Jørgensen   september 2022.

Artsybásjef, Michael Petrovitsj:

Gru.

Forord ved Georg Sarauw

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 50

Kbh. 1945

Tilværelsens gru

Meget i Artsybásjefs tre noveller vil støde den politisk korrekte læser i dag. Voldtægt, ord som ’neger’, endda som slave, og ikke mindst den krasse realisme i beskrivelserne, der har det med at slå over i det groteske. Alligevel er der grund til at se forbi alle disse barrierer og fokusere på den smerte, som emmer ud af historierne: gruen ved livets fremfærd.

                      Artsybásjef er en forfatter fra tiden lige før og efter den russiske revolution 1917. Født i 1878 og død i 1928 efter i 1923 at være blevet trængt ud af den nye sovjet-russsiske stat, for at sidde blandt ’de hvide’ modstands-styrker i Warszawa. Men først og fremmest er en han en forfatter, der har to brændende temaer: døden og ateismen. Få steder i litteraturen får man en sådan udfoldelse af argumenterne for ateisme som her. Han søger overalt sandheden med meget stort S, og fx lader han en næsten gal videnskabsmand sige sådan om sin indsats i videnskaben: ”Jeg har faaet indpodet Syfilis for at bevise den heldige Virkning af […et] Præparat; jeg har tilbragt Maaneder i Pestens Arnested i Golkonda, under Udførelsen af de mest farefulde Eksperimenter med Pestbacille-kulturer; jeg har udholdt den pinefulde Prøve at sulte i tolv Døgn [ … og meget mere]”. Alle steder i disse noveller møder vi en udgave af videnskabstanken, der i sin sandhedssøgen udrydder menneskelige illusioner. Men det sker under en mærkelig form for protest, idet forfatteren på forskellig vis får gjort hovedpersonerne sindssyge, gale eller forvirrede i deres sandhedssøgen.

                      Først har vi historien "Gru" om tre mandlige øvrighedspersoner fra politi-etaten, der i fuldskab begår en gruppevoldtægt på en ganske ung pige: ” I næste Nu laa en tung, feberglødende Mandskrop hen over hende og trykkede hende med hele sin Vægt ned paa tværs af Sengen. Klamme, brutale Fingre holdt hendes nøgne Ben fast i et knugende Greb et Stykke oppe over Knæet og pressede det til Siden, medens Manden udstødte uartikulerede Lyde og snappede efter Vejret, med en vaad , savlende Mund, i et Anfald af et ubændigt Raseri og vildt Begær, som et Dyr, der har sprængt sin Lænke…”

Skønt de alle tre, Politikommissæren, Forhørsdommeren og Lægen er skyldige får de smøget anklagen af sig og sat hæren ind mod befolkningen, der vil have hævn for pigens selvmord. I et vognskur ligger derefter de døde, der har protesteret, med ”blegnede Øjne, hvis matte Overflade spejlede en undrende, grænseløs, haabløs Gru…” Så forfærdeligt er livet, og lige netop denne erkendelse, gruen over livets fremfærd, skal skrives frem i den krasse realisme. Men netop ovenstående beskrivelse af voldtægten kan få En til at overveje, om der ikke er et pornografisk aspekt i al realisme: trangen til at afdække, afklæde, stille sagen nøgen? Og så trangen til at finde ord som fx ’maddikehvide’ fingre og lignende.

                      Netop for at udforske, hvad sandheden er bag al religion, lader forfatteren i historien ”Dr. Louriers Forbrydelse” denne doktor bortføre en uvidende ’neger’-dreng fra Afrika til Paris for at vise ham alle tekniske, moderne instrumenter, der modsiger Gud og religiøse forklaringer, hvad der fremkalder drengens selvmord. Problemet er ’ordet’, som træder mellem mennesker, og hindrer dem adgang til kroppens mysterier, som drengen skulle have qua sin vilde fødsel. Eller spurgt på en anden måde: hvem har frataget mennesket dets dyriske ikke-viden? Det handler om at få dræbt menneskets tro på evigheden, som de omgiver sig i guirlander af ord.

                       Overhovedet spidser forfatterens sandhedssøgen til i en stadig rædsel for den opløsning af almindeligt liv, som ’sandheden’ fører med sig. Det er temaet i den sidste historie ”Latter”, hvor en aldrende overlæge i psykologi taler med en af sine patienter, en af de ’gale’, der har studeret solpletterne på solen og mener, at menneskehedens død er tættere forestående end hidtil antaget. Solen vil brænde ud tidligere, er den gale videnskabsmand forudsigelse, der får ham til at bryde ud i en altomfattende latter. For ”Naturen er ’ligeglad’. Forstaar De,  den  har slet ikke Brug for os; ’Ideen Vi’ accepterer den, men hvad angaar os personligt, er den i allerhøjeste Potens rystende ligeglad.” Og hvorfor skal mennesket så trækkes med sit tænkende jeg, sit ’Ide-Jeg’ og pines med ’Tankens Trældom’? Det er jo latterligt, at ” Menneskene skaber sig, [de] fniser og kryber foran den almægtige, som slagter dem som Faar! Og trods alt sidder der paa Bunden  af deres Sjæle et lille bitte Haab [:] maaske …det kunde jo være”. Disse håbende mennesker er jo de rigtigt gale, hele den øvrige menneskehed, og sammen bliver både overlægen og den gale i deres fælles latteranfald over dette håb lagt i spændetrøje!

                      Ved at gøre hoved-personerne gale, vilde, eller overdrevent sandhedssøgende får Artsybasjef et alibi til at få sagt så meget af sin egen gru over tilværelsens manglende mening, at disse historier må være enhver troendes indgang til at forstå ateismen i dens grundstemning.

Bo Hakon Jørgensen.  september 2022.

H.C. Andersen: Danske Landskabs-

billeder.

Forord ved Cai M. Woel.

Hasselbalchs Kultur-Bibliotek nr. 51

Kbh. 1946

Det mærkelige!

Hvordan gør han det, vores kendte eventyrdigter? Forvandler kedelige landskabsoplysninger til sjove småfortællinger? Formelt set er det byer som Roskilde, Helsingør, Dagebüll, Odense, Silkeborg og Skagen, som bogen her finder hans skrivende omgang med fra 1829 til 1859, men ellers er det jo i hans øjne, det mærkelige ses, det mærkelige, som er hans vejviser gennem landskaberne.

Formen er den levende mundtlige, fortælling for et selskab med en tydelig bevægelsestråd gennem landskabet og småhistorier undervejs som små perler til at holde opmærksomheden fanget. Nedskrevet men med mundtligheden bevaret. Og hvor er tingene konkret opfanget i deres rum, oppe over, neden under, henad til venstre , henad til højre og dertil farver lyde og lugte. Vi er med i Andersens oplevelseskuppel. Han citerer af og til andres rejse- eller egnsbeskrivelser, så det er tydeligt, at han har søgt oplysning forud for sine rejser. Men lige så tydeligt er det, at han udspørger folk, hvor han kommer frem om deres egn rummer noget mærkeligt?

Desuden sammenligner han gerne med den store verdens steder for at vise, at også Danmark har sine: ” her (Skagen) i det danske Land finder du en Natur, der giver dig et Billed fra Afrikas Ørken, fra Pompejis Askehøider, og fra de med Fugle omsvævede Sandbanker i Verdens-Havet […]”. Disse tekster er indbydelser til rejser, nedskrivninger af fortællinger til dem, som ikke er kommer afsted, de stillesiddende, de indesluttede, de tilbageblevne. De er godt håndværk i deres opfordring til en turisme, som var i sin vorden i tiden, og som til de rejsende i Europa havde rejsebøger med vejledninger som bl.a. Baedecker. Andersen kan genren fra sådanne .

 Andersen skal lige rundt om det kendte i landskaberne, rundt om Slangerup, for her boede Kingo. Han rejser på sine fornemmelser og oftest skuffes han over, at stederne ikke lever op til hans fantasier: ” Jeg saae længe forgæves efter Helsingøer, og først tæt ved opdagede jeg det: ”Herre Jemini, tænkte jeg, det ser jo ud som den baggesenske Fødeby [Korsør] !” – men da jeg kom indenfor Porten, saae de høje Huse og den brogede Menneskevrimmel, troede jeg at være i Kjøbenhavn og blev ret let om Hjertet”. Men han har også på turen til Dagebüll (fiktiv tur til Marsken) lige tid til at kommentere postvæsnets mangelfuldhed og den særligt mærkelige metode på denne egn at stille brevene op i vinduet: ”[ en søvnig pige] samlede nogle Breve, der vare faldne ned, hvert af dem saa kluntet forseglet, som lagt sammen; de vare alle sendte med Lejlighed, det vil sige med Slagtere eller Bønder, som toge ind her [på kroen]; opstablede mod Vinduesruden, hvor Enhver fra Vejen kunde læse Udskriften [og hente brevet]”. Man ser, hvor konkret og materielt Andersen går til værks, mærkelighederne lader sig forklare, når man interesserer sig for dem.

I afsnittet om Odense er det åen gennem byen, der transporterer læseren igennem byen og minder fra Andersens barndom. Det er en tydelig illustration af den bevægelse, som er i alle beskrivelserne. Vi går, kører eller sejler gennem landskabet og runder under vejs skue-steder, eller sagn-steder, eller slet ingen mærkværdigheder, som det ofte lige bemærkes. Rejsebekvemmeligheden undervejs nævnes en passant fx ved Vordingborg by, hvor brolægningen er så ujævn ” at Borgerne behøve kun at lade en Bøtte med Fløde kjøre fra den ene Port  til den anden: ja maaske behøve de ikke kjøre saa langt før de har Smørret”.

Det er blot et eksempel på de små fortællinger undervejs, der også kan svulme op til denne begyndelse til  en strandingsbeskrivelse ved Skagen: ”Forlad din Stue i den mørke Nat! Det er Storm, saa stærk, at Du ikke hører det rullende Hav, Vindens stærke Kast møder Dig, idet du træder ud; det fygende Sand og de skarpe Smaasten  pidske dit Ansigt tilblods. Du fornemmer over Dig og om Dig en Kraft som synes mægtig til at suge Havet op; det er en buldrende Lyd , som udfolder sig over Dig et Verdens Telt”.

Her er vi inde i Andersens oplevelseskuppel, som han her kalder ’verdens telt’. Hans store geni er hans adgang til egne oplevelser. At han tør stole på sin egen tilgang til verden – eller måske var han bare én af de første, der havde det på den måde 1830? Vi ser realismen fødes ud af et opmærksomt blik. En kørsel på det våde sand på vej til Skagen: ” Havet selv i nok saa stille Vejr ruller hen under os [vores vogn], det stænker op under Hestens Hove”. Man er med på turen i den detalje med hestens hove, der stænker vand op. Det er jo netop sådan noget, man sidder og stirrer på, under så lange ensformige ture som rejser i hestevogn.

Bo Hakon Jørgensen   september 2022